3. søndag efter trinitatis (Henrik Grøndal Lund)

Tekster: Luk. 15, 1-10

Højmesse i Aarhus Domkirke søndag den 21. juni 2015 kl. 10

Tomme blikdåser, der skramler

Kender I det, at ordene bliver til tomme blikdåser, der skramler? Ordenes kamp om opmærksomhed flyder sammen, så ordene mister karakter og indhold, taber klarhed og betydning. Ordene tømmes for meningen. Ordene bliver støj – tomme blikdåser, der skramler.

Ordene afspejler vores forhold til hinanden. Når mennesker er utrygge, er det sikrest kun tale om noget løst og ligegyldigt. Når vi er frygtsomme, bliver ordene en variant af vejrudsigten, snak om regn og sol, vind og vej. Lad mig hellere blive på overfladen, tænker vi, mens det strømmer ud af munden med flosker og fraser. Ordenes hule skramlen larmer. Hvad er det jeg siger – hvor længe skal jeg tale, før der går hul på overfladen, hvor længe skal jeg lytte, før ordene bliver fyldt af noget væsentligt.

Knud Hansen, den gamle vise forstander for Askov Højskole, skriver et sted, at et menneske af og til må holde sig for ørerne eller flygte for ikke at gå til grunde. Ordenes skramlen kan være så påtrængende, at man fortvivler og må slå tomheden og overfladen ihjel, dræbe de ord som gør mennesker triste, kedelige og grå – dræbe floskerne, fraser og smarte paroler.

Ord kan blive slidt ned af bange og utrygge mennesker. Måske I har prøvet at sidde til bords i elegante stuer med festklædte mennesker og opdage, at her vogter alle på hinandens ord og tonefald, her er omgivelserne smukke og det ydre i orden, men mentalt er der tusind kilometers afstand mellem ordene. To lys på et bord, men ordene skramler som tomme blikdåser. Da kan man godt fortvivle og få lyst til at slå ihjel, dræbe tomheden med ord fuld af varme, tyngde og betydning -længes efter nøgne og vedkommende ord.

Når ordforureningen bliver for påtrængende, tager jeg gerne Martin Luther-bøger ned fra reolen. Hos Luther kan man genfinde agtelsen for ordets betydning. Hos Luther har ordet så megen magt og myndighed, at millioner af mennesker forandrer synet på livet, hinanden og Gud. På ordet alene skete reformationen af Gud, menneske, samfund. Europa blev forandret og reformationens betydning spredte sig videre ud i verden. Det skete uden krudt og kugler, uden langvarig krig, besættelse og terror. Hos Luther fødes menneskets og Europas reformation af ordet alene. Ord med hjerte kan ændre mennesker.

Jeg har valgt, at vi om lidt skal synge en af Luthers salmer. Og skønt salmen er fem hundrede år gammel, taler den karskt til den, som ikke orker flere ord eller den som føler sig fanget i et fængsel, hvor ordene er tømt for indhold. Luthers salmer bryder overfladen, snik-snakken og tager det alvorligt, at der overalt findes mennesker, som har behov for medfølelse. Vi synger om den frihed, som ingen af os kan undvære, den frihed som gør biologien medmenneskelig. Det er de frie levende ord om lidenskabelig medfølelse, om at vide sig set og fundet. Det er trofaste ord. De holder løftet om at stå ved, holde ud og blive hos. Ordene søger tålmodigt efter det tabte, fordi de generøst holder fast i omsorgen for den anden. Ordene leder efter det mistede, indtil de finder den som er faret vild. Luthers ord slår kulden og hårdheden mellem mennesker ihjel, dengang for 500 år siden, men også i dag. Ordene møder os stadig med barmhjertighed uden forbehold. Den samme barmhjertighed rækkes frem til den rige og fattige, lederen og den ansatte, den magtfulde og den afmægtige, den raske og den syge, statsborgeren og flygtningen.

Når jeg nogle gang synes, at mange ord i dag virker slidte og matte, skyldes det manglende lydhørhed. Der er så mange ord omkring os, at vi går ord-bedøvede rundt. Det er vanskeligt at være lydhør og lade ordene berører ens indre. Ordstrømmen er for massiv, for voldsom og påtrængende. Ordene er iklædt så mange dagsordener, at de mangler hjertes varme. Ordene tvinger os til at blive hårde og kolde. Vi bliver på overfladen og gør det mest dyrebare mellem mennesker til snik-snak, ord der skramler som tomme blikdåser. Faren er at vi holder op med at lytte til hinanden. Og uden lydhørhed mister vi medfølelsen – det mest fantastiske i et menneske, evnen til at føle med andre, lytte til den anden og tale sammen med dybde, mening og betydning. Det kan vi kun, hvor ordene har hjerte og vi åbent tager imod – tålmodige, overbærende, milde og ydmyge over for den anden, lydhøre.

Teksten i dag er fuld af lydhørhed. Gud hører det ene får, som er faret vild og kalder ude i ødemarken. Han finder det, tager op på skulderen og bringer det glad hen til de andre får. På samme måde går det for den lille mønt, der er faldet på gulvet og tabt af fællesskabet. Den tabte bliver fundet, fordi Gud bryder sig om den, som kalder på ham.

Evangeliet viser, hvad der sker, når vi ikke lytter til andre, men kun er optaget af os selv – når ordene er uden hjerte og oprigtighed. Med historien om det mistede får gør Jesus op med farisæernes selvretfærdige ord og smålige påpasselighed. De er ikke lydhøre for andet eller andre. Slavisk følges de vedtagne regler. Med hænderne passer de på, at de ikke kommer til at røre ved noget urent hos de andre. Med benene passer de på, at de ikke går for langt væk fra det sikre, så de ikke risikere at møde en anden livsforståelse eller livsmåde. Med øjnene holder de toldere, syndere og afvigere på afstand. Med ordene hjælper de kun dem, som de i forvejen er forbundet med. Barmhjertighed gælder kun dem inden for kredsen. Medfølelse udvises med største omhu og ikke til hvem som helst.

For Jesus findes der ikke noget værre end selvretfærdige ord og manglende lydhørhed. Derfor gør han det modsatte af farisæerne. Han lader hænderne, benene, øjnene, tankerne og ordene drive på medfølelsen uden forbehold og betingelser. I dag sættes alt ind på at finde det mistede får, fordi det kalder fra ødemarken. Vi opfordres i dag til omvendelse. Og omvendelse er lydhørhed for Guds ord og den andens situation. ”Den mand tog imod syndere og spiser sammen med dem”.

God sommer.

Amen.

Højmesse søndag den 21. juni 2015 kl. 10