Tekster: Job 9,1-12 og Matt. 25,14-30
Septuagesima søndag, den 24. januar 2016. Aarhus Domkirke kl. 17.
Salmer: 44-394/278-439-27-760.
Et samfunds kendetegn er bl.a., at det er grundlagt på en fælles overenskomst om, hvad der er retfærdigt. Hvis et samfund knager i fugerne, som de europæiske samfund gør for tiden, er det fordi vi har fået sået tvivl om vores begreb om og praksis med retfærdighed. Kan den virkelig gælde alle? Eller er der undtagelser?
Vores tiltro til den treenige Gud kan også blive anfægtet af, at noget i vores liv ikke falder retfærdigt ud. Den alvorlige sygdom, den pludselige død, en fordeling af samfundets privilegier og rettigheder, der ikke falder ud til vores fordel, kan anfægte vores tro på retfærdighed. Angår dette virkelig vores forhold til Gud, kan vi spørge. Tja. Den, der er udsat for eller føler sig udsat for uretfærdighed, kan meget nemt sætte uretfærdigheden i forhold til meningen med livet. Hvad skulle være den dybere mening med forskellige sociale vilkår eller omstændigheder?
Manden Job, som er skildret i Jobs Bog i Det gamle Testamente, er et godt eksempel på menneskets omskiftelige psykologi og tro. Så længe det gik Job godt, følte han sig velsignet med held, lykke, afgrøder, afkom etc. Han havde tillid til Gud. Han havde Gud i ryggen og sit på det tørre. De timelige goder og heldet kædede han sammen med Guds anerkendelse og velsignelse. Sådan var det, indtil heldet vendte. Derefter anklagede han Gud.
Nogle af hans venner gik i rette med ham. Job blev bragt til at indse, at det begreb om retfærdighed, som vi anvender, ikke kan finde sin brug på Guds retfærdighed. I Jobs bog skildres det, hvordan Job derefter var ved at blive vanvittig og ved at kaste sig ud i gudsfornægtelse, indtil Gud spurgte ham, hvor han, Job var, da universet blev skabt? Hvem skabte Orions bælte? Var det ham, Job? Var det et andet menneske? Var det Job, der forsynede alt levende med livsånde, livsmuligheder og held? Var og er det ham, der rejser alt det faldne op igen og planter det ukuelige håb, om bærer hver eneste af os til at leve endnu en dag, til at håbe på fred, på løsning af de mange konflikter, og den nød, der præger så mange i verden i dag?
Nej, var var ikke Job, og det er ikke en eneste af os, der gør dette. Job ramtes hårdt af modgang, han mistede alt, sad til sidst i askedyngen, som kom af, at alt i hans liv bogstaveligt talt og i overført betydning var brændt af. Da gik han i sig selv, da så han, at han i sit held og medgangen havde forvekslet dette med en ret til dette. Han havde ikke indset, at alt, hvad han havde, var blevet skænket til ham. Han havde bildt sig ind, at det var retfærdigt, at han havde det sådan, og andre havde det mindre godt. Han så sig selv som Guds udvalgte, som den privilegerede.
Job havde i lighed med mange af os ikke indset, at vi mange gange skal igennem et syndefald. I det syndefald falder vi ikke, som vi ofte forstår det, ud af fællesskabet med Gud. Nej, syndefaldet består i at vi pludselig kan se, hvordan relationen til Gud virkelig er. Et menneske er sat ind i verden og er en del af verden, vi er natur som alt andet, vi skal forgå, skal dø. Men mennesket har også en moralsk relation til Gud, vi skylder det hele. Vi har ikke taget det selv. Vi er ikke ”Skaber” eller Gud. Vi er ikke den, der kan give held, lykke og fortjeneste til os selv, men måske til andre. Vi skylder det hele væk, og vi har ansvar for, når vi bilder os ind, at det, vi har, skyldes en højere retfærdighed.
Mange af os har været eller er i en lignende situation som Job. Og er vi det ikke selv kan vi se millioner af mennesker i verden, som er i en situation, hvor de uforskyldt har mistet alt på grund af krige, konflikter, tørke og politiske og religiøse modsætninger.
Og det er her, nøglen ligger til at høre og forstå lignelsen om de betroede talenter. Lignelsen er et billede på, hvad Guds rige er. Skulle vi ud fra denne domslignelse alene beskrive, hvad Guds rige er, ville vi måske sige, at de er et uretfærdigt sted, som vi ikke kan eller vil identificere os med. For det kan i så fald ligne et moderne samfund, der belønner de rige og straffer de fattige, som er frygtsomme og angste og gemmer deres talenter og evner af frygt for den vrede, som kunne ramme dem ved fejltagelser eller tab. Det er en angst for engagement, lidenskab og for at skulle stå til ansvar. På denne måde opfatte Guds rige som om Gud er en fejlfinder og bedømmer af vores liv. Heldigvis er det en misforståelse. Endda en total misforståelse.
Som lignelsen irriterende minder os om, er der en vældig uretfærdighed i vores liv. De forskellige levevilkår, vi kan konstatere i verden og herhjemme, er med til at skabe drømme og forhåbninger om et godt og trygt liv. Der er en social uretfærdighed, vi bliver nødt til at tage alvorligt og adresse i fælles politiske beslutninger, der rækker ud over det snævre nationale rum.
Mange af vores beslutninger både individuelt og politisk ligner den angstfyldte reaktion, som kom fra den sidste mand i lignelsen der fik betroet en del af sin Herres formue. I angst gravede han sine muligheder ned i stedet for at tage ansvar for at det betroede kunne blive større og gavne flere. Hvilken politik, vi skal stræbe efter at formulere og handle efter, kan evangeliet ikke vejlede os i. Her kan vi alene pege på, at vi hver især må foretage overvejler om, hvor vidt den politik, vi vælger at støtte og følge, er i samklang med den grundlæggende forståelse af menneskelivet, som vore tro rummer og giver mulighed for og som rummes i teksten og temaerne fra Jobs bog.
Kristendommen rummer et syn på mennesket i dets altomfattende afhængighed af sin skaber, hvis ansigt er åbenbaret for os i Jesus Kristus. Den skaber kræver ikke en umenneskelig eller en overmenneskelig retfærdig levevis af os som forudsætning for, at han vil have med os at gøre. Det forholder sig omvendt, at jo mere retfærdige, vi tror, vi skal leve efter ”noget for noget”-princippet i forhold til Gud, desto længere kommer vi fra ham. Og vores angst for hans vrede, forklarer dette.
Job erkendte, at Gud så let som ingenting kan ændre på alt i den skabte verden. Frygter vi for, at han vil gøre det, eller frygter vi for, at vi kommer til at miste det, vi har fået af ham, å bliver konsekvensen, at vi – som den sidste mand i lignelsen – graver vores talent ned et sted, hvor den ikke trives og vokser.
Er det omvendt sådan, at vi med Luther tror, at Gud er det, hvorfra vi kan forvente os alt godt, så kan vi erkende vores afhængighed af, hvad han giver os. Og vi kan forstå, at han vil os det godt på trods af de modsætninger og vanskeligheder, som livet med hinanden giver os hver især. Så bruger vi vores talenter på at leve i stedet for at bruge det på at frygte.
Retfærdighed i et samfund beror på, som jeg sagde i indledningen, at vi har en fælles overenskomst om, hvad der er retfærdigt. Den retfærdighed, som Jesus stiller til skue og til rådighed for os i lignelsen, er en skænket og betroet retfærdighed. Når vi hører om den, rammer det os hårdt, fordi vi alt for ofte vælger at gøre med vore fælles liv, som den tredje mand gør med den betroede talent: graver det ned, så det ikke vokser. Dommen falder over den, der ikke bruger det betroede til at skabe mere livsglæde, håb og troværdighed.
Men også for den dømte er der et håb. Det hørte vi om i Jobteksten, og vi hører det i forkyndelsen om, at Gud betroede sin talent til mennesker, som tog livet af den og lagde den i en grav og væltede en sten for, så graven var velforvaret. I dommen er der en forsoning og en tilgivelse for talenten er Gud selv, der lagde angsten og frygten i graven og rejste glæden og håbet op af mørket og dødens skygge.
Så lad os hver især sørge for, at vi gør noget, der ligner: Skaber vilkår for forståelse, håb og liv.
Amen