Tekster: Jer. 9,22-23 og Matt. 20,1-16. Salmer: 428-317/ 170-439-249-788
Søndag Septuagesima, den 1. februar 2015. Aarhus Domkirke kl. 17.
For ganske få år siden udgav tidligere journalist ved Aarhus Stiftstidende, professor Ove Kaj Pederen en bog, han kaldte ”Konkurrencestaten”. Heri analyserer han samfundets udvikling, gennem de seneste ca. 30 år. Der er mange interessante analyser og perspektiver. Han har talt et par gange om det her i Domkirken. Og han har forklaret, at ”konkurrencestaten” er vokset ud af ”velfærdstaten”, som den afløser. Konkurrencestaten har mange fædre bl.a. globaliseringen, som vi sagtens kan være imod, men som vi alligevel understøtter ved vores store forbrug af digitale medier og rejser med fly i andre verdensdele. Ja, vi understøtter den også ved vore investeringer i forskellige finansielle institutter, der ikke længere kender til landegrænser eller national valuta. Alle de tidligere restriktioner, der er faldet bort i kraft af internationale forhandlinger, har skabt en liberal og verdensomspændende økonomi.
”Konkurrencestaten” er en afvikling af den stærke stat med monopol på en række opgaver fx drift af infrastrukturen etc. Sådant og meget andet skal sættes i udbud for at finde de bedste og billigste udbydere. Samtidig skal der løbende kontrolleres og testes, der skal motiveres gennem offentlige sammenligninger af fx skoler, menighedsråds regnskaber og budgetter etc.
Det er med alt det i ryggen og i sind og hjerne, vi pludselig sidder her og hører lignelsen om ”arbejderne i vingården” og før det profeten Jeremias’ ord om ydmyghed, hvor han gengiver ord fra Herren, så vi ikke falder i med at prale af eller være stolt af noget, vi ikke selv har taget, fx visdom, styrke og rigdom.
Ordene kan virke både ude af trit med tiden, og de kan virke krænkende, for har vi ikke ret til det, vi kan tjene ved at arbejde hårdt og målrettet? Har vi ikke også ret til at glæde os og være stolte over det, vi opnår og præsterer? Må vi ikke have lov til at vise det frem? Jo, det er vist meget almindeligt og menneskeligt. Måske er der grund til at lytte alligevel.
Lignelsen er ikke et billede på, hvordan et samfund skal ledes. Det ligger slet ikke gemt i Jesu forkyndelse. Hans forkyndelse kan ikke anvendes sådan, med mindre den fordrejes groft. Den handler ikke om ligeløn eller fordelingspolitik. Den handler heller ikke om uligheden i samfundet dengang eller nu.
Nej, den kredser om, hvad retfærdighed er. Retfærdighed er en af de såkaldte dyder, der også er anvendt i kristen sammenhæng i gennem århundrederne. Symbolet på den er en kvinde, Justitia, der står med en skuldervægt. Hun kan selvfølgelig findes her i kirken på nogle af de epitafier, der fremhæver forne tiders borgerlige dyder.
Den dyd kendte Jesus formentlig også. Måske er denne lignelse et modsvar til den. Den er under alle omstændigheder en skarp hudfletning af vores gængse opfattelse af, hvad der er retfærdigt.
Det kan godt virke som et slag i ansigtet på en og anden, der føler, at han må gå i rette med Gud over den måde verdens udvikler sig på, ikke mindst sådan, som hans eget liv mærkes af uretfærdighed. Vi kender godt denne mand, der bor inde i os alle. Følelsen af ikke at have fået lige vilkår med andre. Det kan være begyndt i skolen eller før. Måske har man følt med rette eller urette, at forældrene så mere i retning af en anden i søskendeflokken.
Eller senere i skolen, som desværre har været mange børns mareridt, har mange følt, at de ikke fik en chance, fordi mere velstilledes børn fik fortrin eller havde fortrin i kraft af de kulturelle og sociale forhold, de havde med sig hjemmefra. Det samme mønster gentog og gentager sig videre i uddannelserne og måske mere nu igen.
Fører vi måske ikke også denne sondring videre, når vi begynder at tale om, at der er nogen, som ikke på grund af deres livsstil har ret til gratis operationer etc.?
Lignelsen om arbejderne i vingården kan holdes op som spejl for enhver epoke og for ethvert menneske. Den er uudholdelig, fordi vi kan se de negative sider af os selv i den. Vi behøver ikke at se på andre. Ordene svider i hjerte og forstand.
Lignelsen fremstiller uden at anvende ordet, hvad vi mener, når vi taler om synd. Synd er den grundindbildning, som kommer så klart frem her i lignelsen. Indbildningens kerne er, at jeg er mere værd end de andre. Jeg skiller mig ud. Jeg er rigtigere og bedre. Jeg kan selv, kan klare mig selv, er dygtigere. Ja, der er jo vitterlig forskel på os, heldigvis. Men forskellen har ingen værdi. Livet er vi jo fælles om. Vilkårene for menneskelivet er grundlæggende ens. Vi tager dem ikke for det, de er. Vi vil forskellen mellem Gud og os, mellem os og de andre. Det er synden.
Jesus forkynder, at hos livets skaber, opretholder og forløser er der ingen personsanseelse. Der er intet at påberåbe sig i situationer, hvor det gælder tillid, kærlighed, håb og tro. Eller liv og død.
I forhold til synden, altså dette at vi søger forskellen mellem os og andre og mellem os og Gud, er Guds attitude almægtig og nådig. Han ser bort fra forskellen. Han ser alene på, hvad vi er for ham. Der er vi hans barn, hans skabning, for hvem han går i døden for at overvinde den afgrundsdybe forskel på liv og død.
Apostlen Paulus er formentlig både den første og den mest konsekvente teolog i kristenheden. Han har tidligt set, hvad det er, der er kernen i Jesu forkyndelse. Det er, at Jesus ser forholdet mellem Gud og mennesket anderledes end hidtil. Han ser, at Jesus på den jødiske baggrund, han havde, så, at forholdet mellem Gud og mennesker ikke beror på at opfylde nogle krav, nedfældet i Moseloven eller andre love. Nej loven er en form for pædagog, der fører os hen til at gøre det, der skal gøres uden forbehold og uden bagtanke. Loven afslører, når vi ikke gør det. Det dobbelte kærlighedsbud afslører for os selv, når vi ikke elsker Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv.
Vi kan så stå der blandt alle konkurrenterne og se, at Guds nåde tilsmiler en, som vi slet ikke havde forestillet os. Og misundelsen vælder op i os som hos arbejderne i vingården. Det værste er, at vi fuldstændig glemmer pagten. Pagten mellem vingårdsmanden og arbejderne. Hvad var pagten? Jo det var jo, at de skulle komme ind, så skulle de få, hvad der var nok til et liv også i dag.
Har du ikke også en pagt? Jo, du er døbt, du er Guds barn. Du er ved dåben blevet draget ud af dødens endelige herredømme. Opstandelsen er blevet din virkelighed her og dit håb engang. Hvad mere er der at stræbe efter? Hvad mere er der at gøre sig til af? Vingårdsmanden eller Gud har jo gjort, hvad han kunne, og har givet dig både det fornødne og de største, der findes. Men vil du hellere konkurrere?
Nej, gå du hjem i visheden om, at du har fået alt det og mere til, end du har fortjent. Her er der en retfærdighed, som du ikke kan gøre operativ i dit liv. Men du kan måske se på andre med andre øjne end hidtil, ikke som konkurrenter, ikke som fjender eller modstandere, men som én, der alle forskelle til trods, også er skabt, også er kaldt fra torvet ind i vingården måske endda i den 11. time – lige som dig selv.
Amen