2. pinsedag (Henrik Grøndal Lund)

Prædiken fra højmessen 2. pinsedag kl. 10 v sognepræst Henrik Grøndal Lund.

Salmer:

291: Du som går ud fra den levende Gud
750: Nu titte til hinanden
289: Nu bede vi den Helligånd


290: I al sin glans nu stråler solen
439: O, du Guds Lam
285: Hør himmelsus i tredje time (under udd.)
287: Kraften fra det høje

Den norske forfatter Knut Hamsun fik i 1920 Nobelprisen i litteratur for romanen Markens grøde (1917), der idyllisk skildrer bondesamfundet, før verden blev moderne. Inden Anden Verdenskrig var Hamsun en af Norges mest elskede forfattere – sat op en piedestal og dyrket som en litterær vejviser. Man regnede ham som en af de vigtigste fornyer af den norske prosa. Sådan var det før krigen. For i 1940-45 støttede Hamsun den tyske besættelsesmagt og efter krigen blev han dømt skyldig i landsforræderi.

I dag, hvor vi fester for åndens komme med Grundtvigs varme og lyse salmer, kommer jeg til at tænke på Knut Hamsun. Engang en af mest elskede personer i Norge, siden forhadt og forladt. Så forhadt var Hamsun, at ingen på det plejehjem, hvor han var anbragt, ville tale til ham, eller gøre ham bare den mindste tjeneste, f.eks. give ham et glas vand. Han var langt over 80 år, stokdøv, halvt blind, og så skriver han efter måneders isolation på plejehjemmet i sin dagbog: ”I dag ville en hund kendes ved mig”. Det er rystende sætning. Det er en iskold og modbydelig sætning: ”I dag ville en hund kendes ved mig”. En hund ved ikke noget om et menneskes fortid. Derfor kan den komme ligeså tillidsfuld til den ene som til den anden. Hunden var den mest menneskelige skabning, som Knut Hamsun mødte gennem længere tid. Hunden viste ikke foragt for ham. Hunden nedgjorde ham ikke, og hunden dømte ikke Knut Hamsun for hans fortid. ”I dag ville en hund kendes ved mig”.

Når jeg er begyndt denne pinsemorgen med Knut Hamsun er det for at vise, hvor afgørende ånd er. Ånd er, hvem vi er. Ånd er, hvad vi ønsker at blive – det vi tror, håber og elsker. I pinsen får vi Guds ånd. Det, Gud ville med sit barn, den kraft, som stråler ud af Jesu tro, håb og måde at elske på – den kraft er hos os. Pinse er beskeden om, at vi kan leve med hinanden gennem en ånd, som tror på mennesket, håber og elsker os, uanset om vi har fortjent det eller ej – tro, håb og kærlighed uanset vores præstationer, position, meninger og fortid. Når det er ånden mellem os, som bestemmer, hvordan vi har det, er meldingen om tro, håb og venskab en gave. Pinse er det modsatte af enhver brutal ånd, der foragter mennesker. Den brutale ånd findes mellem lande, folk, sprog, kulturer, religioner – på arbejdspladser, skoler og i hjem. Som den tyske filosof Hegel har lært os, er det tidens herskende ånd, der bestemmer historiens gang. Det er den mentalitet, der er mellem mennesker, som farver dagen. Og mennesker kan forføres. Vi kan følge en ånd, der fører til krig og sætter folk bag pigtråd i barakker. Vi kan komme i situationer, hvor det er os, som ikke vil give et glas vand til en anden på plejehjemmet. Eller det kan være os, som sidder isoleret på plejehjemmet, fordi andre vender ryggen til og giver os den kolde skulder. Tænk at være en forfatter, ingen vil tale med eller lytte til. En forfatter lever af ord, men alle møder ham med tavshed.

Pinse er at huske, vi er åndsmennesker. Vi skal være varsomme og agtpågivende med ånden mellem os. Mennesker kan elske mørket frem for lyset, som vi lige hørt i en af dagens bibelske tekster. Det skete for Knut Hamsun, og det måtte han bøde for resten af sit liv. Nobelprisvinderen blev den foragtede. ”I dag ville en hund kendes ved mig”.

Det sker hver eneste dag, at mennesker falder for den forkerte ånd. Nogle gange er vi egoistiske bæster. Nogle gange tager vi fuldkommen fejl af situationen. Derfor er om at lade pinsens ånd komme til. Vi må hele tiden reparere forholdet til os selv og andre – vedligeholde venskaber og samfund, vise omsorg for vores kultur og sprog.  Ånden er altafgørende i hverdagens små og store forhold. Der er ingen forskel på den store verdens scene og den mindre scene på arbejdet, i skolen eller stuen. Det er vigtigt, hvilken ånd der hersker og bestemmer. Intet bliver ved at være, som det var. Forholdet mellem to som elsker hinanden kan forsvinde som dug fra solen. Vi kan gå fra hinanden, forlade hjem, børn, by, arbejde. Hvordan får vi det til at holde? Hvordan fanger vi den rette ånd, som sætter os i stand til at bevæge os med hinanden – hvordan søger vi lyset i stedet for mørket?

Når jeg har taget Knut Hamsun på plejehjemmet med denne lyse pinsemorgen, hvor alt er nyudsprunget, og vi synger I al sin glans nu stråler solen, er det, fordi Knut Hamsun er upassende. Den mest elskede bliver den foragtede. Nobelprismodtageren i litteratur bliver den uværdige. Ingen vil give ham et glas vand. Ingen vil kendes ved ham. Og vi forstår hvert eneste menneske, som vender Knut Hamsun ryggen. Når man kender historien, er det foragteligt at støtte nazisterne, men vel ligeså foragteligt ikke at ville skænke et menneske et glas vand. I 150-året for Knut Hamsuns fødsel kom der ingen repræsentanter fra det officielle Norge til markeringen af dagen på teatret i Trondhjem. Uforsonlighed er en del af vores liv med hinanden. Vi glemmer ikke fortiden. Vi dømmer hinanden og husker dommen til det sidste glas vand på plejehjemmet.

Det er godt, det er Helligånden, som kommer. Det er Guds ånd, ikke vores. For Guds ånd blæser, hvorhen den vil med bestandighedens vind. Helligånden er allestedsnærværende og suveræn. Dens ånd kommer umulige steder og til umulige situationer. Og det umulige bor ofte hos os. Det paradoksale har det med at flytte ind i vores hjerter, hjem, by og land. Vi er ikke engle, men mennesker som gribes af mange forskellige slags åndløsheder. Vi kan være stejle og hårde, når vi støtter det forkastelige og når vi udstøder den foragtede. Nogle gange er hunden menneskets bedste ven, fordi styrkens dominans og volden hersker mellem os i krig og fred. Vi havner i umulige situationer.

Vi fester i dag for Guds ånd, som får mennesker til at nå hinanden, række ud efter hinanden, bevæge sig hen til den anden – den kristne ånd, der giver ethvert forhold en ny chance med generøse ord, varme hænder, givende og modtagende kroppe. Distancen og hårdheden skal overvindes – præcis dét er åndens værk. Gud ånder på os med den kraft, der tror, håber og elsker mere end det rimeligt og fornuftigt. Derfor sendte Gud sin søn til verden – fordi han tror, håber og elsker, så der dannes broer mellem det brudte og glædens vind blæser på os. Det er meningen, at vi skal nå hinanden. ”Således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn for at intet menneske skal fortabes”.

Helligånd er at intet menneske skal fortabes. Det er vildt, en umulig kærlighed, en umenneskelig kærlighed. Heller ikke ham vi dømmer ude og foragter, fordi han har fortjent det, skal fortabes. Så umulig og generøs er Guds kærlighed. Det er derfor ånden ikke er vores, men Guds. Det er Helligånden, som kommer.

”Således elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn for at intet menneske skal fortabes”.

Glædelig pinse.
Amen.