Tekster: 1.Mos 3,1-19 og Matt. 4,1-11. Salmer: 637-201/ 190-439-469-762
1. søndag i fasten, 22. februar 2015 i Aarhus Domkirke kl. 17.
Sidste lørdags tragiske begivenheder i Købehavn rejser mange spørgsmål. Nogen kan der gives svar på, andre ikke. Begivenhederne kan desværre medføre flere konfrontationer af både verbal og af voldelig art. Heldigvis kan begivenhederne også føre til en eftertanke om det ondes oprindelse og væsen. Og om det ondes nedslag i mig og i mit liv. Jeg tror, at det forholder sig sådan for mange af os her.
Hverken det onde eller det gode kan vi definere og fastlægge udtømmende. Det er begge flydende størrelser. Vores evne til at se og tolke dem afhænger af, hvor vi ser dem fra. Hvad har vi med i vores arv, formet som den er af opdragelse, sociale forhold, kontakt til voksne, mens vi var børn, skolegang og evt. uddannelse? Svaret på det er bestemmende for vores tolkninger og forståelse.
I både den ene og den anden tekst i dag møder vi modsætningen mellem godt og ondt. Og i begge tekster møder vi modsætningen mellem fristeren og Gud. Findes de? Er der en Djævel, og er der en Gud? Mange spørger. Alle møder og erfarer vi både godt og ondt. Naturen kan være smuk og indbydende. Den kan også være det modsatte og vise sig som naturkræfter, der dræber og ødelægger. Som naturen er, sådan er vi.
Vi ved af erfaring, at det gode, tillidsfulde og kærlige, vi i bedste hensigt gør, kan blive forstået eller rettere misforstået som det godes modsætning. Vi kan blive opfattet som inkarnationen af det onde. Fx bare ved at sige det rigtige på det forkerte tidspunkt.
Findes Djævelen? Er ondskaben konkret bundet til en Djævel, der står den gode Gud imod? Og findes Gud? Det er fristende både at svare bekræftende, altså ja, eller det modsatte at benægte, at de findes, altså at sige nej. Ingen af delene duer. For vi kan ikke nægte, at der findes både godt og ondt. Vi kan bare ikke komme bag om dem. Men vi kan se, at det onde snylter på det gode. Det onde er en form for opløsning af det gode. Derfor er det vanskeligt at tale om det onde som en person. Men ikke vanskeligt at se, at det onde altid har en konsekvens for mennesker.
Hvis et barn under leg slår sin bror, vil det ofte sige, at det ”kom til” at gøre det. Vi har vel alle i den situation gjort det både rigtige og forkerte, at holde barnet fast på, at de onde handlinger udføres med forsæt. Måske er det forkert, fordi i nogle tilfælde er ondskaben ikke udspekuleret og tilrettelagt, men en forsvarsreaktion for at være eller forblive en identitet. Andre gange er den tilrettelagt med forsæt, og her kan vi gøre et ansvar gældende. For det er med Paulus ord – ganske vist sagt i en anden sammenhæng – ikke alt, der er tilladt, som skal gøres eller siges.
Det er måske ikke så underligt, at vi i øjeblikket taler meget om, at vi skal mærke os selv. Er det mon et udtryk for, at vi ikke ved hvem vi er? At vi ikke er i stand til at tage ansvar for at tolke vore egne følelser, definere vores holdninger og tage ansvar for vore handlinger?
Vi må spørge, hvad det er, der bringer os dertil, at vi som person momentvis opløses. Litteraturen er fuld af eksempler på mennesker, hvis personlighed udvikler sig katastrofalt og opløser et menneske. Vi kunne spørge, om det også er det, der er årsag til historiens uhyggeligt mange eksempler på folkemord og forbrydelser mod menneskeheden? Måske er de, der kaster sig ud i terror, også sådan. Vi gør hurtigt sådanne personer til monstre. Måske er det en alt for automatisk og hurtig reaktion. Filosoffen Hannah Arendt, der overværede retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1963, kom til den konklusion, at ondskaben er banal. Den kan gribe os, uden at vi er klar over det, og uden at vi kan yde modstand. Ondskaben kan fremstå så selvfølgelig og rigtig og nødvendig, som den kan gøre i et totalitært samfundssystem. Alligevel kan den være et overgreb og udtryk for den dybeste menneskeforagt og ondskab.
Opløsningen af vores integritet sker, fordi vi hele livet igennem er i færd med at danne os som menneske og som en identitet. Der er ingen form for sygelighed i det. Det er noget ganske grundlæggende for at være og for hele tiden at forblive et menneske.
Hver især er vi et skrøbeligt og sårbart individ. Vi er udleverede til tilværelsen og meget formbare. Luther, som på mange måder tænkte som os, og som i høj grad har formet vores måde at tænke og tale om kristendommen på, så menneskelivet som en kampplads mellem Gud og Djævelen. Formentlig tænkte Luther både meget konkret og billedligt. Således skulle han have kastet et blækhus efter Djævelen, da han, Luther, som bandlyst og fredløs sad på Wartburg og oversatte Bibelen til tysk. Man kan i dag godt se en skygge på væggen, hvor blækhuet skal have ramt, men den er nu næppe ægte.
Hvordan det nu end er, så forstod Luther, at der i mennesket, bevidst eller ubevidst, foregår en kamp mellem godt og ondt. De er i enhver situation begge en mulighed. Det onde frister os, ofte fordi det giver os noget, som den anden mulighed ikke gør.
Vi kan se det i de to tekster i dag. De har en fælles grundantagelse, som går gennem stort set alle skrifter i Det gamle og Det nye Testamente. Den siger, at ”du er udvalgt”. Den siger det samme til israelitterne i Det gamle Testamente, at de er ”et udvalgt folk”. Ikke fordi de er bedre, men fordi de er små. Mennesket er udvalgt, fordi det er lille og sårbart og ikke kan klare sig selv. Syndefaldet er at blive forlokket til at tro, at jeg ”kan selv”.
Dette ”kan selv” er forførende. Jeg vil være mig selv. Jeg vil være uafhængig. I uafhængigheden forestiller jeg mig, at jeg får en suveræn identitet. Sådan er det ikke. Syndefaldet er en grundfortælling om menneskers eksistentielle vilkår.
Det gamle Testamente har en rød tråd igennem alle skrifterne, der udfolder grundantagelsen om, at israelitterne er Guds udvalgte folk. Den røde tråd er Guds pagt med israelitterne, udtrykt i løfter til Abraham og siden i Moseloven. Pagten er genidig. Gud er folkets Gud, og de er Gud folk. Loven bekræfter dette. Moseloven ændrer ikke på, at fristelser og forlokkelser altid er der. Moseloven kan desværre også forføre til en falsk sikkerhed, så folket eller den enkelte tænker, at nu har de deres på det tørre.
Jesu forkyndelse kan høres, og jeg tror den skal høres sådan, som en forkyndelse af, at vi ikke må underlægge os falsk sikkerhed. Falsk sikkerhed tilbydes os gennem ideer og tanker, der har helhedsløsninger i sig og forklaringer på alt. Som deler verden op i godt og ondt og altid sætter os i den gode del.
Djævelen er personificeringen af den forførelse, der vil efterprøve, om Jesus vil holde fast i Guds tilsagn ved dåben om, at han er Guds søn. Han forsøger at presse hans identitet. ”Du kan få skabermagten”, siger han. ”Se, du kan jo omskabe sten til brød”. Jesus lader sig ikke lokke. Han er Guds søn og har også skabermagten. Viste han det her, ville han forskrive sig til Djævelen.
”Hvis du er Guds søn, så kast dig ud fra klippen, for du vil jo blive frelst af engle”, siger Djævelen så. Også det afvises, for det skaber en falsk tryghed, der fornægter de grundlæggende livsvilkår, at vores liv hele tiden balancerer på en knivsæg mellem liv og død. Det er en erfaring, der er uafhængig af tro eller religion. Jesus afviser, at nogen kan få sikkerhed for altid at blive frelst fra al nød og fare.
Og han afviser til sidst Djævelen fristelse til at få magt. For det indebærer en tilbedelse og en afhængighed af den, der giver magten.
Findes Gud og Djævel, spurgte jeg retorisk til indledning? Vil vi bevise det, er vi gået ind på de djævelske fristelser. Og det er ikke nødvendigt. Lad os se Jesus og Djævelen som to brødre, hvor den ene vil have magten over den anden. Det får han ikke. For Jesus holder fast i, at de har en fælles far uanset hvad. Denne far er Gud. Jesus vil ikke lokkes ud af barneforholdet til sin far, Gud Fader.
Så kan vi holde fast i, at som Jesus fik et tilsagn i sin dåb i Jordanfloden om, at han er Guds søn, sådan er vi Guds barn, og det er sagt til os i vores dåb. Jesus er Guds måde at åbenbare sig på i vores liv. Han tilbyder os ikke alt, som en forfører eller djævel ville gøre. Han bilder os ikke ind, at vi kan ændre de grundlæggende vilkår for menneskelivet og alt andet liv på jorden. Men i den verden og i det liv, der nu engang er vore, rives vi ud af magtspillet om vores identitets grundlag, fordi der er blevet givet et evigt løfte til os: ” Du er Guds barn.”
Glem det aldrig, når din identitet løbende dannes og udfordres. Glem heller aldrig, at den anden, hvor du end måtte møde ham, også er Guds barn. Måske véd han det ikke, men du véd det. Så se ham som sådan på trods af alt det, der skiller ham fra dig. Det er dit ansvar og dit alene, om du forlokkes.
Amen