Tekster: Es.55,6-11 og Mark. 4,1-20. Salmer: 747-48-298/ 154-439-720-428.
Søndag Seksagesima, 8. februar 2015 kl. 10 i Aarhus Domkirke.
Der er nogen, som tror, at verden består af kendsgerninger og fakta. De måler, beregner, regner og konstruerer og kan have svært ved at acceptere, at noget andet også kan være sandt. Der er andre, som mener, at verden er tilvirket af guder eller af Gud. Ofte er dette synspunkt forbundet med en opfattelse af, at alt, hvad der sker i verden, er villet af Gud.
Begge opfattelser mødes med skepsis i dag. Derfor er der for mange en tredje mulighed. Ifølge den er det, vi forestiller os er verden, skabt af fordomme.
Vi har alle fordomme, i den særlige betydning af ordet, at vi på forhånd danner os et billede af det, der er fremmed for os. Det sker enten, når vi møder det, og møder det med usikkerhed måske med angst. Eller det sker, når vi støder på fænomenet i medierne eller på nettet men aldrig selv har mødt det.
Det lyder ikke positivt at have fordomme. Det er det i nogle tilfælde heller ikke. Fordomme i den betydning af ordet, jeg har anvendt her, kan vi ikke undvære at have. Vi danner ikke fordomme i denne her betydning af ond vilje. Nej, det er for at kunne orientere os i verden, at vi anvender dem til at navigere. Desværre glemmer vi i mange tilfælde at justere pejlemærkerne og fortsætter med fordommene som grundlag for kursen.
Når vi så møder andres fordomme om os eller om noget, vi ved noget om og er glade for, kan vi føle en træthed, der let kan blive aggressiv. For nu skal v igen begynde en samtale med et nedbryde fordomme eller rydde pladsen, for at samtale overhovedet kan føres.
I de seneste 15-20 år har jeg tit haft den fornemmelse, når samtalen i det offentlige eller i det private faldt på religion og tro. Og det gør den meget ofte. Mange vil gerne tale om det. For stort set alle har en tro. Nogle gange er den negativ.Det vil sige en fast tro på, at religion, kirke og tro er vås. De er ikke ligeglade med kirken. De finder den så vigtig, at de bekæmper den.
I andre tilfælde er det mennesker, som bekæmper andres tro. Det er – kan man få indtryk af – vigtigere at bestride andres tro, end at tage vare på sin egen. Bare disse tre tilgange til religion og tro tillige med den usaglige tone i den offentlige debat om religion og tro bevirker, at en, som mig, kan synes, at det er umuligt at trænge igennem. For man skal hver gang først rydde stien op til huset, før man kan invitere nogen ind eller selv gå ud.
Rigtigt besværligt er det, når en bibeltekst indeholder fordomme, der næsten kommer til at dementere budskabet i teksten. Den situation har vi i dag.
Nu skal I først høre min pointe. Derefter vil jeg prøve at rydde grunden for det, som kommer til at spærre for, at vi kan høre teksten og evangeliet som en befrielse i dag, og ikke som en dom over, hvilken type tilhører og menneske, vi i nogle situationer er.
I enhver gudstjeneste her i Domkirken er der seks punkter, hvorigennem vi får forkyndt noget. Det er i bibelteksterne, ved dåben, ved prædikenen, igennem salmerne, gennem musikken og i nadveren. De har alle sammen til hensigt at åbne, at forløse og frisætte os, der er kommet for at høre, for at få børn døbt eller er kommet af andre private og personlige grunde.
I dag er pointen i de to tekster af Esajas og Markus, at Guds ord, er som regnen, der falder fra himlen. De vender ikke tilbage til himlen, men falder på jorden, som de væder og befrugter, så frøene i jorden begynder at spire, gro og sætte frugt.
Pointen er også, at Jesus Kristus er som en bondemand, der på gammeldags vis strør sit ord ud alle mulige steder. Det kommer ikke til at blive til en plante med blomst og frugt alle steder, hvor den falder, men noget steder gør det, og det er godt.
Vi skal derfor ikke bekymre os ret meget om, hvor vidt ordet høres og spirer. Eller hvordan planten udvikler sig. Er det nu den rigtige plante eller tro, der gror, kunne vi bekymret spørge. Men vi får at vide, at vi ikke skal bekymre os. Det er svært, – rigtigt svært.
En af vores fordomme, som desværre ikke er helt forkert er, at kristendommen kan forekomme at være meget moralsk. Den går meget op i synd og syndighed, hedder det ofte om den. Ja, det er ikke forkert, at kirken i høj grad har gjort det før i tiden, og i nogen grad gør det i nutiden. Desværre er det således, at når man går så meget op i moral og adfærd, kan man komme til at overse, hvad der er indholdet af Jesu forkyndelse. Det er jo, at Gud spreder sit ord som en bondemand. Nogle steder slår det rod, andre steder gør det ikke. Godt at det slår rod, spirer og sætter frugt nogle steder. For dér befrier det os fra at bekymre os om, hvordan vi skal blive frelst, forløst og frie af dødelighedens skygge over vores liv.
Synd er ikke det samme som dårlig moral. Moral er leve- og adfærdsregler. Synd er et eksistentielt vilkår. Synd er at være i den grundindbildning, at jeg kan magte mit liv helt selv – uden andre og uden at inddrage den, der har skænket mig livet og alt.
Lagde I mærke til, at ved døbefonten siges der ikke noget om, hvordan børnene skal leve for at få Guds rige? Omvendt, der fortælles, at nu har de fået det. De er kommet ind i det, for Gud har ved Jesus Kristus sagt, at de og alle andre døbte, hører hjemme dér. De skal intet gøre for at fortjene det. Det er spredt ud over dem med ord og med en masse dråber vand, som skal væde og vande, så ordenes frø kan komme til at spire og gro i dem.
Forældre og faddere bliver – billedligt talt – de næste bondemænd i børnenes liv. De skal blive ved med at sprede de gode ord, fortællingerne om at være i Guds rige, om at være Guds barn, om at have børneret i forhold til den magt, der har skabt os og bærer vores liv helt ind i døden og opstandelsen.
Sådan har vi selv modtaget budskabet om, at Gud kommer til os i Jesus Kristus, og at Gudsriget så allerede er her. Her er ingen udelukket. Og hvad vi end siger og gør, så bliver det ved med at regne med væde, og ordene spirer og gror. Vi er ikke dem, der kan få det til at gro, vi kan blot vande og høste i form af at leve med glimt af forsoning og tilgivelse i vores liv og i form af at være båret af en uendelig og uudgrundelig kærlighed.
Enhver moderne kommunikationsmedarbejder vil undre sig over, at budskabet ikke målrettes mere. Måske skulle man lige se på de forskellige mennesketyper, der nævnes i teksten og give dem en overhaling? Nej, det er aldrig evangeliets sag at målrette noget for at tvingen nogen til at høre. For det evangeliske budskab omfatter alle, og det er sagt, så alle kan tage det til hjerte, hvis de vil.
Mennesker er forskellige, men vi er alle skabt i Guds billede og vil kunne høre hans ord. Ingen er udelukket her.
Vi skal ikke til at lege ”Kender du typen?” blandt os, der er i kirke i dag eller blandt alle døbte. For i Guds øjne er der nok ikke nogen typer, sådan som vi inddeler og kategoriserer. Det er i hvert fald ikke til at høre ud af Jesu forkyndelse. Han udelukker ingen. Han taler til alle og inkluderer alle. Også til de farisæere, som var imod ham.
Nogle af dem kunne nemlig finde på at sige, at det kræver noget særligt at få adgang til Gud. Nej, det gør det ikke. Han finder vej til hver enkelt af os med vand, med ord, med brød og vin, med sang og musik, med menneskers øjne, der ser os, med arme og hænder, der berører, bærer og støtter.
Fordommene mod kristendommen er, at det kræver noget af os at få del i Guds rige. Det siger sidste del af lignelsen i dag i hvert fald. Derimod siger dåben og nadveren det modsatte, at den er gratis, ufortjent og af nåde. Sådant et udsagn er uden fordomme og uden forbehold. Det kan kun Gud have sagt. Så er det sandt for både den, der kalder sin tro lille eller ingen og for hende, der mener, at hende tro er stor.
Lad dem mene det, for ordet om nåde, om Guds nærvær uden personsanseelse, om Guds overvindelse af døden, bliver spredt af enhver, der vil dele dem med andre. Vi er som bønder, der sår. Vi kan så, men råder ikke over væksten eller misvæksten. Det må gå som det kan. Men husk, at du aldrig er uden Guds nådes ord. De regner som dråber fra himlen, og de vander dit liv og får det til at gro nu og i al evighed.
Amen