Tekster: 1.Mos. 32,25-32, Jak. 1,22-32 og Johs. 16,23-28. Salmer: 10-222-686/ 292-439-459-724
Højmessen i Aarhus Domkirke den 10. maj 2015 kl. 10.
Nærvær og fravær er to ord, der let kan falde mig ind, når jeg kører med tog eller bus. For slipper jeg et øjeblik min Iphone eller tablet og ser op, ser jeg en hel masse andre, der sidder som jeg, nemlig beskæftiget med noget andet end det, der sker lige omkring mig. Selv om vi sidder skulder ved skulder, og bussens fart og sving i de smalle gader skubber os mod hinanden, veksler vi ikke ord eller blikke. Vi er fraværende, selv om vi er ganske nærværende.
Da jeg for mange år siden studerede i udlandet, så jeg det samme, men ikke med telefoner og tablets. Nej, her skyldtes fraværet bøger, paperbacks, aviser og magasiner. Det tog jeg til mig og fik selv for vane, at læse, når jeg transporteres eller rejser. Jeg er nærværende og dog fraværende.
Det er åbenbart et mønster, at vi i stigende grad færdes alene blandt mange. Selv når vi er i en flok, går vi alene med vores telefon, dog ikke med bøger. Det ville ikke vinde forståelse; hvorimod enhver kan forstå, at vi lige må checke e-mails, Facebook, Twitter og sms’er. Vi trækker os ind i vores eget univers. Vi er sammen med andre, vi er tilstede, men fraværende. Ånden, tanken bevidstheden er et andet sted. Fællesskabet, der er båret af samtalen, udfolder sig gennem et medie og ikke her, hvor vi er.
Jo mere jeg tænker over det, tror jeg, at det er et vilkår og har været det længe. Det er ikke en moderne attitude. I hvert fald er den ikke fra i går. Vi ser børn og voksne sammen. De taler ikke, men sidder med hver deres gadget. Forældrene følger ikke med i børnenes leg, men læser e-mails eller checker Facebook. For et par generationer skete akkurat det samme. Børnene legede alene, forældrene arbejdede, eller blev oppe i lejlighederne, mens børnene legede på gaden eller i gården. Og når børn og voksne var sammen skulle børnene ses og ikke høres. Tænk på børnenes plads i ”Matador”. Tænk på fravær og nærvær på den tid.
Hele tiden støder vi ind i fraværs- og nærværstemaet. Også når vi går dybere ind i betydningen af vores liv eller meningen med det. Vi spørger måske, om vi er der, hvor det ægte og sande liv er? Eller føler vi os på afstand af det? Hvor mærker vi fylden i livet? Skal vi søge hele tiden? Det er som om det egentlige er på afstand, fraværende. Måske kan vi føle os udenfor eller snydt. Det kan være, at vi ikke synes, at vi er, som det er rigtigt og trendy at være lige nu. Men vi søger anerkendelse og accept under alle omstændigheder. Vi søger en form, der kan rumme os og udtrykke, at vi er, og at vi er gode nok, som vi er.
De tre tekster, vi har hørt i dag, kredser også om de to ord, fravær og nærvær. Den første tekst, som er fra Det gamle Testamente, handler om Jakob, som snød sin tvillingebror, Esau, for rettet til at være førstefødt. Den førstefødte skulle nemlig have deres fars velsignelse. Jakob snød sig ind på den gamle, blinde far, og fik velsignelsen og arveretten. Derfor måtte han flygte. Jakob var snarrådig og nærværende og handlekraftig, men han måtte på grund af sin iver og sit begær vælge fraværet, hvis han skulle beholde livet og undgå broderens vrede.
Han samlede alt, hvad han havde og ejede og flygtede. Ved en flod sørgede han for, at alle hans dyr, familie og slaver kom over. Da han selv skulle over, var der pludselig forhindringer. Var det i ham selv? Eller var det en reel forhindring? Hvad svaret nu måtte være, så kom han ikke over uden men. Han blev halt, men anerkendt og velsignet af den eller det, han kæmpede med. Man kan let forestille sig en sådan situation. Vi har selv været i den. Det er en følelse af et nærvær af noget, der er mere end os, og som er uden for os. Deri ligger en velsignelse.
I prædiketeksten rummes noget lignende. Vi skal forestille os Jesu disciple på vej til Jerusalem sammen med Jesus inden påske. Han varslede sin bortgang fra dem. Han stod over for sin skæbnetime. Han skulle bort og vejen gennem døden, som vi alle skal. På en måde skulle han også over et vandløb, men han slap ikke levende fra det. Til gengæld fik han en velsignelse, som han giver videre. Han gik fra nærvær til fravær. Det er nødvendigt, fordi hans nærvær ville spærre for det, han har peget på med sin tale i billeder og sine undergerninger og helbredelser. Hvis Gud i menneskelig skikkelse, som Jesus jo er, ville blive hos os, ville det hindre det dybe, guddommelige i al dets mangfoldighed i at træde frem mange steder i menneskers liv. Det er åbenbaret og tråd frem i et menneske, fordi det henvender sig til os mennesker. Det er her og bærer vores liv og træder frem i det skjulte. Derfor overser vi det ofte. Til andre tider bemærker vi det og tolker det, og føler os båret og anerkendt. Pointen er, at det er ikke kun hos ham. Det er skænket os alle og er hos alle.
Det er vanskeligt at forstå umiddelbart, men hvis vi ikke i vores samvær med andre både har et nærvær og et fravær, så bliver vi knust. Adskillelsen og afstanden er nødvendig for at begge kan have en frihed og kan forholde sig til hinanden uden tvang. Derfor måtte Jakob bede om en velsignelse, for ikke at blive mast af Gud. Og på samme måde måtte Jesus træde ud af verden for ikke at blive mast af mennesker og gjort helt og aldeles lig med det menneskelige. Vi kan knuse det guddommelige, hvis ikke vi holdes på afstand af det. Gang på gang forekommer det, når vi tror, at alt kan gøres op på en rationel og logisk måde. Det er ikke alt, der kan det. Spørg dig selv, om dine følelser og holdninger udelukkende er rationelle.
Er mennesket og Gud for tæt på hinanden, dør de begge to. Jesus bringer med sin tale det guddommelige frem i vores liv. Det er der også uden ham. Med billeder og tale har han peget på det med sit nærvær. Han drager bort. Han bliver nu fraværende, samtidig med at han er levende og nærværende til stede i sine ord og i sit navn.
Vi har nu fået en anden status. Vi er inddraget i hans rige, for hans ord inddrager og rummer. Vi kender alt for godt til, at ord kan udelukke. Ord skiller mennesker fra hinanden, ligesom ord kan forene os med nogen, vi ikke forestillede os, vi kunne have et fællesskab med. Gud og menneske har et fællesskab. Og den anden tekst, vi hørte fra alteret handler netop om, at et fællesskab har to sider. Den ene side er at høre på hinanden og dermed forstå hinanden så godt, som det er muligt. Den anden side er at gøre det hørte til virkelighed her. Får du en fordring om at elske, så skal du elske selv den, du ikke bryder dig om. Her skal du overvinde dig selv. Du skal ud i vandløbet og kæmpe, og her kan du få velsignelsen som består i, at du og den anden kan være her begge to.
At lytte, høre og derefter gøre, er ikke at gøre sig fortjent. Handlingen er altid en følge af det, vi hører her. Handlingen har ikke et motiv fra os. Handlingen er en konsekvens af ansvaret for og omsorgen for den andens liv.
Jesus taler til sidst om, at vi må bede i hans navn. Er det ikke at stå som et lille hjælpeløst barn, der ikke kan selv? Jo, det kan tage sig sådan ud. Det forholder sig modsat. At bede i Jesu navn er at have fået en velsignelse og at være nær på den fraværende. Faktisk er den fraværende nærværende, når vi nævner hans navn. Det er som at tale om en, vi holder af og savner. Vi føler, at de kommer til os, når navnene bliver nævnt.
Engang kom jeg tit hos en ældre mand. Han var efterhånden gammel og blev dement. Efterhånden kunne han ikke huske vores forbindelse. Da fortalte jeg ham om hans liv. Det fandt han mening i. Ja, jeg tror, at han gennem min genfortælling af hans liv i nogle minutter og timer fik sig selv tilbage. Egentlig var det, jeg gjorde, at bede i hans navn om, at han måtte blive til for sig selv igen. Han var fraværende for sig selv, men ved at blive fortalt blev han nærværende igen. Han fandt momentant sin identitet igen.
Det er, hvad bønnen gør. Når vi beder i Jesu navn og beder hans egen bøn, Fadervor, da fortæller han os ind i sin historie, og vi bliver det, vi er, hans børn. Da er vi og han menneske, og han er Gud og menneske. Vi står sammen, skønt vi er adskilte. Vi kan føle, og det tror jeg, at vi gør, at Gud er en fremmed og fraværende Gud. Nej, du har ham i sproget, gennem det bliver han nærværende. Sproget og sangen er båret af åndedrag og åndedræt. Helligånden er Guds åndedrag og åndedræt i verden. Her knyttes nærvær og fravær, så de forbinder og ikke adskiller.
Måske skal vi se op i stedet for at se ned i Iphonen, tabletten, bogen eller ind i os selv. Guds menneskebarn ved siden af dig har brug for dit nærvær.
Amen
Tekster: 1.Mos. 32,25-32, Jak. 1,22-32 og Johs. 16,23-28. Salmer: 10-222-686/ 292-439-459-724