Tekster: Jer. 18,1-6 og Matt. 22,1-14.
Gudstjeneste den 18. oktober i Aarhus Domkirke kl. 17.
Hvad gør vi, hvis vi vil fortælle andre om en oplevelse eller erfaring? Jo, vi fortæller både om faktiske omstændigheder, og vi anvender billeder for at gøre dét forståeligt, som skete, som var og er virkelighed, men ikke er ting, personer, naturfænomener eller genstande.
Spurgte man mig om, hvordan det var at være på studietur i Damaskus for nogle år siden eller i New York for endnu flere år siden, så kunne jeg måske svare, at det første sted var som at være i Helvede, og det sidste var som at være i Himmerig. Alle ville forstå noget derved, men de havde ikke fået en topografisk beskrivelse af de to byer. De havde fået mine sproglige billeder af en erfaret virkelighed, der blev altbestemmende for mig.
Når Jesus talte og taler om Guds rige eller Himmerige er det heller ikke en beskrivelse af et sted. Det er billeder, der forsøger at udtrykke en erfaring, vi alle har adgang til. Erfaringen er almen, og den kan tolkes på forskellige måder. Fx kan vi tolke den gennem følelser, hvad vi ofte gør i øjeblikket. Eller vi kan fortolke den religiøst og eksistentielt, så vi spørger om livets betydning og eventuelle mening gennem de erfaringer, vi netop har gjort os.
Bevæger vi os over i disse fortolkninger kan det blive risikabelt at fortælle om dem til andre. I det lille udsnit af Mattæusevangeliet, vi har hørt i dag, er vi midt i en meget risikofyldt situation. For – hvad vi ikke får at vide i dag, men må læse i sammenhængen i evangeliet – Jesus var midt i en situation, hvor han var i strid med de ledende jøder, nemlig ypperstepræsterne og farisæerne. Han blev af dem op fattet som en oprører og kætter. De så ham som en risiko for dem og deres position og magt. Folk på gaden var ikke uinteresseret i, hvad Jesus forkyndte. Derfor blev magthaverne bange og ville skaffe Jesus af vejen. Som bekendt vandt magten til sidst ved at klynge ham op på et kors. Her må vi minde hinanden om, at sådan en magt er en rå magt, der ikke kan bestemme over det enkelte menneskes tolkninger af, hvad der giver mening og betydning i livet. Den nøgne magt må ikke sætte sig på vores samvittighed.
Nogle mennesker er så modige, at de ikke holder tolkningen for sig selv, men fortæller om den. Kristendom og kristentro er både historisk og aktuelt forbundet med det mod. For kristendom er i sit væsen kritisk og spørgende. Kirken derimod er det ikke altid. Det burde den være. Og kirken kan – også både historisk og aktuelt – have en magthavers interesse i ikke at ville være kritisk og spørgende.
For kristendom og tro bygger ikke på magt og ikke på en tro på den menneskelige magt. Tværtimod er grundlaget for kristendommen ord og løfter, der bl.a. peger på den menneskelig magts begrænsede rækkevidde. Kristendommens felt er menneskelivet betydning og mening. Kristendom er ord til sårbare mennesker som os, der prøver at finde ud af vore liv.
Religion og kirke kan også have og endda stræbe efter magt. En meget stor del at Europas historie handler om netop dét. Vi ser det også i dag. Både den katolske og den lutherske kirke søger magt og indflydelse ikke mindst på et etiske og moralske område. Og en del ser deres magt over sjælene truet af andre religioner. Magten udøves ved hjælp af eksklusion og inklusion, altså udelukkelse og indlemmelse. Det viser os, at magten altid lukker sig om sig selv. Magten vil ikke andet end sig selv, den vil –kort sagt – have magten.
I lignelsen, vi har hørt i dag, taler Jesus op imod al magt men især imod den magt, religionen kan anvende for at sikre sig mod andre, ved at udelukke og evt. true andre.
Jesus anvender billedet af en bryllupsfest, fordi brylluppet er et billede på de menneskelige erfaringer af at blive inkluderet, som kan fortolkes religiøst, og som får sit højeste udtryk i kristendommen fortolkning, hvor Jesus billedligt ofte fremstilles som brudgommen og kirken evt. mennesket om bruden.
Hvad er nu en bryllupsfests dybere mening egentlig? Hvorfor er den et anvendeligt billede her? Og hvorfor gør vi selv så meget ud af at fejre et bryllup? Jo, det er fordi et bryllup er en offentliggørelse af et møde mellem to mennesker, der er kommet til at holde af hinanden, stoler på hinanden, der tør betro sig til hinanden om deres inderste og som evt. vil og kan få børn sammen.
De to mødtes i en fælles menneskelig tiltrækning, og mødet får konsekvenser for dem selv, for deres families og slægts og for deres venners liv. På grund af disse konsekvenser, som også involverer ejendomsforhold og retten til børn og arv, er brylluppet en aflæggelse af løfter og en bekræftelse af gensidige aftaler. Og da det handler om det helt grundlæggende liv sammen med et andet menneske, indebærer dette samliv ikke kun kærlighed, men også svigt, misundelse, vrede og fortrydelse.
Alle disse ord er så svære at håndtere, når de viser sig konkret i det daglige liv. Derfor er der tradition for, at når vi udleverer vores skrøbelighed og sårbarhed til et andet menneske, så tager vi også en tredje instans i ed, det være sig i skikkele af en verdslig eller religiøs myndighed eller den treenige Gud selv. Brylluppet forløber da også som et både religiøst og verdsligt ritual.
Og hvad er så for resten et ritual? Det er en vane, vi har tillagt betydning i sådanne situationer, hvor vi har noget at sige hinanden, som vi ikke kan sige os selv. Vi siger noget, som viser ud over os selv, og som finder sin grund i et både menneskeligt og guddommeligt fællesskab.
Måske kan vi så udlægge lignelsen og høre, at den også har appel til os i dag. Som sagt stod Jesus i risiko for at blive slået ihjel af de ledende magthavere, som både var religiøse og verdslige magthavere i samme person. I den situation skildrede Jesus den religion og tro, de og han tilhørte, som en delvis fejltolkning.
Fejlen ligger ikke i, om vi tit hører det sagt, at jødedom er en lovreligion. Hvis vi siger det, har vi ikke forstået jødedommen ordentligt. Moseloven er en pagt, en overenskomst og genidige løfter. Hvis den fælles følelse og ånden i et fællesskab forsvinder, så kan det forvandle sig til en række regler og paragraffer, der regulerer det fælles liv. Så bliver alt til et ”noget for noget”. Menneskeligt overskud og generøsitet forsvinder alt for let.
Det var fraværet af det åndelige altså forståelsen af, at Gud ikke hænger sig i paragraffer og ofringer, hverken juridiske eller moralske, der blev grundlaget for Jesu kritik af magthavernes måde at lede både samfund og tro på. Jesus pegede og peger på livet forrang for magt, prestige og fornuft.
Han pegede på, at slægterne i generationer ikke havde lyttet til profeterne men kun havde bekymret sig om de menneskeskabte paragraffer i det omfattende jødiske lovkompleks. Det svarer jo næsten til vores egen erfaring på mange arbejdspladser, at der fokuseres, som det hedder, på mål og præstationer men ikke på livet, lidenskaben, glæden og tilliden.
Jesus ophæver det eksklusive i jødedommen. Han siger, at i forhold til Gud er ingen udelukket. Gud inkluderer sin skabning. Jesus inkluderer altså også alle. Men bliver han så ikke til risiko for jødedommen? Vil den ikke tabe sin identitet? Tilsvarende spørger flere i dag om kristendommens identitet, når den mødes med den globaliserede virkelighed, der ikke længere kun er digital og på en pc’s afstand, men nu er lige her med både krop og sind og behov for hjælp og inklusion.
Svaret er ikke enkelt. Men hvi vi vil lade os inspirere af Jesu forkyndelse og gerninger, ligger svaret i at indlemme o grumme andre og andres tro. Hvordan vi konkret gør det, er det op til os hver især at finde ud af.
Men der er jo én i lignelsen, som blive udelukket. Han har ikke bryllupsklædningen på. Hvem er det? Og hvorfor? Ja, jeg kan ikke pege på nogle bestemte, men det kan godt sommetider være en som mig, der stadig hilder mig i den indbildning, at jeg skal gøre mig fortjent til Guds og mennesker kærlighed og nåde. Det kan være en som mig, der ikke kan se, at ham, der blev klynget op på et kors derved inkluderede mig i et fællesskab med sig, og at jeg ikke kan eller skal fortjene noget selv. For at jeg lever er et under. At jeg lever sammen med nogen er et under, fordi jeg er blevet inviteret med til den bryllupsfest som livet er. Og ved det bryllup er der ikke forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager, de og jeg og du er inkluderede, og vi er med så længe vi tager imod andre og ser som, som vi ser os selv. Når vi ikke ser andre som vi ser os selv, har vi udelukket os selv.
Derfor er lignelsen ikke en domslignelse, hvor Gud udelukker alle os, der er forkerte og syndere og svigter. Nej, det er en lignelse, der holder et spejl op for vores ansigt, så vi kan se, at hvis vi ikke ser andre som os selv, ikke vil deltage i livet som en stor bryllupsfest, hvortil alle er inviteret, så udelukker vi os selv.
Amen