Tekster: Joh. 5,1-15Højmesse søndag den 28. august 2016 kl. 10
Salmer: 743, 449, 730, 728,439, 729. 11
Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet” (DDS 729, 5).
Det er en fryd at tage på tur gennem landskabet i sensommeren. Marken er mejet, kornet er høstet, augustmånen lyser mildt. Sensommeren er en rig tid på året. Vi mærker, at de lyse nætter stille rinder ud, bladene begynder at gulne samtidigt med træer og buske rækker ny næring frem, herlige friske æbler og bær. Sensommer er taknemmelighedens tid, hvor vi skal sige tak for alt det vi modtager – tak for det under det er at få lov til at leve, tak for alt det som beriger og bringer glæde, tak for frådseri i eksistens, tak for de mennesker som er dagligt brød i hverdagen, tak for de fællesskaber vi indgår og virker i – arbejde, sprog, samfund, kultur, land, historie, religion; tak for al den høst vi modtager. Navnlig for dagens dåbsforældre og familier passer høstsalmerne – glæden ved at få skænket nyt liv, forundringen over så vidunderligt et mirakel barnet er, et lille menneske som skal elskes og hjælpes i gang med livet. I dag vil vi udtrykke vores dybe taknemmelighed.
Men ordene er i vejen. De er de for resten ofte, ordene, i vejen for taknemmeligheden. En mand ligger ved Betesda dam og kan ikke komme op i det friske helbredende vand. I 38 år har han misundeligt måtte se andre komme i vandet før ham. Misundelse er en af de mest bitre sygdomme. Misundelig bliver vi, når skuffelserne har ædt os – 38 år uden at lykkes. Måske er den syge ved Betesda dam et billede på misundelse. For måske er sandheden om vores liv, at vi for det meste ikke oplever tilværelsen som fylde og rigdom, men som utilstrækkelig. Alt det som ikke lykkes præger os. Idealer og forventninger tømmes for indhold i takt med årene går. De bristede livsløfter, 38 år i utilstrækkelighedens afmagt – at måtte indse, at det eftertragtede og helbredende vand ikke er for mig, et uopnåeligt ønske, en umulig tanke og handling, ord som ikke bliver til noget. Det er et overspændt og ulykkeligt menneske, der stille ligger ved Betesda dam, mens han åbner for en hel kultur, misundelsens kultur. Han er bestemt ikke et taknemmeligt menneske.
Den amerikanske kunst- og billedanalytiker Peter Berger peger (Se på billeder, 1985) på en årsag til misundelsens dominans mellem os. Vi opdrages til at sammenligne os. Vi lærer fra små at præstere og konkurrere – i skolen ved karakterer, på arbejdet ved evaluering og resultatløn, markedet sammenligner os konstant gennem forbrug, som borger måler vi nøje vore egne bidrag og ydelser fra velfærdssamfundet i forhold til det de goder, som andre får fra staten. Vi vurderer og sammenligner os med de andre; hvor er vi placeret, underskud eller overskud, – er det ringe, ok eller rigt. Peter Berger fremhæver reklamerne, som opfordrer os til at forandre vores liv ved at købe noget nyt. Reklamerne vil gøre os misundelige på det vi ikke kan eller det vi ikke har, lokker os med hvad vi kunne blive. Lykken er at være misundt af andre. Det er meningen, at vi skal forestille os et andet liv end det vi har, ønske en anden hverdag. Reklamer stjæler tilfredshed, æder taknemmelighed og livsagtelse.
Vi må aldrig blive tilfredse eller taknemmelige. Det er målet, at vi konstant sammenligner os, går forurettede og fornærmede rundt, bliver misundelige, er misfornøjet med os selv og livet. Vi bliver bildt ind, at der noget galt med os, at der er noget vi mangler. Den syge mand ved Bestesda dam er os, der som årene går, må indse, at vi ikke kommer op i vandet, aldrig rigtigt bliver tilfredse mennesker med glædens ro og taknemmelighedens visdom. For vi lever i en misundelseskultur. ”mens jeg er på vej, når en anden i vandet før mig”, siger den syge. Der er altid en anden før mig. 38 år har jeg ligget. Hvad med dig? Hvor længe har du været utilfreds, misundelig, fornærmet?
Jeg har sat takkesalmer på sanglisten. I dag skal vi give pokker i misundelsen. ”Tag din båre og gå”, siger Jesus. Rejs dig fra sammenligningen med de andre. Jesu livsforståelse er det modsatte af misundelseskultur. Jesus vurderer ikke situationer og mennesker ved at sammenligne, hvem der er først og sidst, størst og mindst, mest angst og mest modig. Jesus sammenligner og konkurrerer ikke om udseende, uddannelse, gennemsnit, arbejde, ejendom og postnummer, familie, materialitet. Han giver til enhver. Altid giver han, generøst deler han ud af sig selv, bringer hjertevarme og humor frem, holder glæden frem, skænker livsagtelse. Det er så enkelt og ligetil – at give til den anden uanset hvad. Når han taler, sker det for at opbygge den anden. Når han mødet et menneske, har han en spontan trang til åbent og frit at tage imod, overbærende og gavmildt favne, så den anden kan komme til. Jesu holder tid og opmærksomhed frem, træder til side og gør plads. Ordene handler for den anden. ”Vil du være rask? Rejs dig, tag din båre og gå”. Kristendom er at arbejde på en hverdag, hvor mennesker fyldes med glæde og taknemmelighed i stedet for at lade den livsnedbrydende misundelse og egoisme brede sig.
Derfor døber vi et nyfødt menneske, så det ved, at det uden sammenligning og betingelser er elsket – at det er en del af et fællesskab. Vi beder for mennesket, at det må få masser af næring gennem brød, virkelyst, venskaber og nære kærlighedsforhold. Der høst i vore ord og toner – arbejde, sprog, samfund, kultur, land, historie og religion. Guds løfte smelter sammen med vore ord – vi står ved dig. Høst du livets mangfoldige gaver.
Der er en varm sætning, som vi kan gå hjem på: ”Til tider for Herrens engle ned i dammen og bragte vandet i oprør”. Der skal oprør til for at mennesker ikke kun sammenligner sig med hinanden og ligger syge med misundelsens blik i søljegangene. Oprøret er ethvert ordsprøjt og læskende handling, som gør, at vi ser hinanden som dagligt brød. Et andet menneske er ikke først og sidst et sammenligningsgrundlag, en konkurrent. Det er også muligheden for livsfryd, høst til sind og krop, glæde og taknemmelighed. Der er masser af håndgribelige mirakler i den måde mennesker modtager og giver sig hen til hinanden. Hver dag byder på fontæner af glæder, overdådige kildevæld som renser og fornyr. Det er et under at få lov at leve.
”Til tider for Herrens engle ned i dammen og bragte vandet i oprør”. ”Rejs dig, tag din båre og gå”. Det er sensommer, taknemmelighedens tid. Marken er mejet, kornet er høstet, den lave sensommersol lyser mild. Glædelig søndag.
Amen.