Tekster: Matt. 27,1-56. Salmer: 432-187-201-190-193-203/192-217.
Langfredag, den 3. april 2015 i Aarhus Domkirke kl 10.
Langfredag er den dag i kirkeåret, hvor vi næsten bliver tavse. Samtidig er det den dag, hvor det er så vigtigt at tale om og sige det væsentlige. Det væsentlige er ikke at forklare eller måske snarere at bortforklare lidelse og død. Nej, det væsentlige er, at lade dem komme til orde på en måde, så vi kan forholde os til dem som de uomgængelige vilkår ved livet, de er.
Flere vilkår ved vores liv er umulige at begribe og forstå ved hjælp af vores fornuft. Se dig engang om i verden lige nu. Vi ser den ene borgerkrig efter den anden. Vi hører om ubeskrivelige lidelser for aldeles uskyldige mennesker. Hvad kan vi gøre? Hvad kan verdens ledere gøre mod denne smerte, som menneskeheden påføres? Hvad kan vi stille op imod de tusindvis af drab på mennesker, der intet andet har gjort end at være på det sted, hvor de er født og vokset op?
Når vi intet kan gøre, eller når det, vi kan gøre, er helt uoverstigeligt vanskeligt, reagerer vi ved at fortrænge de andres lidelser. Vore egne lidelse kan vi sjældent fortrænge. Langfredag gør det påtrængende for os, at forholde os til lidelsen som sådan. Fordi langfredag rummer Guds og menneskets lidelse i ét i Jesu og røvernes korsfæstelse på Golgata uden for Jerusalem.
Hvorfor lader Gud sig korsfæste? Svaret – både det folkelige og det teologisk-læremæssige – lyder ofte sådan, at Gud ofrede sin søn for vores skyld. Det er et svar, der forsøger at give en fornuftig og logisk forklaring. Giver det svar mon mening? Giver det mening, at Gud ofrer ét menneske for at skænke frelse til de mange?
Nej, det er mærkeligt, og det fortæller os, at det er umuligt at begribe forholdet mellem menneskelivet og Gudsriget med fornuften. Der er i hvert fald to, som aldrig vil kunne begribe eller forstå, hvis det forholder sig således, at Jesus er Guds offer. De to er Josef og Maria. Ingen forældre vil kunne acceptere eller forstå, at deres barn bliver ofret i et politisk og religiøst komplot. For Pontius Pilatus gav det heller ikke mening.
At evangelierne synes at pege på, at korsfæstelsen er en konsekvens af Jesu forkyndelse, og at den er en forudsætning for opstandelsen, er der ikke noget at sige til. Men det kan være en form for efterrationalisering for at finde en mulig mening i, at Jesu liv endte således.
Jeg tør ikke påstå, at det er en efterrationalisering. Og måske kan vi i Mattæus skildring af korsfæstelsen, som vi nu har hørt, finde en anden måde at læse og forstå det på.
Centralt i Mattæus skildring står forholdet mellem Judas og Jesus. Mattæus skildrer dem sådan, at de spejler hinanden. De er i den lange tradition set som modsætninger. Ser vi dem i stedet som spejlinger, som hinandens lys og skygge, forstår vi måske dette bedre. Lys og skygge er jo ikke modsætninger, men er betinget af hinanden, ja de er hinandens forudsætninger. Vi kaster skygge, når lyset falder på os. Vi skygger for andre, og andre skygger for os. Vi kan skjule eller dække os i andres skygge, og vi kan harmes over at blive stillet i skyggen af andre. H.C. Andersen har et eventyr, som hedder ”Skyggen”, hvor han skildrer, hvad der sker, hvis vi forelsker os i vores egen skygge. Den kan tage magten fra os.
Nej, vi må leve med skyggen, og her hos Mattæus er vi og vores skygge synlige i forholdet mellem Judas og Jesus. Lad os forestille os Judas som den af Jesus nærmeste, der fik betroet pengene. Han var altså til at stole på. Lad os antage, at han havde gået sammen med Jesus i 2-3 år. De måtte da have kendt hinanden ud og ind. De kunne stole på hinanden. Judas havde set alle Jesu gerninger. Han må have hørt alle hans fortællinger og lignelser mange gange. Han må have oplevet hans undere og tegn. Han må have været overbevist om sandheden i Jesu forkyndelse og have set sit livs lys komme fra Jesus
Jesus må i Judas have set den loyale og pragmatiske ven, der kunne klare alle de praktiske udfordringer og samtidig forstå kernen i Jesu anliggende og forkyndelse. De har suppleret hinanden, de to, som lys og skygge gør det, som gode og tætte kolleger gør det. Et samarbejde kan være så godt, at ingen kan beskrive, hvor det begynder, og hvor det hører op. Sådan som det kan være i gode kærlighedsforhold og ægteskaber.
Dog kan det ske, at der udefra kommer noget, som forstyrrer. Jesus og Judas gik sammen med de andre op mod Jerusalem. Judas har måske set og mærket, at Jesus blev nervøs, fordi han hele tiden blev konfronteret af Saddukæerne og Farisæerne jo tættere, de kom mod Jerusalem. Måske havde Jesus og disciplene hørt rygter om, at de to magtfulde grupper ville anklage ham for gudsbespottelse.
Judas og Jesus har begge nærmet sig det, som skulle vise sig -ud fra en menneskelig betragtning – at være hver deres livs blindgyde, som døden jo er for os alle. Mon Judas ikke let kunne forestille sig, at han også ville risikere at lide døden, hvis Jesus blev anklaget og dømt for gudsbespottelse? Hvordan er det, vi selv ser på tilhængere og medløbere? Kan Judas have spurgt sig selv, om det, han var med i, virkelig var værd at risikere livet for? Noget tyder på, at han kan have gjort sig den overvejelse. Det samme har Peter, Jesu anden betroede discipel, formentlig også tænkt. For Peter svigtede som bekendt også Jesus, da det galt.
Fra at have været i det lys, som Jesu ord og gerninger kastede på ham og hans liv, flygtede Judas ind i mørket for at redde sit liv. Og Jesus, hvis liv og sikkerhed havde beroet på betroede medarbejdere og venner, måtte se sig svigtet af alle. Judas stod i den situation, som mange af os har stået i, at vi vil løbe fra noget, vi har lovet og svoret på, fordi det nu bliver alvor og farligt. Så laver vi et cover-up. Vi dækker os. Vores attitude er den samme som hidtil, vi hilser, smiler, kysser, men ikke længere med ægthed og følelser bag. Det er blevet til facade og komedie.
Der stod Jesus svigtet og forladt. Hvem turde stå ved, hvad de troede, håbede og mente? Ikke Judas, ikke Peter, ikke Pontius Pilatus. Judas fik dårlig samvittighed og fortrød. Det var for sent. Ingen ville længere høre på ham. Da måtte han vælge det, der for ham var vejen ud af skammen: Døden for egen hånd.
Hvad enten vi ser dette fra Judas eller fra Jesu synsvinkel, er de to hele tiden spejlinger af hinanden. Det, de ville undgå for hinanden og for alle, endte de med bitterligt og smertefuldt af måtte lide. Der var ingen vej tilbage.
Det er syndefaldet fortalt på en anden måde. Men det er det samme. Vi fortæller den historie igen og igen med vores eget liv. Vi vil også gerne frem til en bedre verden og et bedre liv. Men det er, som den tyske forfatter og filosof Walther Benjamin har sagt, som om vi ligesom historiens engel blæses væk fra Paradis med ryggen til fremtiden. Og mellem os og Paradis ligger der flere og flere bunker af svigt, løgn og katastrofer. Der er ingen vej hjem.
Var det så det, Gud ville med sin søn? Næppe. Men som Gud og menneske måtte Jesus bære den samme menneskelige lidelse, som alle andre bærer, og som kommer fra Syndefaldet.
Jeg kan ikke forestille mig, at det var Guds oprindelige plan. Hvor ender dette mareridt så? Ja, i dag, langfredag ender det ikke. Dagen i dag ender i tomhed og smerte, som det ofte gør, når vi har haft døden alt for tæt på. Vi må råbe af smerte. Vor bøn og tryglen om håb, om lindring, om nåde, om lys og ikke kun skygge og mørke. Vi beder, som vi gjorde ved gudstjenestens indledning, om, at Gud Herren vil forbarme sig. Vi gør det trods alt med et håb om, at der også bag denne langfredags mørke nat, vil komme en påskemorgen, hvor Gud Fader rejser Jesus Kristus af gravens mørke. Vi gør det med et håb om, at der også kommer en påskemorgen for dig og for mig, når det engang er os, der er lagt til hvile i jordens skød.
Amen