Tekster: ApG 8, 26-39 og Luk 10, 38-42
Aarhus Domkirke kl. 17
20: Jeg ser dit kunstværk, store Gud
Læsning fra Apostlenes Gerninger om Filip og hofmanden, der bliver døbt
293: Gud Helligånd, vor trøstermand!
Evangeliet om Martha og Maria og det at gøre det ene fornødne
44: Urolige hjerte
Nadver, herunder 439: O du Guds lam og som nadversalme: 468: O Jesus, på din alterfod
376: Lyksaligt det folk, som har øre for klang
Det ene fornødne
En bil kommer kørende hen til kirken. På bagsædet står en lille kiste med et meget lille barn. Kort inden hun døde, på en hektisk hospitalsstue, fornemmede en sygeplejerske, at det var et stærkt ønske at den lille pige, der ikke ville klare den, blev døbt og hun greb resolut et plastikkrus med lidt vand i, og døbte hende i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Hvor meget betød det ikke for moderen efterfølgende? Tænk hvis hun ikke havde regnet det for noget og ikke gjort det. Hun havde sans for det ene fornødne.
Vendepunktet i Lisbeth Zornig Andersens horrible barndom, der var brolagt med svigt og fortræd, var da en lærer så hende og sagde: Du ligner en, der bærer hele verden på dine skuldre. Derfra gik det fremad, hun skulle en anden vej end den der var lagt ud for hende. Tænk hvis den lærer ikke havde set hende. Det var det ene fornødne.
Eller hvad med da Filip møder hofmanden, ja altså fra det eksotiske hos hos etiopernes dronning Kandake, får spurgt om hofmanden egentlig forstår det han læser og han siger at han jo ingen har til at udlægge det. Det møde, der ligeså godt ikke kunne være sket, var af afgørende betydning – Filip gjorde det ene fornødne.
Ægtefællen, der ser sin stressramte hustru sidde træt i sofaen og siger: Du ser træt ud, skat, jeg tager ned og besøger hende! -sætter sig i bilen og kører de to timer ned for at besøge sin kones demente mor. Det var det ene fornødne.
Rengøringsdamen, der ser den psykisk syge mand i hans nød, lægger hånden på ham og siger: Det går over igen. Det var det han havde brug for at høre. Det var trøsten.
Det var det ene fornødne.
Det er evangeliet levet. Det er det ene fornødne.
Teksten vil have os til at tænke over hvad det ene fornødne i menneskers liv er. Og vil have os til at vælge det til. I denne del af kirkeåret handler teksterne igen og igen om hvordan vi lever vores liv. Og altså i dag om hvad der er ikke bare vigtigt, men det vigtigste – det ene fornødne. Det vi ikke kan leve uden. Det ene fornødne.
Hvad er det sammen med den du elsker? Eller i mødet med den du ikke elsker. Kender eller ikke kender? Hvor forskelligt kan det ikke se ud? Finder jeg det i Biblen? I kirken? Eller i livet? Hvad er det nødvendigt at høre? Hvordan ved jeg hvad det ene fornødne er? Hvornår er det nødvendigt at høre fremfor at gøre? Får jeg lagt det praktiske fra mig jeg skal, når jeg står overfor det ene fornødne.
Den slags spørgsmål rejser teksten.
Lad os lige prøve at gå ind i den, lad os lige prøve at placere os i huset med Maria og Martha, et par søstre, der aldrig er blevet gift, og har fået nogen at sørge for. De får besøg af Jesus og hans disciple. Åh, Martha vil bare det bedste for dem, de skal i alle fald ikke mangle noget, går i gang med at snitte grøntsager til suppen, løg og peberfrugt, holde ilden i gang, og der skal også bages noget mere brød, så der er til alle, men hvorfor kommer Maria ikke ud og hjælper, så kan de hurtigt blive færdige, men hun slår det hen og vil ikke lave en scene, men hun kommer stadig ikke og Martha begynder at syde – helt ærligt kan det være rigtigt at hun ikke bare lige kommer og hører om hun kan hjælpe. Det var vel også hende der sagde ja til besøg. Følelsen i Martha da hun ser Maria sidde og lytte med et blik, der har glemt alt om Martha og brødbagning er vrede. Kan det være rigtigt? Hvor egoistisk har man lov at være?
Åh, hvem kender ikke de søskendemønstre der træder i spil i snart sagt alle situationer hvor man er sammen. En der ordner, en der vil være social. En der taler højt, en der mærker alt, en der tager ansvar, en der ikke tager ansvar. Her har vi Maria, der tænker at Jesus fortjener den omsorg, der ligger i at ordne huset for ham, der vil modtage ham vel og sørge for ham. Og Maria, der forstår at placere sig der hvor det spændende sker, mon ikke altid hun kan komme på noget vigtigere end det praktiske. Hvor trættende kan de mønstre ikke være? Hvordan kan aggressioner ikke bygges op i vores tætte relationer? Der kan siges så meget, der ikke er passende, som ikke passer på os.
I virkeligheden Marthas vrede måske længsel og sårethed. Måske ligger den følelse i Martha: Bare jeg kunne slippe det hele og sætte mig, bare jeg turde tage en anden rolle? Men i stedet for at lade længslen få plads stirrer Martha på det urimelige. Stirrer og stirrer. Og når vi stirrer på noget, så kan vi ikke længere se. Martha stirrer på Marias svigt og egoisme, hun stirrer på uretfærdigheden og kan ikke se godheden. Og til sidst koger hun over!
Martha går til Jesus med sin harme! Sig dog til hende at hun skal hjælpe mig! Eller er du bare ligeglad? (Vi kan selv lægge til og trække fra hvordan den situation ville have set ud i vores liv.)
På den ene side kan man have lyst til at sige til Martha: Åh så tag dog den martyr ved hornene! På den anden side kunne man sige til Maria: Var det ikke fornødent at du så din søster, som du ved har så svært ved at lægge tingene fra sig og slappe af – og siger: Kom og sæt dig her sammen med mig, Martha!
Jesus siger noget andet. Han giver en ren og tydelige besked, der giver stof til eftertanke: Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende!
Hmm hvad mener han? Hvad er det ene fornødne? Hvad er den gode del?
Hvad sagde Jesus til Maria – og de andre? Udlagde han teksten, ligesom Filip gjorde med hofmanden? Sagde han ord, der passede på dem? Gav dem livsmod? Åbnede deres hjerter, så de ikke skulle stirre frem for sig i livet, men virkelig kunne gå ud og se og gøre? Sagde han: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende, som til vores dåb?
Hjalp hans ord dem med at forstå deres liv? Gjorde det at de fik øje på Guds spor i verden?
Sagde han det, der ramte ind i deres længsel? Var det, han sagde noget, der gjorde det muligt for Maria at leve i hverdagen opmærksomt og nærværende?
Sagde han noget, så alle, der sad der, kunne mærke freden brede sig i kroppen, stor og smuk som en dronning?
Og gjorde det han sagde til Martha, det samme for hende? Var det ord også det ene fornødne: Martha, det kommer ikke an på hvad du præsterer, men hvad du modtager? Urolige hjerte, Marta! Luk op for Guds fred. Lad den fylde dig som en dronning.
Og gør det det samme ved os, når vi sætter og lytter med hjertet til Guds ord?
Lader det fylde. Lader vi det være vores kompas og vores anker. Så kan vi ofte høre noget, der får freden til brede sig? I en strofe fra en salme, i et bortsandelsesord, i velsignelsen. Får det os til at handle? Vil vi svare på ordet, ligesom hofmanden, der svarer med ønsket om dåb? Dulmer det vi hører, smerten og får os til at løfte blikket fra os selv?
Det levende ord, Guds nærvær i verden, kan vise sig alverdens steder. På hospitalet, på gaden, om bordet, i krigen. Ord med Evangliets kraft, ord, der sætter os på sporet af noget vigtigt, der trøster. Nødvendige ord.
Teksten handler ikke om hvem vi identificerer os med af de to kvinder – vi har sikkert noget af dem begge i os.
Den handler heller om at vi ikke skal gøre det praktiske. For hvor vigtigt er ikke en kirketjener, der går og tænder lys inden bryllluppet. Ordner stole, kigger efter det hele. Hvor vigtigt er det ikke at ens far lapper cyklen, at toilettet bliver skuret. Hvor megen kærlighed kan der ikke være i at sige: jeg tager opvasken, jeg ordner det. Gøre vores omgivelser til gode livssteder. Og hvor godt et sted er det ikke at være i et køkken, hvor der laves mad og ordnes til husets elskede gæster? Hvor mange vigtige samtaler er ikke ført der over opvasken i sommerhuset, eller svamperensning. Kan pølsemanden, frisøren og fysioterapeuten ikke ses som sjælesørgerens kollegaer fordi der hvor man har noget for sammen, der opstår der noget. Der lyttes og ses. Og er det ikke det denne fortælling vil os: Holde os fast på at vi har brug for at høre det livgivende ord, vi må give os tid til det, det kan ikke komme i anden række, udskydes. Det må høres – om det lyder her i kirken, eller fra dødningelæber i hverdagen. Ord, der giver os mod og fred. Ord, der trøster, glæder, løfter vores blik. Der bærer evangeliet i sig. Der hvor Gud virker i os. I vores næste. Derefter kan vi igen drage videre på vores færd i verden med glæde og med alle de gøremål vi har.
Evangeliet slår fast at vi må bevæge os i verden på en lyttende og seende måde. Ikke stirre. Ikke stirre os blinde.
Holde os åbne for de tilskyndelser vi får – Filip siger at det er Helligånden, der sender ham hen til vognen – i vores mindre fromme tider vælger vi måske at kalde det vores intuition, men måske Filips beskrivelse mere præcis. Helligånden. Det er den, der får lov at virke, hvis vi holder vores øjne og hjerter åbne for verden omkring os, følger vores intuition, lader os bevæge, bevæger os lyttende, seende, kærligt i verden.
Grundtvig siger: Lyksaligt det folk, der har øre for klang, for evangelium. Som vælger at slå rødder i den hjertelige muld, som er evangeliet er. Og der henter næring. Den næring kan gøre at vi tager det plastikbæger og døber det barn. At vi får får set det barn, der har brug for at blive set. At vi sætter to lys på et bord og siger tre forløsende ord. Eller at vi selv oplever at en siger netop det ene fornødne til os. Måske er netop den, der gør det, blevet sat i gang af et tilsvarende evangelisk udsagn. Af en, der med sine dødningelæber udtrykte det ene nødvendige.
Når vi hører det ene fornødne, så stiger vort håb og der grundfæstes vor tro. Der går vi videre med glæde.
KIRKEBØN
Almægtige Gud!
Velsign din kirke hele jorden rundt. Velsign din menighed på dette sted og alle der går ind og ud af denne kirke. Lad dit ord leve hos os og i os. I hjerte og handling.
Lad gudstjenesten være det sted, hvor vi får mod og kræfter til at leve i hverdagen, opmærksomt og nærværende.
Luk vore ører og hjerter op, så vi kan høre din røst. Og vore øjne så vi kan se al din godhed i verden. Læg dig på vores dødningelæber, vær du vor tunge og vor tale.
Lad ud af din kærlighed til os, vokse en kærlighed I os, som vi kan give af i vores liv. Giv os vilje og styrke til at række vores hånd ud til dem, der har det svært.
Lad alle der er syge, ensomme, eller fulde af sorg høre det de har brug for, det passende, det ene fornødne. Vær med dem, der finder døden lettere end livet. Vær hos de fangne, de flygtende, de hjemløse, de undertrykte.
Vær med regering og Folketing, og alle der styrer og leder. Giv dem og os mod og fantasi, værdighed og beslutsomhed i den hverdag der er vores.
Velsign og bevar dronning Margrethe og hendes familie og alle vi tænker på hver især, store og små
Hjælp os med at leve virksomme og meningsfulde liv, hvor alvor og humor lever side om side, og hvor vi har håbet og troen med i alt hvad vi gør.
Og giv mig til sidst, et navn Herre Krist, som er i din livsbog indskrevet.
Amen
BØN
Kære Gud, far i himlen. Vi takker dig fordi du ved din søn, Jesus Kristus, har givet os dit livgivende ord, som vi kan leve af og på. Vi beder dig, lad din ånd være hos os, så vi kan mærke dit nærvær i verden. Fordriv vore unyttige bekymringer og stands vores hovedløse travlhed. Gør os lyttende og seende, så vi gør det ene fornødne. Det beder vi om i Jesu navn. Amen