Tekster: 1.Kor.3,10-17 og Matt. 11,25-30.
Sidste søndag i kirkeåret, Aarhus Domkirke den 20, november 2016 kl. 17.
Salmer: 732 – 336 / 638 – 439 – 363 – 431
Mørket fylder meget i døgnet lige nu. Solen er kun på himlen ca. 8 timer. Mørket tiltager måske også i overført betydning, synes nogen blandt os. Uforudsigelighed bliver vi usikre af. ”Hvad sker der mon? ” spørger vi. Forestillingerne begynder at vælde frem. Alle udsagn, der er sagt mere eller mindre alvorligt og måske på skrømt, vender og drejer vi. For vi kan ikke udholde, at fremtiden ikke tegner lys og
Vi bekymrer os. Der er der måske grund til, måske ikke. At bekymre sig er et grundvilkår både i forhold til ydre trusler eller usikkerhed og i forhold til vores eget liv.
Sætter man sig til at læse samtlige tekster til gudstjenesterne i et kirkeår igennem, vil man opdage, at der er forskellige spor i dem, der har at gøre med vores fælles og grundlæggende bekymring for vores liv. Teksterne kan fx læses som en udfoldelse af og forklaring af trosbekendelsens tre dele om Gud som fader, i.e. den skjulte Gud og skaber; Gud som Jesus Kristus, i.e. den åbenbarede, altså til mennesker kommende Gud; og Helligånden, i.e. den levende og nærværende Gud, der kommer til os som den nærværende Kristus.
Kirkeårets tekster kan også læses som udfoldelse af et menneskeliv. For et menneskeliv er som lyset, der kommer til verden. Ved fødslen fik vi lyset skænket. Vi lever af lyset, og erkender, at mørket også er et vilkår. Sådan som lyset tager til i en periode af året og aftager i en anden periode af året, som netop nu, kan vi se vores eget liv. Det er som en livscyklus. En nat kommer mørket og kulden også til os. Måske og forhåbentlig efter et langt liv, der får lov til stille at tage af – lidt efter lidt.
Fordi teksterne rummer dette, som her kun er kort fortalt, er der en rigdom i hver eneste søndags tekster. I dag, som er den sidste søndag i kirkeåret, drejer det sig om, ligesom vi gør nytårsaften, at se tilbage og at se frem.
Vi kan i dag se bekymret på, at der er meget i vores liv, som ikke lykkes. Vi slår ikke til. Måske mærker vi andres utilfredshed med os. Eller vore egne bebrejdelser fylder. Vi kan føle, at der holdes en form for dom over os. Værst er som regel vores selvfordømmelse. Megen sjælesorg har lært mig, at vi er vores egen værste dommer. Vi ser risici og farer, hvor de måske ikke er så store, som vi forestiller os. Vi ser vores eget misbrugte liv, men glemmer, at andre bragte glæde ind i vores liv, som vi tog imod med taknemmelighed. Mon ikke vi også slumpede til at give noget til andre?
Jeg har siddet ved mange dødslejer, hvor frygt og angst for Guds dom plagede den syge og døende. Noget sådan kan man ikke bare feje væk. Men man kan spørge, om der er grund til at frygte Guds dom ved eller efter døden?
Det er sådanne overvejelser, der rummes i vore to tekster fra 1. Korintherbrev og Mattæusevangeliet i dag. Det sker næsten altid ved læsning af tekster, at vi læser noget ind i teksten. Her læser vi med stor sandsynlighed en opfattelse af dommens dag ind, som stammer fra bl.a. Middelalderens billeder og folkereligiøse forestillinger op gennem mennesket historie. Taler disse forestillinger sandt, da er der noget at bekymre sig for.
Det er dog ved nærmere eftersyn og grundig læsning en anden forkyndelse, der ligger hos både Paulus og Mattæus. Paulus skriver til menigheden i Korinth i Grækenland. Han har bragt dem evangeliet om Jesus Kristus. Det vil sige at han har forkyndt dem, at de ikke vil blive bedømt på, om de har overholdt loven. Loven er konkret Moseloven, men loven er jo også alle de forestillinger og konventioner, vi har gjort os i historiens løb og gør os i dag, hvor det også handler om, at fortjene sig til en position. Vi kalder det tradition, værdier og kultur, men er i grunden det samme, en norm, vi holder hinanden op på, på godt og ondt.
I dag på den sidste søndag i kirkeåret har vi en mulighed for at høre og forstå, at dommedag måske nok er alvorlig, men den er ikke vores undergang i bogstavelig forstand. Dommedag er ikke den dag, hvor vore forestillinger bliver bekræftet men afkræftet. Dommedag er den dag, hvor skellene falder fra vores øje, og det som hindrer os i at høre og se, forsvinder, så lyset skinner på os med nåde og forsoning.
Paulus skriver til korinterne om en grundvold, der er lagt. Det er ikke ham, der har lagt den, skriver han. Han og Apollos har plantet og vandet, men de har ikke kunnet sørge for selve dette, at det såede og plantede gror. Den erfaring svarer til vores egen. Vi kan gentage og gentage for børn eller andre, hvad der er det rigtige eller forkerte. De handler måske anderledes. Det afspejler ikke ulydighed, men et vilkår ved livet – alt menneskeliv -, at vi følger vor egen tilbøjelighed, og ikke noget objektivt eller abstrakt.
Vi vil naturligvis gå vores egen vej. På den vej vil vi opbygge et åndeligt fundament, som vi tror – i overført betydning – består af guld og sølv og andet, som gør os rige. Dog kommer vi aldrig til at finde den endelige løsning eller den endelige mening med livet. Vi spørger om meningen med livet. Svarene er mange. Der er ikke ét endeligt svar. Og dermed står vi med den frustration, at alt, hvad vi bygger på, er endeligt og vil gå til før eller siden.
Det er ét forhold, som bestemmer alt andet hos Paulus, hos evangelisterne, oldtidens teologer, Luther, Grundtvig, Kierkegaard og alle os andre: Det er Kristus selv. Han er grundvolden. Den består af, at Gud er kommet os i møde og møder os som et menneske. Det er dér, Gud åbenbarer sig, kommer til syne. Det betyder, at ingen skal og kan frelse sig selv. Ingen kan finde meningen med tilværelsen i sig selv. Frelsen er kommet, er rakt til os. Tilbage står at erkende det.
Det er såre menneskeligt at ville bekymre sig og sikre sig. Det gør vi på mangfoldige måder. Dermed arbejder vi mere eller mindre bevidst på at udrydde døden og intetheden. Og det kan vel ikke være anderledes? Nej, og så alligevel. For det vil aldrig lykkes for noget menneske at komme uden om de grundvilkår, at alt liv er endeligt. Dog er det ikke meningsløst, fordi der er lagt en grundvold i han, der stod op af døde.
Mattæus lader Jesus sige det så smukt, at vi kan komme til ham med alt, hvad der er tungt. Vi skal tage hans åg på os. Det er døden og intetheden, men det åg er let, fordi han har båret byrden for os.
Så kan vi slippe et kirkeår i håb om og tro på, at vi allerede har fået skænket det, der skal bære os igennem alle livets genvordigheder og glæder. Dommedag møder vi dér midt i livet, der rejses vi igen, vækkes til live og ledes hen til hinanden, for at vi kan så, plante og vande, mens den treenige Gud giver væksten og det evige liv.
Amen