Tekster: Kol.1,25d-28 og Johs. 12,23-33. Salmer: 747-450-385/667-439-662-375
Sidste søndag efter Helligtrekonger. Højmessen i Aarhus Domkirke 9. februar 2014 kl. 10.
Af domprovst Poul Henning Bartholin
I min gymnasietid blev vi introduceret til forskellige kirkelige grupperinger. Man kaldte dem kirkelige retninger dengang. Vores lærer lagde ikke kun vægt på at introducere deres historie. Nej, vigtigere for ham var, hvad de tænkte om Gud og i den forbindelse hvilket gudsbillede, de tog udgangspunkt i.
At tage udgangspunkt i et gudsbillede er at gøre rede for, hvordan vi forestiller os Gud og taler om Gud som én, der er relevant og afgørende for vores liv her og nu. Jeg blev meget fascineret og berørt af en formulering, der sagde: ”Gud er, at der er ansvar”. Det lyder meget abstrakt, og man kan spørge, hvor er billedet af Gud her?
Ansvar betyder, at der skal svares, at der skal tages nogle konsekvenser. Man må stå inde for noget. Ansvar er at stå ved det, man skylder eller har forvoldt af uheld og ulykker.
At forstå Gud som én, der skal svares, tegner et billede af en streng Gud. Den strenge Gud er ikke ligefrem på mode i dag. Det er kun fundamentalister, der hylder sådan et billede af Gud. Fundamentalister falder derfor også meget ofte for fristelsen til at gøre troen afhængig af moral, af adfærd og af det, der i forskellige udformninger kaldes Guds lov.
Nej, det er et noget andet billede af Gud, vi kræver. Vi vil have en venlig Gud, en kærlig Gud, en anerkendende Gud. En svag Gud og en foranderlig Gud. Det kan jeg godt forstå, for hvad skal vi egentlig med Gud i dag? Vi kan jo klare alt selv. Det er i hvert fald det indtryk man kan få, hvis man læser aviser og magasiner, eller hvis man ser TV. I disse medier hører vi ret meget om, hvad vi selv kan og skal gøre for at vores liv lykkes. Tilværelsens mening afhænger nemlig – antydes det – af, om vores liv er lykkeligt og lykkes. Og når hele ansvaret for livet ligger på os selv, hvad skal vi så med Gud? Og hvad skulle vi med en streng Gud, der kræver os til ansvar?
I steder for at afskrive tro, religion og kirke som noget meningsløst eller i al fald noget, der kun har symbolsk betydning, skulle vi måske dykke lidt ned i, hvad sammenhængen mellem liv, religion og tro kan være. Og vi kan passende tage udgangspunkt i det ord, der i sin tid fangede mig. For ansvar er et meget aktuelt ord.
Tænk engang på de seneste års politiske debatter og diskussioner. Hvad har de handlet om? Om at finde fejl og om at placere ansvar. Ingen af de to farver, som dansk politik åbenbart drejer sig om, kan sige sig fri her. Lige nu er det partiet SF, der martres af at skulle placere et ansvar. De to seneste formænd bliver udpeget som dem, der ikke levede op til forventningerne. Jeg har ikke indsigt i nogen partiers interne forhold; men jeg ved fra livets almindelige erfaring, at i sådanne tilfælde er der ingen eneansvarlig, der er altid mange, der skal dele ansvaret. Som regel finder man dog én eller to syndebukke, og de må så bære det, så godt de kan.
Forståeligt nok kan det være forbundet med stor lidelse, at blive heglet igennem i medierne og at stå som prügelknabe og nærmest blive kaldt idiot. Det er vanskeligt at komme til orde med forklaringer, der ikke bliver stemplet som bortforklaringer. I det hele taget er det yderst vanskeligt at indvi andre i ens lidelser. Smerter og lidelser kan næsten ikke sprogliggøres eller formuleres i ord.
Om nogen vidste apostelen Paulus det. Paulus var jøde og tilhørte det farisæiske parti, da han – i nærheden af Damaskus fortælles det – kom til den erkendelse, at han var med til at påføre nogen lidelse. Han erkendte, at det var forkert i al almindelighed, men også fordi den lidelse, han påførte andre ved at forfølge dem, var et overgreb. Han satte sig ind i, hvad de troede på. Og han må have set, at der også for ham selv, var en mening i det, de forfulgte troede på, som han altså også kunne leve sit liv på.
Han trådte ind på række med dem, han havde forfulgt. Han missionerede, rejste og prædikede. Han skrev til menigheder, han havde grundlagt. Og til nogen, andre havde grundlagt, skrev han for at opmuntre og formane.
Sådan var det fx med menigheden i Kolossæ i det nuværende Tyrkiet. Paulus var blevet fanget og ført til Rom, hvor han var fængslet. Han vidste formodentlig, at han ville blive dømt til døden. Han skrev om sin lidelse og sit ansvar, som han stod ved. Han skrev også om, hvad hans tro drejede sig om. Det har vi hørt lidt af i dag. Han fortæller dem, at Kristus er herlighedens håb.
Det er ikke så lige til at forstå, hvad han mener med det. Og så er det måske ikke så svært alligevel. For også vi kender til at lide. Vi kender stærke smerter, vi kender til at være i modvind i familien, blandt venner eller på arbejdet. Vi har prøvet at miste en, vi elskede, og dermed tabte vi ikke kun dette menneske, men også for en tid eller altid meningen med vores liv. Alligevel kan vi fornemme, at der er mere end lidelsen og smerten. I os finder vi en uvis styrke, en livets kraft, der ikke lader sig forklare. Måske former tiden det som et håb.
Vi ved ikke, hvad dette håb kommer af, men det bærer et mod til at leve – nogen gange på trods. Det er den følelse, Paulus taler om. Han fortolker det evangelium, som han har fået overleveret fra Jesu disciple og nærmeste. Og det har han levet af og ville leve af til sidste åndedrag for at give videre.
Hvad det drejer sig om, får vi indsigt i gennem vores evangelietekst fra Johannes. For helt at forstå det, skal vi have en sammenhæng med. Johannes fortæller forud for vores dramatiske episode i dag, på en billedrig og malende måde, at Jesu ven Lazarus døde. Jesus kom til byen, da Lazarus havde været død i fire dage og var blevet begravet. Jesus vækkede ham af døde, og det var så provokerende for de ledende jøder, at de besluttede at anklage Jesus for blasfemi, gudsbespottelse.
Hvad Jesus gjorde er måske for os naturstridigt. Det lader vi ligge her, for det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er budskabet om, at døden ikke er stærkest. Sagt med andre ord tilhører livet ikke døden. Det tilhører Gud. Gud giver os det. Vi tager det ikke selv. Derfor skylder vi Gud livet. Vi har med andre ord ansvar for livet i forhold til Gud.
Derfor den pointe, jeg begyndte min prædiken med, at Gud er, at der er ansvar. Gud er bl.a. i det forhold, at vi skylder ham livet. Altså er vi skabt, blevet til, båret. Og så er Gud ikke den strenge Gud, der kræver en bestemt måde at leve på. Han er derimod den generøse Gud, der giver livet frit til os.
Men glemmer eller ignorerer vi, at vi ikke har givet os selv livet, og ikke selv kan råde for dets mening og lykke, så dør livet i hænderne på os. Ja, vi trækker nok vejret, men det bliver uden mening, tomt og ondt. Det er dette, der er synden. Synden er at tage meningen ud at det meningsfulde liv. For dermed vender vi livets skaber og Herre ryggen.
Troen hænger altså sammen med livet. Troen skænker os frihed fra at skulle skabe livet, fritager os fra at skabe mening i det. Troen lader os se, at døden ikke er hersker over livet. For det, som Paulus kalder herlighedens håb, er Jesus inkarnationen af. Jesus legemliggør håbet om livets forrang over døden. Paulus må have set, at de mennesker, han først forfulgte, havde en tro på, at Gud tog ansvar for at overvinde døden, så mennesket kunne leve det liv, Gud gav.
Kristendommen er et budskab om, at livet tilhører Gud og ikke døden. Og for at manifestere det, er Gud blevet menneske og har taget døden på sig helt og aldeles. Han bar den op på korset med den mest ekstreme lidelse, vi næsten kan forestille os: Korsfæstelsen. Jesus kalder det her hos Johannes for en herliggørelse, fordi det åbner sprækken for os ind til livet og livets Gud.
Så kan vi erkende, at vores liv, som vi kender det og må leve det, rummer lidelse, ansvar og død; men der er andet og mere. Det har vi også erfaringer med. Der er en skønhed i livet, der er en lethed, når vi fyldt af glæde over små børn, af den elskede, af musik, af ord, af noget, der ufortjent sker med os, føler at vi bæres gennem livet. Alt det, der giver os håb på trods af lidelser og tyngende ansvar.
Håbets grund er, at han, der rejste Lazarus fra de døde, også selv vandt over døden, og at han lover os i dåben, at dette også gælder os. I det liv, vi kender nu, er vi underlagt døden; men når den kommer, så vinder den ikke. Livets herre river os ud af dens smerte og lidelse i al evighed. Så er det da sandt, at Gud er, at der er ansvar. Vi skylder livet væk til livets Gud, og han tager ansvar for det liv allerede nu, så vi kan leve i håb og ikke i fortvivlelse. Hvilken forløsning. Hvilken herlighed, at Gud er ansvarlig og ikke overlader livet alene til os, men holder fast i det og i os i al evighed.
Amen