Sexagesima (Poul Henning Bartholin)

Tekster: Esajas 45,5-12 og Mark. 4,26-32.
Sexagesima søndag, den 31. januar 2016. Højmessen i Aarhus Domkirke kl. 10.
Salmer: 747-450-156/ 319-439-459-172

For en otte-ti år siden så jeg en film, der hedder ”Gå, og bliv den, du er. ” Den gjorde et stort indtryk på mig, og jeg kom til at tænke på den igen for et stykke tid siden. Den handlede om en mor og hendes niårige dreng, der kom i klemme i Etiopien for ca. 25-30 år siden, hvor der var krig og hungersnød. Moderen havde hørt, at Israel åbnede sine grænser for etiopiske jøder. Moderen og drengen var kristne, men moderen håbede alligevel på, at det skulle lykkes hende at få drengen til Israel.

Blandt de flygtende var en jødisk kvinde, som mistede sit barn undervejs, og moderen til den kristne dreng fik arrangeret, at den jødiske mor tog den kristne dreng med sig som sit barn. I en bevægende scene så vi den jødiske mor tage drengen i hånden, de gik ud i ørkenen, hvor de ville blive hjulpet over grænsen til Israel, og den biologiske mor sagde til sin dreng: ”Gå, og bliv den, du er”! Hele denne plan lykkedes. Men det var ikke uden omkostninger for drengen, som savnede sin biologiske mor, og hele livet ledte efter sine rødder.

”Gå og bliv den, du er” er den afgørende pointe og anledningen til at jeg genfortæller en del af filmens handling her. For det er en befaling, et imperativ, som vi alle har fået. Og som vi alle sammen kæmper med hele livet. For hvad er vi? Og hvem er vi? Der er rigtig mange, som gerne vil hjælpe os med at svare på, hvem vi er. Og de vil hjælpe os med at blive den, vi er, vel at mærke, når vi er blevet formet i deres billede. Men tag dig i agt. Det er ikke alt og alle, der er til at stole på. Tiden er fuld af forførende retorik.

Ethvert menneskeliv kan udfolde sig på denne både ulykkelige og lykkelige måde, som filmen og min genfortælling skildrer. Heldigvis er det mindre dramatisk og traumatisk for de fleste af os. Alligevel er vi alle spændt op i et sådant forløb. Vi bliver sendt ud i verden af vores forældre. Først med mulighed for at vende tilbage igen og igen. Også med mulighed for at gå de første skridt med andre voksne ved hånden. En dag skal vi gå selv og gå med nogen ud i noget, vi ikke kender. Gå dér, hvor livet kan gøre virkelig ondt på os. Hvem er vi så? Hvor finder jeg egentlig mine kilder?

Der er som sagt mange, der synger forførende, skønne sange, som kan drage os til sig. Religioner af forskellige slag og i mange skikkelser. Der er politiske strømninger og partier, der også gerne vil have fat i os. Der er spirituelle strømninger og bevægelser i store mængder, og det kan være meget vanskeligt at finde de ægte og redelige mellem de forførende og vildførende, der blot vil tjene penge på os.

Vi lever lige nu i en verden, der måske forekommer kaotisk, og vi derfor har svært ved at finde et ståsted eller et standpunkt. For hvem af os kan overskue alt dette? Hvem er til at stole på? Hvem har noget reelt at sige? Hvem lokker os bare til sig for at få vores stemme eller tilslutning? Vi ved snart ikke, hvad vi skal tro og holde os til. Nogle lægger vægt på det nationale. Andre lægger vægt på den europæiske arv, vi har, og som er samlet i tre symboler, nemlig de tre bynavne Jerusalem, Athen og Rom.

Andre igen lægger vægt på, at vi har det hele inde i os selv. Vi skal ikke se ud, siger de. Vi skal finde det hele i os selv. Måske er det ikke mærkeligt, at vi bliver forvirrede. Hvor skal vi egentlig lede for at finde os selv? Hvor kan vi finde en fortolkning og en forståelse, vi kan tage ansvar for, så den bliver til en selvforståelse?

I vores folkekirke og i vores tradition er de tre byer: Jerusalem, Athen og Rom, symboler på nogle vandårer, der gennemstrømmer og giver liv til vores historie, vores åndelige og vores materielle liv, til vores samfund og kultur. Ja, uden det, disse tre byer symboliserer, havde vi ikke et åbent, humant og demokratisk samfund. De er symboler for alt det, der er kommet til os ude fra. Fra Mellemøsten igennem tusinder af år, fra Østen gennem Mellemøsten og gennem og over de russiske stepper.

De symboliserer et menneskesyn, der er formet af mødet mellem mange, mange folkeslag, sprog og tro gennem århundreder. De symboliserer måder at tænke på, så vi kan tænke og tale fornuftigt, rationelt, videnskabeligt, gennem kunst, musik, litteratur og religion. De symboliserer måder at opbygge samfund på, så vi både kan leve i fred med hinanden og markere, når nogen hellere vil lade våbnene end sproget tale. Så vågner traditionerne for at tale sig tilrette og ikke slås med hinanden og med rå magt.

Sagt på en anden måde er Mellemøstens tre religioner, jødedom, kristendom og islam alle repræsenteret ved byen Jerusalem. Den er vigtig for dem alle tre, og den er symbol for troen, de hellige skrifter og for én Gud. Athen symboliserer demokratiet, det enkelte menneskes mulighed for at tage del i styret og ledelsen af samfundet. Athen repræsenterer også den del af tænkningen, der ikke er afledt af religionerne, men som er blevet til i en kritik af religionerne. Og Rom symboliserer den organisering af samfundene, som er kendetegnende for Europa, og den symboliserer den magt, som kirken har haft, men som i dag er, og skal være langt mindre indblandet i samfundets styrelse og den politiske magt. Derimod har den en væsentlig opgave i at være en tydelig hjælp, til at vi kan finde et meningsfuldt liv med plads og rum til os alle.
Sammen er de tre byer: Jerusalem, Athen og Rom symbolet for det eftertænksomme, lyttende menneske, der ser, at det andet menneske, ikke er min fjende, men min mulighed for at blive den, jeg er.

Nogle af de nøgleord, jeg her har nævnt, er vi, grebet af en pludseligt angst, på vej væk fra. Måske sidder vi angste som drengen i filmen og forsøger at tilpasse os det, der lige nu siges af politikere og andre, som var det den eneste sandhed. På et tidspunkt vågner der forhåbentlig en stemme i os, der nøder os til at tage det til os, vi er kommet af: de mange strømninger, som har Europa i tusinder af år. Vi er nødt til at finde tilbage til disse mange nuancer og facetter, strømninger og bevægelser, der har kæmpet med hinanden, men efterladt os med en rig og mangfoldig arv.

De to små lignelser, der er billeder på, hvordan Guds rige er midt i blandt os, peger på arven fra de tre byer, Jerusalem, Athen og Rom og deres symbolik. Der er en Gud, der er et tænkende og reflekterende menneske, der kritisk tilegner sig livet og dets vilkår. Der er et liv, som ikke er blevet til ved vores hænder, men som er skænket til os og derfor ekstra dyrebart. Det liv er her. Det er ikke et andet sted. Det er ikke engang, men allerede nu.

Med andre ord er det midt i dette liv, vi skal erfare Guds rige. Det syner ikke af ret meget. Det er jo næsten usynligt. Det er billedligt som et sennepsfrø, men det er et ord, livets ord, der er blevet menneske. Det er et ord af Gud, et ord fra Gud, og det er Gud, der blev et ord om, at han er midt i vores til tider kaotiske og forvirrede liv.

Her vokser det, uden vores direkte medvirken. Vi kan bygge samfund, vi kan organisere, men vi kan aldrig skabe den fred, der ikke udelukker nogen. Det kan Gud. Han er midt i blandt os. Usynlig, men aldrig tavs. Han er talende og forkynder: Du er min skabning, jeg er Herren. Jeg har al den magt, der er værd at have i Himlen og på jorden: Magten til at tilgive. Magten til at tage skylden fra dine skuldre. Magten til at lade din afmagts udtryk i angst for andre, i ondskabsfuld retorik, i had og selvdyrkelse blive lille og ubetydelig i forhold til tillid, tilgivelse og en kærlighed, der tør sætte sig på spil for andres skyld.

Kun hvis jeg tør lytte og tør spejle mig heri, kan jeg blive den jeg er. Kun da kan jeg finde det barn i mig, som fik at vide ved dåben, at jeg aldrig selv kan komme ud over kampen mellem det gode og det onde i mig. Men jeg kan opdage, at han har skænket mig håbet om, at han også for mig sejrer over dødens magter.

Frøet, der vokser, er troen fra Jerusalems Golgata og opstandelsens have. Det er den klare tanke fra Athen, at alle er lige, ikke kun for Gud, men også i vore samfund. Det er kirken, som kommer fra Rom, der skal være det hus i hvert samfund, hvor vi kan høre det, vi ikke kan sige os selv, og hvor vi kan dele nadverens brød og vin, som tegn på, at vi alle hører sammen.

Er er nogen, som ikke er skabt af Gud og i hans billede? Nej, det er vist ikke tænkeligt. Så gå også du og bliv den, du er: Guds barn.

Amen.