Tekster: 1. Kor. 15,21-28 og Johs. 11,19-45Aarhus Domkirke, 11.september 2016 kl. 17
Salmer: 21-305/ 553-439-228-727.
Johannes skildrer en hverdagssituation, hvor nogle mister en bror, en forsøger, en slægtning, en ven. Det sker hver eneste dag. Alligevel er der dage, hvor vi standser op, fordi dette, at døden er så nærværende hele tiden, pludselig berører os mere end sædvanligt. Måske er det os, der mister. Eller det er fordi en stor begivenhed i verden har et sådant omfang, at den berører os alle.
Sådan var det i dag for 15 år siden. Mange af os husker tydeligt, hvor vi var, og hvad vi var i færd med, da en meddelelsen kom, at et fly havde ramt Twin-Towers i New York. Siden kom meddelelsen om det andet tårn og forsøget på også at ramme Pentagon og Det hvide Hus i Washington.
Den terroraktion har skabt reaktioner, hvis virkninger vi slet ikke kan gøre op endnu. Mange tusinde mennesker har mistet livet i de krige og den terror, der fulgte og stadig i høj grad påvirker hele den geopolitiske situation og vores egen hverdag med syge krigsveteraner og alvorlige nyheder om krigene og de mange tusinde mennesker, der for at redde deres liv og børn ud af Helvede flygter bl.a. hertil.
Vi har også erfaringer med at miste et menneske tæt på os. Dér kan vores verden falde sammen om os – for altid eller for et stykke tid. Også der er livet definitivt ændret for os for altid. Så det er ikke spor vanskeligt for os at forstå, hvad vores evangelietekst handler om i dag. Alligevel skaber teksten afstand; for den lykkelige udgang på Martha og Marias tab af deres bror og forsørger, at han oprejses fra døden, den kender vi ikke til og har ikke direkte erfaringer med. Den kender de mange navnløse flygtninge ud over verden heller ikke til. De må ofte leve resten af deres liv i uvished om, hvad der hændte i deres landsby eller by, hvad der skete ude midt på Middelhavet eller i Det ægæiske Hav eller på vej gennem ørkenen til Libyen. Det eneste, de ved, er, at de mistede familiemedlemmer undervejs.
De spørger, som vi, hver gang vi mister, hvorfor det sker, eller hvorfor det sker lige nu. For mange år siden begravede jeg en mand højt oppe i årene. Hans børn vidste godt, at de havde været heldige at have ham så længe. Han døde mæt af dage, alligevel gav de udtryk for, hvor meningsløs de fandt hans død. Det omtalte jeg i min tale og understregede, at hvert eneste menneskes død er meningsløs og efterlader os med en tomhed, vi aldrig rigtig forvinder. En anden person, som ikke var familie, anholdt det og sagde, at en død mæt af dage ikke er meningsløs. Jeg fastholdt og fastholder min holdning, så meget mere som den bygger på andre og egne erfaringer.
Disse har kastet mange ud i at sige som de to søstre Martha og Maria, at hvis Gud havde set dem, var ulykken og døden ikke indtruffet. Jo, det er ikke udelukket, at Gud ser dem, for døden er jo et vilkår, vi ikke kommer uden om. Derfor handler vore evangelietekst ikke om, hvordan vi kommer uden om døden men om, hvordan vores nådige og kærlige Gud også er nærværende i de allertungeste situationer i vores liv, når vi mister, og når vi selv engang skal dø.
Hvis vi hører og læser Johannesevangeliets tekst alene som en historisk skildring af, hvad der foregik, vil det volde os uoverstigelige kvaler, fordi den bryder med al menneskelig erfaring. Vi kender ingen tilsvarende tilfælde, hvor et menneske efter fire dage i graven vækkes til live. Derfor spørger vi naturligvis, hvorfor det skete dengang, men ikke for os?
Det giver os desuden vanskeligheder med at forstå, hvad opstandelse er. Ingen af os er vist blevet meget klogere af den avisdebat, der har været de seneste par år om opstandelse og reinkarnation.
Tilværelsens store åbne spørgsmål, som aldrig finder et endegyldigt svar, kan ikke besvares alt for konkret eller firkantet. Det nye Testamente med både evangelietekster og bl.a. Paulus breve er en guldgrube at gå på opdagelse i. Der er ingen entydige svar, som ikke modsvares af en anden åbenhed. Der er åbent for tolkninger og forestillinger. For hvad kan vi vide på dette område? Jo, kan du indvende, er denne beretning fra Johannes ikke et historisk vidnesbyrd, der kan give os vished? Nej, den giver ikke konkret vished, men måske og forhåbentlig troens vished.
Hvad er da troens vished her? Troens vished har vi i alle de tekster, som denne gudstjeneste har brugt og har haft mulighed for at bruge. Fordi vi kun har en læsning mellem første og anden salme i disse gudstjenester, måtte jeg som altid vælge en tekst fra. Det er et uddrag af Salme 139, som er gendigtet i den salme, vi indledte med at synge: Du følger, Herre, al min færd. Den gamle Davidsalme beskriver Guds almagt og allestedsnærværelse. Gud Fader holder sine hænder om mennesket i lette og svære dage, i lys og mørke, i liv og død. Som Aastrup skriver:
Din højre hånd
mig holde fast i dine bånd.
Visheden er, hvis vi tør tro det, at der er ikke noget sted, hvor vi ikke er i Guds hånd. Heller ikke når det ulykkelige sker, og døden rammer. Det betyder, at Gud er tilstede, hvor terroren rammer, hvor døden og meningsløsheden skriger til himlen. Her lider og bærer han med. Her er hans – for os usynlige tilstedeværelse – ikke et forsøg på at sige, at dette er der mening i men det modsatte, at også i det meningsløse er vi omsluttet af ham.
”Hvorfor gør han så ikke noget”, spurgte de to søstre Martha og Maria. Vi spørger som dem. Han gør mere end det, vi spørger om. Vi vil bare vende ondskaben den anden vej. Han er der for at fortælle og forkynde, at hans tilstedeværelse er et tegn på, at ondskaben og døden er overvundet ved hans nærvær her, og at sejren vil blive fuldbyrdet engang.
For Martha og Maria skete det ved, at de fik givet deres bror tilbage, sådan som også vi får vores døde tilbage i vores liv. Det er på en anden måde, men de kan på godt og ondt betyde lige så meget for os, som de gjorde, da de levede.
Oprejsningen af Lazarus er malende beskrevet. Vi kan se ham for os med ligklæderne viklet om kroppen. De blev taget af ham, og han fik lov at gå. Ja, han blev befriet fra, at døden og tilintetgørelsen fik det sidste ord. Det skal vi høre i dag. Døden får ikke det sidste ord. Du er blevet lovet i din dåb, og det gentages og indløses i nadveren, at du er fri fra dødens herredømme, selv om vi skal dø. Den har ikke evig betydning. Den er et vilkår, der allerede nu og engang helt tages fra os. Ham, der gør det, er opstandelse og livet midt i vores liv, præget som det er i øjeblikket af trusler om ødelæggelse, krig, terror og død.
Så er det dig og mig, der skal prøve at ændre den verden, hvor mennesker mere og mere kæmper mod hinanden på blodig vis. I stedet for skal vi finde måder at leve på, så der er plads til os alle. Vi har fået et løfte om, at den treenige Gud er med os alle dage. Derfor skal vi bryder grænser – også dødens grænser mellem mennesker – og give hinanden håb og tro.
Amen