Gudstjeneste onsdag den 29. juli 2015 kl. 12
Tillidens rækkevidde
Den berømte Aarhusprofessor, K. E. Løgstrup, viser i sin bog ”Den etiske fordring” (1956), at tillid er et naturlig grundtræk, når mennesker mødes. Når vi kommer i snak med et menneske vi ser for første gang og intet kender til, tror vi på forhånd hvad den anden siger. Medmindre den anden overdriver eller giver anledning til mistænksomhed, giver vi os hen til personen og ordene. Sådan lever vi med hinanden, ifølge Løgstrup – i en tillid som er mellem os på forhånd.
Tillid er at udlevere sig selv. Det har med hele vores optræden at gøre, vores holdning til os selv, til andre og til omverdenen. Vi tager hensyn til medmennesket, vover at komme i møde. Samtidigt stiller vi krav om, at den anden vil tage vare på os. Her har du mig, jeg udleverer mig til dig i tillid – nu må du tage vare på mig, nu må du møde mig. Hver gang nogen udleverer sig selv og viser tillid, får vi magt over den anden. Enten kan vi udnytte og ødelægge tilliden, eller vi kan udvise omsorg. Og den magt over den andens liv kan vi aldrig slippe for. Vi står altid i valget mellem at udnytte og ødelægge eller tage vare på personen vi møder. Det andet menneske er vores ansvar, er i vores magt. Vi må træffe et valg, svarer den anden gennem ord eller handling. Men hvad er de rette ord og handling, når vi holder et andet menneskes skæbne i vore hænder? Kan vi se bort fra os selv, tale og handle uselvisk? Eller står vi fast på vort eget? Her er jeg. Her har du mig. Hvad skal vi svare?
Vi synger i dag kristendommens svar gennem Kingos salme ”Hvad er det for en snekke”. Gud tager vare på mennesket. Guds svar til den som udleverer sig selv er fællesskab og beskyttelse, uanset hvem mennesket er og hvilke livsomstændigheder det har. Bølgerne kan være høje, modgangen hård, tusinde af stød og slag komme til mennesket, men Guds ord og hænder vil redde og befri mennesket. Kingos salme har en trodsig kamptone, der vil udfordre de kræfter, som truer mennesker med forlis. Gud vil med Kingos bibelske billede, at vi når i havn og kommer på land.
Her er jeg. Her har du mig. Hvad svarer vi, når vi har magt over en andens liv? Kristendommens svar er altid omsorg, aldrig udnyttelse eller ødelæggelse. Omsorg og varetagelse af den anden uden forbehold eller betingelse. Sådan møder Jesus et menneske. Sådan taler han og handler han. Hver gang et menneske udleverer sig selv og giver ham magten over dets liv og skæbne, kommer der et kærligt svar, et svar uden aggression og fordømmelse, en invitation til fællesskab – du er med ombord på båden, jeg hjælper dig i havn. Du har min tid og her er plads til dig. Gå du trygt i land. Det svar gør Jesus til mere end et menneske. Den måde han møder den anden, afslører Jesus som et menneske der må være guddommelig. Det ved vi ikke alene, fordi det står i Bibelen. Vi ved fra os selv, for vi er ikke i stand til at efterleve fordringen fra det andet menneske på samme suveræne måde.
Løgstrup peger på, at tillid er et grundlæggende træk i vores forhold til hinanden. Tilliden er mellem os på forhånd, når vi møder et andet menneske. Men hvor langt rækker tilliden? Kan tilliden holde, når den skal række ud over gængse grænser, lande og skel mellem mennesker, kulturer og religioner? Vi står i dag med udfordringer af global art, som er helt anderledes end da Løgstrup i 1956 skrev ”Den etiske fordring”. I dag har vi via teknologi, medier og kommunikation magt over andres liv på en anden måde end for 50 år siden. Fordringen er vokset, både hensynet og kravet til os er påtrængende med alt det vi ved om menneskers livomstændigheder i verden. Der er ingen lette svar på tillidens rækkevidde, men vi skal svare, for det andet menneske er i vores magt.
Amen.