Tekster: 1.Johannesbrev,1,1-3 og Luk.1,26-38. Salmer: 3-201/71-431-72-441
Mariæ Bebudelse, den 22. marts kl. 17 i Aarhus Domkirke.
Der er en iøjnefaldende modsætning mellem de mange medier, vi alle anvender med deres muligheder for adgang til fx tre dimensioner og adgang gennem mikroskoper til at se det bittemindste og det fjerneste i universet, og så vores måde at tale om livet på. For mens det første åbner for videre og videre erkendelser og anvendelse af nye metoder, der sprænger den gængse opfattelse af, hvad der er naturvidenskab, så går det omvendt i fx drøftelser af religioner og ikke mindst kristendommens indhold og kærne.
Man kunne forestille sig, at det just nævnte ville føre til en blomstring af mange nye eller genopdagede erkendelsesformer og til mange nye måder at læse tekster på. Det har det sandelig også gjort. Alligevel er det således, at når vi taler om religion – ikke mindst kristendommen og dens lære og tro – så bliver kravet til vores tale, at den er endimensional og sort/hvidt. Hvad den aldrig ellers har været.
Fundamentalisterne i alle religioner opererer i sort/hvide termer. For derved kan man holde fast i en entydig lære og disciplin. Men i den tradition, som vores protestantiske kristendom er formet sammen med, har vi lært og har sat pris på, at der er forskellige veje til at erkende den ikke evidensbare men eksistentielle sandhed, der ligger i at læse, fortolke, reflektere og lade sig inspirere af traditionens tekster.
Det gælder først og fremmest de bibelske tekster, men jo også de mange lærde tekster og kirkedokumenter, vi har. Sidst og ikke mindst gælder det, når vi sætter de bibelske tekster og fortællinger i spil med æstetiske, kunstneriske former og tekster.
Ville vi gøre Mariæ Bebudelsesdags evangelium til et spørgsmål om en overnaturlig eller en sædvanlig naturlig undfangelse, ja, så ville vi gå glip af det, der er det store, livgivende, glædelige og løfterige budskab: At Gud kommer til verden som en af os, altså som menneske, og dog samtidig helt og fuldt Gud. Han skænker os dermed børnevilkår og frelser os fra døden, og skænker os evigt liv. Med andre ord inkarnerer han troen, håbet og kærligheden – tre dimensioner, – i vores fælles tilværelse. Er det ikke altid sådan, når en kvinde bliver gravid? Jo, som regel.
Der er også eksempler på det modsatte. Et af disse eksempler er litterært og findes i romanen ”Homo Faber” af for den længst afdøde schweiziske forfatter, Max Frisch. Han skrev romanen i 1957 om en ingeniør, der arbejdede for FN i New York og rejste hele verden rundt. Hans verdensbillede var bestemt af den teknologi, som også på dette tidspunkt var i rivende udvikling. Han ville ikke binde sig til andre, især ikke kvinder. Dog ville han godt have noget at gøre med kvinder, men ville ikke tage konsekvenserne.
På en rejse fra New York til Athen, tilbage til humanismens vugge, mødte han en ung kvinde, som han forelskede sig i. Hun døde, og han opdagede senere, at det var hans egen datter, som han 20 år tidligere havde fået med en kvinde, han havde gjort gravid og forladt. ”Homo Faber” opdagede og erkendte, at der for os alle er eksistentielle forhold og områder, som vi må forholde os til på et eller andet tidspunkt i livet. Grundlæggende kan vi ikke leve uden at tage stilling til de spørgsmål, fx om, hvad et andet menneske og dets fødsel, som jeg måske er involveret i, betyder for det og for mig. Hvilket ansvar har jeg fremover? Hvad skal jeg sætte til side for det andet menneske? Hvad er meningen og betydningen og konsekvensen, fordi jeg lige nu står både med ansvaret og en overvældende glædelig følelse? Eller står med smerten og tabet?
Der er mange andre som før og siden har været i situationer, der kunne minde om den her litterært skildrede. Netop derfor kan det undre, at vi i kristelig regi lige nu vil have troens genstand evidensbaseret, som det hedder.
Mariæ Bebudelses vigtigste eller eneste budskab er slet ikke den ubesmittede undfangelse, som kirken i mere moralske end vores tider har læst ind i teksten. Og selv om nogen ville hævde, at vi igen lever i en umoralsk tid, så er det ikke svaret at læse en streng moral ind i hellige tekster for derefter at anvende dem mod religionens troende som en disciplinering for at opnå adgang til det helligste. Ej heller skal de religiøse tekster anvendes til at fordømme andre med. For adgangsvejen er, pointeres det i dag i vore evangelium, at Gud baner sig vej til os. Ikke omvendt.
Det er evangeliet kort og kort, at Gud kommer til os, han bliver menneske. Ellers var vi ladt alene i en ensom og ond verden uden håb om trøst eller forsoning. Han er så tæt på os, som et barn i forældrenes mave og hjerte er. Dér i hjerte og mave er forholdet til barnet afstandsløst. Og sådan fortsætter det eksistentielt og mentalt efter barnets fødsel. Fysisk kan vi være adskilte men aldrig eksistentielt og mentalt.
Den kristne forståelse af menneskelige relation til Gud er blevet formet ud fra Jesu forkyndelse og teologernes fortolkninger, diskussioner og stridigheder om den rette lære. I denne fortolkning og lære er forholdet mellem Gud og menneske også blevet forstået som afstandsløst. Det er en grundforståelse af Jesus Kristus, at han er Guds åbenbaring og nærvær i vores liv. Afstandsløst er han i ånd, i ord fx både i forkyndelse, bekendelse og bøn, i vandet ved dåben, i legemet og blodet ved nadveren.
Vi skal altså ikke gå i kirke for at komme i kontakt med Gud. I kirke går vi for at deltage i lovsang, for at høre det, som vi ikke kan sige os selv, at Gud er her, for at høre ham tale direkte til os om, at her er en tilgivelse, en forsoning, en oprejsning, et håb og en kærlighed, der ligger ud over, hvad mennesker kan skænke hinanden. Og at den ligger ud over betyder, at den er der både før og efter vores forsøg på og held med at elske.
Her kan vi komme for at høre en stemme i ordene, i musikken i stemningen, i rummet og billederne, der sætter os fri, når vi selv eller andre har bundet os på mund, hænder og fødder. Dette er umuligt at forklare på en naturvidenskabelig måde. En sådan naturvidenskabelig erkendelse har vi selvfølgelig allesammen. Denne erkendelse er dog ikke den eneste form for erkendelse, den har sit felt, men duer ikke på andre felter. Ligesom vi ikke kan anvende de bibelske tekster til at erkende naturvidenskab. Læg dog mærke til, at der stadig er energi, liv, noget skabende, form- og livgivende i ord, i tegn, i vrede, glæde, had, tillid, håb, barmhjertighed, omsorg og tilgivelse af skyld og forladelse af synd.
Læg også mærke til, at Johannes i sit 1. brev, som vi hørte indledningen af, skriver om ”Livets ord”. Gud er og Gud har livets ord, som er evnen og magten til at skabe alt, hvad der er til. Ham kan vi forvente os alt godt af, fordi han ikke har sat sig fjernt, utilgængeligt og ophøjet et sted i universets stjernetåger, men er afstandsløst tilstede i Jesu Kristi ord, i dåbens vand og i nadverens brød og vin.
Derfor kan vi hver især, om vi vil og tør, takke for Guds nåde. Vi kan alle kalde os Guds børn og hans tjenere. Ufortjent ganske vist, men fordi vi er blevet besøgt, talt til og ophøjet af Kristus selv på korset og i opstandelsen, så kan vi, med Kingo ”åndelig undfange Kristus og aldrig fra ham rykke.”
Amen