Tekster: Ez. 37,1-14 og Matt. 9, 18-26.
Søndag d. 15. november 2015. Aarhus Domkirke kl. 17.
Salmer: 21-305/ 355-439-694-757
For få dage siden udgav Carsten Jensen sin roman ”Den første sten”, der handler om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. I begyndelsen af romanen bliver der nye, unge soldater introduceret til den danske forlægning og forholdene derude i ørkenen i Helmand-provinsen.
Officerer og befalingsmænd vil lære dem, hvordan en soldat agerer og opfører sig. De kommer naturligvis til at tale om, hvordan de er kommet frem til at sidde, hvor de gør: I ørkenen i Helmand. Hvad fik dem til – hver især – at melde sig til krigstjeneste?
Der er en ung mand på 19 år. Han er uerfaren i livet, men meget erfaren i computerspil. Da de nye soldater falder i snak med en af de erfarne befalingsmænd, fortæller han om, hvorfor han er i Helman. Han fortæller meget ærligt, at han også har spillet computerspil, men han vil være med i ”noget, der er større end mig selv”, siger han. Det tolker den yngre soldat sådan, at det altså drejer sig om ”at knalde så mange ned som muligt”, som han siger.
Men sådan er det ikke. Han bliver irettesat og belært om, at de danske soldater ikke er der for at deltage i noget, der ligner et computerspil. De er er for at deltage i en gruppe, der har en opgave. Og de skal tænke på, at den, de kommer til at stå overfor, hører med til den gruppe. De skal tænke på, at de er der for befolkningens, for soldaternes, for børnene, kvindernes og bøndernes skyld. De er der for at passe på hinanden.
Den yngste bliver altså belært om, at det drejer sig om at beskytte liv og ikke om at udrydde det, skønt det kan blive konsekvensen i sidste ende. Hvor stammer de grundlæggende træk i dette synspunkt fra? Jo, det stammer fra Jesu forkyndelse. Og havde man spurgt en ligeså besindig afghaner, ville han kunne have sagt nogenlunde det samme, og han kunne have fundet grundlaget i Koranen, hvis han var muslim.
Det er egentlig også pointen i Jesu gerninger og ord i det evangelium, vi lige har hørt. Han handler og taler, så vi kan se, at livet har forrang for døden og tilintetgørelsen.
Romanen ”Den første sten” har lånt sin titel fra den episode i Johannesevangeliet, hvor folkemængden samler sig om en kvinde, der har grebet i hor. Selv i dag er det noget, som interesserer – ikke mindst nyhedsmedier – kan vi se i de seneste dages mange skriverier. I dag bliver man ikke stenet til døde, men hængt ud. Kvinden bliver befriet fra døden ved stening, fordi Jesus spurgte de forargede hvem af dem, der havde så ren en samvittighed, at de kunne kaste den første sten. Det kunne ingen, og de listede stille af.
Ingen af os er nemlig så rene i det hele taget, at vi ikke har noget på samvittigheden. Der er et eller andet, hvor vi har stødt en af vore nærmeste. Vi bærer alle rundt på en skyld. Det hører grundlæggende med til at være menneske.
Det er det, som befalingsmanden prøver at sige til de uprøvede soldater. Ingen af os er rene. Ingen af os har i virkeligheden noget at lade hinanden høre. Heller ikke de forskellige religioner eller de forskellige konfessioner inden for de store hovedreligioner har noget at lade hinanden høre. Vi har inden for de seneste 15-20 år været vidne til politiske modsætninger i verden, der er blevet forbundet med to religioner islam og kristendom. Ofte bliver det fremstillet, som om det mere er civilisatoriske og religiøse modsætninger end det er politiske og sociale modsætninger.
Der kan ikke være tvivl om grundlæggende forskelligheder, samtidig er der også grundæggende ligheder. Fx at de tre verdensreligioner har Det gamle Testamentes skrifter, historie og myter som en fælles forudsætning. En dansk forsker peger i en ny Ph.d. – afhandling om terrorisme og radikalisering på, at de allerfleste konflikter mellem folk, hviler på sociale forskelle. Sociale forskelle opstår fx ved en fars anerkendelse af sit ene barn, og ved manglende anerkendelse af et andet barn, eller et samfunds skæve fordeling af de fælle goder. Modsætninger opstår i et samfund, hvor der ikke er lige muligheder for alle.
Når vi lever i en globaliseret verden og nu lever i et verdenssamfund, er det måske ikke så vanskeligt at forestille sig, at de konflikter, der fylder meget i vores bevidsthed og verdensbillede i dag er sociale konflikter. Sociale konflikter internt i landene og eksternt i forhold til andre lande. Religion eller andre stærke holdninger blander sig eller trækkes ind. For nogen er religionerne måske det stærkeste af de bærende lag i et menneske. Og fordi alle væsentlige religioner helst vil være alene på banen, opstår der så i anden eller tredje omgang gnidninger mellem religionerne.
Det ser vi så i de konflikter, som fylder vores hverdag mere eller mindre. De kommer tæt på ved mennesker, der flygter fra grusomme krige, hvor civile uden beskyttelse bliver mejet ned. Vi ser det i de terrorhandlinger uden for de borgerkrigshærgede lande, hvad der nu hjemsøger os. Senest Sinai-ørkenen med eksplosionen i det russiske fly og i Paris med nedskydning af uskyldige på restauranter og koncertsteder. Vi begriber det ikke, og vi kan ikke andet end tage afstand fra det. Dybt og inderligt. Der er andre måder at løse sociale og politiske stridigheder og modsætninger på end at skyde sig til retten.
I vores evangelium i dag møder Jesus to marginaliserede mennesker. Før det første en far der har mistet sin datter, og en kvinde, der lider af blødningen, som ikke vil standse. Begge er ulykkelige og på kanten af samfundet.
Læg mærke til, at de begge bliver taget tilbage i fællesskabet ved hjælp af to små tegn: En berøring og nogle få ord. Men hvad gør de selv? De stiller sig blot i deres dybe fortvivlelse. Den ene er uhelbredelig syg og den anden har mistet sit barn. Hvad gør de selv, de to? De opgiver alle former selvforsvar og tro på, at et menneske selv er Herre over sin lykke. Med andre ord udtrykker de en tro i den betydning, at de opgiver al tillid til, at de selv skal og kan finde mening, forklaring og betydning i tilværelsen. De giver ikke op, men rækker ud i fortvivlelse og med håb.
Vi hørte først i gudstjenesten det utrolige billede fra profeten Ezekiels bog om de tørre knogler, der bliver betrukket med sener, muskler hud men uden ånd i første omgang. Det er oprindeligt et billede på Israel i eksilet i 700-tallet før Kristi fødsel. Og de er et billede på ethvert menneske. For hvad er vi i os selv?
Hvad er vi, hvis vi ikke har ånd, livsånde? Ja, så er vi som tørre knogler betrukket med sener, muskler, hud og hår. Men uden liv. Livet kommer nemlig med livsånden, som ingen kan tage selv.
Livsånden er det, der bringes til os i ordet om og fra Gud i Jesus Kristus. Vi kan få disse ord at høre i vores dybe fortvivlelse, når vi mister et menneske, vi elsker og holder af. Vi kan møde dem, når vi erfarer os som marginaliserede og udstødte. Derved får vi troen skænket. Jesus taler aldrig om tro på den moderne måde, som vi gør nemlig kognitivt og fornuftigt at holde noget for sandt, som kan eftervise, hvis nogen ikke skulle tro det, vi siger. Jesus taler om tro som modtagelse, der sker i tillid og er tillid.
Når vi bekender troen, som vi gjorde for lidt siden, så er de ikke en bekræftelse af troens sandheder. Det er heller ikke en overhøring der bekræfter vores troskab og lydighed. Det er derimod et stammende råb og et hviskende håb om, at jeg må bliver omfattet af Guds livsånde. For her kan jeg leve, selvom jeg skal dø engang.
Her kan jeg måske indse det, som Carsten Jensen også vil have os til at tænke over med sin roman, at alle vore forsøg på at hjælpe andre med krig eller andre midler dybest set er velmenende og forgæves, fordi de hører til i tvetydighedens og dermed syndens verden. Kun ét kan hjælpe os: Jesu ord, der berører os og giver os et evigt liv. Midt i alt det meningsløse sker det, som også skete i Galilæa for synagogeforstanderen og kvinden, der blødte, at vi bliver set og hørt, og vi får livet og troen skænket.
Således tror og håber vi, at alle de mange pårørende til ofre i krigene i Mellemøsten og i Afrika, alle de mange pårørende til ofrene for terroren mod det russiske fly over Sinai og skyderriet i Paris, alle de mange som må flygte for at bevare håbet om et tåleligt og anstændigt liv, må bliver set og hørt – uanset deres tro – af Vor Gud, som han så og hørte kvinden, synagogeforstanderen og hans syge datter.
Amen