Tekster: Es.60,1-6 og Matt. 2,1-12.
Salmer: 362-98/136-439-131-114,1-2 og 6
Helligtrekongersdag, den 5. januar 2014 kl. 17
Af domprovst Poul Henning Bartholin
Åh, det er vidunderligt, når vi har sådan en fortælling som prædiketekst til en gudstjeneste. Denne fortælling om de tre vise mænd er én af de fortællinger, der vist sidder dybt i vore sind. Kan hænde, at vi tænker, at den er naiv og ikke ganske sand. Ja, hvad véd vi i grunden om det? For mig er det lige meget. Min tro og tillid afhænger i dette stykke ikke af en historisk sandhed i betydningen, at det er en skildring af det, der skete, ligesom det skete. Jeg må tilstå, at jeg ligeglad med om det skete sådan eller ikke.
Fortællingen er nemlig sand uanset dens historiske valeur. Den er sand, fordi den stemmer vores sind og vores liv med en følelse af opløftelse, af glæde, af livsmod og ydmyghed på samme tid. Symbolerne i fortællingen står alle sammen for lys, liv, oplysning. Og symbolerne afspejler hver enkelt menneskes søgen efter livets og tilværelsens mening.
For nogen at høre, er det måske hovmodigt af mig at påstå, at fortællingen og evangeliet her er sandt uafhængigt af, om det faktisk er gået til, som det skildres. Her kan da også spørges, om denne fortælling har nogen betydning i vores hverdag her lige efter nytår, hvor alt det kedelige er vendt tilbage?
Ja, det er lige præcis det, sådan en vidunderlig og dejlig fortælling har. Når vi tager sådan en fortælling ind i vores sind, sker det umiddelbart og uden de store teoretiske overvejelser. Den siger os noget, og vi kan lide den. Vores liv bliver belyst og forstået gennem den. Vores liv bliver – næsten bag om ryggen på os – sandt, godt og trygt. Fortællinger som denne her har nemlig så mange lag af betydninger og livstolkninger, at den kan holde os fast lige i det punkt, vi alle når ind i mellem, hvor vi opgiver at forstå noget som helst. Dertil kan vi bringes af tab, af sorg andre former for fortvivlelse og af spekulation.
Fælles for det er, at vi ikke kan finde en endelig forklaring eller mening. Dér, hvor alt et øjeblik synes at glippe, har en fortælling som denne sin betydning. Vi kan ikke selv holde fast i noget, men en fortælling og det evangelium, der ligger i denne fortælling, kan gribe os og holde os fast. Vi søger efter ord, der er sagt til os. Og som betyder noget. Hvad hjælper det her, at vi har fået at vide, at vi er holdt af og elsket, hvis præcis dén, der har sagt det, har svigtet os?
Vores evangelium i dag, fortællingen om de vise mænd og kong Herodes drejer sig bl.a. om håb og om svigt. Her berøres følelsen af at blive bedraget og lokket ud i svigt. Og fortællingen har nogle lag, der kan få mange lignende episoder fra vores liv passere revy. Andre lag i fortællingen skænker os håb, fordi der også er en ledestjerne, et symbol, et barn, der både er menneske og Gud. ”Gud er ved at komme til verden”, som det hedder i indledningen til Johannesevangeliet.
Mattæus forstår at fortælle sådan, at en tusindårig tradition og udvikling sammenfattes, uden at den bliver gjort til begreber men indflettes som led i en fortælling. Samtidig rammer han lige ind i vores aktuelle drøftelser og problemstillinger her næsten 2000 år senere.
Der er tre vise mænd, måske konger, som andre legender fortæller, der uafhængigt af hinanden ser noget. Traditionen fortæller, at en stjernefødsels er et tegn på en kongefødsel. De tre kommer fra hver deres tradition. De mødes tilfældigt og vil tilbede den nyfødte. Hvor skulle han findes, hvis ikke hos den herskende konge?
Der er han ikke, og så er tvivlen, frygten for oprør pludselig sået hos kongen og i magtlaget i samfundet. Det kender vi alt for godt. Myter, legender, profetier tages til hjælp. Eksperterne hidkaldes, og der spørges, om der skulle fødes en Messias nu og i bekræftende fald hvor?
Jo, hvis denne forudsigelse skulle gå i opfyldelse, skal han fødes i Judæa. Og dér fører stjernen dem hen. Men der er ikke noget kongeligt over ham. Det er gaverne, som skænker ham denne autoritet. Han tillægges en kongelig status. Det er i grunden lattervækkende. Det vender verden på hovedet. En kongefødsel i en stald?
Bag dette ligger hos Mattæus et vellykket forsøg på at sammenfatte, at hvor traditionen og al menneskelig forståelse af Guds magt har ligget i dens udtryk i Israels historie, båret af store førere som fx Moses og kongerne og fortolkerne, de skriftkloge, så ligger den dog ikke der. Nej, så let er Guds magt ikke at identificere og afdække. Det er for nemt. For den kan man sætte sig ud over og slippe for blot ved at henvise til andre kræfter i historien.
Guds magt giver sig til kende i sin modsætning. I en omvending af magten nemlig i afmagten. Ja i det banale og betydningsløse. Herregud et par fra Nazareth eller hvor de nu kom fra, Josef og Maria, der føder et barn. Skulle det være noget særligt? Nej, og ja.
Ja, for han bærer Guds magt, som viser sig som et lys i menneskeligt mørke. Han bærer håb, hvor vi kun finder håbløshed og tomhed. Profeterne i Det gamle Testamente bærer den tradition, som Mattæus trækker på. Lyset skal komme til Jerusalem. Den jødiske verdens centrum. Dertil kom Jesus også, som en ydmyg konge, som en afvisning af, at Gud kan materialiseres og reduceres til at modtage ofre og billige retfærd som lovoverholdelse.
Nej, det handler om noget andet. Det handler om, hvad der egentlig rører sig i mennesket, altså i dig og mig. Hvad er det? Kredser dine inderste tanker mon om, at du overholder Guds lov? Næppe, for du er sikkert i tvivl om, hvad Guds lov er. Jo, der kan henvises til Bibelen og Moseloven, men det stiller Jesus sig jo ikke tilfreds med. Han kræver den betingelsesløse kærlighed udtrykt i det dobbelte kærlighedsbud: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og din næste som dig selv. ”
Kristendommen fremstilles somme tider, som om dens kendetegn er næstekærlighed. Ja, den indgår, men den er ikke præcist udtryk for, hvad kristendom er. Næstekærlighed indgår også i andre religioner og former for tro. Nej, det er det dobbelte kærlighedsbud, der er omdrejningspunktet. For den Gud, vi skal elske, er ikke magtens og frygtens Gud. Det er afmagtens og magtafkaldets Gud.
Ham møder vi i barnet i Betlehem, og han viser sig som engagementets kraft, livskraften, skabelsens Gud, som den korsfæstede og genopstandne Gud. Han er håbets, livsmodets Gud. Han er sprogets Gud, for vores verden er først af alt sprogets verden. Så kan du høre ham tale til dig.
Alt dette ligger i den vidunderlige fortælling og det vidunderlige evangelium, vi har hørt i dag. Gud kommer til os i en anden skikkelse, end vi forestiller os. Vi forestiller os ham som den højeste form for magt, og tænker magt som menneskelig magt. Guds magt er ikke menneskelig magt, den er naturligvis guddommelig magt. Den er i menneskelig magts skikkelse, for at vi kan få et glimt af den, men den er mere end det. Dybere og højere, ydmygere, blidere og stærkere.
Den er et lys, en stjerne, der går foran os, og viser os vej. Vejen er ikke udpeget som en fastlagt rute. Al tvang i forhold til Gud faldt bort ved korsfæstelsen og opstandelsen. Vi skal ikke underlægges nye skriftkloges tvang. Vi skal følge stjernen og se, at der er lys foran os altid, også når vi står og fortvivler, græder og lider. Og vores stjerne er Kristus, som han bliver levende for os i sproget, fortællingen, der er det sande, og som åbner for mere sandhed og lys.
Vi forledes til at tro, at historien, tiden som vi ser den, er hele virkeligheden. Ja, men der er mere at sige, der er mere at pege på. Virkeligheden er ikke kun det, vi ved noget om. Virkeligheden er også det, vi kun aner noget om fx troen, håbet og kærligheden. Det er de tre vise mænd egentlig også et symbol for. De trodsede magten og gik efter det, de kun anede og siden måtte forholde sig fortællende og tolkende til.
Og kong Herodes glemmer og fortrænger vi for det meste, skønt han i sin magtfuldkommenhed dog også var et menneske. Han slog, som vi hørte for en uge siden, alle drengebørn i Betlehem ihjel efter dette. Lyset, håbet og troen kunne han så lidt som nogen udslette. De er kommet til verden som et menneske, der også er Gud. Vi har dem levende i et ord, en fortælling om Jesus Kristus, og det er egentlig bare det, Mattæus vil fortælle os i dag. For det er ledestjernen i livet, men ikke forklaringen på det. Livet er gådefuldt og vidunderligt. Det skal leves, mens det fortælles. Man kan forklare det ihjel, men det er ikke meningen.
Amen