Tekster: Es. 5,1-7 og Matt. 21,28-44
Højmessen i Aarhus Domkirke d. 9. oktober 2016 kl. 10.
Salmer: 8-449-338/493-439-378-732
Hvad er det at være dansk? Det diskuteres lige nu med stor intensitet. Selv ved Folketingets åbningsdebat var det et emne. Måske er det ikke så mærkeligt, for det er af politiske grunde, det spørgsmål overhovedet er aktuelt lige nu. Som så ofte før deles vi i to hovedsynspunkter, hvor den ene part vil inkludere så mange som muligt og holde sig tilbage fra at foretage skarpe definitioner, der udelukker nogle. Den anden part har klare definitioner og ser vist en pointe i at trække nogle linjer, der skiller.
Bag sådanne debatter ligger der både mange motiver, og der ligger en lang række psykologiske og personlige grunde. Desuden er der nogle menneskelige grundvilkår, som kommer frem. Når de kommer frem, er vi langt inde i det religiøse område, hvor de dybeste og største spørgsmål om tilværelsen bliver vendt og drejet.
Enhver gudstjeneste eller andagt strejfer et eller flere af de spørgsmål. Gudstjenesten kommer – imod sin hensigt – i mange tilfælde også til at sætte skel mellem dem, der deltager. For deltager man tit og ofte, eller er det sjældnere eller næsten aldrig? Og betyder det noget, om man deltager eller ikke?
Hvornår er vi med i noget? Hvornår er vi udenfor? Det er ikke behageligt at blive sat udenfor af andre, hvis man føler sig som en berettiget del af det fællesskab. Det sker fx, hvor skarpe definitioner sætter skel. På den anden side er det ikke rart at blive taget til indtægt for et fællesskab, hvis toneangivende holdninger og meninger, man ikke kan dele.
De fleste religioner har med tiden udviklet en forståelse af, hvornår et menneske er med indenfor, og hvornår det ikke endnu er eller ikke længere er med. Optagelse i og udgang af fællesskabet er ofte meget tydeligt markeret af riter og artefakter, altså tydelige markører af tilhørsforholdet.
Sådan som kristendommen forstås i historiens forløb og aktuelt, kan vi også finde markører for, hvornår man er inde eller ude. Lige i den periode, vi lever i, er disse markører hele tiden til debat. Det var de ikke i samme grad for 20-25 år siden. Her havde vi ikke helt den samme frygt for hinanden, som vi har nu.
Vores tekster i dag af profeten Esajas og fra Mattæus-evangeliet fortæller os, at det er en urmenneskelig frygt, og at det er en trang til alle tider at dele os selv og hinanden op i, hvem der er inde eller ude, med eller ikke med.
Jesu forkyndelse er så vigtig også i dag, fordi den ikke kan tages til indtægt i sådanne diskussioner. Det bliver den selvfølgelig alligevel; men derfor er det vigtigt at standse en gang imellem, som i dag, og spørge om, hvad det egentlig er, Jesus forkynder.
Hans forkyndelse lægger sig i et spor fra nogle af skrifterne i Det gamle Testamente. Fx fra profeten Esajas, som vi hørte skrive poetisk om en vingård, hvor ejeren havde forestillet sig, at alt skulle være fryd og gammen, som Edens Have. Den tanke, at vi mennesker kan skabe et Eden, et Paradis her bl.a. ved at udelukke andre, og isolere os fra dem, får allerede her i profetteksten, der måske er skrevet 6-7 hundrede år før vor tidsregning, et skud for boven.
Og vi kan høre, at Jesu forkyndelse trækker på den indsigt, som Esajas også have, at vi altid går fejl, når vi bilder os ind, at vi kan og skal skabe de rene fællesskaber og fællesskaber uden modsætninger. Det ender altid med idealistiske modeller for, hvordan livet skal leves og idealistiske forestillinger om, at det vil skabe de rette mennesker. Ja, i de ekstreme tilfælde, som vores nyere historie desværre har flere eksempler på, er der nogen, som skubbes ud i døden, for at andre synes, at de kan være her.
Profeten Esajas og Jesu forkyndelse lægger noget andet til grund. Og det er værd at lytte til og at lægge sig på sinde, når vi fra tid til anden havner i diskussioner om, hvem der hos os i det store samfund eller i familierne derhjemme hører til eller skal betragtes som værende ude.
Esajas og Jesus siger nemlig, at vi ikke kan skille handlinger og intentioner fra hinanden. De er i os, og de virker ikke altid sammen. Meget ofte stritter de mod hinanden. Vi siger ét og gøre noget andet. Som de to brødre, vi hørte om for et øjeblik siden, der begge lyttede til deres far, men alligevel ikke gjorde, som de lovede.
Jesus fremhæver to eksempler fra den tids samfunds udstødte grupper, toldere og skøger. Det var prostituerede og skatteopkrævere. I dag ville vi sige, at de udstøde er de socialt udsatte i samfundet og dem, som mange mener er her uberettiget.
Men det er jo i grunden også os, der tror, at vi kan skabe det rene paradis. Det er os, der ikke kan acceptere, at vi – altid – sætter os selv først, og at det er en hindring for at skabe det rene og paradisiske tilstande. Det er et grundvilkår, som vi ikke kan komme ud af. For det er et vilkår, at hvis vi ikke tænker på os selv, ikke sørger for at sikre os, vil andre træde på os, ja – i hvert fald billedligt – skubbe os væk og dræbe os.
Dét er den grundlæggende splittelse i os, at vi sætter os selv først men véd, at vi burde sætte os selv til side og tænke på og handle for andres skyld først og siden for vor egen skyld.
Mattæus tekst i dag indgår i skildringen af de begivenheder, som udspillede sig i de dramatiske dage op til jødernes store fest påske, hvor jøderne fejrer udfrielsen fra slaveriet i Ægypten. Ved denne udfrielse blev de reddet fra at gå under som stamme, som folk.
Netop under den påskefest i Jerusalem, som skildres, blev Jesus anklaget for at bespotte Gud, ved at tale og forkynde, som han gjorde, hvor han sagde, at mennesker ikke kan frelse sig selv ved renhed, ved at følge religiøse love, ved at udelukke eller ringeagte andre, ved at frakende dem menneskelighed, vilkår og rettigheder.
Nej, de to sønner, som fik et opdrag, en opgave af deres far i vingården, altså i det daglige liv, viser os, at den opgave kan kun løses ved at sætte sig selv til side. Den kan vi ikke gøre fuldt ud. Derfor har vi brug for forsoning og tilgivelse, fordi vi kommer til at skade andres liv, når vi hævder vores ret.
Den forsoning og tilgivelse er det, at kristentro handler om. Den handler om, at den er forhånden, når vi i dåben får Guds løfte om, at vi er hans børn og hører ham til i både liv og død. Tegn på løftets gyldighed og aktualitet får vi i evangelisteksterne og prædikenernes udlægning heraf, og i ordene og tegnene ved nadveren, brød og vin. Der deler Gud vilkår med os, han påtager sig at døde dødens radikalitet og give og et løfte om tilgivelse og evigt liv på trods af, at vi ikke kan gøre det gode, på trods af, at vi sætter os selv først altid.
Hvilken konsekvens har så det for vore aktuelle spørgsmål og diskussioner? Ja, der kan ikke peges på løsninger, men måske på, at du skal huske, at Jesus sagde, at du ikke lever for din egen skyld men for andres skyld. Hvordan du vil udfolde det, er op til dig, og det er dit ansvar. For billede af vingården, som er blevet brugt i teksterne i dag, er et billede på vores daglige liv. Det er der, vi har hinanden og har ansvar for hinanden, og vi er alle Guds skabninger og børn. For alle satte han livet til på korset. For alle opstod han tre dage efter.
Amen