Tekster: Sl. 8; Kol. 1,15-19 og Mark. 10,13-16.
Salmer: 16-445-309/ 674-439-467-716
1. søndag efter Helligtrekonger, den 12. januar 2014 kl. 10.
Af domprovst Poul Henning Bartholin
Kort før jul kunne man læse i dagbladet ”Information”, at sekulariseringen var aflyst. Hvor mange i 1970’erne og 1980’erne troede, at religionen ville forsvinde fra samfundet, ja så skete det ikke. Hverken fornuften, videnskaben eller velfærden har gjort religion og tro overflødig. Heller ikke vor tids markante ateismebevægelse har haft held med sig. Tværtimod beskæftiger mange – også medierne – sig med religion og tro.
Hvorfor er det så ikke de traditionelle religioner og trosformer, der har fået opmærksomhed igen? Måske fordi de ikke lægger vægt på den enkeltes trospraksis, som nyere religionsformer gør. Hvorfor kan vi konstatere, at medlemstallet i folkekirken falder langsomt men stødt? Årsagen er heller ikke udmeldelser. Nej, årsagen er at stadig færre små børn bliver døbt. Og hvorfor nu det?
Kunne vi svare på det, ville meget være vundet. Spørgsmålet er, hvorfor flere og flere forældre vælger ikke at lade deres barn døbe? Mange af jer kender sikkert spørgsmålet fra jeres familier. Jeg er også sikker på, at det går flere af jer på, hvis jeres børnebørn ikke er blevet døbt. Hvis I har vovet at tage diskussionen med jeres børn, har I muligvis bl.a. fået det svar, at børnene selv skal vælge, når de engang kan tage stilling til det. Andre svarer, at de er imod den rolle, som religion spiller i dag. Andre igen svarer, at de ikke selv tror eller ikke tror på den måde, om kirken tror, og derfor skal deres børn ikke tvinges ind i noget.
Fra flere vinkler kommer vi frem til, at det handler om at vælge og det frie valg. Valg og valgfrihed er vigtige for os lige for tiden. Vi bruger ordene i typisk to betydninger. For det første som det valg, der handler om vores liv, vores eksistens. Typisk siger vi, at der ikke er nogen mening i livet på forhånd, derfor vælger vi selv, hvordan vores liv skal være, og hvad indholdet skal være. Vi sammensætter ofte selv vores tro af elementer fra flere religioner og spirituelle strømninger. Vi planlægger karriere, tager uddannelse derefter og så videre.
For det andet taler vi om valg som en frihed, vi har som samfundsborger. I den form for liberalisme, som præger dele af den politiske tænkning for tiden, drejer det sig om nytte for det enkelte menneske og om den enkeltes frihed.
I forhold til en kirke eller tro, vil man ikke tvinges ind i den som lille barn. Jeg har – i fuld alvor hørt én sige, at dåb er et overgreb på barnet og dets menneskerettigheder. Og man vil ikke finde sig i, at en kirke kan sige, hvad man tror på eller ikke tror på. Trosbekendelsen er jo en bekendelse af og en sammenfatning af, hvad vi tror på. Den siger i kort form, hvad vi er fælles om som kristne i hele verden.
Også det vil mange selv bestemme i dag. Frihed forstår man som dette at kunne vælge mellem forskellige muligheder og at kunne sammensætte sine meninger og holdninger selv.
Denne opfattelse af frihed står meget ofte uanfægtet. Men det er et spørgsmål, om det virkelig er frihed. Er det ikke snarere at svæve frit i luften? I den kristne tradition forstås frihed som en relation, altså et forhold til noget andet. Frihed som det at være skabt og opretholdt af Gud. Frihed som det at skulle leve sammen med andre mennesker, som er der på forud for én selv. Frihed som det at blive født ind i et samfund, med en kultur, med lovgivning, med traditioner, historie og sprog. Frihed som det at have et udgangspunkt, man kan forholde sig i tilslutning eller med kritik.
Ingen kan frigøre sig fra at være bestemt af og formet af noget. På den måde er det rigtigt, at man er bundet. Enhver har forudsætninger og enhver er noget. Friheden er at kunne forholde sig til det og at kunne finde mening og betydning i det. Friheden er at kunne overtage det ved at vedkende sig det eller ved at gøre op med det. Løbe fra det kan man aldrig. Ud over det kommer man aldrig.
Sætter man sig bare lidt ind i den kristne tro, opdager man, at den ikke svarer til fordommene. Her er ikke et sæt meninger og en bestemt opfattelse af verden, man skal overtage. Man opdager, at vi i kristendommens 2000-årige historie altid har arbejdet med at forstå, hvad det betyder, at Gud er kommet til verden i Jesus Kristus.
Med forstand og fornuften kan vi ikke begribe Gud. Hvis vi forestiller os Gud som en magt, der styrer verden, kan vi ikke forstå alt det onde og ufornuftige, der sker. Og hvis vi modsat tror, at Gud ikke har noget som helst med det at gøre, kan vi heller ikke forstå, hvorfor det går i verden, som det går.
Kristentro har ikke til hensigt at give os en forklaring på, hvorfor verden og livet er, som det er. Hvad kristentro så er, får vi en fornemmelse af i det lille stykke evangelium, vi har hørt i dag og i de to andre tekster, som jeg læste fra alteret først i gudstjenesten.
De taler jo om storheden ved at være menneske, fordi mennesket er Guds skabning og Guds barn. Hvad er et menneske i forhold til stjernehimlen, med alle galakserne og de uendelige stjernetåger? Hvad er et lille barn i forhold til det? Nej, vel, og dog er det barnet, som Gud tager sig af. Det er dig og mig, han kommer til og drager ind i sit rige. Han sætter os til at være forvaltere og ansvarlige for hele den rigdom. Og frihed er at få tildelt et ansvar.
Guds træder hen til os i Jesus Kristus. Og derfor må ingen forhindre hverken andre eller sig selv i at komme til ham. Vi kan bygge alle mulige forhindringer op for os selv eller andre. Ja, vi kender det, vi er verdensmestre i at bygge forhindringer for os selv. Vi forestiller os, at ingen andre kan lide os. Vi forestiller os, at vi ikke er gode nok og så videre. Hvad er et menneske? Ja, svaret i salmen er, at et menneske er det værd, at Gud tager sig af det og giver os ansvar og sætter os til at tage vare på alt det skabte. Så uendelig meget er hver eneste af os værd.
Lad derfor være med at bygge hindringer op for at undgå at høre, hvad Gud har at sige til dig eller andre. Du er hans, du er skabt og du hører ham til. Det er din frihed. Det er ikke din opgave at skabe dit eget liv. Den overanstrengelse skal du ikke tumle med. Livet kan du tage frit af Guds hånd.
Guds hånd møder dig gennem menneskers hænder, menneskers ord og menneskers barmhjertighed og omsorg for dig. Ingen må hindre dig i at møde denne omsorg fra Gud, for du hører til i Guds rige. Vandet og ordet i dåben er tegn på, at Guds rige er kommet til dig og for din skyld. De er tegn på, at han lover dig sin troskab i liv og død.
Dér har du din frihed. De mange forskellige billeder af Gud, er netop kun billeder, fordi vi igennem dem prøver at nærme os Gud, den ubegribelige, som gør sig synlig og nærværende i Jesus Kristus.
Gud er ikke abstrakt eller uvirkelig. Han virker og taler gennem ord. Ord kan gå dig til hjertet. I hjertet gør de sig troet af dig. Du får troen skænket. Svarer du med tillid, at der er en Gud, der vil dig alt godt i liv og død, ja, så behøver du ikke mere. Men der er mere at sige. Til trøst og til opbyggelse i dit liv, for det har du brug for i medbør og i storm i dit liv.
Dåben er for alle. Ingen er for ringe dertil. Ingen skal præstere noget. Når vi svarer for et barn ved dåben, om det tror, er det en måde at sige ”ja, tak” til det, der rækkes. Som når vi tager imod den kærlighed, tillid eller barmhjertighed, der rækkes os.
Ved dåben lægges vi i Jesu favn. I al vor færd i livet er vi i den favn. Han går med os i lys og i mørke. Han ved godt, at der er skabt noget, der er større end os, men det er os han er kommet til og vil holde fast ved både i liv og i død. Derfor lagde han sin hånd på dig i dåben, og derfor velsigner han dig også i dag. Amen.