Tekster: Mark. 10, 13-16
Salmer: 780-789 / 674- 439-783- 787
1. søndag efter hellig 3 konger, den 12. januar 2014 kl. 17
Af sognepræst Henrik Grøndal Lund
Lad de små børn komme til mig. Vi kender ordene, men forstår vi betydningen? Det er tankevækkende som synet på børn er skiftet gennem tiden. I middelalderen havde man f.eks. vanskeligt ved at skille barnet ud og give det særlige kendetegn. Børn var mennesker som andre – barn, det var man kun, indtil man fik talens brug. Når barnet kunne tale, gjaldt det som voksen. Derfor lagde man heller ikke vægt på barndommen. Et barn var et menneske blandt andre. Det er først langt efter middelalderen, at børn kommer på dagsordenen og vi får en selvstændig børnekultur adskilt fra voksenlivet. Det sker med skolen. Med skolen forsvinder tilværelsen som et samlet fælles rum for børn og voksne. Nu skal børn forberedes til livet og kampen om barnet kan begynde. Barnet skal kunne det, samfundet har brug for, så i skole, hjem og foreningsliv har der været fuld damp på invasionsmagterne – politiske, kulturelle, sociale og religiøse magter i kamp om den rette idealdannelse. Måden der brydes ind i barnet på kan variere fra listesko, vennemine, usynlige eller synlige trusler. På den uskyldigste måde kan vi voksne optræde som invasionsmagt. Tidsånden kan få forældre og lærere med på det meste.
Gennem historien har forældre og fagfolk i bedste mening forsøgt at dueliggøre barnet i håbet om at det kan følge med og vil klare sig godt. Forældre klæder børn på efter de herskende forhold, hvorfor børn smilende har leget i alskens tøj, modeluner, uniformer – og børn har tilegnet sig de ønskede kundskaber og det nødvendige håndværk, den viden som regerer. I dag er idealdannelsen noget uklar, men det går i retningen af en heldagsskole uden slik med rigelige grønsager, en aktiv idrætsdyrkelse af kroppen gennem daglig sport efter sundhedsstyrelsens foreskrifter og et engelsk-amerikansk ”Welcome – how are you” fra fødestuen og første skoledag.
”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindrer dem i, for Guds rige er deres”, siger Jesus fuld af vrede, da disciplene afviser børnene. Budskabet er klart: Ingen voksen må afvise et barn, slet ikke Jesu venner. Voksne skal ikke optræde som en stopklods eller invasionsmagt i de små børns liv, men skal udvise respekt for børnenes urørlighedszone. Barnet er for Jesus et kærlighedsløfte i kød og blod. Jesus bøjer sig ikke for historiens skiftende opfattelser af barndommen og tidsåndens bestemmelser af, hvad et barn er, hvordan det bør dannes og hvilket pensum det skal kunne. Barnet er for Jesus hverken et resultat af biologiske eller sociale love. At få et barn er ikke først og fremmest et spørgsmål om arternes overlevelse. Det handler heller ikke om styrkelse af samfundet, forøgelse af familien, at sikre fortiden i fremtiden. Barnet er ikke til for slægtens eller samfundets skyld. Nej, et barn er i kød og blod kærlighedens løfte. Et barn forsvarer kærlighedens ære, gør livet uforudsigeligt og åbent, på engang intimt fortroligt og helt fremmed. Jesu syn på barnet er radikalt anderledes end vores syn og praksis.
Når Jesus ser et barn, ser han to som elsker hinanden. I barnet ser Jesus to elskende, deres lyst og fælles glæde – han hører deres løfte til hinanden, deres drømme, håb og tro. Barnet gør to elskende synlige, her står et vidne på to menneskers fælles lyst og glæde, en tredje part i de elskendes forhold. Barnet er ganske vist anderledes end de to elskende, for i kød og blod udtrykker barnet afstanden mellem to mennesker, som vil være eet med hinanden. Dét er, hvad Jesus ser, når de små børn kommer til ham – han ser kærlighedens løfte i kød og blod. Derfor må intet menneske afvise et barn og derfor bliver Jesus vred på disciplene: ”Lad de små børn komme til mig og jeg vil tage imod dem. Og han tog dem i favn, lagde hænderne på dem og velsignede dem”.
Egentlig er det mærkeligt, at Jesus altid og ubetinget tager barnets parti. Børn kan jo være super-egoistiske, larmende og krævende, insisterende og plagsomme. De kan mobbe andre i munter leg, være onde uden at blinke, slå og sparke i trodsig hidsighed, ægge til konflikt hvis de keder sig. Børn kan drive forældre og skolelærere til fortvivlelse. Men for Jesus gælder først og sidst et helt andet forhold. Ud over at barnet bærer kærlighedens løfte i kød og blod – to elskendes kærtegn – så forsvarer barnet dag og nat kærlighedens ære. Barnet bærer kærlighedens løfte mellem to elskende frem som et altid allerede holdt løfte, også uanset om de elskende vil det eller ej. Barnet beskytter de elskendes første lyst og glæde, forsvarer kærlighedens løfte mod separation og adskillelse. Selv om de to elskende må skilles og måske ikke længere ønsker at gentage kærligheden, så vidner barnet om kærlighedens ære. Hver weekend skifter masser af børn hjem, rejser mellem de to som engang elskede hinanden. Det er det, Jesus kigger efter og lytter til, når et barn kommer til ham – hvordan det er fat med kærligheden, hvordan det går med løftet og hvilken pris barnet må betale for at vidne om kærlighedens løfte. Der er altid nogen som skal betale de brudte løfters pris. ”Lad de små børn komme til mig, det må I aldrig hindrer dem i, for Guds rige er deres”.
Jeg håber, at det er klart, hvorfor Jesu syn på barnet er så radikalt anderledes end vores almindelige forståelse af barnet ud fra politiske, økonomiske, kulturelle, sociale, biologiske og videnskabelige forhold. Når Jesus ser de små børn, så kommer de til ham som noget uforudsigeligt, der afbryder Jesu egne planer, forventninger og muligheder. Ligesom barnet ankommer til de to elskende forældre og vender op og ned på deres tilværelse, sådan tager Jesus imod de små børn. Han lader dem afbryde sine planer, rykke forventningerne rundt, flytte mulighederne. Han giver tid og gør plads. For med barnets ankomst begynder noget helt nyt. Barnet inviterer sig indenfor i hans liv ligesom det gør det i forældrenes hjem – de to elskendes sted. I ethvert barns ansigt og krop ser Jesus et levende vidne på et kærlighedsforhold, på en gang det mest intime og det mest fremmede – elskende som vil hinanden men bliver ved med at være forskellige – og et uforudsigeligt levende barn der vidner om deres forhold, kærtegn og bøvl. Barnet ligner ikke forældrene, uanset hvad familien siger, men inviterer til at se på de to elskendes ansigter på en ny måde. Det er det uoverskuelige og uomvendelige ved barnet, alt det et barn sætter i verden, det mirakel et barn er, som Jesus tager imod og favner. Han flyder med barnet og lader sig udvide, flytte og rykke, hilser det umiddelbare kaos og barnets uorden velkommen. Barnet er kærlighedens løfte, og til ethvert løfte hører tilgivelse, for løfter brydes, hvor ihærdige og meget vi end ønsker at holde vores løfter. Vi bryder dem. Det gælder også kærlighedens løfte mellem to som elsker hinanden. Derfor favner Jesus barnet, lægger hænderne på det og velsigner barnet, siger god for det. Fremtiden skal holdes åben for barnet. Det må ingen hindre.
For lidt siden sang vi et aftenvers – ”Nu lukker sig mit øje” – som forældre og elskende i generationer har sunget for deres barn, når det skulle falde ro og sove efter dagens liv. De øvrige salmer i aften har samme karakter – udtrykker situationen når aften bliver til nat, og vi er mest intime, men også mest fremmed for hinanden. Det er tid og sted at gøre status for kærlighedens løfte. ”Er der nogen, som elsker mig”, spørger barnet de to elskende – ja, det spørger vi alle, hvert eneste menneske – ”er der nogen, som elsker mig?” Barnet er i kød og blod svaret. Barnet viser, at vi er lykkedes med at elske og blive elsket – i hvert fald en tid. Barnet vidner om kærlighedens løfte og forsvarer kærlighedens ære, uanset hvordan det går med de to elskendes gentagelse eller afbrydelse af kærlighedens løfte. Det er om at lade de små børn komme til Jesus.
Amen