Dagens tekst: Mat. 22, 15-22
Højmesse søndag den 8. november 2015 kl. 10
Salmer:
745: Vågn op og slå på dine strenge
448: Fyldt af glæde over livets under
289: Nu bede vi den Helligånd
———–
336: Vor Gud han er så fast en borg
439: O, du Guds Lam
321: O kristelighed (under udd.)
612: Den store mester kommer
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Historiens kampe om magten i Jerusalem er igen blevet vor tids krig. Jerusalem er hjemsted for verdens 3 store religioner – jødedom, kristendom og islam. Forholdet mellem de 3 store religioner har været bestemmende for historiens forløb de seneste godt 2000 år. Efter flere århundreder, hvor religion har spillet en mere og mere tilbagetrukket rolle i Europa og Danmark, tvinges vi nu til at tage stilling for eller imod kristendommen. Muslimerne udfordrer os, og det er ikke en nem udfordring, for vi har vænnet os af med at tro på Gud. I stedet har vi givet magten og æren til staten og de såkaldt frie markedskræfter. Men det er længere nok. Når det gælder troens forhold, kan vi ikke krybe i ly bag markedet og staten. Kampen om Jerusalem er rykket ind i hverdagen gennem mediernes dagsorden i vore hoveder, sind og samfundsdebat. Vores oldebørns fremtid afhænger ikke kun af udviklingen i velstand og økonomi – om vi også i fremtiden vil tilhøre de rigeste og leve i et velfærdssamfund. Det bliver lige så afgørende, hvordan vi svarer på kampen om Jerusalem. Vil jøder, kristne og muslimer leve krigerisk, tåleligt eller fredeligt frugtbart med hinanden? Giver vi kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er?
Religion kan blive en krigerisk sag mellem mennesker, splitte nationer og folk. Vi kender religionens mørke sider – kender til tro som undsigelse, udstødelse og fordømmelse – kender konflikterne mellem ven og fjende, den uforsonlige afgrund mellem eget og fremmed, det stærke fokus på hjemme og ude. Troens skikkelse er ofte sværdet, så troen bliver frygtens og angstens redskab. Du bliver kun frelst, hvis du følger en bestemt lov og gør særlige fortjenstfulde gerninger. Hvis ikke du tror på den rigtige måde, er du hjemfalden til straf og kan ryge i helvede. Historien er fuld af eksempler på religion anvendt som magtinstrument, hvor folk styres, ensrettes og undertrykkes i en grusomheds-økonomi med løfter enten om paradis eller trusler om evig dom og pine. Og den slags tros-terror er ikke forbeholdt fortiden, men stadigvæk en realitet. Hellig krig og aggressiv religiøs voldsretorik er levende nutid. Derfor er det vores opgave at bekæmpe religionens mørke side, sige klart nej til tro som et militant sværd. Vi skal gøre op med nutidens dødsensfarlige tendenser til religiøs fundamentalisme, uanset om den er jødisk, kristen eller muslimsk. Menneskers tro er aldrig en ligegyldig sag. Det er afgørende, hvordan vi giver kejseren og Gud magten.
Måske bemærkede I, at Jesus hverken tøver eller overvejer sit svar på, hvem der har magten – kejseren eller Gud. Jesus er ikke utydelig eller stille, når det kommer til religionens mørke og lyse sider. Jesus tager stilling – følger ikke efter, gemmer sig ikke bag de andres ord og meninger. Han smider forsigtigheden. Det gælder troen – hvad skal vi give kejseren og hvad skal vi give Gud? Svaret er klart: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. Eller giv staten, hvad statens er, og religionen, hvad religionens er. Det betyder, at vi ikke skal give staten, økonomien, politikken og økonomien alt, for staten og markedet er ikke alt. Det er ellers næsten sådan vi lever i dag – som om staten og markedet er alt, som om markedskræfterne og staten kan klare alle problemer og udfordringer. Det må samfundet tage sig af, tænker vi. Med den høje skatteprocent og alt det vi betaler, må kommunen, regionen og staten tage sig af den anden og de andre. Det er ikke vores sag, for staten er blevet alt. Nej, protesterer Jesus. Giv staten, hvad statens er. Det vil sige – betal staten. Jesus reducerer forholdet til kejseren, markedskræfterne eller de statslige myndigheder til et almindeligt regnestykke. Der er ingen underdanighed, men heller ingen underkendelse af de mange nødvendige goder myndighederne bringer til sine borgere. Hverken kejseren alias samfundet, nationen, markedskræfterne eller nogen anden instans bærer guddommelig myndighed og magt. Hvis staten forlanger skat, så betal. Men hvis staten eller end anden myndighed forlanger absolut lydighed og tilbedelse, så sig nej. State og markedskræfterne er ikke alt.
Men hvad så, når det kommer til Gud? Her er Jesu svar lige så enkelt og klart: Giv Gud, hvad Guds er. Giv ham din glæde, din sorg – giv ham dit hjerte og sindets inderste forhold. Kast din angst og frygt på Gud, vis ham din taknemmelighed, kom med dit had, din skyld og skam. Tro, håb og elsk med Gud – del dine sejre og nederlag. Indse at hele din tilværelse er et mirakel, som du ikke selv har fuld kontrol og magt over – at det meste er noget du modtager udefra – naturen, andre mennesker – en uerstattelig og forundrende gave fra Gud.
At give Gud, hvad Guds er, vil sige at turde leve i åbenhed – aldrig fryse fast og lukke sig om noget helt bestemt. At give Gud ved vi fra Jesus, hvad det. Det er troen på, at det går an at leve i barmhjertighed – at medfølelsen findes for at blive givet videre – at tilgivelse er det mest suveræne svar på et andet menneskes henvendelse og ønske om fællesskab. At give Gud er det modsatte af tom og dum forfængelighed. Jesu klare og enkle svar i dag afslører, at vi som menneske ikke skal stå fast på os selv og vores egen tilkæmpede identitet. Det er ikke så vigtigt, hvem vi er. Det vigtige er at give Gud, hvad Guds er. Vi skal overskride os selv, når det er påkrævet. Vi skal bevæge os med andre mennesker og nye verdener. Vi skal turde blive en anden – give vores liv til Gud, den anden og de andre. Det er kristendommens bevægelse. Tro, håb og elsk med den anden og Gud. Det er religionens lyse side – at blive en anden med Gud og de andre gennem tro, håb og kærlighed.
Vi synger i dag to salmer af Martin Luther, fordi Luther har lært os at skelne mellem to regimenter, verdens og Guds regimente, det verdslige og det åndelige. Ifølge Luther skal kejseren, fyrsten eller staten sørge for de ydre forhold, men aldrig herske over hjertet og sjælen eller råde over vores eksistentielle sager. Til det betaler vi skat for at sikre jordisk fred og velfærd. Giv kejseren, hvad kejserens er. Men det verdslige regimente kan ikke alt. Derfor taler Luther om det åndelige regimentes bistand til menneskets indre, hjertet og sjælen, angsten og troen. Det er Guds område og her må der aldrig herskes ved hjælp af magt, sværd og tvang, men kun gennem Guds frie ord og ånd. Luther satte dette klare skel mellem det verdslige og åndelige for at undgå magtmisbrug, undertrykkelse, vold og fundamentalisme – for at sætte mennesker fri til at leve med Gud og de andre.
Politik og religion er en farlig sag. Luthers skelnen er vigtig disse år, når vi hver især og som samfund skal svare på en nutidens store udfordringer – kampen om Jerusalem og verdens 3 store religioner.
Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.
Amen.