Tekster: Es.9,1-6a, Hebr. 1,1-5 og Luk. 2,1-14 + 15-20. Salmer: 99-104-108/ 122-439-109- 95.
1. Juledag, den 25. december 2014 kl. 17 i Aarhus Domkirke.
Hvad skyldes det, at vi kan blive ved med år efter år at høre ”Juleevangeliet”, uden at det bliver trættende for os? Hvad skyldes det, at det fanger vores opmærksomhed, så vi lytter. Og så vi tænker, grunder over det, og som Maria ”gemmer ordene i vort hjerte”?
På nogen virker evangeliet som en lidt sentimental fortælling. Sådan har jeg engang i ungdommens overmod set den. Men da forstod jeg det heller ikke, og havde ikke erfaring til at forstå dybden i den. Jeg så kun det overfladiske, som en historie Hollywood typisk ville falde for. Hvad jeg ikke så på grund af mine fordomme, var, at Hollywood sjældent nøjes med at se det sentimentale. De ser det dybe i fortællingerne, og de forstår at give det krop og sprog i films, uden at det bliver tungt og for filosofisk. Kunsten er – som en stor dansk mediekoncern siger det – ”to bring stories to life”. Det kan Hollywood, det kan mange andre, og de har lært det af bl.a. de bibelske fortællinger.
For hvis der er noget de bibelske fortællinger kan, så er det, hvad der ligger i udtrykket ”to bring stories to life”. Der ligger nemlig to forhold eller forståelser: 1) at blive levende. Vi får historier til at blive levende, betyder mottoet. 2) at komme til sig selv, er den anden betydning. Det vil sige at komme til bevidsthed, blive klar over hvor man er, hvem man er og måske, hvad man skal.
Det er nemlig præcis, hvad de bibelske fortællinger også kan og kan mere end nogen andre fortællinger. Ikke mindst kan alle fortællingerne om Jesus dette. Derfor finder vi dem så væsentlige og så grundlæggende for livet og vores begribelse af det, at vi kalder disse fortællinger for evangelium. Det betyder glædeligt budskab. Hver gang vi hører evangeliestykkerne i en gudstjeneste bliver de levende, og ved dem kan vi komme til os selv og begribe lidt af, hvad det er at være menneske.
Nu vil nogen måske indvende, at dette er ikke anderledes, end hvad billedkunst, romaner, film, skulpturer, ballet, skuespil, musik, filosofi etc. etc. også gør. Den indvending er meget relevant og på sin plads. Det er bl.a. derfor, at alle disse områder i kristenhedens historie i meget vidt omfang er blevet inddraget for at de kunne bidrage til tolkningen af det grundlæggende evangelium, som vi hører om i dag, at Gud bliver menneske.
Alle de nævnte områder af kunsten og tænkningen ser, hører og forestiller sig noget, som du og jeg som tilskuere, tilhørere og læsere må fortolke ind i vore liv. Vi kan ikke overtage dette uden fortolkning, hvis det skal give mening i vores liv. For skulle vi overtage andres meninger og tolkninger, ville det ikke blive autentisk eller ægte. Vi ville ellers ikke med Kierkegaards ord kunne overtage vores liv, blive dets ansvarshavende redaktør. Nej, så ville vi udlicitere det til andre. Konsekvensen ville være, at vores liv ville blive uegentligt eller et pseudo-liv.
At lytte til en prædiken, som du gør nu, adskiller sig grundlæggende ikke fra det andet, jeg nævnte. Også her får du i heldigste fald elementer til, at du selv kan fortolke og spejle fortællingen eller bedre: evangeliet i dit liv. Der er den forskel mellem evangeliet og alt det andet, jeg nævnte, at evangeliet tager udgangspunkt i den påstand, at livet og verden er Guds, og at du er skabt af kærlighed til at leve i denne verden i en relation til livets skaber og giver, hvis du vil.
Men du har også friheden til ikke at leve i en relation. Så kan du udtænke og opstille andre forklaringer og religioner. Verden har dog endnu ikke set nogen, hvor mennesket og dets grundlæggende frihed ikke bliver ofret på et tidspunkt. Mennesket bliver til et middel og ikke et mål.
Det sker også, hvor kristendommen bliver fortolket som et system, der kan give forklaring på alt. Skønt det ligger som en forudsætning i Jesu forkyndelse, at der ikke kan gives en forklaring på alt. Det smukke og vidunderlige ved livet er, at det aldrig går op. Der er aldrig kun én tolkning. Det eneste, der står fast, er, at du er i en relation til Gud, som du kan vende dig fra, men det kan og det vil HAN ikke.
Og HANS vilje kommer til udtryk i juleevangeliet på en paradoksal måde. For det er et paradoks for tanken, at skaberen og opretholderen af alt, livgiveren og ham, der holder os i sin hånd, når vi dør, skulle blive menneske. Taber han ikke sin majestætiske værdighed og autoritet? Taber han ikke sin suverænitet?
Evangelierne fortæller med udgangspunkt i Jesu forkyndelse, at Gud ikke går op i den ære og værdighed, som ligger os så meget på sinde. Guds væsen er anderledes. Han holder ikke på magten, men anvender den med omsorg for mennesket. Det er, hvad evangelisten Lukas skildrer for os i dag.
Evangeliet er i modsætning til så meget andet ikke en fortælling om en suveræn Gud, der skal tilbedes for ikke at blive vred. Evangeliet er et godt budskab, fordi det fortæller, at Gud sætter sig selv ind for at frelse hvert eneste menneske fra at gå til i vore forsøg på at skabe en forløsning fra livets endelighed. Med Johannesevangeliet bliver ”ordet kød”, altså menneske.
Evangelisten Lukas fortæller egentlig en klassisk biografisk historie. Først kommer forudsætningerne for Jesus, og for at vi kan forstå historien. Så fortæller han om Jesu fødsels, som vi har hørt. Derpå følger en skildring af Jesu gerninger og den afgørende rejse fra Galilæa til Jerusalem. I Jerusalem, kongernes by, bliver han henrettet og begravet. Lukas slutter insisterende med at fortælle, at da to af de skræmte disciple gik fra Jerusalem kom en mand og slog følge med dem, og de tolkede det som den opstandne Jesus selv. Lukas’ pointe er, at barnets fødsels betyder, at Gud er kommet til os og følger os i både liv og død.
Men hvordan kan et evangelium og en række fortællinger, som ender med en henrettelse, bringe liv? Det er måske det vigtigste spørgsmål til kristentroen. Og vi kan ikke give et svar, hvis vi ikke kender begyndelsen eller udgangspunktet.
I fortællingen om Jesu fødsel identificerer vi os ikke med magten, der vil tælle, tælle, kontrollere og have indsigt for at kunne beholde sin position. Spontant og umiddelbart ligger vores sympati hos forældrene. De bringer en fortælling til live (a story to life), sådan som alle forældre gør. Fortællingen er både det lille barns liv, der ender i en livsfortælling, og det er Guds fortælling med os mennesker, der altid ender med en fortælling og en forkyndelse af opstandelse fra døden.
Forældre ved fra første øjeblik, de sidder med barnet i hænderne, at det kan mistes, og at det kan miste livet. Den julesorg, vi sang om i første salme i dag, er ikke blot den vemodighed, men sorgen over, at vi uden om Guds fortælling forsøger at bringe en fortælling til live, som altid ender i nederlag. Det er fortællingen om, at vi selv kan skabe mening og betydning i livet.
Undtagelsen herfra er Jesu fortælling, fordi dens begyndelse både er lig vores begyndelse og forskellig fra den. Juleevangeliet handler altså om livets forrang. Vores egen umiddelbare reaktion på fortællingen afspejler det. Vi vælger livet frem for magten, når vi skal finde ind i fortællingen. Fortællingen skaber den bevidsthed hos os, at Gud er med i selv det liv, der kommer til verden under de mest usle forhold. Det ser han. Ser vi det også uden for denne fortælling? Måske.
Nu ved vi og har erfaret, at hver gang liv kommer til verden, kommer der også en fortælling til verdens. Og intet liv kommer til verden, uden at Guds historie får krop. For Gud er livets fortæller i begge betydninger af at bringe historier til liv. Hans historie med hver enkelt af os bliver levende, og derved kommer vi til os selv. Med andre ord bliver vi til med identitet og bevidsthed, frihed og afhængighed.
Juleevangeliet er ikke nogen sentimental fortælling, den er derimod din og min fortælling, og den kan give os både håb og tro, fordi den er et budskab om livet, som Gud også skaber, skænker og sætter sig selv ind for her hos os.
Så kan vi da af hjertet ønske hinanden glædelig jul.
Amen