Tekster: Rom.8,18-23 og Luk. 6,36-42. Salmer: 413-498/7-439-517-762
Gudstjeneste i Aarhus Domkirke den 28. juni kl. 17.
Sidste søndag afsluttede Kjeld Holm sin afskedsprædiken med nogle bemærkninger om, at det nytter at være folkekirke. For nogen af os var det måske overraskende, at han brugte ordet nytter. For om nogen har Kjeld Holm talt og skrevet imod den nytteetik, der hersker for tiden, og imod den præstationskultur, vi på godt og ondt er en del af.
Kjeld Holms pointe var og er ikke en tilslutning til sidstnævnte. Han forkyndte derimod ”mod til livet”. Dermed pegede han på, at det er væsentligt, ja temmeligt afgørende, at have nogle steder i samfundet, hvor der lyder en tale ind i tiden og af tiden – sprogligt set- men ikke indholdsmæssigt her er det evighedens tale-, og som ikke taler tiden efter munden. Kjeld Holm afsluttede således sin virksomhed som biskop med at formulere den evangelisk-lutherske kirkes anliggende og eneste berettigelse: At der er en røst i tiden, som ikke er menneskets egen, der formulerer, hvad menneskelivets grundvilkår er, og som på det grundlag forkynder håb, tillid, tro og barmhjertighed.
Menneskelivets grundvilkår er altid udgangspunktet for den lutherske gudstjeneste. Af den enkle grund at Jesu forkyndelse, som den er overleveret til os af Paulus og evangelisterne, drejer sig om dem. I dag kan vi høre det hos Paulus i Romerbrevet og i en lille del af den såkaldte ”Sletteprædiken” hos evangelisten Lukas.
Paulus er optaget af menneskets frihed. Mennesket er ikke af natur frit. Mennesket er jo bundet af at være indfældet i naturen, hvilket bl.a. vil sige, at vi er forgængelige og dødelige. Det kan vi ikke sætte os udover. Ikke desto mindre er vi alle i dag optaget af at sætte os ud over det vilkår. Det kan være sundt og godt alt det, vi gør. Blot må vi ikke bilde os ind, at vi kan komme uden om vores forgængelighed og vores tidslighed. Det forgængelige er vore vilkår på alle områder. Vores liv, vores barndom, ungdom, arbejdsliv, otium, vores forbindelser med andre i bekendtskaber, venskaber og kærlighedsforhold etc. er i grunden flygtige og forgængelige.
Måske bilder vi os ind, at der ligger en frihed heri. Vi kan se på det hektiske og flygtige liv, der præger den vestlige verdens storbyliv, som en frihed. For vi kan vælge og vælge og vælge, og ligger friheden ikke i valget? Både ja og nej. Vores livs frihed ligger i, at vi er bundet og har fået skænket livsvilkår og forudsætninger, vi blot kan øse af og hæge om. Eksistensens frihed er at være bundet, skønt det lyder som en selvmodsigelse. Friheden er aflastningen for at skulle bære det afgørende i livet selv.
Paulus betoner, at forgængeligheden er kødets vilkår. Mennesket er kødeligt bundet til tiden og historien. Men han peger på den åndelige dimension i vores liv. Den er ikke forgængelig. Den er evig og åbnende. Vi mødes af den og bæres af den, når den sætter en anden virkelighed end tidens og forgængelighedens virkelighed. Vore erfaringer fortæller os derom. Begivenheder i vores liv med andre bringer os dette. Æstetiske oplevelser kan lede os på vej. Ordet fra Gud, er båret af den ånd, der åbner for andet end det dødelige.
Paulus omtaler dette som vore barnekår. Det er ikke forgængelighedens eller dødens barnekår. Nej, det er Guds skænkede barnekår, der giver os løfter og håb om andet end forgængeligheden og dens mørke skygger over menneskelivet.
I forgængeligheden vil vi indrette os. Her har vi altid vores egen ve og vel i øje og sind. Forgængeligheden er kendetegnet ved, at vi kæmper for os selv og vores overlevelse. Den anden, det andet menneske er potentielt en konkurrent eller modstander, der kan tage livsvilkåret fra os.
For at imødegå det, har vi udarbejdet etik og moral. Etik som principper og moral som regler. Moralen er som virkeligheden altings prøve, for det er her, i det praktiske samliv, at fordringen om at se bort fra os selv og leve for den andens skyld skal konkretiseres.
Jesus taler både konkret og principielt. I det konkrete kan vi i vores overlevelsesstrategi og vores søgen efter selvværd altid finde noget hos andre, vi kan tage afstand fra. Andres fejl er altid lette at finde og se. Jo, vi kan se splinten i den andens øje men ikke egne fejl. Det er ikke så mærkeligt, at for vi kender jo vores egen hensigt bag handlingerne. Og de hensigter er jo ofte drevet af et ædelt hensyn, som egoismen klæder og gemmer sig i. Andres hykleri kan vi se, det er sværere at indse sit eget og endnu sværere at indrømme det.
Jesus fortæller også en lignelse. Den handler om frihed, som Paulus talte om. Friheden er ikke at famle i blindhed. Blinde er vi alle i forhold til at se, hvad der er vore eget bedste, og i henseende til at se, hvad livet er i grunden. Vi kan og vi vil ikke gerne se bort fra os selv. ”Kan en blind lede en blind?” Du kender svaret.
Og svaret er jo bedrøveligt. Hvis vi ikke mødes af en anden stemme eller imødegås, kan vi havne i en livkrise, hvor vi som nihilisterne hos Dostojevskij eller eksistentialisterne hos Sartre og Camus ikke kan se noget at leve for. Der er ikke andet end tomhed og det, vi selv lægger i livet. Her er intet af det skænkede værdifuldt. Vi er kastet tilbage i armene på os selv. Her er intet at håbe på.
Netop håbet i Jesu forkyndelse og Paulus fortolkning af denne forkyndelse er det, der er forskelligt fra nihilismen og eksistentialismen. Jesu forkyndelse har som sit indhold at give os et håb, der sætter forgængeligheden til vægs. Der er andet og mere at sige om menneskelivets og dets grundvilkår, end at det er tomt, en kredsen om sig selv, at det er syndigt, vendt bort fra det skænkede liv og næsten.
Der er nemlig altid i situationen noget, der kan få os til at glemme os selv. Gang på gang glemmer vi os selv og handler til den andens bedste. Når det sker, sker det spontant og uden beregning.
Beregnende er det derimod, når vi gør noget for at opnå noget. Så bliver vores handlinger betingede. De gøres med den hensigt, at jeg kan vise dem frem og opnå noget med det, jeg gør. I en lang, lang række spørgsmål og områder af livet er det godt og kan ikke være anderledes. Men bliver formålet med vores handlinger at vise vores godhed frem, bliver det til hykleri. For da er formålet for vores handlinger ikke den anden, nej, det er jo os selv. Men smukt kan det da godt se ud.
For Paulus og i Jesu forkyndelse er friheden at være fri af sig selv og egeninteressen. Friheden er selvforglemmende. Mine handlinger sker for den andens skyld. Hvor handlingen sker for min egen skyld med den anden som redskab, er vi ude i billedet af to blinde, der leder hinanden og begge falder i grøften.
Jesus forkynder og fordrer barmhjertighed. Barmhjertigheden sætter hensynet til os selv til side. Og håbet er, at Gud viste og viser sig barmhjertig ved at komme til os i Jesu Kristi skikkelse og ord.
Ved opstandelsen påskemorgen, rev han dødens mørke klæde itu, så intet længere kan skille os fra Guds barmhjertighed. I verdens øjne nytter det næppe noget. For den, der kan høre det, kan det imidlertid betyde livet, modet og håbet. ”Så er jeg da Guds barn. Min frihed er, at han befriede mig fra at skulle skabe mening og sammenhæng i mit liv. Det skænkes. Jeg er hans barn nu og i al evighed. Han er mig barmhjertig.” Så ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”.
Amen