Tekster: Matt. 17, 1-9
Sidste søndag efter Helligtrekonger, søndag d. 25. januar 2015. Aarhus Domkirke kl. 10.
Et menneske vil altid op.
Fra det første åndedrag kæmper vi for at komme op at stå. Vi vil nå bordkanten, op på stenen i haven, op på rutsjebanen. Særligt drenge leger en farlig, der går ud på at gøre det vi ikke må – op et plankeværk, op i et meget højt træ, op på et hustag. Og vi kan godt sammenligne gamle sår og ar fra vores fald, når vi mødes i Clemens-Baren til kaffe om lidt. Det koster altid at ville op, at stige til nye højder, komme over den næste top – skoler, eksamener, arbejde, præstationer, de individuelle og fælles mål om toppen i tilværelsen. Der er masser af små sten og store bjerge at forcere, før vi til sidst kan istemme Shubiduas sang: ”Nu har jeg nået toppen mor, nu må du da være stolt”. Et menneske vil altid op.
Det er lykkedes for Peter at nå toppen. Han er tilfreds på bjerget. ”Her er det godt at være”, siger han – oppe på bjerget, væk fra bøvlet dernede, væk fra den daglige kamp som fisker, de vinterkolde dage på søen i sved og frygten for at komme hjem med tomme net, skuffelse og skam. Selvfølgelig ønsker Peter at blive på forklarelsens bjerg, bygge huse og slå rod. Han står på bjerget med vor Herre og vennerne. En urokkelig klarhed fylder ham. Et menneske vil altid op og forblive på toppen.
Ifølge traditionen er bjerget Guds sted. I Bibelen finder flere af de afgørende begivenheder sted på bjerge. I Det Gamle Testamente er det på Sinajbjerget, at Moses får tavlerne med de ti bud overrakt af Jahve. I Det Nye Testamente møder vi Jesus på fristelsens bjerg ligesom hans mest berømte prædiken finder sted på et bjerg, bjergprædiken i Matthæusevangeliet. I dag møder vi Jesus på forklarelsens bjerg, hvor Gud bekendtgør, at Jesus er hans søn: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Det guddommelige viser sig på bjerge. Måske er det derfor vi så gerne vil nå toppen, at et menneske altid vil op. Det er bedst på toppen. Peters situation på bjerget er vores drøm. Vi higer og søger efter bjergets top, længes efter udblik, klarhed og forståelse. Vi vil også gerne bo på forklarelsens bjerg. Her er godt at være. I byerne, hvor vi kæmper om at nå toppen, bygger vi stadig højere og højere ligesom Babelstårnet i Det Gamle Testamente. De himmelstræbende bygninger er symboler på vores magt. Så mægtige er vi – toppen tilhører os. Når nogen vil angribe os og vores levevis, går de efter vore tårne, rammer os på toppen, Twin Towers styrtes til jorden, symbolet på det vestlige menneske på toppen – symbolet på markedet der går op sammen med den åbne frie kultur. De senere år er vi blevet overhalet. I Mellemøsten og Kina bygger de højere end i Europa og USA. De er mere sultne og stræbsomme.
I Aarhus er Domkirkens tårn stadig det højeste sted. Engang var kristendommen toppen for mennesket og kulturen. Men det forunderlige er, at livets bevægelse i kristendommen ikke går op ad, men ud ad og hen ad. Gud åbenbarer sig på bjergets tinde, men det guddommelige forbliver ikke på bjerget: Gud vil ned ad – ud til de andre og hen til den anden. Skønt Peter højt udbryder, at hér er der godt at være, så forlader vor Herre bjerget. Og han tager Peter, Jakob og Johannes med sig. Sammen vil han, at de går ud til de andre og hen til den anden. Dét Peter ønsker at slippe for, – præcis dét opsøger Jesus. Og det første han møder neden for bjerget, er en far med et sygt barn. Han går hen til et sårbart menneske, et menneske som elsker, kæmper og beder om, at hans dreng må få lov til at blive på jorden. Her er forklarelsen. Storheden bor ikke i det høje. Livets top findes i den almindelige gøren og laden, menneskers komme og gåen, det vi elsker, kæmper og beder for. Jesus stiger ned fra bjerget og den himmelske bolig for at gå ud til de andre og hen til den anden. Han bygger ikke en hytte i bekvem afstand fra dem, som livet ikke er venlig stemt. Den svage og syge, barnet der forlanger omsorg, den skamfulde, den dårlige samvittighed og skyld, kvinden med et bristet forladt hjerte, manden med de hårde ensomme ord. Her kommer Jesus. Her finder han husly og her går han ind, selv om det vækker kæmpeforargelse blandt folk. Den gængse forestilling om at nå toppen hævet over andre modsiges. Livets stræben skal ikke gå op ad, men ud ad og hen ad. Det vigtigste er ikke, om du når toppen, men om du tager del med de andre her og nu. Forklarelsen findes ikke på de største bjerge, men i at flytte hverdagens små og store sten med de andre. Båden julen, hvor Gud bliver menneske, og påsken, hvor han hænger på korset og går ind i jorden, viser, at vi skal række ud efter hinanden på de små og store sten.
Husker I, hvordan det går med Peters liv efter forklarelsen på bjergets top. Jesus tager Peter med ned fra bjerget, velvidende at navnet Peter betyder klippe. Og det er der en dyb betydning i. Peter bliver selv en klippe, vel at mærke en klippe som flytter sig. I sin gerning og resten af Peters liv tager han forklarelsen på bjerget med sig overalt, hvor han kommer. Først bliver han fornægteren, der med en vigende, men alligevel modigt kæmpende tro deltager i livet med den anden. Han er med, da Jesus bliver taget til fange, latterliggjort og spyttet på. Peter kommer til korset for elskende at bede ligesom faderen ved bjergets fod, der står med en syg og dødende dreng. Og på grund af kærligheden til vor Herre bliver Peter fortæller. Han rejser rundt på de små og store sten for at fortælle om den nye kristne Gud og inviterer til fælles liv på det han har set og hørt. Til sidst ender Peter i Rom, hvor han må leve under jorden, forfulgt for sin tro og langt væk fra bjergets lys. Gangene i mørket under jorden bliver Peters sidste sted. Han dør i Rom og bliver kristendommens store apostel, ikke for sit ophold på bjergets tinde, men fordi han gik ud ad og hen til den anden med bud om den kristne Gud.
Se, her er godt at være, siger Peter til os alle, mens han selv går ned fra bjergets drømme for at kæmpe for kærlighedens veje i det lave. Han bliver en klippe, som flytter sig, en omvandrende bjergside blandt mennesker. Måske troen alligevel kan flytte bjerge. Den flytter i hvert fald Peters blik på livet, hans gøren og laden, komme og gåen blandt mennesker – tænkning, forståelse og handling.
Menneske, hvad drømmer du om, og hvad tror du på: At bestige store bjerge eller flytte små og store sten? Forklarelsen i dag hedder ud til de andre og hen til den anden. Shubidua har ret – det er så skidekoldt at stå på toppen – varmen finder du hos den anden.
Amen.