Tekster: Sl.8; Kol.1,15-19 og Mark. 10,13-16
1.s.e.Helligtrekonger, den 10. januar 2016 kl. 10
Salmer: 136-445-131/ 674-439-379-717
Salmisten stiller et meget afgørende spørgsmål i Salme 8, som er den indledende tekst fra alteret i dag. ”Hvad er et menneske? ” Han sætter mennesket i relation til alt det, der er i universet. Universet er syv, otte nej måske ti milliarder år gammelt. Så gammel er Mælkevejen, vores galakse. Hvem siger, at den er den ældste? Nej, det er svimlende. Vi er så små, så små. Derfor må vi spørge, hvad et menneske er i forhold til alt andet?
Svaret kunne let være, at vi intet er. Men det er ikke svaret i jødedommen og kristendommen, når vi følger Sl. 8. Her er mennesket vigtigt. For det er skabt af Gud i hans billede. Mennesket har fået et ansvar betroet. Et ansvar til at herske over alt det skabte. Det vil sige at tage sig af og passe på alt det skabte. Bag denne tildeling af ansvar ligger, at mennesket er vigtigt, fordi Gud tager sig af det. Guds opmærksomhed gør et menneske til noget.
Hvad den gamle salme 8 får sagt i sin hyldest af Gud, hele universet skaber, viderefører Jesus i sin forkyndelse. Mennesket er noget, fordi Gud henvender sig, fordi Gud vil mennesket noget. Ser vi på menneskets tilblivelse i et ikke-religiøst, et naturvidenskabeligt perspektiv, er mennesket måske ikke så vigtigt. I hvert fald har mennesket eksisteret i kort tid i forhold til universet. Og mennesket er måske blevet en trussel for sig selv på denne lille blå planet. Ikke alene fordi en klimakrise er over os og ser ud til at blive værre og værre, men også fordi vi ikke regner hinanden for det under og den værdifulde skabning, vi er. Vi reducerer hinanden til hindringer for ”min” udfoldelse.
Vi agter ikke hinandens liv højt. Vi fører og deltager i krige. Ingen af dem, som har deltaget, kommer hjem uden at være blevet mærket af det for livet. ”Krig er foragt for liv”, som Nordahl Grieg engang skrev. Terroristen agter heller ikke livet. For terroristen er drømmen om en anden orden højere og vigtigere end menneskeliv. Sådan var det også i 1970’erne, hvor terroren i Europa var affødt af interne forhold i Tyskland, Italien og Irland. Siden kom terroren i forbindelse med Israel og Palestina. I dag har den andre årsager, men hvad de politiske årsager eller begrundelser end er, er de alle fælles om, at ideer sættes højere end mennesket.
I stigende grad ser vi ikke det andet menneske som en fælle. Snarere er den anden en hindring for min livsudfoldelse og måske også for min tro og livsanskuelse. Der er ikke noget nyt i, at det ene menneske kan komme til at stå i vejen for det andet. På mangfoldige måder er det et vilkår. Derfor er en væsentlig del af kristendommen også en fordring til os om, at vi skal tage os af den andens lykke.
Den fordring ligger i den tekst, vi har hørt i dag som prædiketekst, hvor vi andre søndage hører den som den centrale tekst i dåbsritualet. Hvad siger Jesus egentlig? Vi har jo hørt denne tekst så ofte, at vi kan blive døve for dens egentlige og dybe budskab. Det første, han siger, er en irettesættelse af hans nærmeste, disciplene. For de stiller sig mellem Jesus, der er den usynlige Guds åbenbaring og billede, og dermed sand Gud, og hver enkelt af os.
Hvor mange hindringer kan kristendommens og kirkens historie ikke fremvise? De er blevet til, fordi mennesker vil beskytte den rette tro. Derfor har vi også af slægterne før os fået overleveret en fortolkning af Jesu budskab, der måske i virkeligheden stiller sig hindrende i vejen for, at vi kan høre, hvad det egentlig er, hans gav krop, sprog og handling.
Hvad er tro? Hvordan tror man i grunden? Hvad skal man tro for at høre hjemme fx i folkekirken? I de seneste år har vi haft en række offentlige debatter om tro i medfør af nogle præster, som mere eller mindre uforvarende er kommet til at skabe en debat om centrale og væsentlige dele af den kristne tro. Fx opstandelse, næstekærlighed og lige nu en debat om reinkarnation.
Hvis man skal være venlig. kan man sige, at debatterne er opstået, fordi ophavsmændene har kæmpet med noget i traditionen, der efter deres opfattelse hindrede os i at høre, hvad Jesus siger og forkynder. Og vi må ikke være blinde for, at de måske har en pointe i, at vores fortolkninger og traditioner kan komme til at hindre os i at høre, hvad det i grunden er, Jesus siger. Overalt i verdens religioner er rettroenhed kommet i højsædet. Den, der vil rettroenheden, kommer til at indsnævre og reducere det dybe og komplekse i traditionen.
For 10-12 år siden opstod fx begrebet bekendelsesgrundlag under en lignende debat, som vi har i dag. Det begreb lånte helt oplagt betydning fra et dengang nyere ord ”virksomhedsgrundlag”. Et virksomhedsgrundlag er en kort og præcis redegørelse for, hvad en virksomhed beskæftiger sig med, og på hvilken måde den ønsker at gøre det i samfundet.
Men det, som man har kaldt bekendelsesgrundlaget i folkekirken, er bl.a. vores trosbekendelser og Luthers lille Katekismus. De er sammenfatninger i et poetisk sprog af, hvad vores tro forholder sig til, bekender sig til og modtager. De er sammenfatninger af noget, der er dybt, højt og komplekst. Når vi ved dåben spøger den, der skal døbes, om han eller hun vil bekende troen, er det ikke en facitliste og en udtømmende fortolkning, som man her tager stilling til. Man svarer ja til, at man gerne vil inddrages og omfattes i det univers af betydning, mening, tilgivelse, forsoning og oprejsning, som den korte tekst sammenfatter.
Trosbekendelsen er ikke en hindring, en tærskel, vi skal over, men en invitation, ja en åben favn. For Guds rige tilhører jo ”børnene”. I situationen var det de børn, som mødrene kom med, men det er jo også os, der netop, som Salme 8 skildrer det, er som børn i forhold til Gud. Vi er nogen, som han skal tage sig af, for at vi kan klare os. Børn oplever og erfarer masser af hindringer for at kunne folde sig ud i livet. Opdragelse går ud på at lære dem, hvordan disse hindringer kan overvindes.
Troen, som skænkes, er ikke en præmie for at have lært en trosbekendelse, men er som en favn, Gud ved Jesus Kristus inddrager os i. Det er derfor, vi ikke må stille os hindrende i vejen med alle mulige betingelser for tro. For hvad er tro? Hvordan tror man det rigtige og tror rigtigt? Er det, når man tror bogstaveligt, eller er det, når man stoler på et andet menneske og har tillid til det? Troen er at løbe en risiko og have tillid til, at det som siges til én, er sandt. At det er sandt, at også jeg er Guds barn. At jeg ikke skal præstere noget for at være det eller for at være blevet det. Han har gjort mig til det. Troen er altså altid åben og foreløbig. Bibelen skildrer mange udtryk og former for tro. De har alle gyldighed, men ingen af dem er endegyldige, som den tyske teolog Gerd Theissen har sagt.
Sådan er det også i dag. Vi skal være forsigtige med at udelukke nogen fra troen ved at underkende deres form for tro. Ja, men kristendom er vel ikke en tro på hvad som helst? Nej, det er den ikke. Den samler sig om, at Gud har skabt universet, og i universet har han skabt mennesket, som han vil noget. Han vil tage sig af os. Han vil frelse os fra døden, der er et vilkår for alt levende. Det gør han ved at komme til os og åbenbare sig i Jesu Kristus.
Han tager os, som han tog de små børn, i sin favn. I sin favn drager han os ud af dødens garn, skænker os liv igen og igen, og når engang vi dør, da skænker han os det evige liv.
Han er en Gud, vi ser i Kristus. Og da enhver af os bærer hans billede, ser vi ham i hinanden. Gud er altså fraværende på en konkret måde, men han er nærværende i sin ånd.
At få troen skænket er at have tillid til, at der er en, vi kan vente os alt godt af, som Luther siger. Deraf følger, at vi ikke må stille os hindrende i vejen for, at andre kan blive omfattet af Guds frelse fra døden. Guds rige hører hans børn til, og ethvert menneske er Guds barn. Hvad er et menneske da? At Gud tager sig af det. Så gør du ubekymret ligeså! Se det andet menneske, – her eller der – som Gud ser det.
Amen