Tekster: 1.Tim.,6,6-12 og Luk.12,13-21
Gudstjeneste d. 29. maj 2016 i Aarhus Domkirke kl. 17.
Salmer: 318-435/638-439-459-778.
Erfaringer fra vor egen tid og fra historien gør det tydeligt, at der let kan ske afsporinger af en religion eller en kirke. De flytter sig under bestemte omstændigheder fra kernen i troen, kirken eller religionen.
Vi kan som eksempler nævne, at det kan ske, hvis den ene religion begynder at opfatte sig som overordnet og bedre end en eller flere andre religioner. Eller hvis en religion begynder at opfatte sig selv som grundlag for en sag, en ideologi eller forskellige former for nationalisme. Historien har mange eksempler. Der var tætte bånd mellem fascismen i Italien og dele af den katolske kirke. Der var tætte bånd mellem nogle lutherske kredse og nazismen, og mellem marxismen og dele af den katolske kirke i Sydamerika og i visse kredse i Europa. Alt sammen noget historisk, som har trukket nutidige konsekvenser.
Vi har også eksempler fra nutiden, hvor kirker opfatter sig i et stridende modsætningsforhold til andre religioner eller til forandringer i synet på menneskelivet, som giver sig udslag i et ændret syn på etik og moral. Det kan være alt fra sex før ægteskabet, homoseksualitet, rigdom, EU, etc. etc.
Jeg opfatter det som en befrielse og et privilegium hver uge at have pligt at sætte sig ned og forberede og siden holde en prædiken, hvor alt det forstyrrende i bedste tilfælde skal skrælles væk, for at nå ned til at kunne tolke, hvad Jesus egentlig har sagt og ville sige i dag. Den kan aldrig blive tolkninger, der er absolutte. De er – hvad enten vi vil det eller ej – farvet og formet af både den person, der tolker, og af historien og den epoke og tid, den tolkes i.
Mon ikke også at det forholder sig sådan, når vi sætter os på kirkebænken for at høre evangeliet og den aktuelle udlægning af det? Evangeliet rummer en sandhed, vi ikke kan sige os selv, og som vi ikke kan fastholde uden stadig tilegnelse og tolkning i den skiftende tids- og livsramme, vi befinder os i.
I dag hører vi et brudstykke af en tale, Jesus har holdt. Lukas har ikke selv hørt den. Han har fået den overleveret mundtligt. Der er mange tolkninger lagt ind i den, må vi antage. Og der er en lignelse, som talen slutter med. Det kan vi overordnet tolke således, at Jesus har givet udtryk for, at hans forkyndelse dengang og nu ikke kan reduceres til at være en del af et simpelt modsætningsforhold. Hans forkyndelse og det stadigt aktuelle og væsentlige i kristendommen drejer sig om forholdet mellem liv og død og mellem det meningsfulde og det absurde, alt det meningsløse og ubegribelige.
Det samme afsøges i andre religioner og deres teologi, i filosofiens mange tilgange til mennesket og kosmos. Det søges og tolkes i kunsten, når den er fri af mæceners behov. De spørger alle, hvad livet egentlig er. De spørger om meningen i og meningen med livet og døden. Hvad sker der med mennesket efter dette liv? Er der en anden form for liv, en evighed?
For de fleste af os er dette måske temmelig abstrakt. For vi spørger måske bare om, hvordan jeg skal klare mit eget, lidt besværlige, liv. Hvad giver mig mening, spørger vi dagligt. Når vi spørger, er det, fordi vi har overskud til det. Vi tager altid udgangspunkt i os selv. Vi danner i virkeligheden vores egen Gud.
Når Luther i sin tid sagde, at det, vores hjerte hænger ved, er vores gud, så var det dette, han havde i tankerne. Inspirationen for ham kunne sagtens være denne lignelse af Jesus, vi har hørt i dag. Hvad er alt det, vi bygger op, for at det skal give mening for os, egentlig værd? Ja, hvad gavner det, når vi indser det grundlæggende forhold, at vi kom nøgne ind i verden, og at vi går ud her fra en dag lige så nøgne. Vi har, som det hedder et sted i Det nye Testamente, ”intet bragt ind i denne verden, og intet kan vi tage med herfra.” Ud af intet kom vi. Går vi også ind i intet engang? Er alt i virkeligheden tomhed?
Jesu forkyndelse kan vi høre sådan, at vi kan tro og forstå, at alt ikke er tomhed. Alt er heller ikke absurd, uden mening. Vi kan finde træk ved at leve, som peger på noget andet. To af dansk teologis store personligheder og forskere K.E.Løgstrup og Johannes Sløk har med stor indsigt kastet lys over disse to positioner. De nærmede sig det fra hver sin side. Enige blev de vist aldrig. Det er heller ikke afgørende. For alting går ikke op, erfarer vi, Det gør det heller ikke teologisk.
For mig blev det med tiden afgørende at følge den tænkning, der peger på fænomener i vores tilværelse, som ikke beviser, at der er en mening og en betydning, men peger på, at disse fænomener kan tydes religiøst sådan. Det var K.E. Løgstrup, der med sin religionsfilosofiske tænkning, pegede på dette.
Jesu forkyndelse drejer sig jo også om dette, men al teologis opgave er jo på enhver tids betingelser at kunne redegøre redeligt og sammenhængende for, hvordan dette kan forstås som meningsfuldt frem til troens spring. Svarer Jesu forkyndelse til noget, vi møder i vores liv? Giver det i øvrigt mening i sammenhæng med, hvad der på mangfoldig vis tænkes og forskes i om verden og menneskets liv? Det er jo det teologiske arbejde, der ligger bag enhver prædiken. Det er altid en tilskyndelse til tro. Det er aldrig et bevis.
Jesu forkyndelse kan vi høre sådan, at vi kan tro og forstå, at alt ikke er tomhed. Vi kan finde træk ved alt her, som peger på noget andet. Hvad er på spil mellem os, når vi møder hinanden? Er det forbeholdet eller åbenheden? Ser vi på det nyfødte barn, har det ingen forbehold. Forbehold og beskyttelsestrang er noget tillært. Det lægger vi forældre ind i opdragelsen af vore børn. Neden under det tillærte forbehold er det noget, som peger på noget andet og mere end erfaringens reduktion af vores liv. Det bliver fortolket i religionen.
Jesus og hans forkyndelse var og er en kritisk røst over for religioner eller ideer, der vil skabe mening i og svar på alt. At være rig, som hans tale og lignelsen handler om, er ikke svar på alt. Griskhed eller grådighed er ikke svar på alt. Ligesom det modsatte: forsagelse ikke er svar på alt. Ja, der findes ikke i vores tilværelse noget, der giver svar på alt. Men i det meste af vores liv i dets udfoldelse, som vi tager del i, og i vores erfaringer og omgang med verden og hinanden, er der en sprække af evighed.
Den sprække åbner for håb og tro. Jesu forkyndelse er en sådan sprække. I en form for selvoptaget misforståelse af, hvem der skænker os livet, kan vi forledes til at tro, at vi skal spække, fylde sprækkerne i tilværelsen. Sådan er det ikke.
Kristus er sprækken, åbningen mellem mennesket og Gud. Han er ikke det endegyldige svar, men den der åbner grave, den der vifter vores sorg væk, den der åndeligt er hos os og med os, når vi forholder os til hans ord. Deri bliver vi rige uden at eje, fordi hans ord er tilsagn og løfter. Og det kan end ikke døden ændre. Den mødte i ham sin grænse. Vi har lov til at tro og håbe, at vi i troen på ham må overvinde døden som ham, og ikke være henvist til at skulle skabe mening ved rigdom og endeløs tomhed, som Prædikeren i Det gamle Testamente siger.
Amen