2. juledag 2015. Aarhus Domkirke kl.10 (DR)
Salmer: 125-129-110-109-439-118-122
På de klassiske julebilleder, billederne af det, der skete i stalden julenat, der er alles – Josefs og Marias, hyrdernes, englenes, dyrenes – blik rettet samme sted hen: mod barnet i krybben. Og fra barnet i krybben udgår et lys, der oplyser de omkringståendes ansigter. Og når vi fejrer det, der skete – at Gud ikke længere sidder i den fjerneste himmel i knusende og lunefuld majestæt, men at kan er kommet til os som et barn, vi kan række ud og røre ved – når vi fejrer det, så vil vi gerne se lyset, der udgår fra barnet, falde på vores kæres og nærmestes ansigter. Derfor vender vi os i julen indad, til hinanden. Derfor søger vi sammen. Fra den nærhed er de fleste af os kommet herhen i dag.
Men sjældent får vi lov til at glemme –og anden juledagens tekster hjælper os med at huske på – at der også er et mørke, et mørke udenfor, et mørke udenom. Omkring stalden dengang, og omkring os, nu i dag. Vi har – som man så ofte har haft, når man er samledes i dette kirkerum – vores bekymringer for, hvordan det dog skal gå alt sammen med ”denne slemme jord”.
Der er meget der lurer derude i mørket nu: flygtningekriser, stormagtsbøvl, terrortrusler. Dengang var det en enerådig kejser, en magtsyg konge, og, som vi hører det i dagens læsning fra Apostlenes Gerninger, radikaliserede religiøse mænd. De selvsamme charmerende typer, vi har fornyet bekendtskabet med, og som her bærer alle den religiøse radikaliserings kendetegn. De skriger højt og holder sig for ørerne, som der står. Og det gør de vel for at være alene med den Gud, de har skabt i deres eget billede. En Gud der hader, foragter og kalder på hævn. Akkurat som de selv gør. Ingen skal forstyrre deres billede, deres selvbillede af Gud. Det skal – om så må være – forsvares med vold, med sten eller med maskinpistoler.
Det er den morderiske døvhed og i sidste ende dybe selviskhed, som kan og vil snylte på enhver religion, og som har gjort det til alle tider, men som for altid blev modsagt med julens budskab: at Gud er kommet til os, ikke som et aftryk af vores smålighed og trang til at støde ud, men på sin måde, med sin fred og sin kærlighed.
Ved barnet i krybben kan vi kun knæle – knæle som de gør det på julens klassiske billeder, træde tilbage med vores eget, knæle og ydmygt gøre vores til, at lyset, der udgår fra barnet, også vil falde på vores kæres og vores næstes ansigt. Hvor Gud gør sig gældende i sin søn må vores sandhed vige for at hans kan komme til.
Sådan –med det i baghovedet – tror jeg, at vi også skal høre Jesu barske ord i dagens evangelietekst. Han siger: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”. Og: ”Den der elsker far eller mor, eller søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd”. Og: ”Den, der har reddet sit liv, skal miste det”.
Og vi spørger, vi der synger om julens fred, og som i de her dage finder sammen, forældre og bedsteforælde med børn og børnebørn og glæder os over, hvad vi har og har fået sammen, vi spørger, hvor julens budskab lige er henne i de her ord. Den religionsforskrækkede vil måske ligefrem spørge: jamen er det ikke den slags forsagelse af verden og vores medmennesker, som Jesus her giver udtrykt for, som den religiøse fanatisme og alt dens væsen er gjort af?
Men julen er der, i den grad. Dens budskab udgør baggrunden for det, vi hører Jesus sige. Og det er alt sammen vendt netop imod dem, der som de fromme jøder her i teksten og alverdens radikaliserede, der med sten eller maskingevær i hånden, fravælger medmennesket for sagen eller for Gud, eller rettere: det billede de har gjort af Gud. Men det Jesus siger er i allerhøjeste grad også en voldsom modsigelse af alt det i os, der på forskellige måder får os til at stille os selv i vejen for det Gud kom med til os julenat. Stille os i vejen, fordi vi altid er mere optagede af vores egne tillempede opfattelser af rigtigt og forkert, sort og hvidt, retfærdigt og uretfærdigt. Stille os i vejen, fordi vores ben er så stive af stolthed og gamle vaner at vi ikke længere kan knæle eller for den sags skyld bare træde en lille smule til siden.
Julens budskab er et budskab om Guds kompromisløse kærlighed, altså at Gud kom til os helt på sin måde. Og Guds kærlighed, som han viste den os i sin søn, barnet i krybben, er ikke den forskels- og konturløse, den forbigående, den ordrige, sæsonbetingede, humørafhængige eller konjunkturbestemte. Guds nåde er ikke omskiftelig som solskin på en kølig og skyet dag, men en udholdende, alt gennemtrængende og bestandig nåde, der vil noget med os, røre os og bevæge os. Guds fred, som englene sang om julenat, er ikke en fred, der lader os i fred.
Derfor Jesus voldsomme og barske ord om ikke at pakke sig ind i forbehold, vaner og kompromisser. Og derfor hans kald til os om ikke at gro til eller gro fast i det nære og overkommelige, hvor forstyrrelser ikke er helt så velkomne. Hvad enten det nu giver sig udslag i – på den lille skala – at den familiære juleglæde allerede på feriens tredjedag bliver til en lille fedtet selvisk irritation over, at de tager for meget tid op på badeværelset og forstyrrer dine daglige rutiner.
Eller når vi – på den lidt større klinge – forsøger at gradbøje Guds godhed imod os og gøre den til overkommeligt familieforetagende. Eller når vi bliver siddende, stående eller går forbi, når der er en, der har brug for os og på den ene eller anden måde trænger til et bæger koldt vand. Eller – nu er vi oppe på den helt store klinge – når man som den radikaliserede kun har sin egen sandhed i hjertet og hovedet, tror den er Guds og gør fortræd for den.
Der er rigtig mange grunde til, at vi må føle os ramt af Jesus ord her anden juledag, men igen: de falder på baggrund af julens budskab: at Gud vil sit menneske. At lyset nok skinner i mørket; MEN at mørket greb det ikke.
Julens budskab har lydt og lyder under meget værre forhold end de bekymringer, der nu plager os, men endnu kun er som skyer i horisonten. Vi oplever ikke at blive forfulgt eller at være på flugt. Vi er ikke i så høj grad ramt eller slået til jorden. Men sorg og bekymringer, julesorg og indre kamp er vi fortrolige med, fordi vi nu engang lever det her liv, hvor lys og mørke veksler. Hvor godt da at vide, at glæden, julen er så rig på, ikke er afhængig af os, at den ikke svinger, kommer og går som humøret, men er noget vi får eller bliver givet, når vi selv træder til side, og lader den komme til.
Juleglæden, julefreden skal vi ikke selv sørge for. Den forkyndes for fattige mennesker og tunge hjerter. Så forbliv knælende i dit hjerte, syng om den, lad den strømme uden at stille dig i vejen. Og når vi nu om lidt lader den få luft gennem Brorsons gamle ord, så bemærk triumfen i ord og melodi. Bemærk, hvor meget den vakkelvorne tvivlrådighed og det sørgmodige hjerte fylder, fordi det alt sammen er det, der i salmedigteren, og i os der synger, fortrænges, trænges til side af det store budskab, at Gud ikke længere sidder deroppe i sin fjerneste himmel i knusende og lunefuld majestæt, men at han er kommet til dig som et barn, du kan række ud og røre ved. Og som har rørt ved dit liv.
Der er trods og stridbarhed både i den her salme, og i Jesu ord til os i dag. Men det er en trods og en stridbarhed, der kommer af at have noget uendeligt dyrebart med sig, lyset fra barnet i krybben, som gør at mørket i verden og i os selv, aldrig sejrer. Ja, som for altid har fået Helvede til at ryste, og sender os, tilgivede og fortrøstningsfulde, derud hvor livet leves, og kampene skal kæmpes.
Amen