Tekster: 1. Mos. 1,27-31 og Mark. 9,14-29. Salmer: 736-449-201/27-439-180-677
Af domprovst Poul Henning Bartholin
Vores verden og liv præges i højere og højere grad af en religiøs fundamentalisme inden for alle religioner. Fundamentalisme vil her sige, at de religiøse tekster læses og forstås bogstaveligt. Tilsvarende udlægges troslæren, etikken, moralen og menneskers adfærd temmelig entydigt for – hævdes det -, at kunne være i overensstemmelse med det religiøse grundlag. Men derved kan man komme til at læse frygteligt forkert og gå helt galt i byen.
Vi læser ikke romaner, noveller, digte, aviser eller tegneserier bogstaveligt. Vi er klar over, at de skal fortolkes og forstås i en sammenhæng med noget andet i vores liv. Sådan skal religiøse tekster også læses og forstås. Også vores egen Bibel. Autoriteten ligger ikke i det bogstavelige eller i en påstået guddommelighed. Overbevisningen ligger i, at der stilles en omfattende fortolkning af menneskelivet som sådan til rådighed, og at vi kan forstå os selv inden for denne.
Selvfølgelig betyder det ikke, at vi selv kan bestemme om Gud er eller ikke er. Heller ikke, at han er et symbol eller et produkt, der er opfundet i et menneskes hjerne og fantasi. Gud er!
Teksterne om ham er som en slags billeder, vi ikke kan komme bag om. Ja, det er som at se billeder fra vores forældres barndom. Hvis ikke vi har vores forældre mere, kan vi ikke komme bagom billederne. Vi vil så kun kunne forstå dem i en fortolkning, der er født af de fortællinger og beretninger, de har givet fra deres barndom. Og vel at mærke i den form, vi husker dem. Alle, som har søskende véd, at vi husker forskelligt, derfor er dette ikke entydigt.
Men har vi fortællinger fra vores forældres barndom, kan vi i mange tilfælde komme så langt, at vi kan se, at billederne og fortællingerne også handler om noget, der er på spil i vores liv. De samme eller tilsvarende livssituationer, samme glæde, samme afmagt, samme famlen og råb efter hjælp, samme fylde og kærlighed og taknemmelighed.
Det er sådan, vi skal høre, fortolke og gerne forstå de bibelske tekster. For hvis vi ikke hører og læser dem sådan, vil de ofte ikke sige os noget. Sådan er det også med den lille beretning om faderen og den epileptiske dreng. Alle forældre kender den afmægtighed, der greb faderen. Også fra andre sammenhænge end vores børn, kender vi den. Men den siger os ikke noget, rører os ikke positivt, hvis vi får at vide, at bare vi tror og beder til Gud, så løser alt sig.
Det er så heller ikke pointen i dagens evangelium. Pointen er derimod, at i den afmægtighed, vi alle kommer ud for, er vi ikke ladt alene. Sikkert er det ikke, at den konkrete lidelse lettes, men måske får vi hjælp til at bære lidelsen, til ikke at gå med den alene. Der er et stykke vej hen til den pointe, og den vej vil vi gå nu.
Vores eget liv skal vi bruge til at forstå en fortælling som denne. Vi kan gå ind i den fra faderens side og med ham føle afmægtigheden og ensomheden i kampen med drengens sygdom og håbløse situation. Han er hjælpeløs. Fortvivlet. Hvor er der en udvej? Et muligt svar har sangeren og digteren Steffen Brandt formuleret i en sang, hvor han skildrer en mand, der er ved at sidde fast i sit liv. Han regeres af andre magter, sin kones forventninger, som han ikke kan leve op til, og af børnenes irritation over et skvat til far. Han flygter med sin hund hver aften, så han ikke skal være sammen med dem. Men han må indse, at vejen ud af situationen er at gå hele den lange vej tilbage. Han må tale med dem, give dem og sig selv ord, de kan deles om, så alle kan blive glade og befriede for det, der bandt dem på en livsnedbrydende måde.
Faderen til den epileptiske dreng må også gå den lange vej tilbage. Du og jeg må af og til gå den lange vej tilbage, hvor vi erkender og får at mærke, at opløsningen af den knude, som binder os, må en anden sørge for. Vi kan ikke selv. I afmagt men dog alligevel i foretagsomhed og opsøgende hjælp, bliver faderen hørt og barnet hjulpet. Der kommer et befriende ord og sprog ind i deres liv. Knuden, der bandt dem til at bære al skyld selv, blev løst op. Og derved blev de mennesker og menneskelige igen – sammen.
Drengen kan ikke hjælpe sig selv. Han kan ikke tage sig sammen, sætte mål eller opfinde handlingsplaner. Han er bogstaveligt talt låst i sin krop og sit liv. Befrielsen kommer dog til ham gennem Jesu ord. Jesu ord er ikke en medicin, der kurerer epilepsien. Nej, de befrier til at leve frimodigt med epilepsien eller hvad der for os er en lammende og hæmmende binding i livet. Skyld, sorg, selvbebrejdelser eller urimelige krav og anklager fra andre.
Hvad er det, de ord kan? Det spørger vi om, som disciplene gjorde. Hvorfor kunne deres ord ikke hjælpe? Fordi der fordres bøn. Men helt ærligt: Hvem af os har ikke prøvet at bede alvorligt og inderligt og længe til Gud uden at blive hørt? Hvorfor så fortsætte? Hvorfor tro på, at det hjælper?
Fordi du ikke kan hjælpe dig selv. Fordi du ikke kan befri dig fra det, der binder dig. Fordi det ikke drejer sig om i kristentroen om at få den mekaniske eller tekniske eller medicinske hjælp, der er nødvendig. Det handler om at blive befriet fra sin egen bindende tro på, at livet er og kan leves mekanisk og uden knuder, og at jeg selv er skyld i, hvis det ikke lykkes. Kristentro er en tro på at Gud ved Jesus Kristus befrier mig til at være den, jeg er med alle mine fejl og mangler og med alt det jeg, trods alt, ved at være kan gøre for andre.
Det er faktisk indlysende. Du er bundet og kan ikke befri dig selv. Nu sidder du og tænker på, hvad du mon er bundet af. For det føler du måske ikke, at du er. Dog er det sådan. Du er bundet af din egen historie, af den tid, du lever i og af de mennesker, du lever med, af og for. Både følelser og materielle ting binder dig. Du kan ikke gøre dig fri af det, det følger med dig alle vegne, så længe du lever. Du er bundet af din måde at være på. Hos os alle er den i nogen tilfælde befriende for andre, i andre er den en hæmsko og en forhindring for at livet kan leves i fordragelighed. Du er bundet af din samvittighed. Den får dig til at tage ansvar og yde omsorg og skænke andre din kærlighed.
Når du gør det, har du mange gange opdaget, at du ikke kan gøre det, der egentlig skulle til for at hjælpe andre. Et utrøsteligt menneske kan ikke trøstes med en bemærkning om, at alt nok skal vendes til det gode igen. Det er jo en falsk trøst. Et menneske, du har stødt bort kan ikke bare forsones med en bemærkning om, at det blot var humor. Her må du have hjælp.
Hvordan kan man yde hjælp til et menneske, der i både bogstavelig og i overført betydning er bundet og fanget, som drengen er? Ja, nogen lidelser kan vi ikke tage fra andre. Dog kan vi hjælpe den anden til at leve med skylden og ansvaret, og vi kan tage det ansvar væk fra ham, som han bilder sig ind at have, men ikke har.
Og vi kan hjælpe ham med at gå sammen med ham på hans livs vej. Hjælpe ham ved at holde ham ud, skønt han måske netop næsten ikke er til at holde ud.
Der findes nok ikke et menneske i faderens situation, som ikke undervejs har tænkt på at svigte, holde op og gå, fordi det ikke var til at holde ud. Man kan blive helt bange for sig selv i den situation. Faderen til drengen kan have haft det sådan. Dog ser vi, at i den afmægtighed, som må have grebet ham, bliver han foretagsom. Der må gøres noget, synes han at tænke. Han går til Jesus. Den hjælp, han får, er ikke utroværdig. For han bliver befriet for at forestille sig, at han skulle og skulle kunne hjælpe barnet mere end han allerede gjorde.
Han kan kun tage sig af barnet og hjælpe ham alt det, han har kræfter nok til. Dog kan der være både sygdom og andet, som vi ikke kan hjælpe den anden af med. Men så kan vi være der og bære, det vi kan, og bane vejen for den anden.
Jesus befrier drengen med et ord. Det kan vi ikke forstå, hvis ikke vi ved, at da teksten blev skrevet, var det opfattelsen, at sygdom har sin årsag i synden. Og sikkert i faderens synd.
Faderen vil gøre afbigt og bod. Og det bliver han befriet for. Han modtager dybt inde i fortvivlelsen forsoningen og tilgivelsen fra Jesus, der pludselig står og er Gud midt i mandens liv.
Tilgivelsen og anerkendelsen af, at også den, der – måske uden at ville det- binder andre på hænder, mund og ånd kan få tilgivelse for det. Og den tilgivelse befrier også andre end en selv, hvis man deler den med andre.
Hvorfor kunne disciplene ikke det, ville de vide. Det er et relevant spørgsmål, som vi også stiller. For vi kommer også til kort af og til. Beder vi ikke nok? Tror vi ikke nok? Eller er kristendommen ikke utroværdig, når det kommer til stykket?
Befrielsen består netop ikke i, at vi gør, hvad vi kan, mens vi bilder os ind, at vi kan skabe vores eget liv. Nej, vi er som drengen, der må modtage alt, hvad han behøver for at leve. Når vi har grebet det, kan vi give af det, vi har fået, uden at bede om ros derfor.
Så er det da heldigt, at Gud ved Jesus Kristus har sagt i vores dåb, at vi er hans børn og er det alle dage nu og indtil verdens ende. Deri ligger befrielsen, og bønnen er Fadervor og måske en enkel sætning som denne: ”Gud vær mig lille menneske nådig, lad mig leve af din kærlighed nu og i al evighed.”
Befrielsen er, at her modtager vi nåde og forsoning med Gud. Hvad vi har fået, kan vi dele ud til andre, som har behov for hjælp. Den, der finder nåde hos Gud, er frigjort til at give andre lys og frihed i deres liv.
Amen