Tekster: Gal. 4,4-7 og Luk. 2,25-40. Salmer: 115- 117-123/ 114-439- 106 – 127
Julesøndag, den 28. december 2014 kl. 10 i Aarhus Domkirke.
Når vi blader i et fotoalbum eller på IPad’en efter billeder, ser vi ikke bare billederne. Vi spørger også om, hvem der er på, hvor det er, hvad anledningen var, og hvad det sete betyder. På samme måde gør vi, hvis vi ser en udstilling på et museum eller i et galleri, hvis vi hører musik, ser ballet eller skuespil. Ja, hvis vi ser en fodboldkamp i TV, er der nogen, som fortæller os betydningen og meningen med det, som skete brøkdele af sekunder forinden.
Vi spørger i alle livets forhold efter mening og betydning. Også når vi hører det bibelske tekster i en gudstjeneste, som vi netop har gjort både fra alteret, ved døbefonten og lige for et øjeblik siden her fra prædikestolen. Hvad vil de fortælle os? Hvad betyder de for vores fælles liv og for den enkeltes tilværelse?
Sådan kan tanker melde sig om som en eftertanke her i dagene, efter at vores julegæster er rejst hjem, eller vi selv er kommet hjem igen. Hvilken betydning har julen egentlig ud over, at det for de fleste af os er dejligt at være sammen med familie og venner om hygge, god mad, gaver og gode samtaler? Ja, hvad betyder de bibelske beretninger om barnet i krybben egentlig? Gør de en forskel for os?
Det får vi et svar på i denne smukke og bevægende lovprisning, som den gamle mand Simeon i Jerusalem fremsagde. Svaret kan vi passende sætte i forbindelse med det lille brudstykke af Paulus brev til den kristne menighed i Galatien fra omkring år 50-60 efter Kristi fødsel. Paulus fortæller dem og dermed også os, at vi er arvinger.
Arvinger er vi alle i en eller anden forstand som led i en slægt. Arven er i alle tilfælde åndelig i form af traditioner, vaner, historie og skæbne og i nogle tilfælde også materiel. Vi kan føje til, at vi også er arvinger til det, vi har hørt og set under vores opvækst og siden. Arving er vi også i en særlig betydning, fordi vores forældre gjorde, som de to forældrepar i dag har gjort, nemlig at bære deres børn til dåben. Dåben er et ritual og gennempiller en overgang i livet. Som regel foretages dåben på tærsklen ind i livet, men den kan også ske på andre tidspunkter i livet. I dåben sættes vi ind i et fællesskab som både omfatter vores familie og slægt og noget mere. Dette mere er et fællesskab om vilkårene for menneskelivet, og det er et fællesskab om, hvordan vi kan tolke og forstå disse vilkår. I dåben får vi en ophøjet stilling som arving, for vi bliver arving til et fællesskab, der stiftes ved døbefonten med ord af Vor Herre Jesus Kristus og med vandet som tegn. Det er et fællesskab herfra og ind i evigheden. Intet, absolut intet kan rive os ud af det fællesskab, hvad der end måtte ske med os.
Vi har lige hørt om den ældre mand Simeon, som havde fået en vished for, at han ikke skulle dø, førend han havde set Herrens salvede. Det vil sige den, som Gud Herren har udvalgt til frelser. Vi kan vist straks mærke en skepsis stige op i os. Mon ikke ham Simeon er lidt forskruet? Evangelisten Lukas tager højde for den indvending ved at skrive, at det var Helligånden, der havde indgivet ham den vished. Dermed siger Lukas, at dette her ikke er noget, der er opkommet i et menneskes hjerne. Kristendommen er ikke et menneskeligt påfund, den er blevet formet som en tolkning af en åbenbaring. Og den åbenbaring sker igen og igen, når vi tager ordene herom op fx i en gudstjeneste som denne.
Simeon kunne pludselig se noget, som han ikke havde kunnet se eller indse før. Det kender vi alle sammen. Pludselig er der noget, som falder på plads for os. Der opstår mening. Den ældre mand tumlede selvfølgelig med det store spørgsmål om, hvad der ville ske med ham, når han døde. For det fremgår, at han forventede snart at skulle dø. Men det spørgsmål klarede sig for ham ved at se det lille barn. For i ham så han, at Gud tager hånd om ethvert menneske i liv og i død.
Vi kan ikke forklare, hvad der skete eller sker, men det samme kan nogen af os have set ved døbefonten i dag eller en anden gang. Her sker noget afgørende, her kommer en betydning frem, vi ikke har set før, nemlig at mennesket ikke er uden betydning, og at et menneske ikke bare er én af mange, men hver eneste af os har en uendelig betydning. For vi er arvinger til sejren over døden, som Jesus mange år senere vandt ved opstandelsen påskemorgen. Arven skænkes i dåben som et håb og en tro. Det lille menneske er revet ud af døden herredømme nu og engang.
Hvordan kunne Simeon se det? Og hvordan kunne Anna se det, hende vi hører om til sidst? Det kunne ikke ses på en anden måde end vi kan. For vi kan også se det. Ikke mindst, når vi står med et barn i armene. Som vi sang i dagens første salme:
Født er Herren af en mø (ung pige)
og vi ej fødes til at dø.
Døden er ikke meningen. Så tomt er livet ikke. Og den mening og betydning, som livet rummer, lægger vi ikke selv ind i det. Den arver vi af Guds selv.
Simeon fik åbnet en lille sprække til den indsigt, at dette barn engang skal komme til at bære det vilkår helt ud til dets yderste grænse. Barnet er et menneskebarn, som du og jeg er det. Men det er også et Gudsbarn. Barnet er både Gud og menneske. Derfor kan det bære menneskets vilkår helt derud, hvor det kan komme tilbage fra døden. Det vilkår får vi i dåben, så dette også gælder hver eneste af os. Derfor får vi i dåben at vide, at vi ikke alene er vore forældres børn, vi er også Guds barn.
Dette kan intet menneske forstå i fuldt omfang. Vi kan ikke spekulere os til det og komme til det ad andre veje. Paulus har en pointe, når han skriver, som vi hørte, at vi er arvinger. Arvinger har som regel ikke gjort noget som helst for at blive arvinger. Vi er det i kraft af slægtsbånd, som jeg nævne tidligere. Vi kan altså heller ikke gøre noget for at blive det. Vi er det, og det siges til os, at vi er det.
Når vi går til gudstjeneste er det dybest set for at blive mindet om, hvad det testamentes indhold er, som vi er indskrevet i. Og det er for at høre, hvad betydningen og konsekvensen af det er.
Konsekvensen står på flere måder i kontrast til de vilkår og betingelser, vi normalt lever efter. Ikke mindst i dag lever vi på en lang række områder, der er kendetegnet ved konkurrence og fortjeneste. Vi skal passe på, at vi ikke strækker denne måde at tænke på ud over de områder, hvor det er relevant. For der er områder af livet, hvor det ikke giver mening at anvende konkurrence og fortjeneste, men alene barmhjertighed.
Barmhjertigheden er altid en respekt for den anden og det anderledes. Barmhjertigheden er respekt for at den anden også har et liv, der er mindst lige så dyrebart for ham og hans nærmeste, som mit liv er for mig og mine.
Det er netop dette at give barmhjertigheden krop og sprog, der kendetegnede Jesus Kristus, da han blev voksen og prædikede, helbredte og tilgav synder. Han satte handling bag ordene, og viste høj og lav, at ingen er for ringe til at blive regnet for Guds barn hvad enten man er hedning, jøde, kristen, eller hvad man måtte have af religiøst tilhørsforhold. Det kostede ham livet. På opstandelsens morgen gav han os i stedet det evige liv nu og engang.
Det ser vi, som Simeon og Anna så det ved Jesu fremstilling i Templet i Jerusalem, og derved får vores liv også mening og betydning. Ikke på grund af os selv men på grund af Guds barmhjertighed.
Amen
Når vi blader i et fotoalbum eller på IPad’en efter billeder, ser vi
ikke bare billederne. Vi spørger også om, hvem der er på, hvor
det er, hvad anledningen var, og hvad det sete betyder. På samme
måde gør vi, hvis vi ser en udstilling på et museum eller i et
galleri, hvis vi hører musik, ser ballet eller skuespil. Ja, hvis vi ser
en fodboldkamp i TV, er der nogen, som fortæller os betydningen
og meningen med det, som skete brøkdele af sekunder forinden.
Vi spørger i alle livets forhold efter mening og betydning. Også
når vi hører det bibelske tekster i en gudstjeneste, som vi netop har
gjort både fra alteret, ved døbefonten og lige for et øjeblik siden
her fra prædikestolen. Hvad vil de fortælle os? Hvad betyder de
for vores fælles liv og for den enkeltes tilværelse?
Sådan kan tanker melde sig om som en eftertanke her i dagene,
efter at vores julegæster er rejst hjem, eller vi selv er kommet
hjem igen. Hvilken betydning har julen egentlig ud over, at det for
de fleste af os er dejligt at være sammen med familie og venner
om hygge, god mad, gaver og gode samtaler? Ja, hvad betyder
de bibelske beretninger om barnet i krybben egentlig? Gør de en
forskel for os?
Det får vi et svar på i denne smukke og bevægende lovprisning,
som den gamle mand Simeon i Jerusalem fremsagde. Svaret kan
vi passende sætte i forbindelse med det lille brudstykke af Paulus
brev til den kristne menighed i Galatien fra omkring år 50-60 efter
Kristi fødsel. Paulus fortæller dem og dermed også os, at vi er
arvinger.
Arvinger er vi alle i en eller anden forstand som led i en slægt.
Arven er i alle tilfælde åndelig i form af traditioner, vaner, historie
og skæbne og i nogle tilfælde også materiel. Vi kan føje til, at vi
også er arvinger til det, vi har hørt og set under vores opvækst og
siden. Arving er vi også i en særlig betydning, fordi vores forældre
gjorde, som de to forældrepar i dag har gjort, nemlig at bære deres
børn til dåben. Dåben er et ritual og gennempiller en overgang i
livet. Som regel foretages dåben på tærsklen ind i livet, men den
kan også ske på andre tidspunkter i livet. I dåben sættes vi ind i
et fællesskab som både omfatter vores familie og slægt og noget
mere. Dette mere er et fællesskab om vilkårene for menneskelivet,
og det er et fællesskab om, hvordan vi kan tolke og forstå disse
vilkår. I dåben får vi en ophøjet stilling som arving, for vi bliver
arving til et fællesskab, der stiftes ved døbefonten med ord af Vor
Herre Jesus Kristus og med vandet som tegn. Det er et fællesskab
herfra og ind i evigheden. Intet, absolut intet kan rive os ud af det
fællesskab, hvad der end måtte ske med os.
Vi har lige hørt om den ældre mand Simeon, som havde fået en
vished for, at han ikke skulle dø, førend han havde set Herrens
salvede. Det vil sige den, som Gud Herren har udvalgt til frelser.
Vi kan vist straks mærke en skepsis stige op i os. Mon ikke ham
Simeon er lidt forskruet? Evangelisten Lukas tager højde for
den indvending ved at skrive, at det var Helligånden, der havde
indgivet ham den vished. Dermed siger Lukas, at dette her ikke er
noget, der er opkommet i et menneskes hjerne. Kristendommen er
ikke et menneskeligt påfund, den er blevet formet som en tolkning
af en åbenbaring. Og den åbenbaring sker igen og igen, når vi
tager ordene herom op fx i en gudstjeneste som denne.
Simeon kunne pludselig se noget, som han ikke havde kunnet se
eller indse før. Det kender vi alle sammen. Pludselig er der noget,
som falder på plads for os. Der opstår mening. Den ældre mand
tumlede selvfølgelig med det store spørgsmål om, hvad der ville
ske med ham, når han døde. For det fremgår, at han forventede
snart at skulle dø. Men det spørgsmål klarede sig for ham ved at
se det lille barn. For i ham så han, at Gud tager hånd om ethvert
menneske i liv og i død.
Vi kan ikke forklare, hvad der skete eller sker, men det samme kan
nogen af os have set ved døbefonten i dag eller en anden gang.
Her sker noget afgørende, her kommer en betydning frem, vi ikke
har set før, nemlig at mennesket ikke er uden betydning, og at et
menneske ikke bare er én af mange, men hver eneste af os har
en uendelig betydning. For vi er arvinger til sejren over døden,
som Jesus mange år senere vandt ved opstandelsen påskemorgen.
Arven skænkes i dåben som et håb og en tro. Det lille menneske er
revet ud af døden herredømme nu og engang.
Hvordan kunne Simeon se det? Og hvordan kunne Anna se det,
hende vi hører om til sidst? Det kunne ikke ses på en anden måde
end vi kan. For vi kan også se det. Ikke mindst, når vi står med et
barn i armene. Som vi sang i dagens første salme:
Født er Herren af en mø (ung pige)
og vi ej fødes til at dø.
Døden er ikke meningen. Så tomt er livet ikke. Og den mening og
betydning, som livet rummer, lægger vi ikke selv ind i det. Den
arver vi af Guds selv.
Simeon fik åbnet en lille sprække til den indsigt, at dette barn
engang skal komme til at bære det vilkår helt ud til dets yderste
grænse. Barnet er et menneskebarn, som du og jeg er det. Men
det er også et Gudsbarn. Barnet er både Gud og menneske. Derfor
kan det bære menneskets vilkår helt derud, hvor det kan komme
tilbage fra døden. Det vilkår får vi i dåben, så dette også gælder
hver eneste af os. Derfor får vi i dåben at vide, at vi ikke alene er
vore forældres børn, vi er også Guds barn.
Dette kan intet menneske forstå i fuldt omfang. Vi kan ikke
spekulere os til det og komme til det ad andre veje. Paulus har en
pointe, når han skriver, som vi hørte, at vi er arvinger. Arvinger
har som regel ikke gjort noget som helst for at blive arvinger. Vi
er det i kraft af slægtsbånd, som jeg nævne tidligere. Vi kan altså
heller ikke gøre noget for at blive det. Vi er det, og det siges til os,
at vi er det.
Når vi går til gudstjeneste er det dybest set for at blive mindet om,
hvad det testamentes indhold er, som vi er indskrevet i. Og det er
for at høre, hvad betydningen og konsekvensen af det er.
Konsekvensen står på flere måder i kontrast til de vilkår og
betingelser, vi normalt lever efter. Ikke mindst i dag lever vi på
en lang række områder, der er kendetegnet ved konkurrence og
fortjeneste. Vi skal passe på, at vi ikke strækker denne måde
at tænke på ud over de områder, hvor det er relevant. For der
er områder af livet, hvor det ikke giver mening at anvende
konkurrence og fortjeneste, men alene barmhjertighed.
Barmhjertigheden er altid en respekt for den anden og det
anderledes. Barmhjertigheden er respekt for at den anden også har
et liv, der er mindst lige så dyrebart for ham og hans nærmeste,
som mit liv er for mig og mine.
Det er netop dette at give barmhjertigheden krop og sprog, der
kendetegnede Jesus Kristus, da han blev voksen og prædikede,
helbredte og tilgav synder. Han satte handling bag ordene, og
viste høj og lav, at ingen er for ringe til at blive regnet for Guds
barn hvad enten man er hedning, jøde, kristen, eller hvad man
måtte have af religiøst tilhørsforhold. Det kostede ham livet.
På opstandelsens morgen gav han os i stedet det evige liv nu og
engang.
Det ser vi, som Simeon og Anna så det ved Jesu fremstilling
i Templet i Jerusalem, og derved får vores liv også mening
og betydning. Ikke på grund af os selv men på grund af Guds
barmhjertighed.
Amen