Højmesse
Søndag d 24. august 2025 kl. 10
Luk. 19,41-48
Salmer
747 Lysets engel
Du gav mig livet og et sted (ikke i Salmebogen)
674 Sov sødt, barnlille
——————————-
332 På Jerusalem, det ny
321 O Kristelighed
676 Gud fred er mer end englevagt
Ved vi, hvad der tjener til vores fred – vi mennesker? Ja, hvad er fred overhovedet.
En stor tænker fra det 20. århundrede sagde, at ”fred ikke blot er fraværet af konflikt, men retfærdighedens tilstedeværelse.” Så hvad er retfærdigt?
Det er i år 39 år siden, at en af reaktorerne i atomkraftværket i Tjernobyl eksploderede. I en ganske anden tid. I et Ukraine, der var en del af Sovjetblokken. Det var den kolde krigs tid – men pludselig sprang låget af og åbenbarede et varmt inferno underneden, der samtidig var en anstødssten til Sovjetunionens senere fald.
På overfladen var alting fredeligt. Det var en helt almindelig hverdag. Men underneden lurede katastrofen – forårsaget af en dødsensfarlig cocktail af løgn, fortielser, uagtsomhed og politisk og menneskeligt hykleri. Det fik katastrofen til at indtræffe.
Sådan opstår katastrofen ofte. Sådan indtræffer kaosset, uroen – og ufreden – ofte.
Uden at man havde set det komme.
Som lynet fra den klare himmel. Ud af det blå.
Sådan kan det også ofte være med menneskets sind. Se for jer det menneske, der pludselig må bukke under for dagligdagens ophobede pres. Den ordentlige kvinde eller mand, der på alle måder emmer af kontrol, dygtighed, skønhed, lattermildhed, udadvendthed. Pludselig krakelerer facaden – perfektionen kan ikke opretholdes længere – man er udmattet, tømt, færdig – sjælen er slidt: Jeg kan ikke! Og man bryder sammen.
Eksemplerne er uendeligt forskellige. Fælles for dem er, at uroen, faren, ufreden ofte ligger og ulmer længe inden den bliver synlig for enhver – ofte sågar for dem, der ellers befinder sig helt tæt på.
Derfor er fred ikke bare fred.
Fred er ikke bare fred og idyl. Fred og fordragelighed.
Fred er godt. Men selv fred kan være forræderisk. Kan være falsk. For under overfladen kan ufreden lure, uroen kan ulme og oprøret, sammenbruddet, faldet kan indtræffe. Og åbenbare infernoet underneden. Fordi freden dækkede over uretfærdighed og løgn. Freden var falsk.
Vi vil gerne have ro. Vi vil ikke have ballade.
Men nogle gange er balladen/uroen det, der skal til for at vi får øje på sandheden. For nogle gange er freden ikke den gode fred, men den uretfærdige fred. Den undertrykkende fred. Freden uden ro. Freden uden glæde. Den kun ydre fred, ikke den indre (sjæle)fred.
Som en karakter i en af de største moderne sci-fi-universer siger til en af Det Galaktiske Imperiums undertrykkere: ”Du forveksler fred med frygt!”
Nogle gange hersker freden, fordi frygten for at tale magten eller bare den gode stemning imod, undertrykker sandhedens og retfærdighedens stemme. Sådan kan det også være med konflikter i verden i dag. Nogle gange kan man rammes af ønsket om, at nogle af verdens store ledere skar igennem al støjen, kaldte hykleriet og tyranniet ud – og lod Sandheden og Retfærdigheden få en chance.
For ofte er det bare sådan, at man hellere vil fastholde sine egne interesser og sørge for ro på sin egen politiske og nationale bagsmæk. I stedet for at hævde retfærdigheden – !
Man glatter ud. Man taler uroen og ulykkerne til ro. Det er ikke så slemt. Alt er under kontrol.
Det er bare ofte sådan, at det, man forsøger at feje ind under gulvtæppet, sjældent bare vil blive liggende. Skidtet skaber buler på overfladen. Skeletterne vil ud af skabene.
Det er tilsyneladende det, vi kredser om i den tekst, der er rammen for i dag: Historien, hvor Jesus græder over den hellige by, Jerusalem, og han kaster ordene ud: ”Vidste blot også du, hvad der tjener til din fred.”
Ja, hvad tjener til fred? Hvordan opbygger vi fred – en fred (vel at mærke), der ikke bare er en ydre fred med ulmende atomnedsmeltninger underneden, med overbelastede sind under den pæne facade; med skeletter i skabene?
Der er noget modsatrettet i dagens fortælling: Jesus græder over, at Jerusalem ikke forstår hvad der tjener til byens fred. Og så går han rask væk ind og skaber uro og røre og ufred ved at jage handelsfolkene ud af tempelpladsen. Smide pengene på porten. Og i øvrigt gøre hellighedens ”establishment” (ypperstepræsterne og de skriftkloge og folkets ledere) vrede.
Hvorfor vil Jesus denne ufred? Der er jo orden på tingene?
Det er netop, fordi ordenen er forkert. Der er noget råddent i det israelske rige.
For den ydre fred dækker over den forbrydelse, at man har spærret passagen mellem Gud og mennesket. At man ikke lader hellighedens hovedveje være åbne, men gør den betinget af betingethedens middel par excellence: Pengene. I enhvers børne-sangs-lærdom ligger jo de viise ord: ”Har du penge så kan du få, men har du ingen så må du gå!”
Derfor må Jesus jage folk ud. Derfor må han blive vred. Derfor må han gøre oprør mod den ”Fredelige” ordning, der er etableret. For denne ordning er ikke ”i orden”. Den forbryder sig mod Guds goder og gaver. Den er skyld i, at Jerusalem åndeligt belejres af løgn, smålighed og hykleri. Den er skyld i, at Jerusalem ikke har indre fred. Og Jerusalem er billedet på Den Gode Stad. Idealet, hvor alt skulle være såre godt, fordi Gud har sin bolig!
Det handler om, at freden ikke kun skal være en ydre – en tilsyneladende – fred. For så kan fred rime på frygt. Når den ikke indbefatter sine selvfølgelige brødre: Retfærdighed og Sandhed!
I dagens tekst handler det om at give Gud plads og ikke forpurre og forstyrre og sløre hans budskab til os.
I vores dagligdag handler det måske om at tillade sig selv at stille høje standarder til livet og verden: At nogle gange er det i orden at gøre opmærksom på uretfærdigheden og usandheden, når den har for frit løb iblandt os. Ja, nogle gange er det nødvendigt at ødelægge den gode og tilforladelige stemning, fordi der foregår noget omkring os, der ikke er i orden.
Det er ikke let. Det ved enhver, der har talt samfundsordener og fastlagte normer og hyggelig hverdagsmobning imod.
Men det er i orden at ville levne retfærdigheden plads – så freden ikke bare kan være en ydre, men også en indre fred. Fordi man kan se sig selv og andre i øjnene.
Og nogle gange så får mennesker nok af den hykleriske fred. Nogle gange så kan systemer ikke forblive intakte – hvis de kun er bygget på en ydre fred – og ikke ejer indre ro!
Lov og tak og evig ære…
Amen.