Tekster: Es 49, 13-18 og Matt 18, 1-14

Gudstjeneste kl. 17
Salmer: 404, 454/674, 467, 773

SE!

Kan I huske fornemmelsen af at have en skat i lommen? En sten, en kastanje, et særligt fint chokoladepapir, en pind, et stykke slebet glas, en gammel lommekniv, en perle, et glansbillede, en kapsel. Kan I huske det? Har I selv fundet disse skatte i jeres børns bukser inden vask? Eller har jeres børnebørn vist jer dem? De har fundet en skat og sagt Se! – de så den i rendestenen, i skoven, på fortovet. Den ville de gerne se mere på. Og de tog den med, da der blev sagt kom!

Børn lever med et særligt forhold til verden. De er tæt på tingene. Og det, der for en en ydre betragtning er helt værdiløse kan være en skat. Uerstattelig. De har et andet blik på verden. De ser mere!  Børn har en fortrolighed, ikke kun med tingene, men med skaberværket kan man vel sige. Med vejen til barndomshjemmet, kælkebakken, hulen, mormors have, hunden, rævegraven, sneen, mudderet, vinbjergsneglen.

For børn er hele verden er et forunderligt landskab. Der er hele tiden noget at undre sig over. Der er intet underligt ved at tinsoldaten snakker, eller at tekanden eller juletræet gør det. Det er en del af barnets verden, sådan som H. C. Andersen beskriver det i sine eventyr, hvor han taler til barnet i os.

Med det vil jeg pege på nogle særlige ting ved barnet:

At have tillid til at verden, og til at den er større end det vi ved.

At møde verden med åbent blik.

At henrykkes. At undre sig. At se verden som i skabelsens morgen

At lade sig sørge for.

At lade hjertet banke stærkt.

At være i nutiden.

At sanse verden.

Ikke som en idyllisering af barnet – dertil er det ikke længe nok siden at jeg selv havde børn! Og det er ikke Jesus ærinde at romantisere. Men man måske det er ting man kan tage frem når man skal bevæge sig ind i hvorfor Jesus siger: “Himmeriget er barnets”, og placerer barnet i centrum af skaren. Fysisk. Se! Barnet er tættest på Gud. Barnet har plads hos Gud. Barnet som det største i dette nye rige Jesus talte om. Og dermed også som et ideal for menneskelivet her.

Der bliver altså spurgt: Hvem har del i Guds rige?  Hvem har fattet noget? Hvem er værd at lære af? Og det forventede svar må være: Det må være de kloge, de dygtige, de fromme, de succesfulde, de medaljerede, de lækre, de rige! En af dem.

Svaret er: Barnet!

Jeg ved ikke om vi kan nærme os hvor radikalt det har lydt. Vel som at sige at det er den med den laveste IQ, den demente, ham i rendestenen, der tager pladsen. Den der slet ingen meritter har, ikke har gjort noget, der gør ham eller hende fortjent til noget. Den unyttige. Findes der større skældsord i vores samfund?

Nu om dage rangerer barnet højere, men vi skal tænke radikaliteten med. Barnet skal vi ligne. Den mindste skal blive den største. Og dette er ikke det eneste sted i evanglierne der er dette synspunkt: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem, for Guds rige er deres. Den der ikke kommer ind i Guds rige som et lille barn kommer slet ikke ind i det. Eller måske også stedet fra bjergprædikenen, som vi skal høre om et par uger: Salige er de fattige i ånden, thi himmeriget er deres.

Vær som barnet, hvis I mener at I vil være nærmere bestemmelsen, nærmere Gudsriget! Hvad skal vi stille op med det udsagn?

Nu er det jo ikke sådan at vi kan vende tiden og blive børn igen. Da jeg var barn, tænkte jeg som et barn, talte som et barn, jeg havde barnlige tanker. Men da jeg blev voksen aflagde jeg det barnlige, siger Paulus og udtrykker poetisk tidens uafvendelige natur. Vi kan ikke gå tilbage. Det kan altså ikke være en opfordring til at gå tilbage til tidligere tiders nuttethed. Det giver ikke mening. Men måske kan vi godt finde noget af det barnlige frem. Måske kan vi godt møde menneskers blik mere klart. Som barnet! Måske kan vi godt være den der siger: Han har jo ikke noget tøj på, som barnet i Kejserens Nye Klæder. Måske kan vi godt vise vores glæde mere. Måske kan vi godt se vores verden mere. Putte mere forundring ind i den?

Måske er der noget godt for os voksne ved at finde noget af det barnlige frem.

Og altså barnligheden – ikke at forveksle med det barnagtige. Der hvor alder ikke passer handling, der hvor ansvaret fraskrives, det vrængende, tudende, offeret trives. Det gode barnlige, den alvorlige leg med verden, der hvor vi møder verden med tillid og hvor vi kan tro fordi vi ved at verden altid overrasker os og er større end vi kan tænke os frem til

Måske har vores barn trange kår i verden, vi kultiverer det væk, fedter ind i kulturelle koder, forventninger, planlægning, strukturerer, optimerer, bliver verdens vante, lærer at græde indvendigt. Måske kan vi godt genlære fortroligheden med tingene, skaberværket. Finde en sten, sidde og kigge på en bænk med en kastanje i hånden og se bladene falde ned fra træerne. Måske kan vi række vores blik til den, der søger det? Det lyder banalt, men måske er det det ikke i praksis?

Søren Kierkegaard påpeger at vi har uendeligt svært ved at forstå at vi må forlade forstanden for at blive menneskelige. Vi må forlade forstanden for at blive menneskelige!

Og det er vel til syvende og sidst det der redder os. Det der gør verden god. At vi bliver menneskelige.

Og hvad vil det så sige? Hvordan lærer vi det? Hvordan forlader man forstanden? Jeg kom til at tænke på at TV glad (kanalen, der kun har udviklingshæmmede ansat) satte stjernerapporter Maria Q Mortensen, der har Downs syndrom, til at interviewe kulturpersonen og TVværten Adrian Hughes. De sad i en rød sofa på DR og han spiste sin chokoladekage, mens Maria stillede sine gode spørgsmål om kulturjournalistik. Som afslutning på interviewet læser Maria et digt hun selv har skrevet, op. Med henblik på at han skal anmelde det. Digtet handler om en dag hvor solen skinner på vejen og hun går en tur og kommer ind i skoven, hvor grenene knirker og vinden får kronerne i bevægelse. Da digtet er slut, forsøger Adrian at gå i gang med anmeldelsen, men han er blevet ramt. Af ægtheden og oprindeligheden i hendes digt. Af den umiddelbare tilstedeværelse og sansningen. Han græder og ber om en pause i interviewet.

Den dag lærte Maria den velreflekterede kulturpersonlighed noget om livet. Om menneskelighed. Ham, der er i stand til at gennemtrænge diverse tanker om livet blev ramt af livet. Jeg tror at Adrian ville have give Jesus ret i at man skal kigge på Maria for at lære noget om livet. Hun er tættere på det menneskelige, som Jesus søger at fremme. Hun er tættere på barnet. Og det hun blandt andet kan, er at SE!

SE! Et af de vigtigste børneord. Ja, er der ikke i det hele taget et tema omkring det at se i teksterne? Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje. Se dig omkring, løft blikket! siger Gud i Esajasteksten, hvor han viser sig som vores ideelle mor og far. Der holder os fast på at se! Der ikke bare siger KOM, når barnet siger SE! Og i evangelieteksten, hvor han tager barnet frem, så alle kan se det, se dem, hvad vi skal have for øje. Han siger også at deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. Altså; barnets engle ser Guds ansigt. Er det endnu en måde at sige, at barnet er tæt på Gud. Eller at når barnet ser os i ansigterne, så ser det gudbilledligheden. Det egentlige i os? At barnet – og barnets blik hos os alle – er det der SER i verden. Ser det som vi andre overser. Ser hen over, igennem, ikke lader komme ind. Måske fordi vi er fyldt af tanker, eller på vej videre om det næste hjørne. Vi voksne i højehæle og med ur, os der overvejer og planlægger og sover dårligt om natten. Kom nu, siger vi til vores børn, der fortaber sig (kalder vi det) i vandpytten, i sneglen. Kom nu! siger vi, når barnet siger SE!

Jesus siger i teksten: Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. Tænk altid godt om dem, tag dem alvorligt. Se dem! Er det det han siger. Der er noget, der tyder på at det er alvorligt! Det er vigtigt. Det er et kernespørgsmål for Jesus. Hold ikke op med at se! Hold ikke blikket for jer selv! Engager jer i verden! Hold fast i at den rummer mere end du forstår og underet findes.

Gør ikke noget, der lukker barnets blik. Gør ikke noget, der lukker passagen mellem blik og hjerte! Hvis du gør det, så er du en nidding! Skam dig! Grav dig ned! Det er bål og brand. Hvad skulle det ellers være? Skulle han sige: “Det er ikke så godt hvis…” Eller: Det er bedre hvis du gør…” Nej, hvis ikke Jesus skulle blive vred når nogen bliver trådt under fode, når nogen er i fare, hvem skulle så? Du skal ikke være årsag til at nogen falder, at noget hjerte lukkes. Og så llige oven i den advarsel: NÅDEN! For her følger billedet af hyrden og fåret: det er Gud, der som den gode voksne, forælder, også tager ud og leder efter os hvis vi er faret vild. Har lukket blikket, forhærdet os, er blevet for verdensvant. Kender vi ikke det; advarslen, reglen og så kærligheden, der henter tilbage igen på trods af overtrædelsen?

Jeg må lige spørge HVORFOR en sidste gang! Hvorfor er det mon at Jesus sætter barnet frem? Hvorfor skal vore anstrengelser for at være voksne og lære ikke belønnes? Er det da ikke netop godt at tage ansvar, formulere os, lægge ting til rette, tage hånd om. Er det ikke en god ting, at tavlen bliver skrevet på, at der bliver noget føjet til i løbet af et liv?

Jo. Det er godt at der er voksne der tager sig af. Men blev barnet ikke stillet frem, kunne vi glemme at vi altid og på trods af alder er modtagende i dette liv. Vi får givet alt; verden, kærligheden, børn, ord, mening. Alt bliver rakt os. Vi er som børn, der må række hænderne frem og tage imod. Vi er børn for Vorherre.

Vi mindes om det med billedet af Gud som den mor vi dier hos. Det er billedet af en Gud, der så stærkt som når man føler noget med kroppen, føler sig knyttet til os. Har brug for at komme af med sin mælk, er ved at flyde over af kærlighed til menneskene. Han lader ikke et menneskebarn sejle sin egen sø.

Det vil han fortælle os. Og så vil han minde os om at modtage det med barnets glæde og åbne blik. Lade verden være ny for os igen, som i forelskelsen, lade os være bløde og undrende. Der er altid mere at opdage. At se!

Strunge overvejer noget af dette i et digt. Åh, vi må ikke blive blinde. Tanker og søvnløshed må ikke være det eneste. Han siger om de voksne;

heller ikke de

kan tage nogen tavshed alvorligt

Og du ser med et stik i øjet

hvordan de bliver verdensvante

og lærer at græde indvendigt

Og så tilføjer han:

Så hellere beholde lidt ble og bankehjerte

Så hellere beholde lidt ble og bankehjerte. Vi skal ikke blive for verdensvante og græde indvendigt. Vi skal græde når vi ser uretten, vi skal holde blikket åbent, hellere se for længe end for lidt. Vi skal tage tavsheden alvorligt. Vi skal gå ud i verden og betragte med flid med bankehjerte. Som Maria Mortensen og andre, der ser verden. Med et blik, der minder om Vorherres, ihukommende at i alt væsentligt er vi modtagende. Som et lille barn.

Kirkebøn

Gode Gud! Dig med det gode blik og bankehjerte!

Tak for at stille barnet frem for os og minde os om at det mindste er det største og at vi skal møde verden med et åbent barneblik, med tillid og ligefremhed.

Velsign din kirke hele jorden rundt. Velsign din menighed på dette sted og alle der går ind og ud af denne kirke. Lad dit ord leve hos os og i os. Som en livdrik.

Lad gudstjenesten være det sted, hvor vi får mod og kræfter til at leve i hverdagen, opmærksomt og nærværende.

Lad os se verden, skaberværket, hinanden, lade os møde blikke med blikket åbent.

Vi beder dig for alle, som nylig har mistet mennesker de elskede, og som føler en stor tomhed. Vi beder for alle, som ikke selv kan bede, og som ingen ber for. Vi ber for de syge. Bliv hos os når nat vælder ud af alle sluser. Og vi ber dig: Vær med dem, der finder døden lettere end livet.

Vær med regering og Folketing, og alle der styrer og leder. Giv dem og os mod og fantasi, værdighed og beslutsomhed i den hverdag der er vores. Velsign og bevar dronning Margrethe og hendes familie og alle vi tænker på hver især, store og små

Bliv hos os, når dagen hælder, Gud far!

På englenes himmelstige
skal barnesjæle gå, har du sagt.

Tak!

Amen

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen

Tekster til 22. søndag efter Trinitatis

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Himlen skal råbe af fryd og jorden juble, bjergene skal bryde ud i fryderåb, for Herren trøster sit folk, han forbarmer sig over sine hjælpeløse. Men Zion siger: »Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!« Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig, dine mure har jeg altid for øje. De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej, de, der rev dig ned og lagde dig øde, drager bort fra dig. Løft blikket, se dig omkring: De samles alle og kommer til dig. »Så sandt jeg lever,« siger Herren, »skal du iføre dig dem alle som smykke, du skal binde dem om dig som bruden sit bælte.« Es 49,13-18

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« Matt 18,1-14

Kollekt

Kære Gud, mor og far i himlen. Du har kaldt os dine børn og vi er det. Vi dier hos dig, henter næring fra din verden og dit ord. Du har tegnet os i dine hænder, skrevet vores navne i din bog, du har lagt dig i vores DNA. Vi takker dig med barnetunge hver gang vi husker, at uden dig var vi ikke. Vi beder dig: Bliv hos os med din ånd, lev i os med dit ord, så vi lever tillidsfuldt som barnet og med et åbent blik vendt mod verden og alle vi møder i den. I Jesu navn.

Amen