Tekster: 2.Mos.32,7-10,30-32 og Johs. 8,42-51Søndag d. 28. februar 2016, Aarhus Domkirke kl. 17.
Salmer: 405-201/ 652-439-182-588
Mon ikke mange af os kan huske fortællingen om dansen om guldkalven fra den første gang, vi fik den fortalt? Det er en fortælling, der handler om oprør, om ulydighed, om svigt, om manglende tillid og utålmodighed. Den handler om profetisk og guddommelig vrede, og den har et element af en anden myte, nemlig den græske om Sisyfos, der rullede en sten op af et bjerg, og næsten oppe trillede stenen fra ham, så han måtte begyndte igen. Her er det den gudsmand Moses, som må ned ad bjerget for at lade vrede og fordømmelsen gå ud over folket.
Han samler så levitterne om sig, og de slår en del af de ulydige ihjel, hvorefter Moses atter klatrer op på bjerget for at møde Gud og få de tavler, der er tegnet på pagten mellem Gud og folket. Det er den pagt, der af mennesket, af os, bliver svigtet igen og igen. Også i den udformning, som Pagten har i dag, i vore sakramenter dåb og nadver og i det evangeliske ord, der er Gud selv midt i blandt os.
Fortællingen er en metafor, altså et billede fyldt med lag af betydninger på forholdet mellem Gud og mennesket. Den rummer en uendelig fortælling om, at det forhold er kompliceret på grund af mennesket, mig og dig. Fortællinger afslører vores bjærgsomhed og den ulidelige lethed, hvormed vi skifter holdninger og overbevisninger. Er det ene foretagende kompliceret, indviklet og uklart, skal der ikke meget til før, at vi mister tålmodigheden og skifter til noget andet, som vi kan se et resultat af med det samme. Det er nytten og udbyttet, vi går efter. Det svarer jo meget godt til det, der er sagt om os, at vi for tiden bevidst eller ubevidst spørger ”Whats in it for me?” hvis vi skal tage stilling til et engagement med andre, i politik eller på arbejdet og i familien.
De personer, som Jesus kom i en kraftig diskussion med, var ikke spor anderledes end deres forfædre, Moses og Aron og de andre var 8-900 år tidligere, eller end vi er i dag.
På Jesu tid skete der som bekendt store omvæltninger i Romerriget og i Mellemøsten. Der var store spændinger mellem forskellige grupper, og store spændinger mellem kejsermagten i Rom og den drøm og det håb om suverænitet, som folkene bl.a. det jødiske havde. Alle forskelle til trods kan vi måske alligevel se nogle parallelle træk til os og vores tid. Der var nogle, som gerne ville holde fast i traditionen. Det var ikke alene men også, fordi de havde magten til at formulere og knæsætte, hvad der var jødisk, hvad der fulgte loven og profeterne.
Det er altid et stærkt sted at stå, hvis man har eller tiltager sig ret til at definere og formulere, hvad der er fx jødisk, britisk eller dansk. I nogle tider blæses man dog hen i et hjørne med det. Men vinden skifter jo altid. Så kommer tid, kommer råd. Disse grupper, som holdt på det traditionelle, var naturligvis meget vidende også om, hvad der skete rundt om dem. De var interesserede i det, de diskuterede og argumenterede for og imod. Det kan vi bl.a. høre i de mange konfrontationer, der var mellem Jesus og dem. Mon han nu kom med noget nyt og interessant? Eller var han en fantast og en potentiel oprører uden substans og viden? Gang på gang forekommer det i evangelierne, at der fandt verbale sammenstød sted mellem Jesus og de grupper, der i Johannesevangeliet kaldes jøderne og i andre evangelier farisæere og saddukæere og de skriftkloge.
Religioner og trossamfund er bundet sammen af mange traditioner og overleveringer. De føres videre i skriftlige kilder, i ritualer, skikke, i etik og moral, i den måde, som en religions udøvere deltager i det almindelige samfundsliv på. Vi bærer vores tro og overbevisninger med os hele tiden. Det er ikke rigtigt, at man kan skille sin religiøse holdning ud fra den måde, man fx ser på samfundets indretning og styrelse på, eller fra den interesse man viser det kulturelle liv fx skolen, dannelse og uddannelsespolitikken. I enhver af os hænger alt dette sammen. Men ikke på samme måde.
Fordi det hænger sammen på forskellig måde hos os, er det både væsentligt at beskæftige sig med og at drøfte i åbenhed. Diskussionspartnerne så anderledes på dette end Jesus. Ville hans opfattelser og synpunkter ikke føre til opløsning, spurgte de sig selv. På lignende måde spørger vi til noget af det, der kommer til os.
Svaret er i tilfældet Jesus, at det ikke ville føre en opløsning med sig. Tværtimod ville det føre til en fordybelse i det, de havde. Han ville ned under alle de ydre former og frem til det afgørende, som er, hvordan et menneske, du og jeg, tilegner os og holder fast i sandheden om vores liv. Jesus siger, at der er en sandhed, som ikke kan skrives ned som en absolut sandhed. Ganske vist er Gud absolut, men den sandhed skal hele tiden tilegnes.
Søren Kierkegaard har et herligt eksempel på en mand, der måske faldt lidt uden for normen, men han ville gerne vise, at han var en begavet og god borger. Han fandt en almen sandhed, som han kunne gentage. Det var sætningen ”Jorden er rund”. Han puttede en kugle i frakkeskødet, og hver gang kuglen ramte ham bag i, sagde han: ”Bum, jorden er rund”. Derved beviste han ikke, hvad han ville. Sådan kan vi også komme til at gentage noget, der skal bevise sandheden og måske forrangen, men måden, vi gør det på, modbeviser, hvad vi siger og gør.
Pointen for Kierkegaard og for Jesus er, at en gentagelser af vedtagne dogmer og læresætninger og andre religiøse regler og traditioner ikke skaber en levende tro. For troen skal hele tiden tilegnes. Den skal blive sand for mig. Sand bliver den alene i det levede liv med andre. For det er i mødet med andre, at du også møder Gud, siger Jesus. Det er dér hans ord rammer os og anfægter os, når vi erkender og indser, at her skylder vi livet væk til ham eller hende, der ikke kan magte det selv.
Her skal vi være næste for den anden. Her skal vi bringe den anden livsmod og håb og tro på, at der er noget at leve for. Vi har på mange måder indrettet os sådan, at det, vi lever for, er noget materielt. Det bliver for velfærd, for alt hvad der kan købes for penge. Alt det, der kan friste os til at tro, at lykken ligger i at have, at besidde. Er det mon relevant at kalde det en dans om guldkalven?
Er det relevant at sige, at troen altid skal skænkes og komme til os? At sandheden om det største og det dybeste i livet altid skal erobres og ikke kan haves som en almen sandhed men kun som en eksistentiel sandhed? Hvis det forholder sig sådan, er det helt irrelevant at gøre, som diskussionspartnerne med Jesus gjorde, og som vi selv i vidt omfang gør, når vi diskuterer. Vi gør andres holdninger og meninger til en måde at være på. Vi siger, at kristne er sådan eller sådan, at jøder, at danskere og svenskere er sådan eller sådan. Vi ophæver personen og individet og generaliserer. Vi gr det, som Johannesevangeliet altså desværre også gør, gør jøderne eller alle mulige andre til en entydig gruppe. Derved gør vi andre til masse. Og det er ganske ubehageligt at tænke på, hvad der historisk er kommet ud af at tænke i masse.
Lyt derfor til Jesu svar, at han ikke øger sin egen ære, men peger på det ord, han har at bringe og selv er, at Gud ikke ser på, hvad du er, men på, hvad du gør imod hans mindste små, fordi han er hos dem, og hvad du gør mod dem, gør du mod ham. Dét er ikke skrevet på stentavler, det er som Paulus siger skrevet i vore hjerter.
Amen