Tekster: Job. 14,7-15 og Luk.17,20-33
Aarhus Domkirke kl. 10, 13. november 2016.
Salmer: 407-674 -299/ 321 – 439 – 460 – 598
Vores indbyrdes forhold og vores relationer består af mange forskellige elementer fx familiebånd og venskaber, andre er opstået gennem arbejde, skole, uddannelse osv.
De består af tillid, af kærlighed eller af det modsatte: mistillid, skepsis, ja måske af had. Vi kan være havnet i relationen eller forholdet på grund af frygt eller på grund af, at den anden har en form for magt over os. En form for magt er altid en del af vores forhold. Kærligheden er en magt, som fx forældre sætter ind for at beskytte deres børn mod alt det, som kunne true børnene. Vi har altid magt til at tage et andet menneske til os, eller til at støde det fra os, afvise det. Bevidst eller ubevidst benytter vi os af sådanne redskaber hele tiden.
Er vi imødekommende, forstående, afvisende eller lukkede? Er vi hjælpsomme? Eller lader vi mennesker ligge, hvis de falder lige foran os? Hver eneste gang et andet menneske nærmer sig, afkoder vi, om det har gode eller mindre gode hensigter, og vi reagerer derpå.
Lige nu har jeg magten og muligheden for at tale. Magt til at bestemme, hvad I hver især skal høre og tage med jer, har jeg til gengæld ikke. Heller ikke magt til at bestemme, hvad I skal tænke ved det, der siges. Jeg forsøger at påvirke jer, men har ingen fysisk magt il min rådighed. Hvis jeg udnyttede talens magt til det yderste, som en taler kan, kunne jeg måske få magt over jeres måde at tænke på nu, og når I går herfra. Men det gør jeg ikke. Det skal og må en prædiken ikke. Den skal tale ud af og til frihed. Den skal ikke tvinge men frisætte.
Den taler eller prædikant, der taler for at skabe frygt hos tilhørerne, taler ikke ud af og til frihed. Frygt er et magtmiddel, mange spiller på både i religiøse og i politiske taler for at skabe sig lydhørhed og plads.
Fordi mange religiøse ledere og religiøse politiske ledere spiller på frygten, skal vi tale imod frygtens billeder. Det er opgaven i dag, hvor vi godt kunne høre og forstå Jesu tale, som om han også taler til menneskers frygt for dommedag. Dommedag som mange forestiller sig som den dag, hvor et menneskeliv skal gøres op og vejes på en vægt, som ærkeenglen Michael gør på kalkmaleriet i buen derhenne.
Dommedag som en dag, der engang skal komme, skaber og har skabt megen frygt i menneskers liv. På en måde tager det alvoren ud af vores liv. For det kan få os til at koncentrere os om os selv og ikke om hinanden, som Jesus forkynder, vi skal. Frygten for at blive dømt engang på vore gerninger efter døden, ødelægger livet for mange. Og opmærksomheden flytte fra det nuværene til et kommende. Det kan undre, for det er jo her, vi hele tiden bliver bedømt og dømt af hinanden. Det er her vi erfarer svigt fra andre og fra os selv. Det er her, vi lytter eller ikke lytter til hinanden. Her vi tager glæden fra hinanden, og det er her, vi skænker glæde, håb og tro.
Når vi tager livmodet og håbet fra andre, skaber vi en dommedag over dem og os selv. At gå fra et andet menneske i vrede er noget af det værste, vi kan gøre. Hvilken tilstand efterlader vi den anden i? Måske i noget, der er en form for Helvede eller Dommedag.
Jesus taler i dagen evangelium om både Guds rige og dommedag. Også Guds rige har vi hørt om som noget fremtidigt. Sådan taler Jesus ikke om det. Han siger, at det er her. Der er nu. I hvert fald var det nærværende, da han levede og stod og skændtes med Farisæerne, som var et religiøst parti. For han, Jesus er jo Guds rige, når han kan levendegøre og menneskeliggøre den kærlighed, som skaber relation mellem den enkelte af os og det og den, der bærer vores liv.
Alle har haft den erfaring, at der er noget andet end os selv, der bærer tilværelsen. Vi kan fortælle, at vi i visse situationer oplever, at vores virkelighed overskrides af noget, der er mere end det, vi ser og fatter med fornuften. Det kan vi tolke religiøst og sige, at der erfarer vi en godhed, som er så stor, at den må komme fra Gud. Det er fx, når det oversete og ensomme menneske pludselig bliver både set og hørt og møder venlighed og kærlig omsorg. Eller det er, når vi hører et stykke musik, der løfter os, hører et digt, en religiøs tekst, en roman, læser et brev, der bærer tilværelsen et stykke tid for os. Det er i dåben, når barnet og forældrene får at vide, at også dette liv er lagt i Guds hånd, og at det aldrig falder ud af den favn, heller ikke når døden kommer en nat en gang.
Jesus var også tilstede for de farisæere, som stræbte ham efter livet og fik held til at få ham dømt og korsfæstet. Deres tvivl, om det nu var det rigtige, deres indre kamp, var som en dommedag.
Det kender vi: Tvivlen hæslige ansigt. For mange er den hverdag. Hver dag plages de af tvivl og måske angst, og de spørger sig selv, om de egentlig er gode nok. Er de noget værd? Er der i grunden nogen, som bryder sig om dem? Hvordan kan det være, at de ikke kan finde en livsledsager, de kan holde på? Hvad skal de gøre for ikke at tumle rundt – sådan kan de føle det – i tilværelsen uden at finde et sted, hvor de kan vinde fodfæste og stå? Sådan og måske meget værre er der mange mennesker, der har det. Og så hører de igen og igen, hvordan det gælder om at skabe sit liv, sin karriere, kun at gøre det, man vil og et, som skaber mening.
Ja, så er dommedag ikke engang men allerede her. Og så er det, vi skal trække håbet frem, som Job skrev om, og som vi hørte allerførst i gudstjenesten. For et træ er der håb. Er der også for mennesket? Ja, han peger på et håb, som kan skænkes til os. Job kalder på skaberen. Han kender ikke tanken om Kristus. Han skrev sine vise og kloge overvejelser om livet flere århundreder før Jesus levede.
Men det håb, som Job og mange andre prøvede og prøver på at finde, er her. Formen er en imødekommelse af os. Det er ikke et krav til os om, at vi skal leve på en bestemt måde efter visse regler. Nej nåden eller Guds rige – det er det samme – er her allerede. Ikke som et rige. Ikke som en ændring af verdens skæve gang. Men som et ord til dig. Et ord, der skal tænde et håb hos dig, der måske sidder uden håb, i sorg og overmandet af modløshed. Jo, der er et håb for dig, der er et lys, som er tændt for dig. For du er også én af Guds skabninger. Han ser dig, selv om du ikke mærker det. Han taler til dig i de glimt af godhed, der vises dig.
Så skal vi ikke forfalde til at holde dommedag over hinanden. Vi skal holde op med at fordømme og nedgøre hinanden. Prøv i stedet at se, om du ikke kan tænde et lys og et håb i et andet menneske. Så har du bragt Guds rige ind i verden igen. Bare i et glimt, men det er også i første omgang nok.
Guds rige kommer i ordet, i håbet, og når det er der, glemmer vi alt omkring os. Søg ikke tilflugt i alt det materielle, som jo er dødt og ikke kan bære en tilværelse for os alligevel. Der er ikke livsfylde i penge eller ejendele. Der er nydelse, behagelighed og godt for det. Men håb, relationer, der sætter os frie, giver glimt af livsfylde og mening i vores liv, det kan kun Gud give os gennem sin Søn og gennem os.
Der er håb for et træ, hørte vi. Kristen tro er at tage imod det håb, der blev menneske i Jesus, og som vi skal bære og skænke hinanden, fordi vi blev døbt til et levende håb.
Amen