Prædiken fra musikgudstjeneste kl. 10 v sognepræst Henrik Grøndal Lund.
Præludium: G. F. Händel Adagio (fra Sinfonia i Bb-dur)
4 Giv mig, Gud, en salmetunge
750 Nu titte til hinanden
Musikalsk intermezzo: D. Buxtehude Der Herr ist mit mir
—
Motet: J. S. Bach Hvo ikkun lader Herren råde
321 O kristelighed
439 O, du Guds Lam
41 Lille Guds barn (under udd.)
722 Nu blomstertiden kommer
Postludium: G. F. Händel Andante (fra orgelkoncert i G-dur, op. 4 nr. 1)
Sjælen må bøje sig for styrken. Ingen undslipper styrkens dominans. I dag handler det om styrken. Den rige mand har styrkens herredømme. Han bor flot og godt, klæder sig i purpur, lever i pragt. Livet er en fest. Han har vundet kampen om styrkens herredømme. Den fattige Lazarus har ingen styrke. Han ligger uden for den riges port, fuld af sår som gadens herreløse hunde slikker. Styrken har sat en rangforskel mellem den rige mand og Lazarus. Den ene er herre, Den anden er tjener.
Styrkens herredømme er råt og hårdt. Det er ledsaget af voldsomme konsekvenser, som vi alle kender. Vi har hver vores portion af den rige mand og den fattige Lazarus i livsbagagen. Vi har vores sår, som skal slikkes. Der er ar fra skoletiden, hvor vi blev den lille i en kamp med de andre i gården eller klassen. Eller timerne hvor vi faldt igennem, fordi vi ikke kunne vores lektier. Eller når vi blev sendt uden for døren i en Lazarus-situation. Eller en ydmygelse ved et eksamensbord, fordi vi trak et træls spørgsmål, hvor vi er svage. Vi har også sår og ar fra hjemmet. Et hjem kan blive en scene for styrkens herredømme, hvis forældrene ikke forstår at leve med autoriteten, så den bliver en opbyggelig glæde. Forældreautoritet kan fejludvikle sig, så styrken bruges som redskab til at have ret og bestemme, bare fordi man er stærkest. Flere af os har måttet bøje os for en mor eller far og haft det omtrent som Lazarus, der må ligge uden for porten. Det er fuldkommen afgørende, hvordan det er fat med styrken i et hjem. Styrken giver ar på sjælen og sår i hjertet. For mange børn er det ligesom hos Lazarus også hunden, der slikker sårene, når barnet bliver den lille i styrkens dominans. Eller vi kender styrkens prøve på arbejdet. De fleste af os oplever i vores tid på arbejdsmarkedet sjælens ydmygelse under styrkens tvang. Der er altid nogle, som betaler prisen for styrkens magt hos lederen. Vi er ikke lige på arbejdsmarkedet. Der er herre og tjener, arbejdsgiver og arbejdstager. Vi er heller ikke lige i hjemmet eller i skolen.
Hvad stiller vi op med styrken?
Ofte tager vi kampen op og forsøger at fremstå uovervindelige som den rige og succesfulde mand. Men som nederlagene kommer i takt med alderen, begynder vi at trække os fra styrkens herredømme. Vi viger tilbage ligesom et dyr, der bliver udsat for elektrisk stød. Mødet med noget hårdt og voldsomt får os til at skælve og siden trække os tilbage med vores sår ligesom Lazarus uden for porten. Styrkens dominans kan ses i vores ansigt, kropsholdning og væremåde. Det kan høres på vores tale, hvordan vi har det med styrkens dominans. Et menneskes ord og udstråling fortæller om kampene med styrken. Vi kan tale som den rige mand, der fra sin sejrsposition giver besked til fader Abraham om med forlangender om, hvad der skal ske, så situationen bringes i orden svarende til den styrke en rig mand besidder. Send Lazarus herover, så han kan læske min tunge. Den rige mand er vant til at bestemme og give ordre. De andre skal lytte og gøre, hvad der bliver sagt. Det er pointen, når man besidder styrkens herredømme. Modsat kan vi være tavse som Lazarus, fordi vi er knuste under styrkens dominans. Lazarus har ingen ord. Ydmygelse gør mennesker tavse. Uretfærdighed og smerte gør os til en tavs bøn, for vi kan have væskende sår, som ikke vil heles. Det kan mærkes, at vi lever under styrkens herredømme. Styrkens tvang gør os stumme. Vi lever videre så godt vi kan og som om intet er hændt, mens vi gemmer ordene i hjertet.
Når jeg så godt kan lide fortællingen om den rige mand og den fattige Lazarus, er det, fordi den ikke går op. Der drysses ingen forloren kærlighed ud over fortællingen. Fader Abraham redder ikke forholdet mellem den rige og fattige. Rollerne byttes ganske vist om, så den rige kommer til at pines, mens Lazarus lindres og trøstes. Men der er stadigvæk en kløft mellem dem, som der kan være det mellem mennesker. Kløften betyder, at de begge lider nederlag. Styrken knuser dem begge. Ingen af dem kan undslippe styrkens dominans. Ingen af dem går fri. Sjælen må bøje sig for styrken. Underkastelsen er den samme. Styrken fører til destruktion. De mærker begge styrkens knusende magt. Det er præcis dét, jeg godt kan lide. For sådan er det at være menneske, når vi tør tale ærligt med de ord, vi gemmer i hjertet. Vi mærker alle, at det ved styrke og sejr går mod nederlag og smerte. Styrken ydmyger os. Styrken degraderer og nedværdiger os. Det sker i de små almindelige møder mellem os, men det sker også, hvor det som har været godt og smukt, ender med at blive bittert og tungt. Vi kommer og går på styrkens tvang over sjælen. Nogle gange er vi den rige mand, mens vi andre gange er Lazarus. Og ingen af os undgår smerten og volden, fordi nogen eller noget dominerer os. Derfor er fortællingen i dag er en tragedie. Den handler om det tragiske i vores liv, som ingen af os undslipper. Ved styrke og sejr går det mod destruktion.
I kan sikkert ikke lide dagens fortælling om vores liv. Det kan de færreste. Men den hører med, og den er vigtigt, fordi den passer. Det tragiske følger os og rammer os. Nogle gange er det selvforskyldt, men mange andre gange sker det uden vi selv kan gøre for det. Sygdom rammer, uheld sker, utroskab og skilsmisse, konflikter i hjemmet og på arbejdet. Eller styrken komme som en coronapandemi. Det tragiske findes, hvor vi er.
Drengekoret har lige sunget Buxtehudes smukke motet Herren er med mig. Jeg håber, I mærkede en helt anden klang end styrkens dominans. Musik er noget af det bedste til at hele vores ar på sjælen og sår i hjertet. Den kristne musik er et svar til det tragiske i vores liv. Når sjælens tvang under styrken sætter os i pinens sted eller sender os uden for porten, behøver vi sange til hjertet. Herren er med mig, sang drengekoret. Det er ikke en tom kliche. Musikkens klang værner et menneske mod styrkens dominans. Sangen er en beskyttelse mod det tragiske, en velsignelse i det tragiske. Derfor henviser fader Abraham den rige mands brødre til at høre Moses og profeterne. Lyt til Buxtehude. Herren er med mig.
Kristendom er et opgør mod styrkens herredømme, et svar til det tragiske i vores liv. Derfor er den kristne fortælling og musik altid aktuel. Den gælder en behersket brug af styrken – en beskyttelse af mennesket. Herren er med mig.
Amen.