Tekster: Fil 3, 17-21 og Mark 12, 38-44

Aarhus Domkirke, søndag d. 30. oktober 2016 kl. 10
Salmer: 749, 449, 365/366, 439, 367, 425

Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias: 

Det ord, som kom til Jeremias fra Herren:
Stil dig i porten til Herrens tempel; dér skal du udråbe dette ord. Du skal sige: Hør Herrens ord, hele Juda, alle I, som kommer ind gennem disse porte for at tilbede Herren. Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Gør jeres færd og jeres gerninger gode; så vil jeg lade jer bo på dette sted. Sæt ikke jeres lid til de løgneord:
Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!

Nej, gør jeres færd og jeres gerninger gode: I skal dømme retfærdigt mand og mand imellem. I må ikke undertrykke den fremmede, den faderløse og enken, I må ikke udgyde uskyldigt blod på dette sted, I må ikke følge andre guder til ulykke for jer selv! Så vil jeg lade jer bo på dette sted fra evighed til evighed i det land, jeg gav jeres fædre. Men I sætter jeres lid til løgneord, der intet gavner. Kan I stjæle, begå drab eller bryde et ægteskab, kan I sværge falsk eller tænde offerild for Ba’al, kan I følge andre guder, som I ikke før har kendt,og så komme og træde frem for mit ansigt i dette hus, som mit navn er udråbt over, og sige: »Vi er reddet!« – når I begår alle disse afskyelige handlinger? Er dette hus, som mit navn er udråbt over, en røverkule? Også jeg kan se! siger Herren. Jer 7,1-11

Epistlen skriver apostlen Paulus til filipperne: Efterlign mig, brødre, og se hen til dem, der lever efter det forbillede, I har i os. For der er mange – jeg har ofte nævnt dem for jer, og nu nævner jeg dem også med gråd – der lever som fjender af Kristi kors. De ender i fortabelse, bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske. Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. Fil 3,17-21

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: I sin undervisning sagde Jesus: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« Mark 12,38-44

Treenighed

Intro til kateketisk prædiken

Vi har døbt August i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, altså til en treenig Gud. Han er døbt på denne tid af året, der kaldes Trinitatis, hvor det udfoldes hvad kristenliv er for noget.

Da vi stod ved dåben, stod vi midt i troen. Vi gjorde troen. Ritualet er en troshandling. Det kan man kaste sig ud i. Det er nemmere at gøre tro end at forstå tro. Og måske nemmere at forstå tro, når man gør den.

Men nu står vi med en tekst og skal nærme os den, ikke ved handling, men i tanke. Nærme os den på en måde, så hver enkelt af jer bærer noget med herfra fra den tekst.

Hvis jeg kaster mig ud i at overveje den fortælling vi lige hørte, isoleret set, udlægge den, så kan man selvfølgelig pege på hvor uetiske vi er når vi ikke kan lade være med at lade folk se hvor gode vi er, når vi er velgørende, når vi søger en synlig godhed, og at vi virkelig burde bare helt stille og ubemærket gå hen og putte vores opsparing i kirkebøssen (tempelblokken). Det er ikke en fejlagtig udlægning. Det er det, der står, både i  Den gammeltestamentlig og nytestamentlige tekst.

Men hvis vi ser det uden det kristne blik, en kristen forståelse, så er teksten “bare” en moralsk tekst. Ikke et evangelium. Forskellen er om det er noget, der sætter fri, giver håb, hjælper kærligheden på vej. Eller om det er noget vi får påbudt. Bør gøre – fordi vi får det at vide.

Jeg vil gerne finde ind til evangeliet, og for at gøre det, så har jeg tænkt at tale lidt om Gud. Og hvordan han forståes i den kristne kirke. Hvad er det egentlig for noget det med treenighed, trinitet, trinitatis?

Og man kan også sige at hvis man ikke skulle bruge denne weekend på at tænke over troen, så ved jeg ikke hvornår man skulle. I morgen er det nemlig 499 år siden at Martin Luther begyndte reformationen, besindelsen på hvad kristendom egentlig er. Jeg vil benytte lejligheden til at holde det man kunne kalde en kateketisk prædiken, en undervisende prædiken.

Katekismer, lærebøger om tro, er aldrig dækkende. Troen kommer vi ikke til at forstå – det er megasvært at finde sprog for den. Men måske kan det være godt alligevel at lære noget om den. Jeps. Det var introen til denne kateketiske prædiken. Men lad os lige begynde et andet sted.

Kateketisk prædiken om treenigheden

På den ene side er det orangegule siv, der lyser og hvisler langs Brabrandsøen / På den anden side er der de brændende oliekilder i Mosul.

På den ene side er der dejlige efterårsdage, der langsomt glider forbi mens blade lander i driven på plænen og på bunden af te-kruset i hånden. På den anden side er der dage, hvor alt er kaos og uvished.

På den ene side er der dem, der kommer hjem til frikadeller, musik på anlægget og et kys. På den anden side er der dem, der ængsteligt åbner døren – uvisse på hvad de finder.

På den ene side er der os når vi flagrer rundt og udstiller vores godhed. På den anden side er der virkelig godheder i menneskets hjerte.

På den ene side er der midgårdsormen, på den anden side Edens Have. Også i os selv.

På den ene side ringer vi ind med de fornemme beløb til velgørenhed og har sponsorbørn. På den anden side er vi gået forbi så meget nød, og giver ikke mere end at vi stadig kan tage på storbyferie.

På den ene side har mange os rimeligt godt styr på vores liv. På den anden side kan alt ramle sammen om et sekund.

På den ene side er der dem, der drømmer om et nyt dejligt sommerhus. På den anden side er der nogen, der drømmer om at vide hvor de skal sove i nat. Også i Aarhus!

På den ene side er der alt det gode som vi vil, men som vi ikke gør. På den anden side er der alt det dumme, skadelige, som vi ikke vil, men som vi alligevel gør.

Det er spredte erfaringer fra vores liv. De paradokser, vi lever i. Vi har vore egne varianter, men fælles er det at vores verden og vores sind er spændt ud imellem så store poler at vi er på overarbejde når vi begiver os ind i at finde mening i det hele. Komedier og tragedier, i fjernsynet og iblandt os, leverpostej og flyverdragter, asylspørgsmål og bagedyst, guldstunder og dovenskab, skønhed og forfald, lidelse og nydelse. Natursyn og poetiske tanker i efteråret og e-boks og tandlægetid. Krig og indkøb til fest. Vores tilværelse er broget, det erfarer alle.

Det er også en del af vores erfaring, at der er mere end det vi kan se. Der er følelser og tanker, men også noget mere uden for os. Virkeligheden er ikke afdækket. Og vi kan have en fornemmelse af at der er er noget mere. Nogen siger: “der er mere mellem himmel og jord”. Nogen kalder det noget guddommeligt. Vi erfarer det forskelligt, det større. I naturen, i kunsten, i kærligheden, i sindet?

I kristendommen taler vi om dette mere, denne meningsgivende værenskraft i verden, som Gud. Vi har ikke bedre navn for det! Hvad skulle det da være? I kristendommen har Gud tre identiteter, der er så nært forbundne at de ikke kan forståes hver for sig. Det er ikke som en tre-i-ener, hvor hver enkelt kan bruges for sig og de bare har det til fælles at de har noget med negle at gøre. Det er et begreb, hvor så snart du har sagt det ene, følger det andet med. De hænger sammen som en moder og sit foster. Som håb er knyttet til bønnen. Vores Gud er et fællesskab med sig selv. Hvorfor nu den kompleksitet? Er det ikke lidt omstændeligt? Jo, men det er et forsøg på at forstå hvordan Bibelen taler om Gud, ikke bare som 1) Skaber og opretholder, men 2) som helt menneske, dødsbekæmper, og ikke bare som menneske på et bestemt tidspunkt, men som 3) en Gud, der rækker ind i vores tid og vores liv.

Men skal vi ikke lige tage dem en af gangen?

FAR Eller MOR

Det første punkt i troen handler om Gud som far (eller mor!). Som den, der har skabt os. Nogen vil gerne nøjes med at tale om deres tro som en tro på mere mellem himmel og jord. En værensmagt. Men hvis vi skal sige noget om Gud ud fra skaberværket, hvad bliver det så? Det er en dejlig jord, ja, men der er også lidelse, naturen er ret barsk. Og det er vores liv undertiden også. Hvad er det for en Gud, der har skabt dette? Hvordan kan vi egentlig tro at han er god? Vi kender ham ikke. Gud er en ret upersonlig størrelse, set bare som skaber. Vi ved forresten ikke engang at vi er Guds børn. Derfor er det ikke nok at tro på Gud som “noget mere mellem himmel og jord”.

Nå, men vi kan vel se i Det Gamle Testamente, der kan vi vel lære ham at kende? Ja, måske, der er han skaber. Og lovgiver. Og dommer. Han er vred og kærlig og utilnærmelig og uforståelig, lusket, tilfældig, hjælpende. Der er alverdens billeder af ham. Det er et tvetydigt billede. Jeg ved ikke, om man ud fra det grundlag alene, kan have tillid til ham!

SØNNEN

Nej, vi lærer ham først at kende, da han besøger vores verden, vores støv. Det er kernen i kristendommen.  At Gud ikke bare er i himlen. Men kommer som en kile ned i jordens mørke. Gud blev menneske. Det er den vanvittige og afgørende del af kristendommen. Det er Big Bang 2. Her begynder noget nyt. Her lærer vi Gud at kende. Han blev født under stjernen, levede som flygtning og brugte sit korte voksne liv på at fortælle om hvem Gud er! Han fortæller om det i billeder. Og viser det ved sin færd og gode gerninger, sin livsførelse. Fortæller at vi kan kalde Gud far. Og ved at se alle uden filter viser han hvordan Gud ser alle. Han ser hykleren, han ser enken, han ser Zakæus i træet, den syge og så videre. Han vender op og ned på det verden synes er fint og fornemt. Og så – og det er der hvor han for alvor fortæller at Gud er kærlighed –  som enken i evangeliet, giver han alt hvad han har! Altså virkelig. Det dyrebareste. Livet selv. Sin krop, sit blod. Han gør tilgivelse mulig. Han bekæmper døden. I livet og i døden. Han er verdens lys, helt tæt forbundet med det lys, der begyndte verden.

HELLIGÅND

Og så er der Helligånden. Jeg ved ikke helt med det navn? Helligånd. Skulle man kalde det håbskraften? Gudsnærvær? Gud kom ikke ned på jorden for at lære mennesker i Jesu generation at være menneskelige og at leve med håbet. At Gud blev menneske skulle være en heling af verden – altid. Det skulle være for hele menneskeheden. Alle dage. Derfor taler man om Helligånden, håbskraften. Den Gud, der opstod, er levende og så i dag. Hvordan erfarer man det? I kirkerummet?  I salmer, på sygestuen, i bønner, i tanker. Gud er en levende Gud, der giver sig til kende.

Ikke moral, men evangelium

Når man første lægger mærke til det, så er gudstjenesten gennemsyret af denne måde at tænke Gud, ikke som en, men som tre. Ikke kun trosbekendelsen. Men hele strukturen. I salmerne. I læsningerne. Der er det fjerne, det nære og det fællesskabsstiftende. Det er sådan noget, der langsom åbner sig når man bevæger sig ind i kirken, der er et trosudtryk i verden. Det centrale i det er, at det bliver tydeligt, at Gud er mere end  “noget mere mellem himmel og jord”. At kende til at Gud er treenig er centralt. Ikke bare for at vide hvad Trinitatis er, eller for at forstå trosbekendelsen, men som en baggrund for at forstå teksterne i Bibelen.

Hvis vi tager det vi nu har gennemgået med ind i vores læsning af dagens teskt, så ændrer den sig fra at være en moralsk påmindelse om, at vi ikke skal sende de der titusind ind til Danmarks indsamling og komme på tavlen. (Det kan du godt gøre, for modtageren er ligeglad med at du har gjort det for din egen skyld. Han spørger ikke til motiver.) Nej, det at give bør komme ikke fordi Jesus siger det eller vi har læst det i en bog, men fordi vi forstår os forbundne med den Gud, som Jesus har vist os. Vi er skabt i en god og kærlig Guds billede. Han har givet os alt, inklusiv ofret sin egen søn, for at vi kunne leve. Fra Gud kommer alt. Det betyder at vi er forbundne med alle andre. Vi er lavet af samme materiale, har samme ånd. Vi hænger sammen – med Gud og med næsten. Ud af en forbundethed kommer at vi naturligt hjælper til. Som det barn, der er blevet elsket også bliver i stand til at elske. Ikke fordi det er fint og godt og vi bliver gode. Men fordi det er en del af det at være menneske. Nogen må hjælpe. Og i verden er nogen mig.

Dér bliver teksten evangelium. Og ikke moraltekst. Sådan er enken. Hun handler som var denne forståelse, denne forbundethed med alle, denne kærlighed til verden præget ind i hende. Det er en skønhed i verden, at denne godhed er mulig. Det er et spor af Gud i verden; at der er mennesker, der bærer en Kristussignatur – (kristne eller ej).  Den godhed, det spor, den prægethed, den Kristussignatur er August og alle vi andre døbt til. Vi er podet ind på det fælles træ, som Gud har ladet skyde.

Kristendommen ændrer ikke livets paradokser, de er der, det er bøvlet at leve! Men den tro giver håb i den brogede verden, blik for kristussignaturen, mulighed for at se ikke bare med egne, men med Kristus’ blik, og vilje til at gå ind i verden og gøre det vi kan.

Med den tro i hånden kan man tilføje til alle de indledende paradokser:

På den ene side er der os i denne brogede, fragmenterede verden. På denne samme side er Jesus, der som enken, lagde alt hvad han havde, hver et stykke af sin krop, hver dråbe af sit blod for at gøre den indbyrdes kærlighed levende iblandt os.  

Amen

Kollekt

Gode Gud, livets skaber og opretholder, i hvis billede vi er skabt. Lær os hvad vi skylder som børn af dig og levende mennesker i dit rige.
Jesus Kristus, Guds ord, du sande menneske på jord. Vi takker dig fordi du gav alt, for at vi kunne leve. Lad os bære din signatur.
Helligånd! Håbskraft, levendegører! Gør håbet tydeligt og troen levende. Gør os til hele mennesker.
Det beder vi om i Jesu navn, han som med faderen og sønnen lever og råder fra evighed til evighed.

KIRKEBØN

Gode Gud. Vi tror på dig, at du er entydig god og er i verden for alle. Vi kender dig gennem din søn Jesus Kristus, dit kødogblodord i verden. Gennem ham ved vi du er god. Og vi mærker at du er til stede, for verden har hænder og håbskraft. For alt det takker vi.

Hjælp os til at huske at vi har fået alt for intet, så vi giver det for intet.

Velsign August og alle andre børn, der er blevet døbt i dag til den treenige Gud. Velsign din kirke hele jorden rundt. Velsign din menighed på dette sted og alle der går ind og ud af denne kirke. Lad dit ord leve hos os og i os.

Lad gudstjenesten være det sted, hvor vi får mod og kræfter til at leve i hverdagen, opmærksomt og nærværende.

Vi beder for alle der bærer en sorg i deres hjerte. Vi beder for alle, som ikke selv kan bede, og som ingen ber for. Vi ber for de syge og for dem, der er bange og lider.  Og vi ber dig: Vær med dem, der finder døden lettere end livet.

Vær med regering og Folketing, og alle der styrer og leder. Giv dem og os mod og fantasi, værdighed og beslutsomhed i den hverdag der er vores. Velsign og bevar dronning Margrethe og hendes familie og alle vi tænker på hver især, store og små.

Vi takker for din velsignelse, du soles sol fra Betlehem. Skin for os både i livet og på den anden side af dette livs grænse.

Tak!

Amen