Søndag d 8. december 2024 kl. 10 v sognepræst Hans Nørkjær Franch
SALMER
733 Skyerne gråner
77 O kom o kom Immanuel
86 Hvorledes skal jeg møde
274 Rejs op, dit hoved, al kristenhed
74 Vær velkommen
Gud findes ikke…
Gud findes ikke!
Det er ikke et citat. Jeg foregiver ikke at være en anden. Det er mig der siger det; mig der mener det.
I dag må I have mig undskyldt for min anfægtende, ja, måske endda provokerende begyndelse. Men inden I farer ud og ringer til biskoppen og beder om at få mig afskediget, må jeg hellere få forklaret mig og sige: bare rolig, jeres præst er ikke pludselig blevet ateist.
”Gud findes ikke” betyder ikke, at Gud ikke er til. Det betyder ikke at Gud er død og borte, eller, at der er sket andet mere eller forfærdeligt eller religiøst nedslående. Nej, udsagnet ”Gud findes ikke” betyder, at Gud ikke er noget eller nogen, som mennesket finder. Gud findes ikke. Gud bliver ikke fundet af mennesker.
Det er omvendt: Mennesket findes. Mennesket er det væsen, der bliver fundet – og det gør vi af Gud. For det er Gud, der kommer mennesket i møde, Gud, der møder os, gæster os. Og denne meget væsentlige kristne pointe er, hvad vi fremhæver i denne tid, adventstiden, hvor vi efter alle kunstens regler forbereder Jesu fødsels dag.
”Gud findes ikke… Gud finder!”
Gud finder!
Det er denne atomkerne af kristendom, alting kredser om disse dage! For når vi sådan med adventstiden skyder et nyt kirkeår i gang og siger ”Vær velkommen” til det, er det vigtigt, at sige noget væsentligt og noget centralt om kristendom. Et kraftcentrum af forkyndelse:
Dette med, at Gud ikke findes, men at Gud finder, det er som i den moderne filmklassiker, Forrest Gump, hvor titelpersonen Forrest, spillet af Tom Hanks, af sin ven fra Vietnam-krigen hånligt bliver spurgt: om ”han har fundet Jesus!” Dertil svarer Forrest Gump: ”Jeg vidste ikke, jeg skulle lede efter ham.”
Og det er fuldstændig rigtigt. I denne fine fortælling ser vi netop skildret, hvor ofte omsonst og frugtesløst det er, når mennesket farer omkring og leder efter et eller andet, man ikke helt véd hvad er – måske det meningsfulde liv – men når mennesket i sin jagt på meningen må sande, at ens søgen egentlig ikke er en søgen, men en flugt – fra sig selv, fordi man er bange for, hvad der sker, hvis man skal se sig selv i øjnene; fordi der er alt for meget, der gør alt for ondt.
Det er det der skildres i Forrest Gumps barndomsveninde Jenny, der på grund af en forfærdelig opvækst, har så svært ved at finde hvile i sin egen sjæl. I kristendommen tilsiges vi den store beroligelse, at det ikke er også, der skal ud at lede eller stræbe eller søge mod himmelske højder for nå eller møde vores Gud.
At vores opgave måske snarere er at forsøge at finde hjemme hos os selv – bl.a. fordi dette er stedet, hvor Gud selv har valgt at finde et jordisk hjem: Hos os. På Jorden. Midt iblandt os.
Det er det allermest grundlæggende i hele kristendommen: At Gud – af én eller anden grund – besluttede sig for at tilbagelægge den afstand, mennesket konstant viser, at vi ikke kan overvinde – da han besluttede at komme til os. Som den lille bibel siger det så smukt: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3,16)
Og det er det hele kristendommen går ud på. Det er den længsel, vi indvarsler i denne adventstid; det er derfor vi tænder blus med glæde; for at lave et nordisk fakkeltog for den Frelser, der kommer os i møde, rider ind, bliver født til at leve hos os, for med sit varmende, blændende lys, at nå helt ind til alle vore små forfrosne bosteder. Det er det, julens budskab handler om: Herrens komme, det nye livs skud, der bryder frem i øde ørken og fra golde stub. Bebuderen af retfærdighed, herlighed, visdom og nyt liv. Gud der er med os, ”Immanuel”.
Det er den grundlæggende bevægelse i kristendommens kernekraft: Gud gør noget for os. Ikke omvendt. Vi kan slet intet gøre for at få fat i den velsignelse og gave, som Gud giver os. Men vi kan gøre vores til, at den kraft vi modtager, at den også kan blive til kraft og styrke og velsignelse for andre end os selv. Vi kan kun leve ud af den, få kraft fra den, fordi Gud har vist os den kæmpestore nåde at gøre vores fred og frelse uafhængig af vores formåen og vores flugt fra os selv.
For det er som Brorson digter det i de smukke vers, vi skal synge om lidt: (Nr. 86):
Ej andet fra dit rige
har draget dig herned
end din den uden lige
grundløse kærlighed.
Initiativet er Guds, og Guds alene. Det er ikke os, der har overtalt ham, hentet hans kærlighed hjem, gjort os fortjente til hans nåde. Den er strømmet til os uden vores mellemkomst og kun derved kan den være så rensende, befriende og betingelsesløs, som den er.
Og kun derfor skal vi ikke være bange for, at vi ikke har gjort nok – vi skal lægge os ind under den fortrøstning, at vi ikke skal stræbe efter, at nå ham, men at han én gang for alle har fundet os. Som den vældige grænsesprængende guddom, tilbagelægger han enhver afstand – og ophæver enhver splid og splittelse, vi i vores kyniske kreativitet har udført – han når helt ind i vore sjæles mørkekamre og med sit lys sprænger vores hjertes døre åbne for det, han vil sige os.
Derfor bære blus vi med glæde.
For vinteren må sig med våren rime
Og Jul gør lyksaligt nytår.
Og for denne glæde kan vi da af hjertet sige…
Lov og tak og evig ære…