Tekster: Es.65,17-19 og Matt. 25,31-46.
Salmer: 352-332/487-439-278-431
Sidste søndag i kirkeåret, Aarhus Domkirke d. 24. november 2013 kl. 17.
Af domprovst Poul Henning Bartholin
Kristeligt Dagblad kunne forleden fortælle, at Danmark nu har fået sin tredje troende præst. Man må sige, at det er lidt at en nyhed. Baggrunden er, at der er tre menighedsråd, som i det sidste års tid i forbindelse med stillingsopslag har betonet, at de ønskede en troende præst. Hermed insinuerer de, at der er præster, som ikke står inde for og tror på det, de selv prædiker ved gudstjenester dåb, vielser og begravelser.
I mange år har jeg haft med præsteansættelse at gøre i to stifter og i flere provstier. Derfor tør jeg godt sige, at ingen teologiske kandidater eller allerede ordinerede præster kommer igennem det nåleøje, det er at blive præst i et sogn, uden at stå inde for det, der skal forkyndes. De tre menighedsråds opslag og Kristeligt Dagblads historie har sin oprindelse i en mere og mere markant skillelinje i den teologiske og kirkelige diskussion om alt i Bibelen skal forstå bogstaveligt, eller om noget fx dele af Jesu forkyndelse bedst kan forstås billedligt. Fordi denne diskussion i høj grad også berører og hører til i den folkelige og politiske diskussion om religion i samfundet, berører jeg den her i dag. Udgangspunkter for de diskussioner tages nemlig adskillige gange i netop den tekst fra Mattæusevangeliet, som er vores prædiketekst i dag.
Er det en tekst, der forkynder den ”dobbelte udgang”, som det hedder på teolog-slang? Med andre ord, at Gud på dommens dag sorterer i mennesker, som vi kan læse om i Dantes ”Guddommelige Komedie” og se illustreret på mangfoldige kalkmalerier og dommedagsbilleder her i kirken og i mange andre kirker? Er det sådan, at Gud på dommens dag, når verden engang ikke skal stå længere, rejser døde op af gravene og kalder alle levende til sig, og så lader nogen af os blive frelst til et evigt liv hos Gud og lader andre af os gå til i evige pinsler i Helvedes ild hos Djævelen? Er det, hvad prædiketeksten fortæller os i dag? Jeg afviser ikke, at det er sådan teksten kan læses. Jeg afviser heller ikke, at der har været en lang tradition for at læse den sådan i kirkens historie. Til gengæld har der også været andre strømninger, der har læst teksten anderledes.
For der har altid været forskellige måder at læse de bibelske tekster på. Alle tekster kan og skal fortolkes. Og den røde tråd i kirkens brogede historie er fortolkningen af Bibelens tekster. Vi kan nævne tre væsentlige positioner. Den romersk-katolske kirke tillægger kirken ved paven og kirkemøder (synoder) den endelige autoritet i udlægningen af skriften. Derfor er skriften blevet tolket i lyset af læresætninger, trossætninger og dogmer.
Det gjorde Martin Luther op med. Skriften skal læses på sine egne betingelser. Man må ikke lægge Bibelen i en Prokrustesseng og skære fortolkningen af den til efter hele den kirkelige jura og fortolkningslære. Bibelen alene er rettesnor for, hvad der er den rette tro, sagde Luther. Der er et centrum i Bibelen, hvorom alt drejer sig. Det er naturligvis Kristus. Alt skal fortolkes for at belyse betydningen af at Gud bliver menneske i Jesus Kristus.
Grundtvig fulgte Luther i synet på Skriften. Han føjede til, at det, som bærer troen fra slægt til slægt er trosbekendelsen. Og han opløste egentlig kirkeorganisationens betydning ved at slå til lyd for en stor frihed i kirken. Han sigtede på lægfolkets frihed til at søge den kirke og den præst, der fortolkede Bibelen og traditionen, som også lægmanden forstod den. Med andre ord opløste Grundtvig – ideelt men aldrig reelt – at vi skulle kunne have én folkekirke.
Når vi med dette i bagagen – og meget mere er kommet til siden – fortolker Bibelen, blander vi ubevidst og bevidst de tre positioner sammen. Vi læser ikke Bibelen uhildet, vi bærer videre på fortolkningstraditioner. Det er ikke blot os teologer, der gør det. I gør det også. For I har lært noget, da I gik i skole, måske i søndagsskole, da I var spejdere og ikke mindst af jeres bedstemødre og mødre. Hvad var jeres hjems forståelse af religion og tro? Af det er vi alle formet på godt og ondt.
Derfor støder vores fortolkninger sammen. Det er reelt nok. Reelt er det ikke længere, hvis vi fordømmer hinanden for de fortolkninger, vi måtte stå inde for, og tager kristennavnet, som vi har fået i dåben, fra hinanden. For sidste gang i år vil jeg henvise til Søren Kierkegaard, der et sted siger, at den der tvivler på andres frelse må fortvivle over sin egen.
I Jesus tale om de sidste tider, er det ikke spørgsmål om læren, ikke bestemte religiøse ofre, ikke seksuel afholdenhed, ikke homoseksualitet eller lignende, han tager op, og som fører fordømmelse eller frelse med sig. Der er en fortabelse, hvordan vi end skal forstå den. Nej, Jesus peger på de områder, han allerede talte om i den første af de fem taler, Mattæus-evangeliet gengiver af ham.
Den første tale er ”Bjergprædikenen”, hvor indledningen var prædiketekst til Allehelgens søndag i år. Her priser Jesus dem salige, som er fattige i Ånden, de som sørger, de som tørster efter retfærdighed osv. Han tager Moselovens bud op fx om vrede, om ægteskabsbrud, om at sværge m.v. og siger, at det ikke er den konkrete handling, det drejer sig om, men om det i os, der ligger bag. Altså vores mentalitet, motivation, vores tilbøjelighed til at sætte os selv og hensynet til os selv først. Det er en fejl ved os alle. Her er ingen af os rene. Aldrig nogensinde. Her har vi aldrig nogensinde noget at prale af.
Jesus peger på, at denne måde at tænke os selv først på ikke er den eneste side ved os. Vi gør jo også noget godt. Både med hensigt og med risiko for at blive misforstået; vi gør også noget spontant og ubevidst, selvhengivende og uegennyttigt. Jo, vi kan dulme vores egen samvittighed ved at købe ”Hjemløs”, når det bliver tilbudt på Strøget eller foran Banegården. Køb det endelig, for der er brug for din lille skærv. Men dér, hvor du i Guds øjne er god, det er, når du ikke selv ved det. Når du glemmer dig selv.
Dommens dag er ikke udelukkende den dag, hvor verden ikke står længere. Dommens dag er hver dag. Vores værste dommer er ikke Gud men os selv og hinanden. – Jeg kender i snesevis af mennesker, der lever i bestandig fordømmelse af sig selv. Mennesker, der ikke føler, at de er gode nok. De kan fx føle, at de ikke kan leve op til deres egne krav eller til de krav, der stilles til dem i et mere og mere krævende arbejdsliv, der ikke bare vil have deres arbejdskraft men også deres sjæl, deres engagement, ja, deres kærlighed.
Og de, som ikke lever op til dette, står bagerst, når der skal deles løntillæg ud, når forfremmelser skal ske, og når virksomheden skal promoveres af smukke og smarte mennesker, der tiltager sig stjernestatus i virksomheden.
Forleden kom jeg til at overhøre en samtale i bybussen. To studerende diskuterede en opgave. Der faldt til slut en bemærkning, der fik tilslutning fra den anden om, at opgaven blev lavet for at få den bedst mulige karakter. Jeg var lige ved at vende mig om og blande mig i samtalen. Heldigvis tog jeg mig i det, for mit synspunkt kan i forhold til de krav, der gælder for arbejdsmarkedet i dag, synes frelst og fordømmende. Alligevel vil jeg fremsætte det her. For mig er det at lære og studere noget ikke et spørgsmål om at få gode karakterer. Det er et spørgsmål om at lære for livet, i betydningen at lære for at kunne gavne andres liv. Uddannelse er til for at danne mennesker til livduelighed, og til at kvalificere dem til arbejde, ikke for pengene skyld men til gavn for fællesskabet og den enkelte. Hvad gavner et 12-tal, hvis man på vejen dertil overså andre og skubbede dem væk?
Jesus prædikede altså ikke liv og gerninger, der kræves af loven. Han siger billedligt, hvad Paulus fortolkede, at loven afslører vores begrænsning. Vi lever i et brudt fællesskab med Gud og mennesker. Derfor er intet ved os perfekt. Vi er allerede dømt. Frelse kan vi håbe på. Frelse er et spørgsmål om nåde fra Gud.
Jesu tale munder da også ud i, at forholdet til Gud afhænger af forholdet til mennesker omkring os. Forholdet til Gud går så at sige gennem dem, vi deler livet med. Kristendommen er ikke en religion, hvor loven er afgørende for frelse. Det er ikke bestemte gerninger, der frelser, men din modtagelse og videregivelse af det liv og det barneforhold, Gud har skænket dig i Jesu navn.
Jesus fordømmer ikke vores manglende dogmatiske eller læremæssigt korrekte tro. Han peger på at det er afgørende at se det guddommelige, der er lagt af Skaberen i ethvert menneske. Han fordømmer, at vi ikke ser, at den anden har behov for mad, for vand, for hjælp, for besøg og omsorg. Det er ikke kun de nødlidende i Syrien, Filippinerne og – desværre – mange andre steder i verden. Det er også de hjemløse, det er ballademagerne i Gellerup og Bispehaven, det er de indsatte kriminelle, det er arbejdskammeraten, ægtefællen, barnet o.s.v. Det handler om at se andre end sig selv, og det handler om at give sit liv bort uden sikkerhed for at få noget igen. Spørg engang dig selv, hvor du er, når de stumt råber efter hjælp, når deres øjne græder uden tårer? Ser du dem? Eller er du fortabt i dig selv?
Vor egen frelse kan vi ikke arbejde på, hvad end vi måtte mene om en bogstavelig, en poetisk eller en billedlig forståelse af Gud. Nej, troen og frelsen skænker Gud nu og i al fremtid også ved verdens ende. Frelsen og nåden er Guds værk. Til os er den kommet ved, at Gud bliver menneske. Mattæus fortæller, at efter den tale, vi har hørt af Jesus i dag, gik han ind til påskens dramatiske begivenheder. Her tog han al fordømmelse og fornedrelse på sig, og skænker sejren over døden til os, fordi vi ikke kan se bort fra os selv og leve kun for hinanden. Hvordan det videre kan forstås som et håb, som et skænket livsmod, ja det handler hele adventstiden og julen om.
Amen