Juleaften (Poul Henning Bartholin)

Tekster Es. 9,1-6a og Luk.2,1-14.

Aarhus Domkirke Juleaften 24. december 2016 kl. 14.30
Salmer: 94 – 104 -/ 125 – 121

Mange af jer husker Hvidstengruppen og filmen om gruppen. Gruppen blev dannet i foråret 1943 for at modtage nedkastede våben. Den blev røbet i det følgende tidlige forår og de fleste i gruppen blev fanget og sat i arrest på Universitetet her i Aarhus. Siden blev de ført til Horserødlejren i Nordsjælland.

Det var selvfølgelig ikke nogen god behandling de fik i arresten. Men flytningen til Horserød i april 1944 betød dog en bedring. Det beskrev Marius Fil i et brev til sin kone, Gudrun. Han skrev bl.a. sådan om den første aften dér:

”Det var som en juleaften, og den aften vidste jeg for første gang rigtigt, hvad jul er”,

Han fortsatte:

”Det er af have levet i en verden, hvor man ikke kan stole på nogen godhed, hvor hårdhed og ondskab står op omkring én dag og nat, og hvor man er hjælpeløs over for det, og så pludselig at være omgivet af en mangfoldighed af engle, som lover og priser Gud”.

Den følelse af at være alene, hvor godheden synes falsk og hul, og hvor hårdheden og ondskab står rundt om én, kender alt, alt for mange mennesker til ud over verden og også nogle her blandt os. Nogle mærker det meget håndgribeligt i en dagligdag, de ikke kan få til at hænge sammen på grund af krig, klimaforandringer, sult og terror. Blandt vore familier i Danmark er det ofte både økonomiske og familiære årsager sammen med arbejdsløshed eller sygdom, der er årsagerne.

Andre føler og mærker kolde politiske vinde, der blæser i verden for tiden. De frygter den vrede, som tilsyneladende har fundet et udtryk i år i forskellige folkeafstemninger og forskellige valg.

Nu er vrede og ondskab som udgangspunkt ikke det samme. De kan føre samme sted hen, men det er ikke sikkert, at de gør det. Det ændrer dog ikke ved, at mange – sikkert også mange af jer her – mærker en frygt og måske angst på grund af de mange daglige nyheder om ondskab, frustrationer og had, der spredes rundt på alle nyhedsflader i TV, Radio, Twitter, Facebook, og hvad vi nu har, alle sammen.

Der er noget selvmodsigende i, at vi bliver oplyst om så meget; men oplysningen skaber ikke en fornemmelse af frihed og muligheder for at handle. Det modsatte sker. Vi føler os bange og handlingslammede. Måske er det, fordi vi ikke bliver oplyst men kun informeret. Vi får ikke baggrunde og motiver på anden måde end i overfladiske korte gæt, der kaldes analyser.

Marius Fil, for at vende tilbage til ham, sad i Horserød og skrev til sin elskede om, at han nu forstod, hvad jul er. Han havde været ude for en ondskab, der satte det gode i relief. Han forstod pludselig, hvad englene i Juleevangeliet, der priser Jesusbarnet, er for os. Marius Fil så – fuldstændigt rigtigt forstået -, at det lille barn, der fødes i julen, ikke kun er Jesus, men også dig og mig.

Så fattigt og hjælpeløst er livet som udgangspunkt. Men så stort er det – for hvert eneste menneske på jorden – også. Marius Fil hørte englene sige til ham juleaften:

”Du er et lille barn, og nu er Gud ved Jesus blevet en virkelighed. Han vil tage dig i hånden og føre dig forbi alt ondt, give dig alt, hvad du har brug for af stort og småt.”

Hvad var det, han kunne se? Jo, han kunne se, at han – som du og jeg – ikke stod og står alene i verden, selv om vi i nogle situationer kan føle og fornemme, at alt og alle har forladt os, og at der ingen støtte eller mening er i noget.

Der er et løfte, som bliver rakt gennem alt det. Løftet udtales i englenes sang. For de synger også for dig nu, i dag i morgen, resten af dit liv. De synger for at fortælle dig, at juleevangeliet forkynder dig om en stor glæde, der ikke kan ændre verden og dens ondskab som vilkår for livet, men den kan holde dig fast i Guds kærlige favn, fordi du midt i alt det onde og grusomme også er Guds barn.

Marius Fil beskrev videre for Gudrun, at han forstod julens budskab og betydning som at få sin mors og fars kys, som at falde på knæ og bede sit Fadervor og sige tak for, at livet er så vidunderligt, som det jo er, på trods af alt det onde og grusomme som sker.

Og så sluttede han med denne vidunderlige beskrivelse:

”Julen er som et stort gilde for hele sognet, hvor man får god mad, spiller et slag kort og går og glæder sig til, at træet skal tændes som tegn på lysets sejr, som faklen, ja, julen er indgangen til Paradiset.”

Jeg bliver slået af den ligefremme og enkle tale om, hvad julen er. Den er vores tak for livet, som jo er som et stort blandet gilde med mange begivenheder i, fx kortspil, slagsmål, – eller i mere konkret betydning – i politik, krig og terror. Julen er også god mad, gaver, venskaber og ikke mindst håb og lys.

Vi vil ønske for hinanden og for verden, at dette budskab om barnet i krybben må blive hørt sådan også i dag og i morgen og næste år. At det må stå som et tegn og et lys for vore børn og børnebørn, at de og vi må have den vished og tro, at vi aldrig er ladt alene i livet, fordi – med Marius Fils ord – ”Gud ved Jesus er blevet en virkelighed”.

Glædelig jul, alle sammen!

Amen