Tekster. Fil.3,17-21 og Mark.12,38-44.
Aarhus Domkirke d 30.10.2016 kl. 17.
Salmer: 731-391/652-439-461-772
At fremstille en sag ved at stille den op i forhold til en eller flere kendte modsætninger fremmer tit overskueligheden og forståelsen. Det indebærer dog en risiko for, at vi aldrig kommer ned i dybden af modsætningerne og forstår nuancerne og baggrunden for modsætningerne.
Vore massemediers og sociale mediers betingelser er at formidle det hurtige, let fattelige og fængende. Derfor anvendes modsætninger og forenklinger. Vil vi have nuancer og fordybelse, må vi gå andre steder hen, fx i kirke. Vi kan stadig tillade os i prædikener, i studiekredse og foredrag som fx vores højskoleformiddage at fordybe os, samtale nuanceret og ordentligt om, hvad det er vi hører, ser, forstår og ikke forstår. Der er andre institutioner, der har den samme hensigt og har held med det. Vores uddannelsesinstitutioner fx . Læg dog mærke til, hvordan de er trængt af effektiviseringer, målinger, indberetninger, resultatkontrakter o.l. Fremmer det fordybelsen i livets store gåder? Fremmer det sansen for at se det store i det små? Fremmer det forståelsen af, hvordan vi er dybt, dybt afhængige af hinanden? Hvordan vi er forudsætningen for hinanden, fordi vi ikke har andet at bringe hinanden end os selv?
Det er nemlig budskabet i vores evangelium i dag: Kvinden er menneskelig og fattig, som du og jeg. Hvad kan vi bringe til livet? Ja, det kan lyde så deprimerende at sige, at vi intet har at give. Det er heller ikke sandt; men vi har intet andet end det, vi har fået givet. Så vi har alene livet at give. Det er så ifølge Jesu forkyndelse også dér, at frelsen er. Ikke i at ofre sig selv, ikke i at blive martyr, ikke i at leve op til bestemte religiøse normer, men i at være tilstede og give det, vi har: os selv.
Det var det, Jesus forkyndte, kan vi høre i dag. Det gennemsyrer hele hans forkyndelse fra han trådte frem, til han gennem forhøret hos Pilatus endte med at blive udleveret til jøderne og deres rettergang, der var bestemt af deres religion og tro. Efter den verdslige ret, som Pilatus lænede sig op ad, var han ikke skyldig.
I sammenhængen i Markusevangeliet udspiller denne scene sig i Jerusalem lige op til den jødiske påske. Jesus er under skærpet tilsyn af de skriftkloge. Hver en bevægelse og hvert et ord af ham blev bemærket og vejet på en guldvægt. Alt kunne anvendes til en anklage mod ham. Vi kan høre, at Jesus ikke passede på. Uden at være fanatisk sagde han, hvad han hele tiden havde prædiket og gjort i handlinger.
Han kritiserer fortolkningerne af den pagt, som Gud har indgået med sin skabning. Det gamle Testamente har en række eksempler på, hvordan israelitterne og siden jøderne fik løfter, som de skrev ned i pagter. Moseloven er en sådan pagt. Den blev med tiden til lov og ret. Den blev jura. Jura er fortolkning. Men man kan også dreje jura væk fra fortolkningen ved den bogstavelige udlægning. Den er nem, men forenklende.
Jesus vender sig imod den forenklende måde at forstå Loven og Profeterne på. De er værn om menneskelivet og menneskets forhold til det dybeste i tilværelsen, den magt, som skænker os livet. Men love og profetier er ikke livet.
Love, hvad enten de er religiøse eller ikke-religiøse, må ikke spærre for livets udfoldelse. Hvis vore lovgivere erfarer, at det gør den lovgivning, vi har, plejer de at forhandle sig frem til en revision af den.
I Jesu forkyndelse og i evangeliernes skildring af hans virke er der igen og igen et opgør med en rigid fortolkning og forståelse af Loven og Skrifterne. For Jesus flytter fokus væk fra Skriften til livet. Hvad betyder essensen, det væsentlige af Skriften og Loven, når de omsættes i livet mellem mennesker? ”Lyt så ikke for meget til de Skriftkloge”, siger Jesus. ”Lyt til og se på livet, som det udfolder sig,” siger han.
Vores evangelium i dag er et eksempel på dette. Vi kan forstå, at Jesus satte sig på Tempelpladsen i Jerusalem, så han kunne se alle dem, der kom til Templet og lagde penge i tempelblokken, indsamlingsbøssen. Vi ved ikke, om han vidste, at han stod foran sin egen død, anklaget for blasfemi, gudsbespottelse. I det lå en anklage for, at han ville nedbyde fundamentet for jødedommen. Fundamentet er Moseloven, fordi den både er en pagt med Gud og en juridisk tekst.
Men hvad er det, Loven har som formål? At regulere livet mellem mennesker, så ingen lider skade. Loven er et værn om den enkelte og fællesskabet. Sådan er det stadig. Derfor er det selvfølgeligt etisk meget betænkeligt, når vi somme tider dyrker den sport, der drejer sig og at finde huller i lovgivningen eller bevidst at komme uden om den. For selvfølgelig er det også mit liv, loven passer på, men det er jo også de andres. Som Luther mente, så skal loven tøjle vores egoisme, begær og grådighed.
Jesus peger i sin forkyndelse også i dag på, at vores fælles liv har forrang frem for loven. Han tager den fattige kvinde frem som et eksempel. ”Hun giver ikke af sit overskud”, siger han. ”Nej, hun giver af det, hun selv skulle leve af.” Hans pointe er, at netop ved at give det væk, vil hun – uden at vide af det – få selv. Hun får mere liv ved at give det væk end ved at holde på det.
Der er ikke noget angribeligt eller forkert ved at dele ud af sit overskud. Det er der mange, som gør med de bedste hensigter. De tænker på andre, og gør sig ikke bedre derved. Men det var der altså nogen, om gjorde den dag, mente Jesus. Dog ikke den fattige kvinde. Hun er barmhjertig, fordi hun deler det, der er hendes livgrundlag, siger Jesus. Barmhjertighed er ikke at give af overskud; det er anstændig velgørenhed, som absolut også er nødvendigt og prisværdigt.
Jesus beder os altså om at se indad og spørge os selv, om vi egentlig deler livet med hinanden? Skaffer vi os god samvittighed, når vi gør noget for andre? Er motivet egentlig, at vi kan se os selv i øjnene bagefter? Det er der vel ingen af os, som kan sige os fri for.
Samvittighedsspørgsmålet er, om vi også vil give os selv, når det er nødvendigt at give os selv og ikke kun af det, vi har erhvervet os og tjent. Hvad gør vi for hinanden i vores relationer? Redder vi os? Tager vi et lille – skjult – forbehold? Tjah, måske!
Men kvinden i evangeliet havde ikke noget, efter at hun havde givet det væk. Og når jeg nu indledte med at tale om modsætninger, så skal vi ikke her tænke, at hun er en modsætning til os. For det er hun jo nok, men der var vel også andre eksempler, hvor hun var og er som os.
Det er i den selvforglemmende handling, at vi udøver barmhjertighed, at vi skænker hinanden livet. Det er ikke ved at følge andres manualer – de være sig religiøse eller ikke-religiøse – til et godt liv. Nej der er ikke noget manual i en luthersk kirke for, hvordan du skal leve. Ganske vist er der mange, der har travlt med at pege på, hvad Gud synes, der hører hjemme i syndens kategori, og der kan peges på skriftsteder, der siger noget andet end den praksis vi har med fx ægteskaber og måder at være familie på.
Dog handler det altid om den andens liv og livsvilkår. ”Vær optaget af det, og ikke af dit eget”, siger Jesus. Det var han. Derfor krøb han ikke uden om, da det kort efter denne episode handlede om ham og hans forhold til Loven og Skrifterne. Han satte livet først- ikke juraen, ikke den borgerlige moral, men buddet om at elske Gud og næsten som sig selv. Det gør vi på lykke og fromme, for det afhænger altid af situationen, hvad der er det rette at gøre.
Og rammer vi forkert, kan vi bede Vor Herre om tilgivelse og forsoning fx i nadveren, hvor han – som kvinden – giver os sig selv. Det er vor frelse.
Amen