Tekster: Joh 11, 19-45
HØJMESSE DEN 11. SEPTEMBER 2016
Aarhus Domkirke
Introitus: Ola Gjeilo: Ubi Caritas et Amor – Hvor kærlighed er – der er Gud!
754: Se nu stiger solen
Hilsen – bøn om at Guds tilgivende kærlighed må lægge sig om os og følge os alle dage – og ud over tiden.
Læsning af Davidssalme 139 – låner jeg morgenrødens vinger
Dåbssalme: 674, vers 1,2,7: Sov sødt, barnlille
Dåb af Ellie, Thomas og Villy
321: O kristelighed
Evangelielæsning fra Johannesevangeliet: Jesus græder med Maria og kalder Lazarus ud af dødens garn.
Prædiken – bøn – velsignelse
224: Stat op min sjæl i morgengry
Nadver – herunder 439: O du Guds lam og nadversalme: 459: Herre, hvor skal vi gå hen?
400: Så vældigt det mødte
Klokkefuga – kirkeklokkerne i Soissons – hørt af Duruflé og spillet af Kristian Krogsø. Klokker er soundtrack til vejen ud i lyset igen!
I DØDENS EGNE
(Denne prædiken kunne ikke – trods gentagne forsøg – bringes til at hænge sammen! Den kunne ikke finde en formfuldende form! Og skulle jeg fralægge mig ansvaret, ville jeg sige at det måske er fordi det begge de grundlæggende temaer – død og liv – ikke lader sig indfange og forstå. Denne lange fortælling tager os med til dødens egne – og døden – og sorgen i halen på den. Og vi kommer altid til kort i dødens nærhed, og vi formår ikke at beskrive den. Ligemeget hvad vi siger om den, ligger der altid syv lag under. Ej heller lader det liv, der tales om, livet efter døden, kan vi forstå eller beskrive tilfredsstillende. Så her kommer nogle mangelfulde overvejelser om besøg i dødens egne og et svar på den anfægtelse man der står med!)
…….
En midaldrende mand med sort slikhår og et dystert mørkt tænksomt blik under de demonstrativt sorte øjenbryn træder frem og fortæller om hvad der kan ske ved en katastrofe som pludselig død. Han siger: “Egentlig er der jo ikke nogen af os, der vil forandre os. Hvorfor skulle vi? Vi vil gerne nogle modifikationer – måske blive en bedre version af os selv. Men ikke forandre os. Men nogle gange indtræffer der en katastrofe, så vi ændres. Den du var før, er ikke den samme som den du er nu. Du kigger i spejlet og ser det samme billede, men inden i er du en anden.”
Sådan oplevede denne mand det da hans 15-årige søn døde ved at fald ud over en klippe. Han hedder Nick Cave og han er en af de mange mange mennesker, der har besøgt dødens egne. Han siger også at alt hvad han i øvrigt prøver at udtrykke om sorgen er bullshit. Det er ikke fordi det han siger eller tænker, ikke er værd at samle på, eller han ikke prøver at være præcis, nej, det er fordi at din dybeste sorg ikke er noget du kan komme til bunds i, gennemskue, udtale dig præcist og passende om. Alt det du siger bliver forsøg, tilnærmelser. Og da det føles vigtigere end alt andet, så er disse tilnærmelser og forsøg ikke nok. Det føles som bullshit. For hvordan kan beskrive hvordan det er at blive sprængt til atomer? Ikke at kunne overskue savnet? Hverdagen? Hvordan har man det når man kun kan se den døde foran sig, ikke huske den levende? Beskrive hvordan det er at sænke en lille kiste ned i jorden? Se det tomme skrivebord? Hvordan føles overgangen fra at noget er varmt og blødt til at det er koldt og stift? Det kan man ikke.
Døden er ofte skræmmende og mægtig og sorgen et ukendt område, der ikke findes atlas til. Vi opløses, smadres, forandres. Og disse erfaringer af at være i dødens egne deler vi alle. Det er det samme for Marta og Maria, der må sidde med deres døde bror. For godsejersønnen, der ser familien skrue låget på på moderens kiste i de store stuer. Lægen, der står med en død barn i hænderne og må sande at ønsket om at kalde barnet tilbage til livet, trods al kunnen, ikke slår til. Rock-ikonet, der må stå med sin blodige søn, der er faldet ned i sin død. Alle er de på besøg i dødens egne.
Det særlige ved Nick Cave er, at han giver os en rapport fra dødens egne. Fordi han er musiker og han beskriver det i sin musik. Vi får hans historie i musik, fordi døden og sorgen må have et udtryk. Sådan gør kunstnere, tænk på de sange som Eric Clapton og Johnny Madsen har skrevet til deres små døde børn, Kingos sang til sin døde unge kone, sin Crysillis. (Og Bach, Beethoven, Ravel og mange andre kunne heller ikke skrive om døden, hvis de ikke havde erfaringer). Ikke fordi man kun kan skrive på smerte, men fordi sorg og død kræver udtryk. Det er en slags værn mod tilintetgørelsen. Nick Caves nye værk hedder Skeleton Tree, Skelettræet. Mest fortæller han her om fortvivlelsen, om verden der har vendt vrangen ud, stjernerne er splattet ud i loftet, verden går videre i supermarkedskøen, men intet giver mening, han brækker sig i håndvasken, hører hyænens hymne for sit øre og overvejer, om han kan blive ved med at trække vejret.
Det kan godt være at det ikke indfanger sorgen, at det også er bullshit, men det hans nødvendige forsøg. Og er noget. Noget universelt. På en måde ser sorgens huse ens ud. Maria og Marthas hus har på sin vis lignet Nick Caves hjem. Fortvivlelse og lidelse. Tiden går anderledes. Kroppen føles anderledes. Og så er der spørgsmålene. Vi forsøger at finde ud af hvordan vi kunne have undgået det. Hvorfor hentede jeg ikke min søn den aften? Hvorfor satte de ikke fra starten satte en anden hjerteklap i min far, når den han havde var elendig? Blev hun syg af bakterier på sneglene hun samlede? Jeg skulle være kigget forbi da hun sagde hun havde det dårligt! Kunne de ikke have taget en anden vej? Hvis bare jeg havde sendt ham til læge før! Var jeg god nok til at give hjertemassage? Hvorfor sagde jeg ja til at han kunne tage på den vandretur?
Det uafvendelige vil vi gerne gøre til noget der kunne have været i vores kontrol. Således også Martha og Maria: Jesus, hvis du havde været der, så var det her ikke sket!
Hos Nick Cave, der i tidligere værker nærmest har hyldet døden og alt det mørke i vores liv, er der nu også noget andet. Nu må han tale døden midt imod! Der er anråbelse. I skelettræet anråber han! Hvorfor? (Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?)
(Og her må jeg lige lave en parentes! Man kan måske tænke hvis man kommer her som dåbsfamilie eller dåbsgæster – at det var dog et trist emne at bruge hele sin prædiken – døden. Altså når I nu sidder der med jeres vidunderlig livfulde undere, der har hele livet for sig. Men hæng på lidt endnu, for om lidt kommer evangeliets svar på den anråbelse, anfægtelse, som døden afstedkommer. Og i det svar ligger et håb. Et håb som jeres børn er podet ind i. Det håb er ikke kun til døden, men også til at leve sit liv i tillid til at det her nok skal bære igennem. Håb er sindsygt vigtigt at have med sig gennem livet. Det er faktisk noget af det vigtigste. Håbet om at der altid er noget der kan kalde en tilbage til livet, når det er formørket af sorg, sygdom, lidelse, ligegyldighed, følelsesløshed. Selvskabte eller påførte fængsler. Håb om at dagen i morgen også er værd at leve, tro på at nok er døden stærk, men livet er stærkere. Det håb er jeres børn døbt til, givet af en gud, der græder med os når vi græder, det kommer vi til nu. Det håb er at finde i den fortælling vi har hørt. For der er nyt fra dødens egne. Og det er egentlig et dobbelt svar på den anråbelse, som er at finde i Nick Caves tekster. Og som mange kan kende fra deres besøg i dødens egne – hæng på!)
Jeg vil bede jer alle om at følge med mig ind i kernen af den fortælling, jeg lige har læst højt. Til det, der finder sted lidt uden for byen Betania, der ligger i det bakkede tørre landskab lidt uden for Jerusalem. Jesus og hans venner er på vej mod byen og imod ham kommer nu Maria, hævet i ansigtet, ligeglad med hvordan hun ser ud, hun har glemt det, stirrer lige frem for sig, prøver at holde sig oppe og holde fortvivlelsen stangen, hun har kvalme. Da Maria får øje på Jesus løber hun hen og kaster sig ned for hans fødder. Og siger: Havde du været her, var min bror ikke død! Det er her vi lige allerførst må stå og kigge: Kigge på dem, de to skikkelser. Hvordan hun ligger der knust og uforstående, og hvordan han lider med hende, alt i ham er vendt mod døden og sorgen, han er oprørt. Og han begynder at græde. Lider med hende.
Denne sorgscene siger, at der er mere at sige om sorgen end dens forfærdeligheder, for her hvor alt fedt er skrællet af os og vi står nøgne uden vores masker og skal, der findes også de mest rørende møder sted. Der viser kærligheden sig også: I hørte den vidunderligt smukke sang der blev sunget som indgangsportal til denne gudstjeneste: Ubi Caritas et amor, ibi Deus est (Gjeilo): – Hvor medliden – omsorg – KÆRLIGHED er, der er Gud. Sådan er det billede vi står og kigger på af Jesus og Maria. Det er et trøstende gudsbillede, synes jeg, for det gør at jeg forestiller mig at han, hver gang der er nogen, der sørger, græder med. Lige ved siden af. Himlen græder med. Det er et billede jeg har. En bid tro jeg har. Det synes jeg er en trøst. Det er et billede jeg holder op.
Men kristendommen stopper ikke der. Ved kærlighedens tilstedeværelse i det hårde.
Den fortæller om et liv på den anden side af døden. Som en virkelighed man ikke kan indfange med evidens, som et usynligt rum, man inviteres ind i, som en gæst af huset. I stedet for mørke er lyset. I stedet for døden er livet, for enden af oceanet, på den anden side af havet og forstanden. Se salme 139 for jer, når vi hører om, at Lazarus kaldes ud. Han kaldes ud til liv igen. Og så er vi fremme ved svaret på anråbelsen, Nick Caves og andres, og de forfærdelige erfaringer og gru, der er i dødens egne.
Fortællingen siger det, som vi skal skære forstanden af for at tage imod: nemlig at der på den anden side af den grænseegn vi kalder døden, er et smukt sted, de levendes land – lyt til motetten om lidt! Om det sted ved vi ikke noget. Sproget slår heller ikke her til. Men undertiden dukker billeder op, der peger. Åbner mod det, der er mere åbent end vi kan forestille os. Det sted, hvor der ingen smerte er, hvor tårer ikke er. Et sted, der er smukt som van Goghs billede af de første lyst røde udsprungne mandeltræer i en vase. Smukt som en isfugl. Smukt som et kor i en katedral. Et sted hvor man er fri og let. Elsket som i det dejligste kys. Et sted, hvor vi er et med alt den væren, der gør at vi er til.
Nej, det bliver slår ikke til. Hvordan der er må stå åbent som et digt.
Som et håb og en trøst til Nick Cave og alle andre, der har lidt i dødens egne. Det er svaret på anråbelsen. Der er ikke kun et skelettræ i dødens garn, der er mere at sige. Og det er ikke bullshit. Det er livet selv, der giver sig til kende. Guds kærlighed, som følger os og undervejs i vores liv kalder os tilbage fra dødens egne, tilbage i livet, hvor vi trækker vejret i velkendte drag og siger skat og elskte til dem omkring os.
Amen
KIRKEBØN
Almægtige Gud!
Vi takker dig for at Thomas, Ellie og Villy er blevet døbt i dit navn og derfor altid hører til dig. Ingen kan bære sig selv og nu har vi alle hørt dit løfte om at bære med på deres liv.
Velsign din kirke hele jorden rundt. Velsign din menighed på dette sted og alle der går ind og ud af denne kirke. Lad dit ord leve hos os og i os. I hjerte og handling.
Lad gudstjenesten være det sted, hvor vi får mod og kræfter til at leve i hverdagen, opmærksomt og nærværende.
Kald os gang på gang ud i lyset når vi sidder fast i dødens garn eller er på et dybt nattesort vand. Lad det der er hårdt og dødt, blive blødt og levende. Luk ører og hjerter op, så vi kan høre din røst. Og vore øjne så vi kan se al din godhed i verden.
Lad ud af din kærlighed til os, vokse en kærlighed I os, som vi kan give af i vores liv. Giv os vilje og styrke til at række vores hånd ud til dem, der har det svært.
Lad alle der er syge, ensomme, eller fulde af sorg få trøst. Vær med dem, der finder døden lettere end livet, forny deres håb. Vær hos de fangne, de flygtende, de hjemløse, de undertrykte.
Vær med regering og Folketing, og alle der styrer og leder. Giv dem og os mod og fantasi, værdighed og beslutsomhed i den hverdag der er vores.
Velsign og bevar dronning Margrethe og hendes familie og alle vi tænker på hver især, store og små
Hjælp os med at leve virksomme og meningsfulde liv, hvor alvor og humor lever side om side, og hvor vi har håbet og troen med i alt hvad vi gør.
Og når tiden er slut, kald os da ud fra døden og tag os da med ind, der hvor du er alt i alle.
Amen
BØN- KOLLEKT
(Veit Dietrich – med et strejf af Jakob Knudsen)
Vor far i himmelen. Lad altid din kærlighed lægge sig tæt om os. Lad den ile foran os og følge bagved os.
Lad den være en del af livet i tiden. Og når tiden er slut, riv os da ud af dødens garn, derhen hvor du er et i alle. Lad os i livet hele tiden være opmærksomme på de gerninger som du har lagt ud til os at udføre ved din søn, Jesus Kristus, som dig og Helligånden lever og råder, en sand Gud fra evighed til evighed.
Amen
NADVER
Bortsendelsesord: Joh. 11,25
Jesus siger: “Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve om han end dør”