Tekster: Efes. 4,1-13 og Mark.4.26-32.
Ordinationsgudstjenesten den 28. januar 2016 i Aarhus Domkirke kl. 17.
Salmer: 299-306-320- 307-720-557
Der er mennesker, som har meget, meget svært ved at tage imod. For nogen af dem er det meget lettere at give. Dog kan der være ganske besværligt, hvis man ikke vil tage imod. Jeg havde en studerende på seminariet, hvor jeg engang arbejdede, som ikke kunne tage imod vejledning. Næsten alle mine pædagogiske indsigter og strategier måtte i anvendelse for at finde ud af, hvad koden var det denne person, så han kunne modtage vejledning og opdage, at han ikke skulle kunne alt på forhånd. Han skulle erfare, at det at lære er en proces, hvor man følges med andre, der vil en det godt. Han skulle lære at udfolde tillid og se, at ikke alt, hvad der rækkes os, er en underforstået kritik.
Vi har nok også alle mødt en anden type person, der heller ikke vil tage imod. De kan være ganske højlydte og råbende, at de sandelig ikke er værd at blive betjent af sådan en, som mig, der er så fin og fornem og præst etc. Dem, der har læst Dostojevskij roman ”Brødrene Karamassov” kan tænke på faderen under besøget hos Staretsen. Og man aner hånen nedenunder. Ydmygheden er falsk og dækker over, at den anden ikke bryder sig om mig, for han føler sig mere værd end mig; han vil ikke ydmyges af min omsorg, godhed eller måske kærlighed.
Endelig er der en tredje position, som også på en måde er en modstand mod at tage imod. Det er ham, som forventer alles opmærksomhed, som altid spiller op og bliver set af alle. Han yder aldrig noget til fællesskabet ud over måske at være morsom og vittig på andre bekostning. Han lader altid andre betale øllerne, kommer aldrig med kage til medarbejdermødet, stiller ikke op, mår julefrokosten skal arrangeres. Hans krævende selvoptagethed signalerer, at han ikke agter andres omsorgsfulde opmærksomhed, men tager den som en selvfølge og en rettighed.
Disse tre positioner, som vi kender både fra andre, men måske ikke mindst fra os selv, er i sin kerne det, vi alt for sjældent taler om: Synden. Synden er ikke handlinger. Synden er en holdning og en position. Der signalerer: ”Jeg vil ikke tage imod. Jeg vil ikke være afhængig”.
Mod det taler Jesus Kristus i lignelser. Med lignelser udstiller han enhvers manglende formåen. Der er ikke noget at påberåbe sig i forhold til, at livet er, at det findes og skal leves. Eller at det er skænket. Den hyppigste position er, at vi ikke vil acceptere dette, som det grundforhold er. Vi vil skabe det selv. Gøre det på vores måde. Vi vil stræbe efter lykken, positionen, beundringen, og stjernestatus, om det så kun er for 15. minutter berømmelser.
Og når vi nu har fundet ud af, at nøglen til at forstå, hvorfor nogen ikke vil tage imod, er vores manglende evne til at se og lytte til evangeliet, kan vi give os til at revse hele etablissementet og skose for tidens selvoptagethed. Ja, måske med Svend Brinkmann råbe ”Stå fast”. Og vi kan blive vældigt bekymrede for fremtiden og for kirken. Det kan der for så vidt være god grund til. Men det er også – drilsk nok – en måde ikke selv at ville lytte og modtage.
Som evangelisk-luthersk folkekirke og som præster i den, er det vores opgave ubekymret at se, at en anden har sået jorden til. Livet er ikke et andet sted, det findes ikke i en bedre udgave et andet sted. Jo, de materielle vilkår kan være meget forskellige. Dog er livet skænket alle steder. Det er her, vi skal leve og finde den skænkede godhed i det, vi har. Vi skal lære hinanden og os selv at tage imod det, som det foreligger. For der ligger et liv, der ligger en grundlæggende forsoning med verden fra Gud gemt i livet og i livets ord, hans enbårne søn, som vi skal høste i dag, i morgen og alle dage.
Stort ser det ikke ud. Ubetydeligt synes det, hån modtager det i rigt mål igen i disse år. Alligevel kan det vokse, og hos den, der vil tage imod og høre, at synden er forladt, kan det pludselig modtages og fattes, at ”Midt iblandt os er Guds rige”.
Guds rige skal måske i mindre grad ses end det skal høres. De gamle sagde altid om kirkerne, at her lyttede de sig til tro. Troen kommer af det, der høres, og det, der høres med hjertet, modtages også.
Amen