JUBILÆUMSFEJRING | I 2026 fylder Aarhus Domkirke 825 år. Vær med, når vi markerer jubilæet med rundvisninger, foredrag, sognerejse, koncert og cd-udgivelse og en festgudstjeneste med nyskrevet salme.
På programmet er jubilæumsrundvisninger, to foredragsrækker i samarbejde med Folkeuniversitetet, sognerejse til katedraler rundt om i Europa, koncert med domorganist Kristian Krogsøe, der også markerer udgivelsen af ny cd med dansk orgelmusik, og formidlingsprojektet, Borger, bisp og bonde, som Skole-Kirke-Samarbejdet i Aarhus har udarbejdet til skolebørn i kommunen.
Søndag d 22. november kl. 10 er der festgudstjeneste ved biskop Esben Thusgård med uropførelse af vindersalmen Dråben er aldrig alene, skrevet i forbindelse med en salmekonkurrence på Aarhus Katedralskole.
Fejringen rammes flot ind med præsentation af en ny jubilæumsbogudgivelse, som udkommer på dagen i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.
Vi ser frem til en festlig fejring, og al info om de forskellige arrangementer findes på Domkirkens hjemmeside, som løbende bliver opdateret.
