Tekster: Sl. 40,2-6 og Mark. 2,14-22. Salmer: 729-449-300/ 492-439-468-728. Aarhus Domkirke, søndag d. 12. oktober kl. 17.
Domprovst Poul Henning Bartholin
”Hvad brænder du for”, bliver alle jobansøgere i øjeblikket spurgt. Ja, også i andre sammenhænge, bliver vi spurgt om vores engagement. For vi søger lidenskaben, engagementet hos den anden, som vi mener at have det selv. Vi spørger også, fordi vi vil se, om der er noget, som ligner os og vores interesse. Og vi spørger for at blive inspireret.
Nu er det et voldsomt udtryk at brænde for noget. Ilden er jo livsfortærende. Man kan brænde op af og i sin lidenskab. Jeg tror, at Grundtvig, den gamle salmedigter og student fra Aarhus Katedralskole, har ret, når han i nogle strofer, der står på Katedralskolens mur lige over for Domkirkens kor siger:
og brænder kun hjertet for sandhed og ret, skal tiden nok vise: vi tænkte ej slet.
Sandhed og ret, nej det er ikke altid dét, vi brænder for i denne tid. Hvad er det så? Vor egen ret. Vores egen sandhed. Jo, det ligner, men det er ikke det samme, for vi søger ikke det fælles, men vores eget. Hvad søger vi så? Vi søger efter mening i livet, og vi spørger andre om deres søgen, om deres livshistorie eller fortælling. For vi mener – og ikke med urette – at engagement og livshistorie kan give os et udgangspunkt i livet og give os en fortælling, der rummer retning, mening, handling og mål.
Med rette bliver der rettet kritik af, at vi søger den mening i os selv. Prof. Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet har skrevet en bog herom for nylig. Dog skal vi også spørge, hvor er det ellers nogen, der kan levere en fortælling, der giver mening og retning i livet? Det er der i de store fortællinger i menneskets historie, i vores tradition. Vi skal turde gå ind i dem og opdage, at de rummer noget, vi kan bruge. Og vi, der varetager disse fortællingers liv, skal bestræbe os på at finde indholdet formulere det nutidigt og nærværende, så vi ikke fremstår som et museum.
For indholdet er der ikke noget museum over. Tværtimod er det helt grundlæggende og genkendeligt. Det evangelietykke, jeg lige har læst for os, fortæller om en ganske almindelig mand, Levi, der var tolder. Han søgte også en mening og retning i sin tilværelse. Måske havde han siddet ved Toldboden i mange år. Rutinen havde taget over. Der skete aldrig noget særligt interessant, kan vi forestille os. Måske lige med undtagelse af den dag her, hvor Jesus kom forbi sammen med en stor flok mennesker, der var vældigt optagne af, hvad han sagde og gjorde.
Jeg tror, at vi kan sætte os ind i, hvordan han måske har tænkt. Mon ikke som os, der ser et optog eller en ny bevægelse, en trend på Facebook og spørger, hvad det drejer sig om? Så Jesus mon, at Levi var nysgerrig? Var det derfor han kaldte på ham og sagde ”følg mig!”? Det, vi finder interessant på nettet sætter vi et hak ved i ”følger”. Der er i grunden ingen forskel.
Og lad os forestille os, at Levi gik med Jesus rundt i byen hele dagen. Til sidst indbød Levi Jesus til at spise i hans hus. Alle stimlede derhen, for det var lidt af en begivenhed. De var fascineret af, hvad Jesus sagde. Men forstod de det? Det lød som det, de var vant til at høre i deres synagoge, og alligevel var de anderledes.
De skriftkloge, teologerne, eksperterne var ikke ret meget i tvivl. Skråsikkert mente de, at han prædikede imod den almindelge tro og de almindelige religiøse regler. Nogle af disse regler sagde, at man skulle undgå at spise sammen med urene mennesker. Toldere var urene, fordi de rodede i alle ting, som blev ført ind og ud af byen. Andre var også urene. Hvordan kunne Jesus spise her? Hvad var det, han ville? Hvad var det egentlig han brændte for? Var det sandhed og ret? Ja, men forstået på en ganske bestemt måde.
For Jesu samtid forstod sandhed og ret på samme måde, som vi forstår det. Vi kobler sandhed og ret til bestemte former og normer. Ting skal være på en bestemt måde. Vi kender i alle familier en person, som altid kan sætte en finger på vores arrangement, fordi det afviger en smule fra, hvad ”man” gør eller plejer at gøre. Denne lille afvigelse kan gøre alting forkert og mislykket i hans øjne. Vi kender det sandelig også i samfundet og i kirken. Hvis ikke lige det hele går efter en snor, så falder alt sammen, synes de.
Eksperter og skriftkloge kan ofte få den rolle. Det har de i Det nye Testamente. Her er det altid dem, der kommer til kort overfor, hvad Jesus mener. Og det er dem, der trækker det lange strå til sidst, fordi deres udsagn fører til rettergangen mod ham.
Men hvis vi skal finde ud af, hvad Jesus egentlig vil, så er de et opgør med de former, der snører menneskelivet inde. Der er noget, der er meget vigtigere end formerne. Former skal til for at vi kan være sammen om noget. Vores fester har en bestemt form, som vi bestemmer, de skal have. Formen er en ramme for det, der er indholdet.
Sådan var det også på Jesu tid. Måltidet var og er en form, hvori vi er sammen om det væsentlige, som ikke er maden men fællesskabet. Det menneskelige er det fælles og det vigtige. Ved at gå ind til Levi, tolderen, den urene, viste Jesus, at I Guds øjne er der ikke nogen mennesker, der er urene eller forkerte.
Han fortæller med sin gestus imod Levi, at i Guds øjne er Levi ikke forkert. Det er en måde at formulere det gamle på, blot på en nye måde, hvor det ikke er puttet ind i regler og love og vaner. Det gamle er jo, at Gud skaber mennesket i sit billede. Han vil mennesket. Gud handler og kommer til mennesket med livet.
Efterhånden opstår der både i jødedommen og i kristendommen en tanke om, at Gud er så ophøjet, at mennesker skal ydmyge sig, for at han vil have med os at gøre. Det er i grunden mærkeligt, at det opstår, for Jesus viser gang på gang, at det forholder sig anderledes. Gud kommer i Jesus til os. Det er både dig og mig, der er Levi, tolderen, eller det er Levi der er et billede på os.
For når livet pludselig midt i dagligdagen bliver stort og overvældende, er det aldrig os selv, der er årsagen. Det er altid noget, der kommer og løfter os ud af de vante former. Det sprænger vanetænkningen om at formerne har afgørende betydning, og tanken om at vores eget brændende engagement er afgørende for om vores liv finder fylde og mening.
Det vidunderlige er, at det kommer til os med et menneske, men at det er mere end dette menneske. Vi kan ikke få det til at passe i formen, for det er som at sætte et stykke nyt, uvasket og ikke krympet tøj på en gammel dragt. Det vil ødelægge dragten, næste gang den bliver vasket. Eller det er som at hælde ny vin i gamle vinsække, der jo har taget form af den nye vin, der blev hældt i dem, da de var nye. Vinens arbejde med at blive til vin, trak dem i flere retninger og formede dem. De kan ikke holde til en ny omgang ny vin, kun til at transportere en gammel og færdig vin. Her er vi nødt til at standse og prøve at fortolke, hvad der sker. Hvad sker der, når vi får et barn eller barnebarn? Frygt og taknemmelighed blander sig for os. Hvad sker der, når vi forelsker os? Vi spørger og søger efter svar. For vi, der har været heldige, kan, så for leve et helt liv med den anden og stadig søge svaret og fortolkningen. Svaret, forklaringen lukker og afslutter, så forhåbentlig kommer det endegyldige svar aldrig.
Denne åbenhed og uafsluttede måde er det, at Jesus bærer i sin forkyndelse. Det fører med sig, at kristendommen aldrig rigtig passer til at sige, hvad vi skal gøre, eller at vi skal gøre noget ganske bestemt. Vi er nemlig selv ansvarlige for, hvad vi hører og hvad vi mener, der skal ske, når vi har hørt det. Jeg kan ikke stå her og fortælle jer, hvad I skal mene om den krig i Syrien og Iraq, som vi nu er med i, eller om vi skal stramme eller ikke stramme asylregler. Vi kan egentlig kun få at høre her, at Gud kommer til os som et menneske, drager ind til os, spiser med os, ser os, løfter os op over den almindelige opdeling af mennesker i dem, der er noget, og dem, der ikke er noget. Alle er noget, fordi alle er Guds barn.
Det skal du handle på. Og det er måske det, der kan give dig et enggement i livet, som det gjorde for Levi. For han opdagede, at han er set og hørt af Gud selv, som du også er. Og du kan være Guds øjne og ører ved at se og høre andre. Det helt afgørende spørgsmål er nemlig, om det, der bærer din lidenskab er livet eller lidenskaben drejer sig om dig selv.
Ved at sprænge de alt for stramme opfattelser af, hvem der er noget værd, formulerede Jesus det, der er Guds vilje fra skabelsen til frelsen, at Gud vil mennesket, han vil bære det også i det svære og vanskelige. For den, der sidder i det svære og vanskelige, er det altid nyt. For de skaber håb og mening, hvor der ingen synes at være.
Sådan var det for Levi, og sådan kan det være for os, hvis vi brænder for sandhed og ret, for det er ikke form, men indhold fylde og livet om at gøre.
Amen