Tekster. Jak.1,17-21 og Johs. 16,51.
Højmessen i Aarhus Domkirke d. 14. maj 2017 (4.s.e.påske)
Salmer: 234 – 218 – 449/ 600 – 439 – 236 – 724
Afsked. Det er et ord, som vækker manges følelser og hukommelse. Ordets betydning er at afslutte et forløb eller en situation.
Man kan tage afsked med nogen, der tager hjem, eller som tager et andet sted hen. Det har vi set i utallige film og teaterstykker, og vi véd, hvor mange følelser, det vækker i os. Der er som regel vemod eller sorg, gråd og alvor ved afskeder.
Vores evangelium, vores prædiketekst i dag, er taget fra Johannesevangeliet, hvor der finde et afsnit på tre kapitler, man kalder ”Afskedstalerne”. Den tunge, vemodige stemning, som ligger som en understrøm i Jesu afskedstaler, bliver modsagt af det, Jesus selv siger. Han fortæller, at lige nu ser hans disciple ham. Om et stykke tid skal de ikke længere se ham. Efter endnu et stykke tid skal de se ham igen. Afskeden her er ikke endelig. Vi kan forstå, at Jesu nærmeste blev forvirrede, og det er vist også det, der griber os. Hvad er meningen med det, han siger?
Det afhænger af nogle forudsætninger, som kan være flere mulige. Hvis vi forstår Jesus som kun et menneske, må det betyde, at han går og kommer tilbage til dem. Det er som vi selv kan opleve ved at gå fra et barn, der bliver ulykkelig ved vores afsked. Vi trøster og siger, at vi kommer igen.
Men så simpelt eller menneskeligt skal dette næppe forstås. Der er en anden mulighed, som vi ofte vælger. Det er at forstå dette således, at det beskriver en situation forud for Jesu domfældelse og død i Jerusalem, hvor han forsøger at gøre sine fæller og tilhængere begribeligt, at efter sin død vender han tilbage i kraft af Helligånden.
Det efterlader os med en række spørgsmål om, hvad Helligånden er, hvordan vi kan kende den osv. Det kan ende i mange spidsfindige spekulationer. Derfor kan der peges på en mere enkel og for os genkendelig erfaring.
Når vi tager afsked med nogen, går der kortere eller længere tid, før vi ser vedkommende igen. Jo længere tid vi ikke ser et menneske, des sjældnere optager det os som regel. Det glider ud. Sådan er det ikke helt, når et menneske dør fra os. Her kan vi i de lykkelige tilfælde have sorgen og samtidig føle og erfare, at vi har den mistede hos os stadig. Vi véd, at tabet er uigenkaldeligt. Alligevel har vi en erfaring af nærvær.
I bestemte situationer kan dette nærvær komme til os. Måske mens vi er sammen med andre. Måske i form af en indre dialog med den mistede. Eller gennem ord, efterladte og arvede genstande. Vi kan opleve dem som en talsmand for den mistede. De repræsenterer et nærvær og en stemme, vi ikke kan og ikke vil være fri af eller fri for.
I afskedssituationer er der mange følelser i spil. Jeg har lagt mærke til, at det tit er den, der taget afsted, som er den stærkeste og har mest kontrol over følelserne. Det er jo den rejsende, der har en anden fremtid foran sig. De, der bliver tilbage, skal leve med den tomme plads både fysisk og i sindet. Den, der tager afsted, tager det hele med sig. De efterladte har kun erindringen om det tabte. Den anden har en fremtid.
Derfor kan vi så let sætte os ind i Jesu families og disciples tanker ved den voldsomme afslutning, Jesu liv fik med en domfældelse og korsfæstelse. Vi kan sidde med tanker, som søger en forklaring på, hvorfor den verden, vi kender med glæder og håb, skal modsiges og ofte nedbrydes af alle de negative kræfter. Vi kan måske ligefrem spørge os selv, om Jesus virkelig er Gud, når han ikke ændrede noget i menneskers livs vilkår. Hvorfor er det kun et håb og ikke konkret virkelighed?
Mon ikke Jesu tilhængere netop tænkte sådan? De erfarede dog, de fleste af dem, at deres verden havde ændret sig ved at møde ham eller ved at møde hans forkyndelse. For den kastede ikke vrag på det liv de havde, men løftede det op. Fortalte dem, hvor vidunderligt og storslået det er på trods af alt det, som ødelægger det. De fik et syn for, at det ondes magt i livet er brudt. Det onde er ikke det stærkeste. Men der skal kæmpes mod det onde. Og i den kamp står vi ikke alene.
Billedligt talt kan vi formulere det sådan, at skønt vi sidder med ansigtet vendt mod døden, kan vi vende ryggen til den. Og dermed leve i og leve med et håb.
På en måde er alt menneskeliv en forberedelse til at dø. Vi har således meget let ved at se trusler, risici og direkte farer. Ikke mindst i den tid, vi lever i nu, ser vi farer overalt.
Det gode budskab er, siger Johannes, at den gode fremtid er allerede her. Den ligger gemt i de tre ord, som er nøgleord: synd, retfærdighed og dom. De ord kender vi, og måske kan vi næsten ikke holde dem ud, fordi det altid er dem, der kommer til at tegne kristendommen som en tro, der vender sig bort fra livet, glæden og håbet.
Hvorfor taler vi altid om synd, bliver vi ofte spurgt? Hvorfor altid om dom? Svaret er jo, at det er fordi de er nøgleord i flere religioner, også i kristendommen. Til gengæld er indholdet af dem anderledes; fordi kristendom ikke handler om at mennesket skal forbedre sig for at Gud vil have med os at gøre.
Læg nemlig mærke til, at Johannes siger, at synd er dette ikke at tro. Tro skal her forstås som tillid. Den, som kun har tillid til sig selv men ikke til et andet menneske, kender synden. Synden er den villede adskillelse fra andre, og den udfolder sig i en manglende tillid til, at der er andet eller andre end mig selv, der kan sikre mig livet. Det står i modsætning til den kristne tro på, at Gud er her, at han tilgiver og giver liv.
Tilsvarende er retfærdighed ikke, at vi skal leve efter og overholde regler, bud og love for at blive frelst. Nej retfærdigheden er, at forskellen og adskillelsen mellem Gud og mennesker overvindes af Gud ved at komme til os i Jesu skikkelse.
Dommen er, at denne verdens fyrste: løgnen, døden, bagtalelsen, selvoptagetheden og så videre er dømt og overvundet.
Derfor er gudstjenesten så uhyre vigtigt. For det er her, vi kan udfolde, hvad livet er, og hvor stor en betydning, det har. Det er her Jesus som den døde og opstandne kommer til orde i sit ord, når vi læser det højt, når vi prædiker, døber og deler brødet og vinen i nadveren.
I nadverens ord er det ham, der har ansigtet vendt mod døden, der taler i indstiftelsesordene. Men når vi gentager dem er det ord, der siges af ham, der har vendt ryggen til døden. Han tog døden fra os og rækker os liv i form af brød og vin. Sådan er han tilstede her.
Vores tros hvad er at høre og tage det til os i tillid, at vores liv er et evigt liv, vi ikke kan gøre os fortjent til. Det skænkes her, hvor vi har ansigtet vendt mod døden, og det vender os om, så vi vender ryggen til døden for altid.
Amen