Tekster: Es. 9,1-6a; 1. Johs. 4,7-11 og Johs. 1,1-14.
1.juledag, den 25. december 2015. Aarhus Domkirke kl. 10 (DR).
Salmer: 98 – 108 -122/ 125- 439 – 109 +116 – 132
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Glædelig jul! – Måske er det vanskeligt at høre, at denne prolog til Johannesevangeliet har noget at gøre med julens budskab om, at Gud bliver menneske i Jesus fra Nazareth. For Johannes sprog er her ikke så fortællende. Han gør status som en optakt til det, der skal komme i evangeliet.
Først sammenfatter han, hvad der er udgangspunktet for ethvert menneske: Gud er! Før ham var og er der intet. Efter Gud, hvis det kunne tænkes, er der intet. Han har givet og giver sig til kende ved ord, ved sprog. Den skabte verden er faldet og har vendt sig bort. Den vil ikke lytte. Den falder i et mørke. Dog er lyset her stadig. Gud vil tænde lys, drive mørket væk. Han sender en forløber, der skal gøre os opmærksomme på forandringen og tænde håbet hos os.
Johannes Døberen fik den rolle at være herold. Han skulle forkynde, hvad der nu var ved at ske. Han skulle tænde håb og nære menneskers forventning om en forandring og om mere lys. Johannes greb tilbage til det før os, som peger i den retning. Det gør den gamle tekst fra profeten Esajas. Der skal komme én, siger Esajas, som bringer os ud af mørket og som fører os til lyset igen. Johannes ser det, som skal ske, som en nyskabelse.
Der er ikke tale om kosmiske begivenheder. Lyset kommer i den verden, vi kender. Men ser vi dette lys, vil vores verden forandres. Esajas taler om trøst og håb. Han giver håbet krop. En fredsfyrste skal komme.
Mennesker har brug for, at der tændes håb til alle tider. Vi befinder os lige nu i vildrede, hvor vi på det politiske område ikke helt kan finde vores ben og fælles holdninger. Hver enkelt af os føler sig nok også rådvild. Hvad er det, der sker? Hvad er det for en angst, der synes at komme frem hos mange mennesker? Hvad skal vi gøre? Mange tilskyndes til at indtage holdninger og synspunkter, der måske ikke løser, men forværrer situationen.
Sproget er ofte et pejlemærke for, hvordan en situation er, og hvordan den kan fortolkes. Sådan er det også nu. Jeg vil bruge et eksempel fra en tid for ikke så længe siden, hvor der også i Europa herskede en rådvildhed med hensyn til, hvad der skete, og hvad det rigtige var at gøre.
Victor Klemperer, der var prof. i fransk og sprogforsker i Dresden og med jødiske aner, blev frataget sin lærestol, da der skete politiske forandringer i Tyskland i 1930’erne. Han fik også frataget sine værdier og opsparing, mange uvurderlige bøger og materialer. Man tog hans forudsætning for at leve bort. Man fjernede hans værdighed og menneskelighed. Han fandt dog skiftende steder at bo og gav sig til at registrere, hvorledes propagandaens sprog påvirkede både det offentlige og det private sprog.
Efter afslutningen af 2. verdenskrig udgav han en bog, der handlede om ”Det tredje Riges sprog”. Heri gav han eksempler på, hvordan dagligdagens sprog og talemåder om mennesket forandrede sig i lyset af den politiske udvikling. Han gav utallige eksempler på, at sproget er et spejl, hvori den talendes mentalitet, motiver og hensigter kan aflæses. Samtidig er sproget også et kompas, der viser kursen og retningen for den politik, der lå eller ligger under det hele.
Det er vigtigt også i dag at have for øje, at sproget afspejler både mentaliteten hos den talende eller skrivende og angiver kursen og retningen. Hvor vil den talende hen? Hvad skal det føre til? Hvad er konsekvensen?
Mange af vores udsagn både i den offentlige debat og i den lidt mere private debat på de sociale medier taler nedsættende om andre. Det er næppe kun mig, der har iagttaget det. Hvad kan hensigten mon være, og hvad kan konsekvensen ikke blive?
Leder vi efter mentalitet, kurs og retning i det sproglige spejl, som Jesu forkyndelse er, svarer det ikke til, hvad jeg hører og ser i tidens debatter. Jesus forkyndelse drejer sig om menneskets befrielse fra ondskab, fra synd og død. Teksterne holder os fast på, at uanset vores idealisme og patriotisme, kan vi aldrig nogensinde skabe et samfund uden forskellighed, modsætninger og ondskab, synd og død. Verden er skabt med disse modsætninger, og Gud så, at det var godt.
Befrielsen er udtrykt både i Skabelsen, når alt bliver til, og ved Forløsningen, når det skabte forløses fra de hensigter og motiver, der fører til verdens eller vor egen formørkelse, udskillelse eller død.
Alt dette tager ikke kun skikkelse i vores liv, når vi af og til går i kirke, eller sidder derhjemme og tager del i den transmitterede gudstjeneste. Nej, det får krop af dig i både det, du siger, og i det, du gør. Sproget er også et kompas, som Victor Klemperer gjorde opmærksom på. Vi må hver især tage anledning af det og se på både søkort og de konsekvenser, kursen evt. kan føre til.
Johannesevangeliets måde at fortælle om Jesu fødsel på er en form for skabelsesberetning. Alt og alle genfødes i og ved Jesu ord. Her findes grænsen både for den fysiske død og for det, vi ødelægger i den menneskelige verden med vores sprog.
Lad os et øjeblik vende tilbage til den gamle tekst fra profeten Esajas. Hans sprog spejler et håb om, at trængselstider, fordrivelse fra hjemlandet skal høre op. Og der skal komme én, som fører os fra denne elendighed til freden. Vi kan læse og høre dette som et konkret løfte til Israel i eksilet. Det er mere end det. Det er også et eksistentielt håb og en fortrøstning, der formuleres her. For vores liv leves ikke kun i det ydre.
Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken udformning et samfunds styre har. Eller hvilken forestilling om menneskets værdighed og om respekt for andre med andre opfattelser, der ligger til grund for et samfund og den enkeltes ansvarlighed. Vi har et ansvar hver især her. I samtaler, hvor vi lytter og flytter os for hinanden, må vi finde ud af, hvordan vi kan leve med hinanden under de vilkår og forudsætninger, den politiske situation giver os.
Et udgangspunkt kan vi tage i Jesu forkyndelse. Den kan ikke omsættes til politik. Den kan ikke uden at blive misbrugt og fordrejet bruges som et argument. Derimod kan du tage den forkyndelse til dig og høre, at du har fået et håb ved, at Gud er blevet menneske i Jesus Kristus. Der er ikke kun mørke, synd og død i verden. Du kan gøre noget i verden, sådan at lyset spejles i dit sprog, i din omgangsform med andre, i din respekt for natur og klima, fordi også de er skænket af den skabende Gud.
Du kan på eget ansvar tale og handle, så dit sprog og dine handlinger af andre kan tolkes som et lille kompas, et lille bidrag til at trække vores liv ud i lyset, hvor vi kan leve i forsoning med verden og dens ondskab, fordi Gud er kommet til verden som et lille barn, som et ord, som en mand, der stedfortrædende døde og opstod. Lad os da sætte hinanden fri ved at se på hinanden, som Gud ser os: Et barn, vi skal tage os af.
Amen