Tekster: Ef. 4,1-16 og Luk. 14,1-11.
Gudstjeneste den 27. september 2015 i Aarhus Domkirke kl. 17.
Forleden hørte jeg en radioudsendelse, hvor emnet var tro/ikke-tro. Bl.a. en erklæret ateist blev interviewet. Den pågældende mente, som mange gennem tiden har gjort, at kunne bevise og forklare, hvorfor kristendommen ikke er sand. Ja, hvorfor religioner i det hele taget ikke er værd at beskæftige sig med.
Manden tog udgangspunkt i, at det ikke er muligt at bevise Guds eller for så vidt andre guders eksistens objektivt. Det har han ret i. Gud er til for troen. Det er der så meget, der er. Er tilliden mulig at bevise? Er sandheden? Er kærligheden? Nej, ingen af dem kan bevises, alligevel lever vi af dem og med dem, som det væsentligste i tilværelsen.
Søren Kierkegaard lod et af sine pseudonymer sige, at sandheden altid er subjektiv. Niels Bohr supplerede dette 100 år senere og sagde, at også de naturvidenskabelige sandheder er subjektive. Han talte om den komplekse verden, der åbner sig afgrundsdybt, når man fx studerer atomfysik. Siden er der gået endnu 100 år. Sandheden – også den naturvidenskabelige sandhed – er stadig subjektiv.
Såvel den naturvidenskabelige som humanvidenskabelige tilgang til studiet af vores verden og af mennesket åbner for indsigter, der er sandsynlige. Men de er i sagens natur foreløbige. De holder indtil nogen kan påvise en hypotese eller en sandhed, der er mere sandsynlig.
Måske forvirrer det nogen af os. For er der intet, som står fast? I denne relativerede verden af foreløbige sandheder, kan man længes mod det faste udgangspunkt. Ja, et sted, hvorfra hele verden kan anskues og gøres overskuelig for den enkelte. Det bliver religionernes rolle i et langt tidsperspektiv, at have udført den opgave. Religioner skaber mening og sammenhæng, hvor nogle videnskaber påviser sammenhæng og udviklinger, men ikke giver sig til at forklare endsige bevise en overordnet mening med, hvad de iagttager og beskriver.
Måske er det ikke alle, der kan følge og tilslutte sig denne beskrivelse og tolkning af religions funktion. Er den ikke relativerende og dermed opløsende, kan de spørge. Handler vores tro ikke om det absolutte? Ja, det er bestemt forudsætningen for fx den kristne prædiken, at den taler om det absolutte. For den kristne prædiken skal tale om den yderste forudsætning for menneskelivet. Den forudsætning bliver aldrig troværdig i en tid med mange sandheder, hvis den ikke erkender, at den også selv er en tolkning. For det, vi kalder kristendom i dag, er blevet til gennem et par tusinde års tolkning. De fire evangelier er fire fortolkninger af de samme fortællinger om Jesu liv og gerning.
For den, der måtte mene, at blot talen om at evangelierne er fortolkninger af noget, der ligger forud, kan få mange til at skifte standpunkt til det modsatte, at de er en slags historiske beretninger. Og standpunktet kan skærpes, så man indtager den position, vi unuanceret kalder for fundamentalisme.
Vi kan ikke undvære fortolkninger. Alle fortolker vi, når vi læser eller hører noget. Det gør fundamentalister også. Fortolkninger er vigtige, fordi de giver os indsigt i det væsentligste og dybeste i livet, når vi famler efter at kunne se en mening i det ”for mig”. Luthers måske væsentligste betydninger ligger i, at han understregede dette, at han understregede det direkte forhold mellem Gud og mennesket, så evangeliet er ”for mig”. Vi overtager aldrig noget uden at spørge om, hvad det betyder for mig. Med mindre vi overtager det af frygt.
Dette ”for mig” har vi i dag også i en lidt perverteret udgave overalt i vores liv og samfund. Den enkelte sættes i centrum, og enhver er blevet udstyret med en bevidsthed om, at man kan skabe sin egen sandhed – og skal det. Det er ikke fundamentalisme. Det kaldes individets frihed til at vælge selv. Måske er det også individets isolation med sig selv.
Sætter vi imidlertid dette i forhold til Jesu forkyndelse, som vi har hørt den i dag gennem en lille lignelse, opdager vi, at Jesu forkyndelse taler om hver enkelt af os med en helt, helt anden ydmyghed. Vi opdager måske også, at der ikke er stor forskel på, hvordan mennesker reagerede og handlede på Jesu tid, og på, hvordan vi handler og reagerer i dag.
Ønsket om og trangen til at få opmærksomhed ligger i enhver af os. Ønsket om og trangen til at blive regnet for noget og for at være nogen ligger dybt i os. Vi bliver ikke noget eller nogen alene. Vi er noget eller nogen i forhold til andre. Vi måler os med hinanden. Og vi laver regler, love etc. for at hegne hinanden ind, for at bremse den egoisme og overlevelsestrang og –vilje, vi alle sammen bærer i os som en vilje til liv.
Den vilje kommer af fællesskabet, men er også fællesskabets største risiko. For den kan føre til at fællesskabet nedbrydes. Måske er der mange tegn på det netop nu, hvor vi møder hinanden med så mange regler og love, der skal sikre os og det, vi har.
Billedet af dem, der søgte de højeste pladser ved bordet i farisæerens hus for at blive set og anset for at være noget, udspiller sig som virkelighed hele tiden hos os. Der er hos de fleste af os en trang til at finde en position, hvor andre kan se og måske beundre vores betydning. Det er en uudryddelig trang, vi alle har i os. Men spørg engang dig selv, om det er dette, der betyder allermest for dig? Jeg tror det ikke. Selvfølgelig har det en betydning, derfor kæmper vi om pladserne i offentligheden, i TV, på nettet, og hvor vi kan føre os frem. Nej, det som betyder allermest for os er at blive set og hørt på ubetinget og dybt.
Det handler os at blive set af forældre, af den, der holder allermest af os. Og det handler omvendt om, at vi ser og hører andre. Positioner, stillinger, medieomtale forgår. I virkelighedens malstrøm er der ikke mange af os, som bliver husket. Og hvilken glæde skulle vi også have af, at vi har sat os et minde, der varer 100 eller 200 år?
Nej, sandheden er subjektiv, at mærke betydning og mening er noget, vi søger lige nu. Jesus peger på, at det har vi på forhånd og vi får mere givet. Ja, det ligger i det givne, at vi ikke har givet os selv livet. Det ligger i det faktum, at vi gang på gang kan høste anerkendelse for noget, vi har gjort eller sagt, men vi ved godt, at det ikke er vores fortjeneste. Vi var måske formidlende, men vi var et redskab for noget, der bar os og bevirkede, at andre føler sig båret.
Talen om ikke at ophøje sig selv, taler om alt det givne, der er forudsætning og betingelse for os. Vi kommer til dette, lever i det og af det, men intet af det kan vi tage vi med os. For det altafgørende er jo også, at vi er set og hørt af livets skaber og giver.
Den skaber og giver, som ikke er en objektiv og beviselig sandhed, men er den sandhed, der åbenbarer sig, træder frem i vores liv gennem Jesu liv og forkyndelse. Er det sandhed, så er det en sandhed for mig. For det handler og drejer sig om min eksistens med dig. Vil vi gøre den til en objektiv sandhed, gør vi den til tvang. Så udformer vi regler og måske endda love, straffe etc. for at kunne være med ved bordet.
Den lille lignelse i dag fortæller os, at når vi samles i respekt for hinanden og ser bort fra vores menneskeskabte hierarkier, så kommer der korsfæstede og opstandne til stede og skænker os hver især den nåde, tilgivelse og håb, der bærer vores liv. Den tro og den erfaring er personlig. Og deri er sandheden, at jeg kan føle mig fortalt ind i en historie, der er større end mig selv. Da bliver jeg ikke ydmyget og forkastet, men taget med ind i Guds historie og fortælling.
Her kan jeg så sande, at meget af det, jeg søger og gør i grunden er selvoptaget og forfængeligt. Vores trøst er, at Gud går ind i Jesu skikkelse hos farisæere og hos os. Her spiser han med os og deler sit liv, død og opstandelse med os. Det er både ydmygelsen og ophøjelsen i samme bevægelse. Det er ham, der skænker troen, det er ham, der holder fast i os, ikke omvendt. Det kan vi ikke bevise, men hvad gør det, for det er en kaldelse til at leve frimodigt uden at skulle præstere noget for det. Vi kan bare tage imod.
Amen