Tekster: Rom. 10,4-13 og Luk. 7, 36-50.
Højmessen kl. 10
Salmer: 3-450-396/151-439-506-383
Gudstjenesten kl. 17
Salmer: 25-396/ 151-439-506-386
Digteren Thorkild Bjørnvig blev tidligt optaget af den kulturelle og politiske ændring, der skete i løbet af 1950’erne og1960’erne. Han skrev tidligt digte om den klimamæssige og økologiske krise vi er midt i. Han så i den nye musikkultur i første omgang et forfald. De gængse former opløste sig til det, han kaldte formløshedens tyranni.
Han vendte sig mod de nye måder, vi unge var sammen på, han brød sig dengang ikke om opgøret med stive former for høflighed, vaner og konventioner. Med tiden erkendte han, at der i det nye i høj grad også var værdifulde elementer.
Jeg kan huske, at jeg både blev skræmt og tiltrukket af formløsheden, da jeg mødte den. Sådan har jeg det egentlig stadigvæk. Former kan blive så stive, at de kvæler indholdet, og omvendt kan de blive så løse, at de ikke er rammer for det, de ville være og ville bringe frem.
Da Jesus kom ind i farisæeren Simons hus, skete der et sammenstød af former for god opførsel og menneskeligt samvær. Både Simon og Jesus beskyldte hinanden for formløshed. Det er altså et opgør, som enhver tid nok har sit mas med. Også i dag har vi det opgør. Fx i den politiske kultur i både Europa og USA. Storbritanniens ønske om at forlade EU, præsidentvalget i USA, manges søgen mod partier og enkeltpersoner, der er optaget af det nationale er tegn på dette opgør.
Religiøst ser vi en tilsvarende udvikling Der sker både et opgør med det formløse i manges søgen mod de fundamentalistiske eller konservative tolkning af religionerne, og en formløshed vokser frem i form af elementer fra andre religioner, der blandes i højere grad end før i vor tid. Vi ser det også sporadisk i folkekirken. Og det er altså også det, både Paulus’ tekst fra Romerbrevet og Lukas’ fortælling om Jesus i farisæerens hus og kvinden med alabastkrukken handler om: Former kontra formløshed.
Paulus er ofte ganske svær at forstå, når vi i gudstjenesten hører brudstykker af hans breve. Han forsøgte 20-30 år efter Jesu død og opstandelse at skrive til menigheder og venner, hvad Jesu virke, hans forkyndelse, hans død og opstandelse betyder. Paulus sammenfatter, systematiserer og fortolker. Han er ikke først og fremmest fortæller som fx lægen Lukas, der skrev Lukasevangeliet.
Vi er i samme situation som Paulus. Vi skal fortolke, vi kan ikke bare læse eller høre det bogstaveligt. Som Paulus og mange senere teologiske tænkere har gjort, skal vi konfrontere den forståelse, vi har fået ud af evangelierne og Jesu forkyndelse med vores eget liv og tid. Vi har mange andre kilder til at tolke livets mening og betydning end de religiøse. Det må vi forholde os til og sætte det i forhold til Jesu forkyndelse og den kirkelige tradition.
For Paulus handlede det om, hvordan man lever et ordentlig liv og er – i samtidens forståelse heraf – et retfærdigt og lovlydigt menneske. Paulus skrev, at det bliver man ikke ved at overholde en religiøs lov, ved at leve efter en religiøst inspireret moral, som den tids jøder ifl. Paulus mente, og som mange kristne, jøder og muslimer mener den dag i dag.
Paulus gør altså op med en udbredt religiøs praksis og form. Derfor blev han anset for at være formløs. Han ville befri os fra en overanstrengelse, for vi kan aldrig både opfylde en religiøs lovs bogstav og ånd. Retfærdigheden er derimod altid noget, vi får tilkendt, siger Paulus. Han siger, at det er troen på og bekendelsen til den korsfæstede og opstandne Kristus, der gør os retfærdige. Det gode, der perfekte liv findes ikke, retfærdighed kan kun opnås ved at få den tilkendt eller skænket. Vi kan ikke fortjene den, skønt vi har bildt os det ind. Kirken har gennem århundreder – på trods af at den burde vide bedre – bidraget hertil med både moral og ideologi.
Ved besøget hos Simon lægger Jesus alt det til side. Han viser her som mange andre steder, at han i situationen ikke ser på andet end det enkelte menneske. Kvinden med alabastkrukken havde ikke et godt rygte. Kunne Jesus ikke se og forstå det, tænkte de andre tilstedeværende. Hvis Jesus kunne se det, ignorerede han det og så hende som en person, der havde brug for tilgivelse og trøst. Og hvad havde farisæeren, Simon, den hykler, egentlig at prale af? Han havde ikke engang overholdt de almindelige former og konventioner for modtagelse af gæster.
Jesus udtrykker sit menneskesyn gennem lignelsen. Et menneske bærer altid skyld. For vi skylder altid livet væk. Vi har fået det. Vi har ikke taget det selv. Hvad vi kan, har vi ikke kun os selv at takke for. Der har for de fleste af os været nogen, der tog ansvar for os. Hvor det ikke var forældrene, fordi de enten svigtede eller ikke var i vores liv, så var der andre, der trådte i deres sted. De var og er venner og måske anden familie.
Vi skylder hinanden liv, kærlighed, opmærksomhed, tilgivelse og håb. Det er vores ansvar at give andre dette. Helst vil vi ikke skylde nogen noget. Vi vil ikke ligge andre til last, og vi ønsker ofte ikke, at andre er afhængige af os. Når vi er os selv, håber vi, at vi kan blive perfekte, som vi ønsker at være. Dog intet menneske er eller kan blive perfekt. Det er et grundvilkår, som vi kristeligt kalder synd. Den er splittelsen og selviskheden i vores liv.
Så meget mere har vi brug for, at Jesu forkyndelse brager ind i vores form og afslører den som formløshed, der isolerer os fra hinanden.
Vi har alle brug for at blive tilgivet. Tilgivelsen er tilsagnet og løftet, om at vi er gode nok i Guds øjne. Akkurat som kvinden med alabastkrukken fik at vide, at hun var god nok i Guds øjne. Fordi hun søgte forsoning og tilgivelse hos ham, der er livets kilde, frelser og opretholder.
Vi kan få det at høre som ord til os fx i en gudstjeneste. Både i dåben, i nadveren, i salmer, i tekster, i musik og prædikener bliver det gang på gang forkyndt, at vi ikke skal laves om, for at Kristus vil have med os at gøre. Han skænker os den retfærdighed, vi ikke kan fortjene os til hverken med den ene eller den anden form for tro eller moral. Den livgivende tilgivelse findes ikke i en fast form, men kommer ofte i ord, som den gjorde til kvinden med alabastkrukken. Befriende, ny, overraskende og grænse- og formsprængende.
Amen