Aarhus Domkirke – 13. november 2016 – Sognepræst Louise Højlund
SALMER
321 O Kristelighed
538, 1-5 At sige verden ret farvel
—-
538, 6-10 (tysk folkevise)
439 O du Guds lam
471 O glædelig dag (Mel: Otto Mortensen)
279 Venner, lad kun skyer gråne (Mel: Laub)
De udødelige
Kom og sæt dig ved min side, tal til mig og salv mit øje, så jeg kan se Gudshaven.
Amen
En mand står og kigger ud på naturen i en have i Provence. Han kigger på et blomstrende blommetræ med dets hvide blade. Pludselig sker der noget; et heftigt vindpust. Det er en almindelig forekommende begivenhed i naturen, men det skaber en stemning, som iagttageren aldrig har oplevet før. De hvide hvide blade løftes af deres små hængsler på grenene, og bæres ud i den åbne luft med en blå himmel som baggrund, de fylder luften, solen rammer bladene, de glitrer. Det er hvidt med blå baggrund, men med strejf af gult og blåt og rødt. Manden i haven synes det er det smukkeste syn. Meget mere end summen af blade, eller farvernes sammensætning. I det øjeblik ser han ikke længere ud på naturen. Han ser ind i den. Han ser ind i dens væsen. Ind i Guds rige, syntes han. Ind i tingenes væsen, naturens grund, verdens skønhed. Han bliver grebet, og forsøger hastigt at indfange det, træerne, bladene, lyset og det meget mere end det. Han griber sin pensel og maler og maler den dag og hver dag over de næste uger, han laver skitser med en pen, som han har skåret ud af et siv og maler med oliefarver. Han spiser en smule, skal skaffe mere lærred og farver og maler så videre. Han er, skriver han, i et fuldkomment arbejdsraseri, fordi træerne står i blomst, og han vil male den grænseløse stråleglans. Snart efter har han lavet – skabt – seks billeder af blomstrende frugttræer. Han beskriver hvordan de skal hænge sammen – som et tryptikon, som et alterbillede. Ikke fordi naturen skal erstatte Gud, men fordi den pegede ind i Guds rige. Og han så det.
Vi er i 1880erne. Manden i haven hedder Vincent van Gogh. Ja, ham maleren der skar sit øre af. Men som med alle mennesker, så er der altid mere at sige om dem. Og en af de ting, der er mere at sige om Vincent van Gogh var, at han kunne se ind i verden. At han kunne finde Guds rige midt i verden.
Vi vender tilbage til ham, men vi må lige have dagens tekster med:
Guds rige? bliver der spurgt. Hvad og hvornår og hvordan? spørger de kloge. Kan vi få en plan og en beskrivelse af hvor glæden, nærværet, kærligheden, fællesskabet, livet – hvor Gud – befinder sig! De vil vel gerne ha det plottet ind i Excel, kunne søge på det i rejseplanen, lave reklame for det, gøre sig klar, forberede sig til det, som man forbereder sig til en rejse til Thailand. Hvad skal vi have med, har alle tisset af? Husk lige sunblocker! Sådan er det ikke, må Jesus skuffe dem, belære dem. Alle os, der jager det gode liv, vi har mistet det allerede. Vi kigger mod fremtiden. Men det er i nutiden. Det er ikke noget fancy, vi kan planlægge os frem til, erobre. Det kommer som et nu. Som et lyn fra en klar himmel. Som et vindpust. For dem, der vil tage imod det. Som et lille barn, eller som en maler, som en sanger, der synger: Herre, jeg er klar!
Ved vi det ikke godt? Ved vi det ikke godt, bare i dette liv? At de største øjeblikke kan være et knækbrød man spiser med sin bedste ven under trappen og et glas rødt saftevand, snarere end mørbradsbøffen på det fint dækkede bord. At Guds rige, snarere end at være på et paradisisk hotelværelse, kan være der ved sygesengen hvor ingen gør sig til, ingen tænker på fortid eller fremtid, men ser ind i hinanden i det nu, der er det eneste, man har. At det ikke kommer i lange “kloge” taler som denne eller andre, men snarere findes der, hvor tre forløsende ord siges “Jeg er her!” “Tilgiv mig!” “Tak af hjertet”.
Nå, ja og lad os så lige få Paulus med også. Paulus, denne kristne mand, der forfulgte de kristne indtil han vender på en tallerken, fordi han ser et glimt af Guds rige. Og han går op for at meningen ikke var der hvor han troede den var, ikke der hvor han før havde kigget, at det ikke kom frem ved at hade og forfølge. Ikke at livet bliver love and harmony af det han har hørt. Han er helt realistisk omkring den kampplads som verden er. Verden er ikke idyl. Der står en kamp. Men Kristus har vist ham noget, der gør at han tør kaste sig ud i kampen. Med sandheden om lænden, freden under sålerne. Noget, der har fyldt ham med vilje og glæde. Han er grebet, måske næsten på samme vis som van Gogh – han har set noget, fattet noget, fået noget vigtigt at vide. Nemlig noget af det han hvis hvisker entusiastisk, gribende til os i dag. Ord som traditionen har bevogtet for at vi kan høre dem i dag: Jeg vil fortælle jer en hemmelighed. I skal ikke bare sove hen. Vi skal forvandles. Og ikke bare af ormene. Nej, det er en anden forvandling. Vi skal alle sammen blive forvandlet. Det der er grimt og svagt, når det lægges i jorden, vokser op igen med styrke og skønhed. Det bliver ligesom når et frø lægges i jorden, det dør for at nyt liv kan vokse frem, hvisker Paulus.
Og han kommer frem til livsråbet: Død, hvor er din brod. Død, hvor er din sejr!
Fagteologen vågner og kunne sikkert sige en masse om gudsriget både her og der, men først er erfaringen der. En erfaring, der får mig til at tænke: Hey, hvad bilder du dig ind, Paulus, at sige at døden har mistet sin brod? Hvad skal jeg bruge det til når man lammes af sorg, der sidder i halsen, i kroppen, i tankerne? Hvem kan stå ved et dødsleje og sige det? Hvem kan sige til de sørgende at døden ikke har nogen brod? Til den, der frygter at miste? Hvad skal vi stille op med det? Hvad har du forestillet dig, Paulus? Forestiller du dig at man kan sige det til dem, der rammes af katastrofen, dem der blev oversvømmet af syndfloden eller tsunamien, dem hvis byer knuses i Sodoma eller Mosul, dem, der har børn, der pløjes ned af en syg mand på en norsk ø, eller hænges op i lygtepæle. Har døden ikke nogen brod? Vinder døden ingen slag?
Det er det første. Modstand mod ordene. Men så tænker jeg også på den lidende Job, der spørger, som så mange andre af os: Når et menneske dør, er det så forbi med ham? Hvis jeg vidste at det var sådan at en der er død kunne få liv, så ville jeg kunne udholde meget. Og så – langsomt – kommer jeg frem til at tænke, at ja, netop i de afgørende spørgsmål om liv og død, der kan vi ikke sige os selv det hele. Der må der komme ord udefra! Der må der være en anden der har gjort eller sagt noget, som jeg tør stole på. Paulus lænede sig ind i Kristus, hans død og opstandelse. Der kom ordene fra. Det var noget Jesus havde sagt. Det var hans liv, der viste det. Det er ikke noget vi kan bruge ved sygesengen, som udsagn til en anden – det er noget hver enkelt – gennem Jesusfortællingen – må nå frem til. Og som man må møde sin egen død med. Ord, der står der som et skjold, også når jeg råber: Død, din brod er for stor!
Vincent van Gogh lyttede til de ord, Paulus sagde, og han forstod dem ind i hele fortællingen om Kristus. Van Gogh så Kristus som den største kunstner. Fordi han ikke arbejdede med maling og pensel, men formede i levende kød og blod. Han siger, at Jesus er en ubegribelig kunstner, der ikke er til at fatte med vores moderne, nervøse og ødelagte hjernes grove instrument, men han er det, fordi han skabte virkelige, levende mennesker. Udødelige. Og han så ikke den virkelighed som Paulus taler om, vores forvandling, som mere ubegribeligt end at der kommer en sommerfugl ud af en puppe. Han ser heller ikke den store forskel mellem Gudsrige erfaringer på jorden eller i himlen. Sandsynligvis, sagde han, er livet også rundt og meget rigere i udstrækning end og rumlighed end den halvkugle vi nu kender.
Så vores ven i Provence ville, hvis vi spurgte ham det med døden, vende sig fra sit staffeli og sige: “Hvis livet havde en anden usynlig halvdel, som man lander på, når man dør, så ville vi sende dem der tiltræder denne interessante rejse vore bedste ønsker og vor hjerteligste sympati med på rejsen”.
Og så fortsætte med at male glimt af Gudsrige her på jorden.
Shakespeare ville sige, at hvis vi bare fattede dét, så kunne vi leve mindre kujonagtigt i dette liv. Uden frygt for at miste det. Fordi man ved, at den der mister det, vinder det. Måske Cohen også var nået frem til det. Jeg er klar, siger Cohen i sin sidste sang.
Vincent van Gogh maler andet end blomstrende træer, han maler også sit værelse, han maler en ledig stol. Den er af træ, gullig, med flettet sæde. Den må altid stå der i vores liv, en ledig stol. Vi må selv sætte os ind på den. Og vi må lade vores dør stå på klem og forvente at der kommer en og sætter sig på den. Ellers må vi kalde, som Grundtvig:
Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!
Det digt er van Goghs billede som en bøn. Det er Paulus’ udsagn kærligt og trøsterigt. Der er altid en ledig stol. Kom og sæt dig.
KIRKEBØN
Evige Gud, vi takker for liv ud over alle grænser gavmildt givet. Vi takker for at forandring og nye indsigter er mulige.
For blommetræer og ethvert andet sted, hvor vi rammes af din ånd og ser dit rige her på jorden.
Velsign din kirke her og hele jorden rundt. Lad dit ord leve i os, lad din fortælling blive vores fortælling.
Lad gudstjenesten være det sted, hvor vi får mod og kræfter til at leve i hverdagen, opmærksomt og nærværende.
Vi beder for alle der bærer en sorg i deres hjerte. Vi beder for alle, som ikke selv kan bede, og som ingen ber for. Vi ber for de syge og for dem, der er bange og lider. Vær med dem, der finder døden lettere end livet.
Vær med regering og Folketing, og alle i verden, der styrer og leder. Giv indsigt, kærlighed, ansvar og tålmodighed så vi træffer gode beslutninger og handler til fælles bedste. Velsign og bevar dronning Margrethe og hendes familie og alle vi tænker på hver især.
Lad der altid være sprækker, det er sådan at lyset kommer ind. Lad en dag lyset fylde alt så vi ser ansigt til ansigt. Lad dit rige komme i himlen og på jorden.
Amen
TEKSTER TIL 25. SØNDAG EFTER TRINITATIS
Denne hellige lektie skrives i Jobs Bog:
For et træ er der håb,
hvis det fældes, kan det skyde igen;
det holder ikke op med at sætte friske skud.
Selv om rødderne i jorden er gamle,
og stubben dør i mulden,
gror det igen, så snart det mærker vand,
og sætter grene som et nyplantet træ.
Men dør en mand, er det forbi med ham,
udånder et menneske, hvor er det så?
Vandet kan svinde i søen,
floden kan blive tør og vandløs;
men har mennesker lagt sig til hvile, rejser de sig ikke;
de vågner ikke, før himlen forgår,
de vækkes ikke af søvnen.
Gid du ville gemme mig i dødsriget,
skjule mig, til din vrede har lagt sig,
sætte en frist og så huske mig igen!
Kan en, der er død, få liv,
da ville jeg holde ud alle min trængsels dage,
til afløsningen kom.
Du skulle kalde, og jeg ville svare,
du skulle længes efter dine hænders værk. Job 14,7-15
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt:
Døden er opslugt og besejret.
Død, hvor er din sejr?
Død, hvor er din brod?
Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! 1 Kor 15,50-57
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«
Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt.
Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle.
Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle.
På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru!
Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.Luk 17,20-33
KOLLEKT
Evige Gud, livsskaber, dødsbetvinger.
Giv os kræfter og vilje til fællesskab når kærligheden mellem os er i fare for at blive kold.
Kom os til hjælp når tidens storme truer med at feje menneskeligheden bort som efterårsløv.
Lær os at se, at dit rige allerede er midt iblandt os, lad hver enkelt af os forstå, at døden har mistet sin brod og sprækkerne i livet skal være der, for at lyset kommer ind. Det lys er en forudanelse om lyset i dig, du treenige Gud, fra evighed og til evighed.
NADVERBØN
Vi takker dig, Gud
fordi du sendte din elskede søn, Jesus Kristus
for at frelse os og forkynde din vilje,
han er dit ord, uadskillelig fra dig.
Du sendte ham fra himlen og han blev menneske.
Han opfyldte din vilje og skabte dig et folk,
da han strakte sine hænder ud
for at gøre dem, som tror på dig, frie.
Han gav sig selv i frivillig lidelse
for at udrydde døden, fjerne dødens brod
og åbenbare opstandelsen.
Vi ihukommer hans død og opstandelse
og vi ber dig,
at du vil sende din Helligånd til dette måltid
så vi gennem dine hellige gaver mærker fylde og fællesskab
og så vi lover og priser dig
ved din søn Jesus Kristus.
ORD TIL NADVER
Derpå kender vi kærligheden: At han satte sit liv til for os. 1. Johannesbrev: 3, 16:
Intet er umuligt for Gud. Lukasevangeliet: 1, 37:
Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for? Salme 27:
Gud er større end vort hjerte og kender alt. 1. Johannesbrev: 3, 20:
Er Gud for os, hvem kan da være imod os! Romerbrevet: 8, 31: